von Genfer Bibelgesellschaft1In dieser Zeit zogen die Philister wieder einmal ihre Truppen zusammen, um Israel anzugreifen. Achisch sagte zu David: »Dir ist ja wohl klar, dass du und deine Männer mit uns in den Kampf ziehen müssen?«2»Natürlich«, antwortete David, »jetzt wirst du mit eigenen Augen sehen, was dein Diener leisten kann.« Achisch erwiderte: »Gut, während des ganzen Feldzugs bist du für meinen persönlichen Schutz verantwortlich.[1]«
Saul bei der Totenbeschwörerin in En-Dor
3Samuel war gestorben und in seiner Heimatstadt Rama begraben worden; ganz Israel hatte für ihn die Totenklage gehalten. Es gab im Land keine Totenbeschwörer und Wahrsager mehr, denn Saul hatte sie alle aus Israel vertrieben.[2]4Die Philister sammelten ihre Truppen und schlugen ihr Lager bei Schunem auf. Auch Saul zog aus ganz Israel ein Heer zusammen, sein Lager befand sich beim Gebirge Gilboa.5Als Saul das ´große` Heer der Philister sah, erschrak er und ihn verließ der Mut.6Er befragte den HERRN, bekam aber keine Antwort, weder durch Träume noch durch die heiligen Lose[3] noch durch das Wort eines Propheten.7Darum befahl er seinen Dienern: »Sucht eine Frau, die Geister von Verstorbenen herbeirufen kann! Ich will sie aufsuchen und um Rat fragen.« »In En-Dor gibt es eine Totenbeschwörerin«, antworteten sie.8Saul verhüllte sein Gesicht, zog andere Kleidung an und machte sich mit zwei Begleitern auf den Weg. Es war Nacht, als sie bei der Frau ankamen. Saul bat sie: »Sag mir durch den Geist eines Toten die Zukunft voraus! Hol mir den aus der Totenwelt herauf, den ich dir nennen werde.«9Die Frau entgegnete: »Du weißt doch, dass Saul das verboten hat[4]! Im ganzen Land hat er die Totenbeschwörer und Wahrsager ausgerottet. Warum also stellst du mir eine Falle? Willst du mich töten?«10Da schwor Saul: »So wahr der HERR lebt: Dich wird in dieser Angelegenheit keine Schuld treffen.«11»Wen soll ich für dich heraufholen?«, fragte die Frau. »Ruf Samuel!«, antwortete Saul.12Als die Frau Samuel sah, schrie sie laut auf und sagte zu Saul: »Warum hast du mich getäuscht? Du bist ja Saul!«13»Du brauchst keine Angst zu haben«, erwiderte Saul. »Sag mir, was du siehst!« »Ich sehe einen Geist aus der Erde heraufsteigen«, sagte sie.14»Wie sieht er aus?«, fragte Saul. »Es ist ein alter Mann«, antwortete sie. »Er ist in einen Prophetenmantel[5] gehüllt.« Da wusste Saul, dass es Samuel war. Er warf sich vor ihm nieder und berührte mit der Stirn den Boden.15»Warum störst du meine Ruhe und lässt mich heraufkommen?«, fragte Samuel. Saul antwortete: »Ich bin in großer Not. Die Philister führen Krieg gegen mich, und Gott hat mich verlassen. Er antwortet mir nicht mehr, weder durch Propheten noch durch Träume. Darum habe ich dich rufen lassen. Sag mir, was ich tun soll!«16Samuel entgegnete: »Warum fragst du mich überhaupt, ´wo du doch weißt`, dass der HERR sich von dir abgewendet hat und dein Feind geworden ist?17Er macht jetzt wahr, was er durch mich angekündigt hat: Er entreißt dir das Königtum und gibt es einem anderen, nämlich David.18Der HERR hatte dir befohlen, sein Urteil[6] an den Amalekitern zu vollstrecken. Weil du ihm nicht gehorcht hast, bestraft der HERR dich heute.19Er wird dich und ganz Israel in die Gewalt der Philister geben, und morgen werden du und deine Söhne bei mir ´im Totenreich` sein. Das ganze israelitische Heer wird der HERR den Philistern ausliefern.«20Da stürzte Saul der Länge nach zu Boden, so entsetzt war er über Samuels Worte. Er war ohnehin schon geschwächt, weil er den ganzen Tag und die ganze Nacht nichts gegessen hatte.21Die Totenbeschwörerin trat zu Saul, und als sie sah, dass er völlig verstört war, sagte sie: »Herr, ich habe vorhin deinem Befehl gehorcht. Ich habe mein Leben aufs Spiel gesetzt und getan, was du von mir verlangt hast.22So höre du nun auch auf mich! Ich werde dir einen Bissen Brot zu essen bringen. Iss, damit du wieder zu Kräften kommst und den Rückweg antreten kannst!«23Doch Saul wehrte sich und sagte: »Nein! Ich esse nichts!« Aber seine ´beiden` Begleiter und die Frau bedrängten ihn so lange, bis er schließlich nachgab. Er stand auf und setzte sich aufs Bett.24Die Frau hatte ein gemästetes Kalb im Stall. Das schlachtete sie in aller Eile. Dann nahm sie Mehl, knetete einen Teig und backte ungesäuertes Fladenbrot.25Das alles reichte sie Saul und seinen Begleitern. Sie aßen und machten sich noch in derselben Nacht auf den Rückweg.
