1Etter at vi skilte lag med lederne for menigheten i Efesos, seilte vi rett ned til øya Kos. Neste dag nådde vi øya Rhodos og fortsatte derfra til byen Patara.2Der fant vi et skip som skulle til Fønikia i provinsen Syria, og vi gikk ombord og seilte av sted.3Etter en tid fikk vi Kypros i sikte og passerte sør for øya med kurs mot Syria. Vi kom til byen Tyrus, for der skulle skipet losse lasten.4Mens dette sto på, gikk vi i land og fant fram til disiplene og stanset hos dem en uke. De ble ledet av Guds Ånd til å advare Paulus mot å fortsette til Jerusalem.5Da uken hadde gått, vendte vi på tross av advarslene tilbake til skipet. Alle de troende, også kvinner og barn, fulgte med oss ut av byen og ned til stranden. Der ba vi sammen og tok avskjed med hverandre.6Vi gikk om bord, og de andre vendte hjem til sitt.7Nesten uten opphold kom vi til Ptolemais. Der hilst vi også på de troende, men stanset bare en dag.8Så fortsatte vi til Cæsarea, der vi bodde hos Filip. Han var stadig opptatt med å spre det glade budskapet om Jesus. Filip var en av de første sju medarbeiderne til disiplene.9Han hadde fire ugifte døtre, som alle hadde fått evner av Gud til å tale profetisk.10-11Under besøket som varte i flere dager, kom en mann fra Judea for å treffe oss. Han het Agabus. Også han hadde fått evner av Gud til å tale profetisk. Han tok beltet til Paulus og bandt sine egne føtter og hender med det og sa: ”Guds Hellige Ånd sier: ’På denne måten skal eieren av dette belte bli bundet av jødene i Jerusalem og bli utlevert til romerne.’ ”12Vi som hørte dette, både reisekameratene og de troende på stedet, forsøkte på alle måter å overtale Paulus til ikke å fortsette til Jerusalem.13Men han sa: ”Hvorfor gråter dere og gjør det vanskelig for meg? Jeg er beredt, ikke bare til å bli fengslet i Jerusalem, men også å dø for Herren Jesu skyld.”14Vi forsto da at han ikke hadde noen planer om å bøye av. Vi roet oss og sa: ”La det bli som Herren vil.”15Etter disse dagene hos Filip gjorde vi oss klare og fortsatte mot Jerusalem.16Noen av disiplene i Cæsarea fulgte med oss et stykke og viste oss veien til Mnason sitt hus der vi fikk bo. Mnason kom fra Kypros, og var en av de første som begynte å tro på Jesus.
Paulus kommer fram til Jerusalem
17Da vi kom fram til Jerusalem, ble vi hilst hjertelig velkommen av de troende.18Dagen etter at vi hadde kommet, tok Paulus oss med hjem til Jakob[1]. Der samlet også de andre lederne i menighetene seg.19Etter at vi hadde hilst, fortalte Paulus smått og stort om arbeidet sitt og om hvordan Gud hadde brukt ham for å nå ut til andre folk.20Da lederne i menighetene hørte dette, hyllet de Gud. Men etter en stund sa de: ”Du vet, kjære bror, at mange tusen jøder har kommet til tro her, og de er alle nøye med å følge Moseloven[2].21Nå har et rykte blitt spredd i Jerusalem om at du lærer de jødene som bor blant andre folk, at de ikke behøver å følge Moseloven. Du skal også ha sagt at de ikke behøver å omskjære sine sønner eller å følge våre jødiske tradisjoner.22Noe må derfor bli gjort, for de kommer sikkert til å få greie på at du er her.23Vårt forslag går ut på dette: Her er det fire menn som har gitt et løfte til Gud.[3]24Ta dem med til templet og gå sammen med dem og foreta seremonien for renselse. Betal etterpå utgiftene slik at de også kan klippe håret, slik det er påbudt i loven. Da forstår alle at ryktene om deg er falske, og at du selv følger Moseloven.25Når det gjelder troende fra andre folk, står vi fast ved vår beslutning. Det eneste vi krever av dem er det vi skrev om i vårt brev: At de ikke skal spise mat som blir ofret til avguder, at de ikke skal spise kjøtt fra kvalte dyr eller noe annet som fortsatt har blod i seg, og at de skal avholde seg fra seksuell løssluppenhet.[4]”
Paulus blir arrestert i templet
