1Tollere[1] og andre syndere som var beryktet, kom ofte for å høre på når Jesus talte.2Dette irriterte fariseerne[2] og de skriftlærde[3] som kritiserte Jesus for at han hadde omgang med så tvilsomme mennesker. Ja, han til og med spiste sammen med dem.3Da forklarte Jesus sine motiver ved å fortelle et bilde. Han sa:4”Om noen av dere har 100 sauer og plutselig oppdager at han mangler en av dem, vil han ikke da forlate de 99 andre i ødemarken og lete etter den som er forsvunnet til han finner den?5Jo, og når han finner den, blir han glad og bærer sauen hjem på skuldrene sine.6Etterpå samler han vennene og naboene sine for at de også kan glede seg over at han har funnet igjen sauen han hadde mistet.7Jeg forsikrer dere at på samme måten kommer de til å glede seg mer i himmelen over en eneste synder som vender om til Gud, enn over 99 som allerede følger Guds vilje og ikke trenger å vende tilbake til Gud.”
Bildet om mynten som var mistet
8Jesus brukte også et annet eksempel: ”Om en kvinne har ti verdifulle sølvmynter og mister en av dem, vil hun ikke da tenne en lampe og feie gulvene i hele huset og lete i hver krik og krok til hun finner den?9Etterpå samler hun sine venner og naboer for at de skal glede seg med henne?10På samme måten gleder Guds engler seg over hver eneste synder som vender om til Gud.”
Fortellingen om sønnen som forlot faren og hjemmet
11Jesus fortalte videre et tredje bilde. Han sa: ”En mann hadde to sønner.12Den yngste sa til faren: ’Jeg vil ha min del av arven nå i stedet for å vente til du dør.’ Faren gikk med på å dele sin eiendom mellom sønnene.13Noen dager seinere hadde den yngste sønnen solgt alt han eide, og så ga han seg på vei til et fremmed land. Der levde han et vilt og umoralsk liv og gjorde snart slutt på alle pengene sine.14En alvorlig sultekatastrofe rammet landet, og han begynte å lide nød.15I sin fortvilelse ba han en bonde om å få jobb, og mannen sendte ham ut for å holde vakt over grisene sine.16Til slutt var han så sulten at han bare lengtet etter å få spise av maten til grisene, men ingen ga ham noe.17Endelig innså han hvor dum han hadde vært og sa til seg selv: ’Hjemme hos far har de ansatte mat i overflod, og her holder jeg på å sulte i hjel!18Jeg går hjem til far og sier: Far, jeg har syndet både mot Gud og deg.19Jeg er ikke verd å bli kalt din sønn lenger, men la meg i det minste få arbeide som en av dine tjenere.’20Og så gikk han veien hjem til sin far. Mens sønnen ennå var langt borte, så faren ham og ble fylt av kjærlighet og medfølelse. Han sprang imot sønnen sin og kastet seg om halsen på han og kysset ham.21Sønnen utbrøt: ’Far, jeg har syndet både mot Gud og deg. Jeg er ikke lenger verd til å bli kalt din sønn.’22Men faren sa til tjenerne: ’Skynd dere! Ta fram mine fineste klær og ha dem på ham. Sett en ring på fingeren hans og sko på føttene!23Hent gjøkalven og slakt den, for nå skal vi spise og ha en kjempefest.24Sønnen min var død, men er blitt levende igjen. Han var tapt, men er kommet tilbake til meg igjen.’ Så begynte festen og gleden.25Imens hadde den eldre sønnen vært ute på åkeren. Da han nå nærmet seg huset, hørte han på lang avstand lyden av musikk og dans.26Forskrekket spurte han en av tjenerne hva det var de feiret.27Tjeneren svarte: ’Broren din har kommet tilbake, og faren din har slaktet gjøkalven og ordnet med en fest for å feire at han har kommet hjem i god behold.’28Da ble den eldre sønnen rasende og ville ikke gå inn i huset. Faren gikk ut og forsøkte å overtale ham til å komme inn,29men han svarte: ’I alle disse årene har jeg arbeidet hardt og aldri noen gang har jeg nektet å gjøre det du har bedt meg om. Likevel har du ikke gitt meg et eneste kje for at jeg kunne ha fest sammen med vennene mine.30Men nå kommer denne døgenikten hjem, han som har gjort slutt på pengene dine sammen med prostituerte, og da feirer du det med å slakte gjøkalven!’31’Ro deg ned, sønnen min,’ sa faren til ham. ’Du og jeg er alltid sammen, og alt jeg eier er ditt.32Men nå må vi være glade og feire det som har skjedd, for broren din var død, men er blitt levende igjen. Han var tapt, men er kommet tilbake til meg igjen.’ ”
1 Do jeho blízkosti přicházeli samí celníci a hříšníci, aby ho slyšeli.2 Farizeové a zákoníci mezi sebou reptali: „On přijímá hříšníky a jí s nimi!“ 3 Pověděl jim toto podobenství:4 “Má-li někdo z vás sto ovcí a ztratí jednu z nich, což nenechá těch devadesát devět na pustém místě a nejde za tou, která se ztratila, dokud ji nenalezne?5 Když ji nalezne, vezme si ji s radostí na ramena,6 a když přijde domů, svolá své přátele a sousedy a řekne jim: ‚Radujte se se mnou, protože jsem nalezl ovci, která se mi ztratila.‘7 Pravím vám, že právě tak bude v nebi větší radost nad jedním hříšníkem, který činí pokání, než nad devadesáti devíti spravedlivými, kteří pokání nepotřebují.
