1Øverstepresten spurte Stefanus: ”Er disse anklagene sanne?”2Stefanus svarte: ”Kjære brødre og ledere i folket vårt! Hør etter det jeg vil si! Vår mektige og vidunderlige Gud viste seg for vår stamfar Abraham, da han bodde i Mesopotamia før han hadde flyttet til Karan.[1]3Gud sa til ham: ’Gå ut fra ditt land og dine slektninger og gå til det landet som jeg skal lede deg til.’[2]4Derfor flyttet Abraham fra landet til kaldeerne og bosatte seg i Karan. Der bodde han til faren hans var død. Siden førte Gud ham videre til det landet der dere nå bor.5Gud ga ham ingen jord, ikke et eneste lite område, men han lovet at hele landet til slutt skulle tilhøre Abraham og etterkommerne hans. Dette til tross for at Abraham på den tiden ikke hadde noen barn.6Gud sa også til ham at etterkommerne hans skulle bo i et fremmed land og bli slaver og være undertrykket i 400 år.7’Men jeg skal straffe det folket som gjør dem til slaver’, sa Gud, ’og etter dette skal de forlate det fremmede landet og tilbe meg på dette stedet.’[3]8Gud ga Abraham instruksjoner om at alle gutter i hver familie skulle bli omskåret. Det var et tegn på at de aksepterte den pakten Gud hadde inngått med Abraham. Da Abraham sin sønn som het Isak, var født, ble han omskåret på den åttende dagen. Isak ble seinere far til Jakob[4], og Jakob ble far til de tolv sønnene som bli regnet som våre stamfedre.9Disse stamfedrene, altså sønnene til Jakob, var misunnelige på broren sin som het Josef. De solgte Josef som slave til Egypt, men Gud var med ham.10Først reddet han Josef ut av alle vanskelighetene og lot ham bli en høyt aktet og mektig medarbeider hos farao som var konge i Egypt. Deretter ga Gud Josef en slik visdom at farao utnevnte ham til å styre hele Egypt og ta hånd om den kongelige forvaltningen.11Etter et tid ble det sultekatastrofer og store lidelser i Egypt og Kanaan, der forfedrene våre bodde. Folket vårt manglet mat.12Da fikk Jakob høre at det fortsatt var såkorn i Egypt. Derfor sendte han sine sønner dit for å kjøpe såkorn, først en gang og så en gang til.13På den andre reisen til Egypt avslørte Josef for dem hvem han var, og brødrene ble presentert for farao.14Noe seinere sendte Josef bud etter faren sin Jakob og hele slekten hans for at de skulle komme til Egypt. Til sammen var de 75 personer.15Så kom Jakob til Egypt og ble der til han døde, både han og sønnene hans.16Kroppene deres ble ført til Sikem og ble begravd i den graven som Abraham kjøpte av Hemors sønner.17Nå nærmet det seg den tiden da Gud skulle innfri løftet sitt til Abraham. Folket vårt hadde vokst kraftig og blitt et stort folk i Egypt.18Men på denne tiden fikk Egypt en ny konge, en som ikke kjente til Josef.[5]19Denne kongen var grusom mot folket vårt og forsøkte ved list å kvitte seg med alle gjennom å tvinge forfedrene våre til å sette ut sine nyfødte barn, slik at de skulle dø.20I denne tiden ble Moses født. Han var et uvanlig vakkert barn. Foreldrene hans skjulte ham hjemme i tre måneder.21Til slutt ble han for stor til å gjemme bort. De ble tvunget til å sette ham ut. Da ble han funnet av datteren til farao. Hun adopterte gutten som sin egen sønn.22Moses fikk den beste utdannelsen noen kunne få i Egypt. Han var handlekraftig og snakket med stor myndighet.23Da Moses var 40 år, begynte han å gruble over sine røtter og ville lete opp sitt eget folk, israelittene[6], for å hjelpe dem.24Ved et besøk han gjorde blant sine, fikk han se en egypter som mishandlet en israelitt. Han skyndte seg og kom israelitten til hjelp og hevnet seg ved å drepe egypteren.25Moses trodde at folket skulle forstå at Gud hadde sendt ham for å sette alle fri, men det gjorde de ikke.26Neste dag fikk han øye på to israelitter som hadde røket opp i slagsmål. Han forsøkte å mekle mellom dem og sa: ’Dere er jo brødre! Hvorfor vil dere skade hverandre?’27Men de som hadde startet slagsmålet, dyttet Moses unna og spurte: ’Hvem har satt deg til leder og dommer over oss?28Tenker du å drepe meg som du drepte egypteren i går?’