1Da sagte ihre Schwiegermutter Noomi zu ihr: »Liebe Tochter, ich muß dir doch ein sicheres Heim verschaffen, damit du gut versorgt bist.2Nun denn, Boas, dessen Mägden du dich angeschlossen hast, gehört zu unserer Verwandtschaft; der worfelt gerade diese Nacht die Gerste auf der Tenne.3So bade und salbe dich denn, lege deine besten Kleider an und gehe zur Tenne hinab, laß dich aber von dem Manne nicht eher bemerken, als bis er mit Essen und Trinken fertig ist.4Wenn er sich dann schlafen legt, so achte auf den Ort, wohin er sich legt; dann gehe hin, hebe die Decke zu seinen Füßen auf und lege dich dort nieder; er wird dir dann schon sagen, was du zu tun hast.«5Sie antwortete ihr: »Ganz nach deiner Weisung will ich tun!«6Sie ging also zur Tenne hinab und machte es genau so, wie ihre Schwiegermutter ihr angegeben hatte.7Als Boas nämlich gegessen und getrunken hatte und guter Dinge geworden war, legte er sich am Ende[1] des Getreidehaufens schlafen; da kam sie leise heran, deckte den Platz zu seinen Füßen auf und legte sich dort nieder.8Da, um Mitternacht, fuhr der Mann aus dem Schlafe auf, und als er sich vorbeugte, sah er ein Weib zu seinen Füßen liegen.9Als er nun fragte: »Wer bist du?«, antwortete sie: »Ich bin Ruth, deine Magd; breite also deinen Fittich[2] über deine Magd aus; denn du bist Löser für mich!«10Da erwiderte er: »Gesegnet seist du vom HERRN, meine Tochter! Du hast deine Liebe (zu Noomi) zuletzt noch schöner betätigt als früher, indem du nicht den jungen Männern nachgelaufen bist, sie seien arm oder reich.11Und nun, meine Tochter, sei ohne Angst! Alles, was du wünschest, will ich für dich tun; wissen doch alle Leute, die in unserm Ort auf dem Marktplatze am Stadttor zusammenkommen, daß du ein sittsames Weib bist.12Nun bin ich ja allerdings ein Löser für dich; aber es ist noch ein anderer Löser vorhanden, der näher mit dir verwandt ist als ich.13Bleibe über Nacht hier; morgen wird sich’s dann finden: wenn er dich lösen will, gut, so mag er es tun! Hat er aber keine Lust dazu, so will ich dich lösen, so wahr der HERR lebt! Bleibe nur liegen bis zum Morgen!«14So blieb sie denn zu seinen Füßen liegen bis zum Morgen; dann stand sie auf, ehe noch ein Mensch den andern erkennen konnte; er dachte nämlich: »Es braucht nicht bekanntzuwerden, daß ein Weib auf die Tenne gekommen ist.«15Dann sagte er: »Nimm den Überwurf, den du anhast, und halte ihn fest.« Als sie ihn nun hinhielt, maß er ihr sechs Maß Gerste ab und lud sie ihr auf. So ging sie in die Stadt.16Als sie nun zu ihrer Schwiegermutter heimkam, fragte diese: »Wie ist es dir ergangen, liebe Tochter?« Da erzählte sie ihr alles, wie der Mann sich gegen sie verhalten hatte,17und schloß mit den Worten: »Diese sechs Maß Gerste hat er mir gegeben; denn er sagte: ›Du sollst nicht mit leeren Händen zu deiner Schwiegermutter zurückkommen.‹«18Da sagte diese: »Warte nur ruhig ab, liebe Tochter, bis du erfährst, wie die Sache abläuft! Denn der Mann wird nicht ruhen, bis er die Sache heute noch zur Entscheidung gebracht hat.«
1En dag sagde No’omi til Ruth: „Mit barn, det er vist på tide, at jeg hjælper dig med at få en mand og et hjem, hvor du kan have det godt.2Hør her: Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han har været så god imod os og ladet dig samle aks i overflod på hans mark. Jeg ved, at han renser byg ude på tærskepladsen i aften!3Hør nu godt efter: Tag dig et bad, tag lidt parfume på og dit pæneste tøj og gå så ud til tærskepladsen. Sørg for, at han ikke ser dig. Lad ham spise og drikke i fred.4Læg mærke til, hvor han lægger sig til at sove, og når han har lagt sig, går du hen og løfter kappen væk fra hans fødder, og så lægger du dig der. Derefter skal han nok sige dig, hvad du skal gøre.”5„Jeg vil gøre alt, hvad du siger,” svarede Ruth.6Samme aften gik hun ud mod tærskepladsen, hvor Boaz arbejdede.7Da Boaz havde spist et godt måltid mad, lagde han sig veltilfreds ned ved siden af en dynge korn og faldt i søvn. Ruth listede sig forsigtigt hen til ham, løftede kappen væk fra hans fødder og lagde sig der.8Midt om natten vågnede Boaz med et sæt og blev meget forbavset over, at der lå en kvinde ved hans fødder.9„Hvem er du?” udbrød han. „Det er Ruth, Deres tjenerinde!” svarede hun. „Jeg søger ly under Deres vinger,[1] fordi De er en nær slægtning, og De har ansvar for at tage Dem af mig.” (Rut 3,1; Hes 16,1; Hes 16,8; Mt 23,27)10„Gud velsigne dig, min pige!” udbrød han. „Den godhed, du nu viser, er større end alt det andet, du har gjort. Du har ikke satset på nogen af de unge mænd, hverken fattig eller rig.11Du kan være sikker på, at jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om, min pige! Alle ved, hvor storsindet en kvinde du er.12Det er rigtigt, at jeg er en nær slægtning og har ansvar for dig, men der er en, som er nærmere beslægtet, end jeg er, og står først i rækken.13Bliv nu liggende til det bliver lyst, så vil jeg tale med ham i morgen. Hvis han ønsker at tage ansvaret for dig, så får han dig. Hvis han ikke er interesseret, så er jeg det i hvert fald, det sværger jeg på! Men bliv nu liggende til i morgen tidlig!”14Så blev hun liggende ved hans fødder til næste morgen, men allerede inden det var lyst nok til at nogen kunne genkende hende, stod hun op. Boaz havde nemlig sagt: „Ingen må vide, at der har været en kvinde på tærskepladsen i nat!”15Inden Ruth gik, sagde Boaz: „Kom med dit sjal og hold det frem!” Så øste han seks mål byg op i sjalet, bandt hjørnerne sammen og gav hende det på ryggen, hvorefter han selv gik ind til byen.16„Hvordan gik det så?” spurgte No’omi, da hun hørte Ruth komme ind ad døren. Så fortalte Ruth sin svigermor hele historien og gav hende kornet.17„Boaz sagde, at jeg ikke skulle komme tilbage til dig med tomme hænder!” forklarede hun.18„Nu må vi bare tage den med ro og vente og se, hvad det her ender med,” sagde No’omi. „Men du kan være sikker på, at den mand ikke giver op, før sagen er afgjort, formentlig allerede i dag!”