II. Die gegenwärtige Verwerfung der großen Mehrzahl des jüdischen Volkes in ihrem Verhältnis zum Heilsplan Gottes (Kap. 9-11)
1Ich sage die Wahrheit in Christus, ich lüge nicht – mein Gewissen bezeugt es mir im heiligen Geist –:2ich trage schweren Kummer und unaufhörlichen Schmerz in meinem Herzen.3Gern wollte ich selbst durch einen Fluch aus der Gemeinschaft mit Christus ausgestoßen sein, wenn ich dadurch meine Brüder, meine Volksgenossen nach dem Fleische, retten könnte;4sie sind ja doch Israeliten, denen der Sohnesstand[1] und die Herrlichkeit Gottes, die Bündnisse und die Gesetzgebung, der Gottesdienst und die Verheißungen zuteil geworden sind,5denen die Erzväter angehören und aus denen der Messias dem Fleische nach stammt: der da Gott über allem ist, gepriesen in Ewigkeit! Amen.6Ich will damit aber nicht gesagt haben, daß Gottes Verheißungswort hinfällig geworden[2] sei; denn nicht alle, die aus Israel stammen, sind Israel,7und nicht alle sind schon deshalb, weil sie Abrahams Same[3] sind, auch seine Kinder; sondern (1.Mose 21,12): »In[4] Isaak soll dir Nachkommenschaft genannt werden.«8Das will ich sagen: Nicht die leiblichen Kinder (Abrahams) sind damit auch Gottes Kinder, sondern (nur) die Kinder der Verheißung werden als Nachkommenschaft (Abrahams) gerechnet.9Denn so lautet das Wort der Verheißung (1.Mose 18,10.14): »(Übers Jahr) um diese Zeit werde ich (wieder-) kommen, da wird Sara einen Sohn haben.«10Und nicht nur hier[5] ist es so gewesen, sondern auch bei Rebekka, die von einem und demselben Manne, nämlich unserm Vater[6] Isaak, guter Hoffnung war.11Denn ehe sie (ihre beiden Kinder) noch geboren waren und irgend etwas Gutes oder Böses getan hatten, schon da wurde – damit Gottes Vorherbestimmung aus freier Wahl bestehen bliebe,12abhängig nicht von Werken, sondern (allein) von dem (Willen des) Berufenden – der Rebekka gesagt (1.Mose 25,23): »Der Ältere wird dem Jüngeren dienstbar sein«;13wie ja auch (anderswo) geschrieben steht (Mal 1,2-3): »Jakob habe ich geliebt, Esau aber habe ich gehaßt.«14Was folgt nun daraus? Liegt da etwa Ungerechtigkeit auf seiten Gottes vor? Nimmermehr!15Zu Mose sagt er ja (2.Mose 33,19): »Ich werde Gnade erweisen, wem ich gnädig bin, und werde Barmherzigkeit dem erzeigen, dessen ich mich erbarme.«16Demnach kommt es nicht auf jemandes Wollen oder Laufen[7] an, sondern auf Gottes Erbarmen.17So sagt ja auch die Schrift zum Pharao (2.Mose 9,16): »Gerade dazu habe ich dich in die Welt kommen lassen, um an dir meine Macht zu erweisen und damit mein Name auf der ganzen Erde verkündet werde.«18Also: Gott erbarmt sich, wessen er will, und verstockt auch, wen er will.19Da wirst du mir nun einwenden: »Wie kann er dann noch (jemand) tadeln? Wer vermöchte denn seinem Willen[8] Widerstand zu leisten?«20Ja, o Mensch, wer bist denn du, daß du Gott zur Verantwortung ziehen willst? Darf etwa das Gebilde zu seinem Bildner sagen: »Warum hast du mich so gemacht?«21Oder hat der Töpfer nicht Macht über den Ton, aus derselben Masse hier ein Gefäß zu ehrenvoller Bestimmung und dort ein anderes zu gemeiner Verwendung zu verfertigen?22Wie aber, wenn Gott, obgleich er seinen Zorn offenbaren und seine Macht an den Tag legen will, doch die Gefäße des Zornes, die zur Vernichtung hergestellt sind[9], mit großer Langmut getragen hat,23um zugleich den Reichtum seiner Herrlichkeit an Gefäßen des Erbarmens zu erweisen, die er zur (Teilnahme an seiner) Herrlichkeit zuvor bereitet hat?24Als solche (Gefäße des Erbarmens) hat er auch uns berufen, und zwar nicht nur aus den Juden, sondern auch aus den Heiden(völkern),25wie er ja auch bei (dem Propheten) Hosea sagt (Hos 2,25): »Ich werde das, was nicht mein Volk ist, mein Volk nennen und der Ungeliebten den Namen ›Geliebte‹ beilegen«;26und (Hos 2,1): »Es wird geschehen: an dem Orte, wo zu ihnen gesagt worden ist: ›Ihr seid nicht mein Volk‹, dort werden sie ›Söhne des lebendigen Gottes‹ genannt werden.«27Jesaja ferner ruft laut im Hinblick auf Israel aus (Jes 10,22-23): »Wenn auch die Zahl der Söhne Israels wie der Sand am Meer wäre, wird doch nur der Rest davon gerettet werden;28denn sein Wort[10] wird der Herr, indem er die Dinge sicher und Schlag auf Schlag verlaufen läßt, zur Ausführung auf der Erde bringen.«29Und wie Jesaja vorhergesagt hat (Jes 1,9): »Hätte der Herr der Heerscharen uns nicht einen Samen[11] übriggelassen, so wären wir wie Sodom geworden und hätten gleiches Schicksal mit Gomorrha gehabt.«30Was folgt nun daraus? Dieses: Heiden, die nicht nach Gerechtigkeit trachteten, haben Gerechtigkeit erlangt, nämlich die Gerechtigkeit, die aus dem Glauben kommt;31Israel dagegen, das nach der vom Gesetz geforderten Gerechtigkeit trachtete, hat das vom Gesetz gesteckte Ziel (der Rechtfertigung) nicht erreicht.32Warum nicht? Weil sie es nicht auf dem Glaubensweg, sondern es mit Werken haben erreichen wollen: da haben sie sich am Stein des Anstoßes gestoßen,33von dem geschrieben steht (Jes 28,16; 8,14): »Siehe, ich lege in Zion einen Stein des Anstoßes und einen Felsen des Ärgernisses[12]; und wer auf ihn sein Vertrauen setzt[13], wird nicht zuschanden[14] werden.«