[7]29Da Moses hørte at det han hadde gjort, var kjent, flyktet han fra Egypt og levde som fremmed i landet Midjan. Der ble han far til to sønner.30Da han 40 år seinere oppholdt seg i ørkenen, nær fjellet Sinai, viste en engel seg for ham i en brennende tornebusk.31Moses ble svært forbauset over det han så, og da han gikk nærmere for å undersøke hva det var, ropte Herren til ham:32’Jeg er dine forfedres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’ Da skalv Moses av frykt og våget ikke å se opp.33Herren sa til ham: ’Ta av deg sandalene, for du står på hellig jord.34Jeg har sett lidelsene som mitt folk treller under i Egypt og hørt ropene deres. Nå har jeg kommet for å sette dem fri, og jeg sender deg tilbake til Egypt.’[8]35Gud sendte altså tilbake den samme mannen, som folket før hadde avvist med ordene: ’Hvem har satt deg til leder og dommer over oss?’. Gjennom engelen som viste seg i tornebusken, ble han valgt ut til leder og redningsmann.36Moses fikk ved hjelp av mirakler og tegn lede folket ut av Egypt, gjennom Rødehavet og ørkenen i 40 år.37Det var Moses som bar fram Guds budskap til israelittene og sa: ’Gud skal la en profet lik meg stå opp for dere av deres eget folk.’[9]38Det var også Moses som fikk snakke med en engel på fjellet Sinai og formidle engelen sitt budskap til folket da de var i ørkenen. Han fikk ta imot Guds lov, budskapet som gir liv,[10] og overgi det til oss.39Men forfedrene våre satte seg opp mot Moses og ville vende tilbake til Egypt.40De sa til Aron, som var bror til Moses: ’Lag guder til oss som kan lede oss, for denne Moses som førte oss ut av Egypt, ser ut til å ha forsvunnet.’[11]41Så laget de en avgud i form av en kalv og ofret til den, glade over det de selv hadde skapt i menneskelig klokskap.42Da ga Gud opp folket og lot dem tjene solen, månen og stjernene som sine guder! I profetene sin bok[12] sier Gud: ’Var det meg dere ofret til i de 40 årene i ørkenen, dere Israels folk?43Nei, dere drasset omkring på avgudene deres, teltet til Molok og stjernen til Romfa, bilder som dere selv gjorde for å kunne tilbe. Derfor skal jeg fordrive dere til et land bortenfor Babylon.’[13]44På reisen gjennom ørkenen hadde forfedrene våre med seg vitnesbyrdets telt[14]. Teltet var laget nøyaktig etter det forbilde som Gud hadde vist Moses.45Det gikk siden i arv til forfedrene våre. Da Josva erobret landet fra folkene som Gud drev bort, tok de med seg teltet inn i det nye landet. Det ble siden brukt helt til kong Davids tid.46Gud hadde i sin godhet valgt ut David til å tjene ham, og David ba om å få bygge et tempel for Israels Gud,47Det ble sønnen hans Salomo som fikk gjøre det.48Likevel bor ikke den Høyeste i bygninger som menneskene har laget. Gud sier jo i profeten Jesaja:49’Himmelen er min trone, og jorden er min foteskammel. Kan du bygge et tempel til meg som er bedre enn dette? sier Herren. Kan du gi meg et sted der jeg kan bo?50Jeg har jo skapt både himmelen og jorden.’[15]51Dere gjenstridige skapninger, som nekter å høre på det Gud sier. Dere er som de verste gudsfornektere! Alltid gjør dere motstand mot Guds Hellige Ånd, akkurat som forfedre deres gjorde.52Si meg navnet på en eneste profet som bar fram Guds budskap og ikke ble forfulgt av forfedrene deres. De drepte til og med dem som forutsa at den Rettferdige[16] skulle komme, han som dere nå har forrådt og myrdet.53Dere var med vilje og vitende ulydige mot Moseloven[17], til tross for at dere fikk den overrakt fra englenes hender.”
Stefanus bli steinet
54Da de religiøse lederne hørte dette, ble de så rasende på Stefanus at de freste av sinne[18].55Stefanus, som var fylt av Guds Hellige Ånd, så opp mot himmelen og fikk se Guds herlighet og Jesus som sto ved Guds høyre hånd.[19]56Stefanus sa: ”Jeg ser himmelen åpen og Jesus, Menneskesønnen[20], stå ved Guds høyre hånd!”57Da skrek de høyt og holdt seg for ørene. Så kastet de seg over Stefanus.58De slepte ham ut av byen for å steine ham. De som anklaget ham, vrengte av seg kappene sine og la dem foran føttene på en ung mann som het Saulus[21].59Mens steinene haglet over Stefanus, ba han: ”Herre Jesus, ta imot min Ånd.”60Så falt han på kne og ropte: ”Herre, du må ikke anklage dem for denne synden!” Med disse ordene hengende i luften drepe de ham.
