Jesus und die samaritanische Frau: Das Wasser, das den Durst für immer löscht
1Die Pharisäer hörten, dass Jesus mehr Menschen zu Jüngern machte und taufte als Johannes. (2Allerdings war es nicht Jesus selbst, der taufte, sondern seine Jünger.)3Als Jesus[1] erfuhr, dass den Pharisäern berichtet wurde, ´wie groß der Zulauf zu ihm war,` verließ er Judäa und ging wieder nach Galiläa.4Dabei musste er durch Samarien reisen.5Sein Weg führte ihn durch Sychar, eine samaritanische Ortschaft, in deren Nähe das Feld lag, das Jakob einst seinem Sohn Josef gegeben hatte,6und wo sich auch der Jakobsbrunnen befand. Es war um die Mittagszeit[2]; müde von der Reise hatte sich Jesus an den Brunnen gesetzt.7-8Seine Jünger waren in den Ort gegangen, um etwas zu essen zu kaufen. Da kam eine samaritanische Frau zum Brunnen, um Wasser zu holen. Jesus bat sie: »Gib mir zu trinken!«9Überrascht fragte die Frau: »Wie kannst du mich um etwas zu trinken bitten? Du bist doch ein Jude, und ich bin eine Samaritanerin!« (Die Juden meiden nämlich jeden Umgang mit den Samaritanern.[3])10Jesus antwortete: »Wenn du wüsstest, worin die Gabe Gottes besteht und wer es ist, der zu dir sagt: ›Gib mir zu trinken‹, dann hättest du ihn gebeten, und er hätte dir Quellwasser gegeben, lebendiges Wasser[4].«11»Herr«, wandte die Frau ein, »du hast doch nichts, womit du Wasser schöpfen kannst, und der Brunnen ist tief. Woher willst du denn dieses lebendige Wasser nehmen?12Bist du etwa mehr als unser Stammvater Jakob, der uns diesen Brunnen gegeben und selbst von seinem Wasser getrunken hat – er und seine Söhne und seine Herden?«13Jesus gab ihr zur Antwort: »Jeder, der von diesem Wasser trinkt, wird wieder Durst bekommen.14Wer aber von dem Wasser trinkt, das ich ihm geben werde, wird niemals mehr durstig sein. Das Wasser, das ich ihm gebe, wird in ihm zu einer Quelle werden, die unaufhörlich fließt, bis ins ewige Leben[5].« –15»Herr, bitte gib mir von diesem Wasser!«, sagte die Frau. »Dann werde ich nie mehr Durst haben und muss nicht mehr hierher kommen, um Wasser zu holen.«16»Geh und rufe deinen Mann!«, entgegnete Jesus. »Komm mit ihm hierher!« –17»Ich habe keinen Mann«, sagte die Frau. »Das stimmt«, erwiderte Jesus. »Du hast keinen Mann.18Fünf Männer hast du gehabt, und der, den du jetzt hast, ist nicht dein Mann. Da hast du die Wahrheit gesagt.«19»Herr, ich sehe, dass du ein Prophet bist«, sagte die Frau.20»Unsere Vorfahren haben Gott auf diesem Berg hier[6] angebetet. Ihr Juden dagegen sagt, der richtige Ort, um Gott anzubeten, sei Jerusalem[7].« (5Mo 11,29; 5Mo 27,12; Jos 8,33)21Jesus erwiderte: »Glaube mir, Frau, es kommt eine Zeit, wo ihr[8] den Vater weder auf diesem Berg noch in Jerusalem anbeten werdet.22Ihr ´Samaritaner` betet an, ohne zu wissen, was ihr anbetet. Wir jedoch wissen, was wir anbeten, denn die Rettung ´der Welt` kommt von den Juden.23Aber die Zeit kommt, ja sie ist schon da, wo Menschen Gott als den Vater anbeten werden, Menschen, die vom Geist erfüllt sind und die Wahrheit erkannt haben[9]. Das sind die wahren Anbeter; so möchte der Vater die haben, die ihn anbeten.24Gott ist Geist, und die, die ihn anbeten wollen, müssen ihn im Geist und in der Wahrheit anbeten.«25»Ich weiß, dass der Messias[10] kommen wird«, entgegnete die Frau. (»Messias« ist das ´hebräische` Wort für »Christus«.)[11] »Wenn er kommt, wird er uns alle diese Dinge erklären[12].«26Da sagte Jesus zu ihr: »Du sprichst mit ihm; ich bin es.«27In diesem Augenblick kamen seine Jünger zurück. Sie waren erstaunt, Jesus im Gespräch mit einer Frau anzutreffen, doch keiner wagte ihn zu fragen, was er von ihr wollte oder worüber[13] er mit ihr redete.28Die Frau ließ ihren Wasserkrug stehen, ging in den Ort zurück und sagte zu den Leuten:29»Kommt mit, ich habe einen Fremden getroffen[14], der mir alles auf den Kopf zugesagt hat, was ich getan habe! Ob er wohl der Messias[15] ist?«30Da machten sich die Leute aus dem Ort auf den Weg zu Jesus.31Währenddessen drängten ihn die Jünger: »Rabbi, iss doch etwas!«32Aber Jesus sagte: »Ich lebe von einer Nahrung, von der ihr nichts wisst.«33Verwundert fragten sich die Jünger untereinander: »Hat ihm denn jemand etwas zu essen gebracht?«34Jesus erwiderte: »Meine Nahrung ist, dass ich den Willen dessen tue, der mich gesandt hat, und das Werk vollende, das er mir aufgetragen hat.35Sagt ihr nicht: ›Es dauert noch vier Monate, dann beginnt die Ernte‹?[16] Nun, ich sage euch: Blickt euch einmal um und seht euch die Felder an. Sie sind reif[17] für die Ernte!36Ja, die Ernte wird jetzt schon eingebracht, und der, der erntet[18], erhält seinen Lohn; er sammelt Frucht für das ewige Leben. So freuen sich beide zugleich – der, der sät, und der, der erntet.37Das Sprichwort sagt: ›Einer sät, und ein anderer erntet.‹ Das trifft hier zu.38Ich habe euch zum Ernten auf ein Feld geschickt, auf dem[19] ihr vorher nicht gearbeitet habt. Andere haben darauf gearbeitet, und ihr erntet die Frucht ihrer Arbeit.«39Viele Samaritaner aus jenem Ort glaubten jetzt an Jesus. Die Frau hatte ihnen bezeugt: »Er hat mir alles gesagt, was ich getan habe«, und auf ihr Wort hin glaubten sie.40Die Leute aus dem Ort[20], die zu Jesus hinausgegangen waren, baten ihn, bei ihnen zu bleiben. Er blieb zwei Tage dort,41und auf sein Wort hin glaubten noch viel mehr Menschen an ihn.42»Wir glauben jetzt nicht mehr nur aufgrund von dem, was du uns erzählt hast«, erklärten sie der Frau. »Wir haben ihn jetzt mit eigenen Ohren gehört und wissen, dass er wirklich der Retter der Welt ist.«
Jesus heilt den Sohn eines königlichen Beamten
