1Der HERR wurde ein weiteres Mal zornig auf Israel. Er verleitete David dazu, dem Volk zu schaden, und gab ihm den Gedanken ein[1]: »Zähl ´alle wehrfähigen Männer in` Juda und Israel.«2Der König befahl seinem Heerführer Joab, der gerade bei ihm war[2]: »Zieh durch alle Stämme Israels von Dan ´im Norden` bis Beerscheba ´im Süden` und erfass alle wehrfähigen Männer[3] in einer Liste. Ich will wissen, wie viele es sind.«3Joab erwiderte: »Der HERR, dein Gott, möge das Heer Israels[4] hundertmal stärker machen, als es jetzt schon ist, und dich das miterleben lassen. Aber warum, mein Herr und König, willst du die Leute unbedingt zählen[5]?«4Trotz der Einwände Joabs und seiner Truppenführer blieb David bei seiner Entscheidung. So machten sich Joab und seine Leute auf den Weg, um alle wehrfähigen Männer in Israel zu erfassen[6].5Sie überquerten den Jordan und begannen ´mit der Zählung` in Aroër und der Stadt[7] im Arnontal. ´Dann zogen sie` ins Gebiet des Stammes Gad und nach Jaser.6Von dort ging es weiter durch die Landschaft Gilead und das Gebiet der Hetiter bei Kadesch[8] bis nach Dan-Jaan. Danach bogen sie ab[9] Richtung Sidon7und zur befestigten Stadt Tyrus. Anschließend reisten sie durch alle Städte der Hiwiter und Kanaaniter und erreichten schließlich Beerscheba im äußersten Süden Judas.8So durchzogen sie das ganze Land und kehrten nach neun Monaten und zwanzig Tagen nach Jerusalem zurück.9Joab meldete dem König die Gesamtzahl der erfassten Personen: In Israel gab es 800.000 wehrfähige Männer, die mit dem Schwert umgehen konnten, und in Juda 500.000.
Gottes Strafe trifft das Volk
10Doch nun bekam David ein schlechtes Gewissen, weil er das Volk ´Israel` gezählt hatte. Er betete zum HERRN: »Ich habe eine große Sünde begangen. Bitte, HERR, vergib mir. Ich habe sehr töricht gehandelt.«11Am nächsten Morgen, als David gerade aufgestanden war, sprach der HERR zum Propheten Gad, der als Seher in Davids Diensten stand, und befahl ihm:12»Geh zu David und richte ihm aus: So spricht der HERR: ›Ich lasse dir die Wahl zwischen drei ´Übeln`. Wähl aus, was ich dir antun soll.‹«13Gad ging zu David und richtete ihm Gottes Botschaft aus. Er fragte ihn: »Sollen sieben Jahre[10] Hungersnot über dein Land kommen? Oder willst du drei Monate vor deinen Feinden fliehen, die dich verfolgen? Oder soll drei Tage lang die Pest im Land wüten? Überleg es dir gut und sag mir, welche Antwort ich dem geben soll, der mich gesandt hat.«14» ´Diese Wahl` macht mir Angst«, antwortete David. »Dann will ich lieber in die Hand des HERRN fallen, denn er ist voll Erbarmen. In die Hand von Menschen will ich nicht fallen.«15Da ließ der HERR noch am selben Morgen die Pest ausbrechen. Sie wütete bis zu dem von ihm bestimmten Zeitpunkt in ´ganz` Israel, von Dan bis Beerscheba. 70.000[11] Personen starben.16Als der Engel des HERRN seine Hand auch gegen Jerusalem ausstreckte, um sein unheilvolles Werk zu verrichten, bekam der HERR Mitleid und beschloss, die Plage zu beenden[12]. Er befahl dem Engel, der gerade auf dem Dreschplatz des Jebusiters Arauna stand und unter den Einwohnern ´von Jerusalem` sein grausiges Werk tat: »Es ist genug. Zieh deine Hand zurück.« (2Mo 32,12; 2Mo 32,14)17Als David den Engel sah, der die Menschen ´mit der Pest` schlug, sagte er zum HERRN: »Ich bin es doch, der gesündigt hat. Ich allein habe mich schuldig gemacht[13], aber das Volk, meine Herde, hat nichts getan. Bitte bestrafe nur mich und meine Familie.«
David kauft den späteren Tempelplatz und baut dort einen Altar
18Am selben Tag kam ´der Prophet` Gad zu David und forderte ihn auf: »Geh hinauf zum Dreschplatz des Jebusiters Arauna und errichte dort einen Altar für den HERRN.«19David tat, was der HERR ihm durch Gad befohlen hatte, und machte sich auf den Weg.20Als Arauna ´vom Dreschplatz` hinabschaute und den König und seine Hofleute kommen sah, ging er ihnen entgegen. Er warf sich vor David nieder und berührte mit seiner Stirn den Boden.21Dann fragte er: »Warum kommt mein Herr und König hierher zu mir?« David antwortete: »Ich will deinen Dreschplatz kaufen und einen Altar für den HERRN darauf errichten, damit die Seuche aufhört, die unter meinem Volk wütet.«22»Mein Herr und König«, erwiderte Arauna, »nimm dir alles und bring ein Opfer dar, wie du es wünschst. Meine Rinder kannst du für das Brandopfer verwenden und den Dreschschlitten und das Joch als Feuerholz.23Ich schenke dir alles, mein König.[14]« Und er fügte hinzu: »Möge der HERR, dein Gott, dein Opfer gnädig annehmen.«24»Nein, ich bestehe darauf, den vollen Preis zu bezahlen!«, widersprach David. »Ich werde dem HERRN, meinem Gott, kein Opfer darbringen, das mich nichts gekostet hat.« So kaufte David den Dreschplatz und die Rinder für fünfzig Silberstücke.25Er baute dort einen Altar für den HERRN und brachte darauf Brandopfer und Gemeinschaftsopfer dar. Da ließ der HERR sich gnädig stimmen[15], und die Seuche, die in Israel wütete, hörte auf.