1 Velekněz se Štěpána otázal: „Je tomu tak?“2 A Štěpán začal mluvit: „Bratří a otcové, vyslechněte mne: Bůh slávy se zjevil našemu praotci Abrahamovi ještě v Mezopotámii, než se usadil v Cháranu,3 a řekl mu: ‚Opusť svou zemi a své příbuzné a jdi do země, kterou ti ukážu.‘4 A tak vyšel Abraham z Chaldejské země a usadil se v Cháranu. Když jeho otec zemřel, vyzval jej Bůh, aby se odtud přestěhoval do této země, v které nyní žijete.5 Ale nedal mu z ní do vlastnictví ani píď, slíbil však, že ji dá natrvalo jemu i jeho potomkům, ačkoliv tehdy ještě Abraham neměl syna.6 A Bůh mu řekl: ‚Tvoji potomci se přestěhují do cizí země a budou tam bydlet; udělají z nich otroky a po čtyři sta let s nimi budou zle nakládat.7 Ale já budu soudit národ, který je zotročí,‘ řekl Bůh, ‚a oni vyjdou svobodni a budou mi sloužit na tomto místě.‘ 8 Bůh uzavřel s Abrahamem smlouvu, jejímž znamením se stala obřízka. Když se podle Božího slibu Abrahamovi narodil Izák, osmého dne jej obřezal. Právě tak obřezal Izák Jákoba a Jákob svých dvanáct synů.9 Jákobovi synové žárlili na svého bratra Josefa a prodali ho do Egypta; ale Bůh byl s ním,10 vysvobodil ho ze všech jeho útrap a způsobil, že si ho farao, egyptský král, oblíbil pro jeho moudrost a svěřil mu správu nad Egyptem i nad celým královským domem.11 Potom nastal po celém Egyptě i Kanaánu hlad a veliká nouze, a naši praotcové neměli co jíst.12 Jákob se dověděl, že jsou v Egyptě zásoby obilí a dvakrát tam poslal své syny.13 Když tam přišli podruhé, dal se Josef svým bratřím poznat; tak se farao dověděl o Josefově původu.14 Pak si Josef vzal k sobě svého otce Jákoba a všechny své příbuzné; bylo jich sedmdesát pět.15 Tak se Jákob dostal do Egypta a tam zemřel on i naši praotcové.16 Jejich ostatky přenesli do Sichemu a uložili je do hrobky, kterou Abraham koupil od synů Emorových v Sichemu a zaplatil stříbrem. 17 Když už byl blízko čas, kdy Bůh chtěl splnit to, co Abrahamovi slíbil, počet našeho lidu v Egyptě velmi vzrostl.18 Ale tu nastoupil v Egyptě jiný král, který už o Josefovi nic nevěděl.19 Ten jednal s naším národem nepřátelsky a přinutil naše praotce, aby odkládali děti, které se jim narodí, a nenechávali je naživu.20 V té době se narodil Mojžíš, kterého si Bůh vyvolil. Po tři měsíce o něj pečovali doma;21 a když ho museli odložit, ujala se ho faraónova dcera a starala se o něj jako o svého syna.22 Byl vychován ve vší egyptské moudrosti a byl mocný v slovech i činech. 23 Když Mojžíš dosáhl věku čtyřiceti let, přišlo mu na mysl, aby se podíval, jak žijí jeho izraelští bratří.24 A tu uviděl, jak s jedním z nich nějaký Egypťan zle nakládá; přispěchal tomu ubožákovi na pomoc a pomstil ho tím, že Egypťana zabil.25 Myslel, že jeho bratří pochopí, že je chce Bůh skrze něho zachránit; ale oni to nepochopili.26 Druhého dne mezi ně zase přišel, právě když se dva z nich rvali; snažil se je smířit, a proto jim řekl: ‚Co to děláte? Jste přece bratří! Proč ubližujete jeden druhému?‘27 Ale ten, který svého bližního napadl, odstrčil Mojžíše a řekl: ‚Kdo tě nad námi ustanovil vládcem a soudcem?28 Snad mne nechceš také zabít jako včera toho Egypťana?‘29 Když to Mojžíš slyšel, utekl z Egypta a žil v zemi madiánské; tam se mu narodili dva synové. 30 Když uplynulo čtyřicet let, zjevil se mu na poušti u hory Sínaj anděl v plameni hořícího keře.31 S údivem hleděl Mojžíš na to zjevení; šel blíž, aby se lépe podíval, a tu se ozval Hospodinův hlas:32 ‚Já jsem Bůh tvých otců, Bůh Abrahamův, Izákův a Jákobův.