1På den tid overvejede filistrene igen at gå til angreb på Israel. „I skal følge med os i kamp mod Israel,” sagde kong Akish til David og hans mænd.2„Det er i orden!” svarede David. „Du vil få at se, hvad vi er værd.” „Det kan jeg lide!” udbrød Akish. „Jeg udnævner dig hermed til min personlige livvagt.”
Saul besøger en åndemaner
3Samuel var jo død, og hele Israel havde holdt sørgeklage over ham, dengang de begravede ham i hans hjemby Rama. I Samuels tid havde Saul følt sig nødsaget til at udrydde samtlige spåmænd og dødemanere i landet.4Da filistrenes hær var nået frem til Shunem i Jizre’eldalen, lå Saul i lejr med hele Israels hær på Gilboahøjen med udsigt over dalen.5Da Saul så filistrenes enorme hær, blev han skrækslagen og havde mest lyst til at flygte.6Han prøvede at spørge Herren, om han skulle gå i krig eller ej, men Herren svarede ham ikke et ord, hverken gennem drømme eller ved det hellige lod, Urim, eller ved et budskab fra profeterne.7Derfor gav Saul sine folk ordre til at finde en dødemaner, han kunne spørge til råds. Det lykkedes dem at finde en kvinde i En-Dor,[1] der kunne kontakte de døde.8Så forklædte Saul sig, tog to af sine mænd med, og i ly af mørket opsøgte han kvinden. „Jeg må i kontakt med en af de døde,” bad Saul. „Kan du mane hans ånd frem?”9„Er du ude på at få mig slået ihjel?” spurgte kvinden. „Ved du ikke, at Saul har udryddet landets spåmænd og dødemanere?”10Men Saul svarede: „Så sandt Herren lever, sværger jeg på, at der ikke vil ske dig noget.”11Så spurgte hun: „Hvem er det, du ønsker kontakt med?” „Samuel,” svarede Saul.12Kvinden så nu Samuel, der viste sig for hende, og hun skreg op med det samme: „Du har bedraget mig! Du er jo Saul!”13„Vær ikke bange. Der skal ikke ske dig noget,” svarede kongen. „Men sig mig, hvem det er, du ser.” „Jeg ser en ånd komme op af jorden.”14„Hvordan ser den ud?” „Det er en gammel mand indhyllet i en kappe.” Da forstod Saul, at det var Samuel, og han bøjede sig ærbødigt for ham.15„Hvorfor har du forstyrret mig og manet mig frem?” spurgte Samuel. „Fordi jeg er i knibe,” svarede Saul. „Filistrene er klar til at angribe os, men Gud har forladt mig, og han svarer mig hverken gennem drømme eller ved profeterne. Derfor henvender jeg mig direkte til dig for at få at vide, hvad jeg skal gøre.”16Men Samuel svarede: „Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din modstander?17Det er jo hans eget ord, som jeg selv har profeteret for dig, der nu går i opfyldelse: Han vil rive kongedømmet fra dig og give det til din rival, David.18Det er konsekvensen af, at du ikke adlød Herrens ord, dengang han brugte dig som sit redskab til at straffe amalekitterne.19Og hvad værre er: i morgen skal hele Israels hær prisgives og hugges ned af filistrene, og du selv og dine sønner skal ende her hos mig.”20Da kastede Saul sig fladt ned på jorden, lammet af frygt over Samuels ord. Han var desuden udmattet af sult, for han havde ikke spist i næsten et døgn.21Da kvinden så, hvor fortvivlet han var, sagde hun: „Herre, jeg satte livet på spil ved at føje dig.22Nu beder jeg dig om at føje mig og lade mig give dig noget at spise, så du kan komme til kræfter inden hjemturen.”23Saul vægrede sig og sagde: „Jeg kan ikke spise noget.” Men da både kvinden og hans egne mænd ihærdigt prøvede at overtale ham, gav han efter, rejste sig fra gulvet og satte sig op på sengen.24Kvinden skyndte sig nu at slagte sin fedekalv. Hun æltede også mel og bagte usyrnet brød.25Så serverede hun maden for kongen og hans mænd, og de spiste, før de samme nat drog af sted derfra.