1Endnu en gang blev Herren vred på Israel. Han fik David til at bringe Israels folk i ulykke ved at give ham den tanke at optælle Judas og Nordrigets samlede hærstyrke.[1] (1Chr 21,1; Hi 1,6; Mt 4,1)2Kongen sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd, så jeg kan vide, hvor mange jeg råder over.”3Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu—og at du må leve så længe, at du oplever det! Hvorfor vil min herre, kongen, begå en sådan synd?”4Men trods deres protester måtte Joab og officererne bøje sig for kongens ord. Joab og hans officerer drog altså af sted for at begynde optællingen.5De krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Aroer midt i kløften syd for byen.[2] Derefter gik de nordpå gennem Gads område og slog lejr ved Jazer.6Derfra tog de videre til Gilead og hittitternes område.[3] Efter at have været i Dan satte de kursen mod Sidon.7Senere kom de til fæstningen i Tyrus og til hivvitternes og kana’anæernes mange byer, inden de nåede til landets sydligste punkt, Be’ersheba i Juda.8Efter denne rundrejse, som varede ni måneder og 20 dage, vendte Joab tilbage til Jerusalem9og meddelte kongen det samlede tal på landets våbenføre mænd, 800.000 mand i Nordriget og 500.000 mand i Juda.10Men da mønstringen var overstået, fik David dårlig samvittighed og sagde til Herren: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig, Herre!”11Da David stod op næste morgen, havde profeten Gad, som var i Davids tjeneste, allerede fået følgende budskab fra Herren:12„Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.”13Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: „Skal der komme tre[4] års hungersnød i hele dit land? Vil du være på flugt for dine fjender i tre måneder? Eller skal Herren sende pest over landet i tre dage? Tænk dig nu godt om og lad mig vide, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig.” (1Chr 21,12)14„Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre for os at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”15Straks den samme morgen sendte Herren så pest over hele Israel fra Dan i nord til Be’ersheba i syd. Pesten varede i tre dage, og 70.000 mænd døde.16Da dødsenglen var parat til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Aravnas tærskeplads.17Da David så englen, som slog folket med pest, sagde han til Herren: „Det er mig, der har syndet! Alle disse mennesker er som uskyldige får. Så er det bedre, at du rammer mig og min familie.”18-19Samme dag kom Gad til David med følgende besked fra Herren: „Gå hen og byg et alter for Herren på jebusitten Aravnas tærskeplads!” David gik straks derop, som Herren havde befalet.20Da Aravna fik øje på kongen og hans mænd, der styrede lige hen imod ham, gik han dem i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran kongen.21„Herre, hvad er grunden til dit besøg?” spurgte han David. David svarede: „Jeg vil købe din tærskeplads, så jeg kan bygge et alter for Herren og få pesten til at standse.”22„Min herre og konge, tag hvad du vil have,” svarede Aravna. „Udfør alle de ofre, du vil! Her er mine okser til brændofferet, og du må gerne bruge tærskeslæderne og åget til offerbrænde.23Herre konge, jeg giver det alt sammen til dig. Må Gud Herren vise dig nåde!”24„Nej,” svarede kongen, „jeg vil betale dig for det, for jeg vil ikke bringe Herren, min Gud, et offer, som ikke har kostet mig noget.” Så købte David tærskepladsen og han gav 50 sølvstykker for okserne,25hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Da forbarmede Herren sig over landet og Israels folk og standsede pesten.