1-2Jeg bærer på en stor sorg og har en stadig smerte i mit hjerte. Jeg lyver ikke, for jeg tilhører Kristus. Helligånden bekræfter over for min samvittighed, at jeg taler sandt, når jeg siger,3at jeg er parat til selv at gå fortabt, hvis det kunne redde mine jødiske landsmænd fra fortabelsen.4Det drejer sig jo om israelitterne, der blev udvalgt til at være Guds eget folk, og de har oplevet hans mægtige undere. Det var dem, han oprettede sine pagter med. Det var dem, der modtog Guds lov, tempeltjenesten og løfterne om velsignelse.5De udgør Abrahams slægt, og ud af den slægt kom Messias. Lovet være Gud til evig tid, han som er Herre over alle ting. Amen.[1]
Velsignelsen fås ved tro på Guds løfter
6Når nu flertallet af jøder ikke oplevede den velsignelse, som Gud havde lovet skulle komme gennem Abrahams slægt, betyder det så, at man ikke kan stole på Guds løfter? Nej, for det er ikke alle jøder, der hører med til det sande Guds folk.[2]7Det er jo heller ikke alle Abrahams efterkommere, der får del i Guds løfte til Abrahams slægt, men kun dem, der nedstammer fra hans søn Isak.8Det betyder, at man ikke bliver et Guds barn blot ved, at man nedstammer fra Abraham,[3] men ved, at man tror på, hvad Gud har lovet. (Gal 4,23)9Guds løfte vedrørende Isak lød jo sådan: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn.”[4] (1Mo 18,10; 1Mo 18,14)
Er Gud uretfærdig?
10-12Gud gav også et løfte til Rebekka, som blev gift med vores stamfar Isak. Da hun ventede tvillinger, sagde Gud til hende: „Den ældste kommer til at tjene den yngste.”[5] Det blev sagt, før Jakob og Esau blev født, så de havde endnu ikke udført hverken gode eller onde bedrifter. Det viser, at Guds beslutninger står fast. Udvælgelsen bygger ikke på vores anstrengelser, men på Gud, som kalder. (1Mo 25,23)13Gud har jo selv sagt: „Jeg foretrak Jakob frem for Esau.”[6] (Mal 1,2)14Betyder det så, at Gud er uretfærdig? På ingen måde!15Han sagde engang til Moses: „Jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.”[7] (2Mo 33,19)16Altså beror det ikke på menneskers viljestyrke eller anstrengelser, men på Guds barmhjertighed.17Gud sagde engang til Egyptens konge: „Jeg har gjort dig til konge for at demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden.”[8] (2Mo 9,16)18Det er altså Gud selv, der afgør, hvem han vil være barmhjertig imod, og hvem han vil gøre hård.19Nu siger du måske: „Så kan Gud da ikke bebrejde os noget, for vi kan ikke gå imod Guds vilje.”20Menneske dog! Tør du gå i rette med Gud? Mon det, som er skabt, har ret til at beklage sig over for Skaberen og sige: Hvorfor har du skabt mig sådan?21Har pottemageren ikke ret til ud af den samme klump ler at lave enten en smuk vase eller en krukke til affald?22Selvom Gud ønskede at udøve sin magt og straffe dem, som gjorde oprør imod ham, og som er på vej mod fortabelsen, så holdt han igen. Har han ikke ret til det?23Han ønsker nemlig at vise sin overstrømmende kærlighed og nåde mod dem, han har beredt til at få del i hans herlighed.
Guds nye folk
24Vi hører med til dem, som har oplevet Guds tilgivelse, uanset om vi er af jødisk afstamning eller ej.25Det nye Guds folk står omtalt hos Hoseas, hvor han siger: „Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde ‚mit folk’, og det folk, som jeg ikke elskede, vil jeg kalde ‚det elskede’.”[9] (Hos 2,25)26Hoseas siger også: „På det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‚den levende Guds børn’.”[10] (Hos 2,1)27Og Esajas råbte med smerte om det jødiske folk: „Selvom Israels folk er talrigt som sandet ved stranden, vil kun nogle få af dem blive reddet,28for Herren vil gøre kort proces og føre straffen over landet til ende.”[11] (Jes 10,22)29Det er, som Esajas også har forudsagt: „Hvis ikke den almægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra.”[12] (Jes 1,9)
Hvorfor tog det jødiske folk ikke imod Messias?
30Hvad kan vi uddrage af alt det her? At folk, som ikke er jøder, og som ikke stræbte efter at blive accepteret af Gud, blev accepteret, vel at mærke på grund af deres tro.31Men jøderne, som hele tiden stræbte efter det ved at prøve at overholde loven, opnåede det aldrig.32Hvorfor ikke? Fordi de mente, at han ville godtage dem på grund af deres gode gerninger, ikke på grund af deres tro. De snublede over „anstødsstenen”,33og dermed opfyldte de Skriftens ord: „Jeg lægger en anstødssten på Zions bjerg,[13] og folk vil snuble over den. Men de, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.”[14] (Jes 8,14)