— Podobenství o ztraceném penízi
8 Nebo má-li nějaká žena deset stříbrných mincí a ztratí jednu z nich, což nerozsvítí lampu, nevymete dům a nehledá pečlivě, dokud ji nenajde?9 A když ji nalezne, svolá své přítelkyně a sousedky a řekne: ‚Radujte se se mnou, poněvadž jsem nalezla peníz, který jsem ztratila.‘10 Pravím vám, právě tak je radost před anděly Božími nad jedním hříšníkem, který činí pokání.“
— Podobenství o marnotratném synu
11 Řekl také: „Jeden člověk měl dva syny.12 Ten mladší řekl otci: ‚Otče, dej mi díl majetku, který na mne připadá.‘ On jim rozdělil své jmění.13 Po nemnoha dnech mladší syn všechno zpeněžil, odešel do daleké země a tam rozmařilým životem svůj majetek rozházel.14A když už všechno utratil, nastal v té zemi veliký hlad a on začal mít nouzi.15 Šel a uchytil se u jednoho občana té země; ten ho poslal na pole pást vepře.16 A byl by si chtěl naplnit žaludek slupkami, které žrali vepři, ale ani ty nedostával.17 Tu šel do sebe a řekl: ‚Jak mnoho nádeníků u mého otce má chleba nazbyt, a já tu hynu hladem!18 Vstanu, půjdu k svému otci a řeknu mu: Otče, zhřešil jsem proti nebi i vůči tobě.19 Nejsem už hoden nazývat se tvým synem; přijmi mne jako jednoho ze svých nádeníků.‘20 I vstal a šel k svému otci. Když ještě byl daleko, otec ho spatřil a hnut lítostí běžel k němu, objal ho a políbil.21 Syn mu řekl: ‚Otče, zhřešil jsem proti nebi i vůči tobě. Nejsem už hoden nazývat se tvým synem.‘22 Ale otec rozkázal svým služebníkům: ‚Přineste ihned nejlepší oděv a oblečte ho; dejte mu na ruku prsten a obuv na nohy.23 Přiveďte vykrmené tele, zabijte je, hodujme a buďme veselí,24 protože tento můj syn byl mrtev, a zase žije, ztratil se, a je nalezen.‘ A začali se veselit. 25 Starší syn byl právě na poli. Když se vracel a byl už blízko domu, uslyšel hudbu a tanec.26 Zavolal si jednoho ze služebníků a ptal se ho, co to má znamenat.27 On mu odpověděl: ‚Vrátil se tvůj bratr, a tvůj otec dal zabít vykrmené tele, že ho zase má doma živého a zdravého.‘28 I rozhněval se a nechtěl jít dovnitř. Otec vyšel a domlouval mu.29 Ale on mu odpověděl: ‚Tolik let už ti sloužím a nikdy jsem neporušil žádný tvůj příkaz; a mně jsi nikdy nedal ani kůzle, abych se poveselil se svými přáteli.30 Ale když přišel tenhle tvůj syn, který s děvkami prohýřil tvé jmění, dal jsi pro něho zabít vykrmené tele.‘31 On mu řekl: ‚Synu, ty jsi stále se mnou a všecko, co mám, je tvé.32 Ale máme proč se veselit a radovat, poněvadž tento tvůj bratr byl mrtev, a zase žije, ztratil se, a je nalezen.‘„