43Nach diesen zwei Tagen in Sychar ging Jesus weiter nach Galiläa.44Er selbst hatte ausdrücklich erklärt: »Ein Prophet gilt in seiner Heimat nichts.«45Doch als er nun nach Galiläa kam, wurde er von den Leuten[21] freundlich aufgenommen. Denn sie waren auch beim Fest in Jerusalem gewesen und hatten alles miterlebt, was er dort getan hatte.46Jesus kam auch wieder nach Kana, jenem Ort in Galiläa, wo er das Wasser in Wein verwandelt hatte. Dort suchte ihn ein Beamter des Königs auf, der in Kafarnaum lebte und einen Sohn hatte, der an einer schweren Krankheit litt.47Er hatte gehört, dass Jesus von Judäa nach Galiläa zurückgekehrt war, und bat ihn jetzt, nach Kafarnaum herabzukommen und seinen Sohn zu heilen, der im Sterben lag.48»Wenn ihr nicht Wunder und außergewöhnliche Dinge[22] seht, glaubt ihr nicht!«, hielt Jesus ihm entgegen.49Aber der Beamte des Königs flehte ihn an: »Herr, bitte komm, bevor mein Kind stirbt!«50Da sagte Jesus zu ihm: »Geh nach Hause, dein Sohn lebt ´und ist gesund`!« Der Mann glaubte dem, was Jesus zu ihm sagte; auf sein Wort hin machte er sich auf den Weg hinunter nach Kafarnaum.51Er war noch nicht dort angelangt, da kamen ihm seine Diener mit der Nachricht entgegen, dass sein Sohn lebte ´und gesund war`.52Er fragte sie, seit wann es ihm besser gehe. »Gestern Mittag um ein Uhr[23] hatte er mit einem Mal kein Fieber mehr«, antworteten sie.53Da wusste der Vater, dass es genau zu dem Zeitpunkt geschehen war, an dem Jesus zu ihm gesagt hatte: »Dein Sohn lebt ´und ist gesund`!« Und er glaubte an Jesus, er und alle aus seinem Haus.54Dieses Wunder tat Jesus, nachdem er von Judäa zurückgekehrt war, und er bewies dadurch in Galiläa ein zweites Mal seine Macht.[24]
1-2Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes— selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte—blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det,3brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.4Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria.5-6Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.[1]7Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.”8Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad.9Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” spurgte hun.10Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke—og så ville jeg give dig levende[2] vand.”11„Du har jo ingen spand,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand?12Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”13Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen.14Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”15„Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”16„Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.17-18„Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden. „Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”19„Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet!20Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”21Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud—her eller i Jerusalem.22I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.23Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger.24Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”25Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.”26Da sagde Jesus til hende: „Han står her og taler med dig!”27I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.28Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen.29„Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?”30Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.
Den åndelige, samaritanske „mark” er klar til at blive høstet
31Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: „Mester, kom og få noget at spise.”32Men Jesus svarede: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.”33Disciplene spurgte hinanden: „Hvem kan være kommet med mad til ham?”34Jesus svarede: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig.35I siger nok: ‚Der er stadig fire måneder, til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‚Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet!36Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster,37for her gælder det ordsprog: ‚Én sår, og en anden høster.’38Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med. Andre har slidt i det før jer, men I skal fuldføre det, som de begyndte.”
Mange samaritanere kommer til tro på Jesus
39Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.40Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage.41I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord,42og de sagde til kvinden: „Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på.[3]”
Jesus helbreder en embedsmands søn
43Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby,44for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by.45Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.46Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin.[4] I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg.47Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.48„I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,” sagde Jesus.49„Herre,” bønfaldt embedsmanden, „du må komme, inden min lille dreng dør!”50„Du kan roligt gå hjem,” sagde Jesus, „din søn er helbredt.” Manden troede Jesus og gik.51Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask.52Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. „I går aftes ved syvtiden[5] forsvandt feberen pludselig!” forklarede de.53Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: „Din søn er helbredt.” Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.54Det var det andet mirakuløse tegn, som Jesus udførte i Galilæa, efter at han var vendt hjem fra turen til Judæa.