26-27Paulus syntes forslaget hørtes bra ut, og neste dag tok han mennene med seg og foretok seremonien for renselse sammen med dem. Senere gikk han til templet og meldte offentlig fra om at renselsestiden skulle være slutt om sju dager og at et offer da ville bli båret fram for hver og en av de fire mennene. Like før de sju dagene var slutt, fikk noen jøder fra provinsen Asia[5] øye på Paulus i templet og hisset opp folket mot ham. De grep tak i ham og28skrek: ”Israelitter[6]! Hjelp oss! Her er den mannen som over alt i verden, og til alle i vårt folk, lærer stikk i strid med Moseloven[7] og templet. Nå har han til og med tatt med noen som ikke er jøder, inn i templet og gjort dette hellige stedet uverdig[8].”29Mannen hadde tidligere på dagen sett Paulus nede i byen sammen med Trofimus fra Efesos, og de trodde derfor at Paulus hadde tatt ham med seg til templet.30Det drøyde ikke lenge før hele byen var i opprør og kom løpende. De slepte Paulus ut av templet, og portene ble straks stengt bak ham.31Folket tenkte å drepe ham, men kommandanten ved den romerske garnisonen fikk vite at hele Jerusalem var i opprør.32Derfor rykket han raskt ut med soldatene og offiserene sine. Da folkemassen fikk se soldatene, sluttet de å mishandle Paulus.33Kommandanten gikk straks fram og arresterte Paulus og ga befaling om at han skulle bli bundet med doble kjettinger. Han spurte folkemassen hvem Paulus var og hva han hadde gjort.34Blant folket skrek noen det ene, mens andre sa noe helt annet. Kommandanten kunne ikke i forvirringen få klarhet i hva de mente. Han ga derfor befaling om at Paulus skulle bli tatt med til den romerske festningsborgen.35-36Folket fulgte etter helt fram og ropte: ”Drep ham, drep ham!” Da de kom fram til trappen, ble folkemassen så voldsom at soldatene måtte løfte Paulus opp på skuldrene for å beskytte ham.
Paulus sin forsvarstale for folket
37I det Paulus skulle bli ført inn i festningsborgen, sa han til kommandanten: ”Får jeg si noen ord til deg?” ”Kan du gresk?” undret kommandanten forbauset.38”Er ikke du den egypteren som satte i gang et opprør for noen år siden og tok med seg 4 000 bevæpnete rebeller ut i ørkenen?”39”Nei”, svarte Paulus, ”jeg er en jøde fra Tarsus i Kilikia, borger av en stor og viktig by. Jeg ber derfor om at du lar meg tale til folket.”40Kommandanten ga ham da sin fullmakt, og Paulus gjorde tegn til folket fra toppen trappen at han hadde noe å si. Da alle hadde roet seg, begynte han å tale til dem på arameisk[9].
1 Když nastal čas k odjezdu, rozloučili jsme se s nimi. Přímou cestou jsme dopluli na Kós, druhý den na Rhodos a odtud jsme pluli do Patary.2 Tam jsme našli loď, která plula do Fénicie. Nasedli jsme na ni a vypluli.3 Přiblížili jsme se na dohled ke Kypru, ale nechali jsme ho vlevo a mířili k Sýrii. Přistáli jsme v Týru, kde měla loď vyložit náklad.4 Vyhledali jsme učedníky a zůstali jsme tam sedm dní. Ti z vnuknutí Ducha říkali Pavlovi, aby nechodil do Jeruzaléma.5 Když ty dny uplynuly, vydali jsme se zase na cestu. Všichni, i ženy a děti, nás vyprovázeli až za město. Na břehu jsme si klekli a pomodlili se.6 Pak jsme se rozloučili. My jsme nastoupili na loď a oni se vrátili domů. 7 Potom jsme pokračovali v plavbě; z Týru jsme dorazili do Ptolemaidy. Tam jsme pozdravili bratry a zůstali u nich jeden den.8 Druhý den jsme se vydali na cestu a přišli do Cesareje. Tam jsme navštívili Filipa, kazatele evangelia a jednoho ze sedmi jáhnů, a ubytovali se u něho.9 Ten měl čtyři neprovdané dcery, prorokyně. 10 Když jsme tam byli několik dní, přišel z Judska prorok, jménem Agabos.11 Přišel k nám, vzal Pavlův opasek, svázal si jím nohy i ruce a řekl: „Toto praví Duch svatý: Muže, kterému patří tento opasek, židé v Jeruzalémě takto svážou a vydají pohanům.“12 Když jsme to uslyšeli, prosili jsme my i tamější bratří Pavla, aby do Jeruzaléma nechodil.13 Ale on odpověděl: „Proč pláčete a působíte mi tím větší bolest? Vždyť já jsem připraven nejen nechat se svázat, nýbrž i zemřít v Jeruzalémě pro jméno Pána Ježíše!“14 Protože se nedal přemluvit, přestali jsme naléhat a řekli jsme: „Děj se vůle Páně!“ 15 Potom jsme se připravili na cestu a vydali se do Jeruzaléma.16 S námi šli i někteří učedníci z Cesareje a vedli nás k Mnasonovi z Kypru, jednomu z prvních učedníků. U něho jsme se měli ubytovat.
