Éxodo 17

Nueva Versión Internacional (Castellano)

de Biblica
1 Toda la comunidad israelita partió del desierto de Sin por etapas, según lo había ordenado el SEÑOR. Acamparon en Refidín, pero no había allí agua para que bebieran,2 así que altercaron con Moisés. ―Danos agua para beber —le exigieron. ―¿Por qué peleáis conmigo? —se defendió Moisés—. ¿Por qué provocáis al SEÑOR?3 Pero los israelitas estaban sedientos, y murmuraron contra Moisés. ―¿Para qué nos sacaste de Egipto? —reclamaban—. ¿Solo para matarnos de sed a nosotros, a nuestros hijos y a nuestro ganado?4 Clamó entonces Moisés al SEÑOR, y le dijo: ―¿Qué voy a hacer con este pueblo? ¡Solo falta que me maten a pedradas!5 ―Adelántate al pueblo —le aconsejó el SEÑOR— y llévate contigo a algunos ancianos de Israel, pero lleva también la vara con que golpeaste el Nilo. Ponte en marcha,6 que yo estaré esperándote junto a la roca que está en Horeb. Aséstale un golpe a la roca, y de ella brotará agua para que beba el pueblo. Así lo hizo Moisés, a la vista de los ancianos de Israel.7 Además, a ese lugar lo llamó Masá,[1] y también Meribá,[2] porque los israelitas habían altercado con él y provocado al SEÑOR al decir: «¿Está o no está el SEÑOR entre nosotros?»8 Los amalecitas vinieron a Refidín y atacaron a los israelitas.9 Entonces Moisés le ordenó a Josué: «Escoge algunos de nuestros hombres y sal a combatir a los amalecitas. Mañana yo estaré en la cima de la colina con la vara de Dios[3] en la mano».10 Josué siguió las órdenes de Moisés y les presentó batalla a los amalecitas. Por su parte, Moisés, Aarón y Jur subieron a la cima de la colina.11 Mientras Moisés mantenía los brazos[4] en alto, la batalla se inclinaba en favor de los israelitas; pero, cuando los bajaba, se inclinaba en favor de los amalecitas.12 Cuando a Moisés se le cansaron los brazos, tomaron una piedra y se la pusieron debajo para que se sentara en ella; luego Aarón y Jur le sostuvieron los brazos, uno el izquierdo y otro el derecho, y así Moisés pudo mantenerlos firmes hasta la puesta del sol.13 Fue así como Josué derrotó al ejército amalecita a filo de espada.14 Entonces el SEÑOR le dijo a Moisés: «Pon esto por escrito en un rollo de cuero, para que se recuerde, y que lo oiga bien Josué: Yo borraré por completo, bajo el cielo, todo rastro de los amalecitas».15 Moisés edificó un altar y lo llamó«El SEÑOR es mi estandarte».16 Y exclamó: «¡Echa mano al estandarte[5] del SEÑOR! ¡La guerra del SEÑOR contra Amalec será de generación en generación!»

Éxodo 17

Bibelen på hverdagsdansk

de Biblica
1 På Herrens befaling forlod Israels folk nu Sins ørken og flyttede fra sted til sted. På et tidspunkt kom de til Refidim, men der var intet vand der.2 Igen klagede folket til Moses. „Giv os vand!” forlangte de. „Hvorfor anklager I mig!” spurgte Moses. „Hvorfor udfordrer I Guds tålmodighed?”3 Men folket led af tørst, så de blev ved at klage: „Hvorfor førte du os ud af Egypten? Var det, for at vi skulle dø af tørst sammen med vores familier og husdyr?”4 Da bad Moses til Herren: „Hvad skal jeg stille op med dette folk? De er jo lige ved at stene mig!”5 Herren svarede: „Tag nogle af Israels ledere med dig og tag den stav, du slog Nilen med, i din hånd og kom så.6 Jeg vil stå foran dig på klippen ved Horebs bjerg. Og når du slår på klippen, vil der strømme vand ud af den, så alle kan få noget at drikke.” Det gjorde Moses så for øjnene af Israels ledere, og vandet strømmede frem.7 Moses gav derfor det pågældende sted navnet Massa,[1] men det blev også kaldt Meriba, for det var her, Israels folk skændtes med Herren og provokerede ham ved at sige: „Vil Herren sørge for os—eller vil han ikke?”8 Mens israelitterne opholdt sig ved Refidim, gjorde nogle amalekitiske krigere sig klar til at angribe dem.9 Moses sagde da til Josva: „Udvælg dig nogle mænd og gå i morgen imod amalekitterne. Jeg stiller mig oppe på toppen af højen med Guds stav i hånden.”10 Så rykkede Josva ud for at kæmpe imod amalekitterne. Og Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen.11 Så længe Moses løftede hænderne med staven op i luften, fik israelitterne overtaget, men så snart han sænkede hænderne for at hvile, fik amalekitterne overtaget.12 Da Moses blev træt af at holde armene i vejret, fandt Aron og Hur en sten, som han kunne sidde på, og så stillede de sig på hver sin side af Moses og holdt hans arme i vejret. På den måde var hans arme løftet lige til solnedgang.13 Sådan besejrede Josva og hans mænd amalekitternes hær.14 Derefter sagde Herren til Moses: „Nedskriv beretningen om denne begivenhed i en bog, så den altid vil huskes, og lad aldrig Josva glemme, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitterne.”15 Moses byggede et alter her, som han kaldte „Herren kæmper for mig.”[2]16 „Amalekitterne satte sig op mod Herren,” sagde Moses. „Derfor vil Herren kæmpe mod dem fra slægt til slægt.”