‘ Mojžíš se třásl strachem a neodvážil se vzhlédnout.33 Hospodin mu řekl: ‚Zuj si obuv, protože místo, na kterém stojíš, je země svatá.34 Dobře jsem viděl, jak můj lid v Egyptě těžce trpí, a slyšel jsem, jak sténá. Proto jsem sestoupil, abych je vysvobodil. Jdi tedy, posílám tě do Egypta.‘ 35 To je ten Mojžíš, kterého odmítli, když řekli: ‚Kdo tě nad námi ustanovil vládcem a soudcem?‘ Toho poslal Bůh jako vládce i vysvoboditele, když se mu prostřednictvím anděla zjevil v keři.36 To je ten Mojžíš, který je vyvedl z Egyptské země, který činil divy a znamení v Egyptě, při Rudém moři i na poušti po čtyřicet let.37 To je on, který řekl synům izraelským: ‚Bůh vám z vašich bratří povolá proroka, jako jsem já.‘38 To je ten, kdo při shromáždění lidu na poušti byl prostředníkem mezi andělem, který k němu mluvil na hoře Sínaj, a mezi našimi praotci. To on přijal pro vás slova života.39 Ale naši praotcové ho nechtěli za vůdce, zřekli se ho a zatoužili po Egyptu.40 Proto řekli Áronovi: ‚Udělej nám bohy, kteří by nás vedli. Vždyť nevíme, co se stalo s tím Mojžíšem, který nás vyvedl z Egypta.‘41 A tehdy si udělali sochu telete, začali této modle obětovat a před výtvorem vlastních rukou pořádali slavnosti.42 Proto se od nich Bůh odvrátil a dopustil, aby se klaněli nebeským mocnostem, jak se o tom píše v knize proroků: ‚Byl jsem to já, lide izraelský, komu jste po těch čtyřicet let na poušti obětovali a přinášeli dary? 43 Byl to Moloch, jehož stánek jste s sebou nosili, a hvězdu boha Remfana, obrazy, které jste si udělali pro svou modloslužbu. Proto vás přestěhuji do vyhnanství, až do končin babylónských.‘ 44 Naši praotcové měli na poušti stánek svědectví; Bůh přikázal Mojžíšovi, aby jej udělal podle vzoru, který mu ukázal.45 Tento stánek odevzdali svým synům, a ti jej za Jozue vnesli do země pohanů, které Bůh před nimi zahnal. Tak tomu bylo až do časů Davidových.46David nalezl u Boha milost a prosil, aby směl vyhledat místo, kde by přebýval Bůh Jákobův.47 Ale teprve Šalomoun vystavěl Bohu chrám.48 Avšak Nejvyšší nepřebývá v chrámech, vystavěných lidskýma rukama, jak praví prorok: 49 ‚Mým trůnem je nebe a země podnoží mých nohou! Jaký chrám mi můžete vystavět, praví Hospodin, a je vůbec místo, kde bych mohl spočinout? 50 Což to všechno nestvořila má ruka?‘ 51 Jste tvrdošíjní a máte pohanské srdce i uši! Nepřestáváte odporovat Duchu svatému, jako to dělali vaši otcové.52 Byl kdy nějaký prorok, aby ho vaši otcové nepronásledovali? Zabili ty, kteří předpověděli příchod Spravedlivého, a toho vy jste nyní zradili a zavraždili.53 Přijali jste Boží zákon z rukou andělů, ale sami jste jej nezachovali!“
— Štěpánova mučednická smrt
54 Když to členové rady slyšeli, začali na Štěpána v duchu zuřit a zlostí zatínali zuby.55 Ale on, plný Ducha svatého, pohleděl k nebi a uzřel Boží slávu i Ježíše, jak stojí po pravici Boží,56 a řekl: „Hle, vidím nebesa otevřená a Syna člověka, stojícího po pravici Boží.“57 Tu začali hrozně křičet a zacpávat si uši; všichni se na něho vrhli58 a hnali ho za město, aby ho kamenovali. Svědkové dali své pláště hlídat mládenci, který se jmenoval Saul.59 Když Štěpána kamenovali, on se modlil: „Pane Ježíši, přijmi mého ducha!“60 Pak klesl na kolena a zvolal mocným hlasem: „Pane, odpusť jim tento hřích!“ To řekl a zemřel.