— Setkání s jeruzalémskou církví
17 Když jsme přišli do Jeruzaléma, přijali nás bratří s radostí.18 Nazítří se Pavel odebral i s námi k Jakubovi, kde se sešli všichni starší.19 Pavel je pozdravil a vyprávěl jim podrobně všechno, co Bůh jeho působením vykonal mezi pohany.20 Když to vyslechli, chválili Boha. Potom řekli Pavlovi: „Pohleď, bratře, kolik tisíc židů uvěřilo v Krista, a všichni jsou nadšenými zastánci Zákona.21 O tobě se doslechli, že prý učíš všechny židy, žijící mezi pohany, aby odpadli od Mojžíše: aby přestali obřezávat své syny a žít podle otcovských zvyků.22 Co teď? V každém případě se dovědí, žes přišel.23 Udělej tedy, co ti radíme: Jsou tu čtyři muži, kteří na sebe vzali slib. Připoj se k nim,24 podrob se s nimi očistnému obřadu a zaplať za ně, co je předepsáno; pak si budou moci dát ostříhat hlavu. Tak poznají všichni, že není ani trochu pravdy na tom, co se o tobě říká, a že naopak sám jsi věrný Zákonu a žiješ podle něho.25 Pokud jde o pohany, kteří přijali víru, těm jsme písemně oznámili své rozhodnutí, že nemají jíst pokrmy obětované modlám, ani krev, ani maso zvířat nezbavených krve, a že se mají vyvarovat smilstva.“26 Nato Pavel vzal ty muže s sebou a na druhý den se s nimi dal zasvětit. Pak šel do chrámu a oznámil, kdy se skončí očistné dny a za každého z nich bude přinesena oběť.
— Pavel zatčen
27 Když se těch sedm dní chýlilo ke konci, uviděli ho v chrámě židé z provincie Asie. Pobouřili celý dav, zmocnili se Pavla28 a křičeli: „Izraelci, pojďte sem! To je ten člověk, který všude všechny učí proti vyvolenému lidu, proti Zákonu a proti chrámu. A teď ještě přivedl do chrámu pohany a znesvětil toto svaté místo.“29 Viděli totiž předtím Trofima z Efezu s Pavlem ve městě a domnívali se, že ho Pavel přivedl do chrámu.30 V celém městě nastal rozruch a lid se začal sbíhat. Chytili Pavla a vlekli ho ven z chrámu. A hned byly zavřeny brány.31 Ve chvíli, kdy ho už chtěli zabít, došlo hlášení veliteli praporu, že celý Jeruzalém se bouří.32 Ten vzal okamžitě vojáky i důstojníky a běžel dolů k davu. Jakmile uviděli velitele a vojáky, přestali Pavla bít.33 Velitel přistoupil k Pavlovi, zatkl ho a rozkázal vojákům, aby ho spoutali dvěma řetězy. Potom vyšetřoval, kdo je a co udělal.34 V davu křičel každý něco jiného. Protože se velitel nemohl pro zmatek dovědět nic jistého, rozkázal odvést Pavla do pevnosti.35 Když se dostali ke schodišti, museli ho vojáci pro násilí davu nést,36 neboť celé množství lidu šlo za ním a křičeli: „Pryč s ním!“
— Pavel pod ochranou Římanů
37 Než ho dovedli do pevnosti, řekl Pavel veliteli: „Smím ti něco říci?“ On se podivil: „Ty umíš řecky?38 Nejsi ten Egypťan, který nedávno podnítil ke vzpouře a vyvedl na poušť čtyři tisíce vzbouřenců?“39 Pavel odpověděl: „Já jsem Žid z Tarsu v Kilikii, občan ne bezvýznamného města. Prosím tě, dovol mi promluvit k lidu.“40 Velitel mu to dovolil. Pavel, jak stál na schodišti, dal lidu znamení rukou. Nastalo napjaté ticho a Pavel je oslovil hebrejsky: