1Da haben wir Starken die Pflicht, die Schwächen derer, die nicht so stark sind (wie wir), zu tragen und nicht wohlgefällig an uns selbst zu denken:2nein, jeder von uns lebe dem Nächsten zu Gefallen, ihm zum Besten, zu seiner Erbauung[1]!3Denn auch Christus hat nicht sich selbst zu Gefallen gelebt, sondern wie geschrieben steht (Ps 69,10): »Die Schmähungen derer, die dich schmähen, sind auf mich gefallen[2].«4So ist ja alles, was vor Zeiten geschrieben worden ist, für uns zur Belehrung geschrieben, damit wir durch standhaftes Ausharren[3] und durch den Trost, den die (heiligen) Schriften gewähren, an der Hoffnung festhalten.5Der Gott aber, von dem standhaftes Ausharren[4] und Trost kommen, möge euch dazu verhelfen, einen einträchtigen Sinn untereinander nach der Weise[5] Christi Jesu zu besitzen,6damit ihr einmütig mit einem Munde den Gott und Vater unsers Herrn Jesus Christus preisen könnt.7Darum nehmet euch gegenseitig (in Liebe) an[6], wie auch Christus euch zu Gottes Verherrlichung[7] (in Liebe) angenommen[8] hat!8Ich meine nämlich: Christus ist ein Diener der Beschneidung[9] geworden zum Erweis der Wahrhaftigkeit Gottes, um die den Vätern gegebenen Verheißungen zu verwirklichen,9die Heiden andrerseits sollen[10] Gott um seiner Barmherzigkeit willen preisen, wie geschrieben steht (Ps 18,50): »Darum will ich dich preisen unter den Heiden und deinem Namen lobsingen.«10Und an einer anderen Stelle heißt es (5.Mose 32,43): »Freuet euch, ihr Heiden, im Verein mit seinem Volke!«11und an einer anderen Stelle (Ps 117,1): »Lobet, ihr Heiden alle, den Herrn, und alle Völker sollen ihn preisen!«12Weiter sagt Jesaja (Jes 11,10): »Erscheinen wird der Wurzelschoß[11] Isais, und zwar er, der da aufsteht, um über die Heiden zu herrschen: auf ihn werden die Heiden ihre Hoffnung setzen.«13Der Gott aber, der unsere Hoffnung ist, erfülle euch mit aller Freude und mit Frieden auf dem Grunde des Glaubens, damit ihr immer reicher an Hoffnung werdet durch die Kraft des heiligen Geistes!
IV. Schluß des Briefes; persönliche Mitteilungen, Grüße und letzte Mahnung (15,14-16,27)
14Ich habe aber auch persönlich von euch, liebe Brüder, die feste Überzeugung, daß ihr eurerseits mit dem besten Willen erfüllt und, mit aller Erkenntnis voll ausgerüstet, wohlbefähigt seid, euch auch untereinander zurechtzuweisen.15Trotzdem habe ich euch, wenigstens stellenweise, etwas rückhaltlos geschrieben, um euch (an dies und das) zu erinnern, und zwar aufgrund des mir von Gott verliehenen Gnadenamtes.16Ich soll ja ein Diener Christi Jesu für die Heiden sein und als solcher den Priesterdienst an der Heilsbotschaft Gottes verrichten, damit die Heiden zu einer gottwohlgefälligen, durch den heiligen Geist geheiligten Opfergabe werden.17In Christus Jesus darf ich mich daher meines für die Sache Gottes geleisteten Dienstes rühmen;18denn ich werde mich nicht erkühnen, von irgendwelchen Erfolgen zu reden, die nicht Christus durch mich gewirkt[12] hat, um Heiden(völker) zum Gehorsam[13] zu bringen durch Wort und Tat,19durch die Kraft von Zeichen und Wundern, durch die Kraft des heiligen Geistes. Auf diese Weise habe ich nämlich von Jerusalem aus und in weitem Umkreise bis nach Illyrikum hin die (Verkündigung der) Heilsbotschaft von Christus voll ausgerichtet.20Dabei habe ich es mir aber zur Ehrensache gemacht, die Heilsbotschaft nicht da zu verkündigen, wo der Name Christi bereits bekannt war; denn ich habe nicht auf fremdem Grund und Boden (weiter) bauen wollen,21sondern bin dem Schriftwort gefolgt (Jes 52,15): »Die sollen (ihn) zu sehen bekommen, denen noch nichts über ihn verkündigt worden ist, und die noch keine Kunde (von ihm) haben, die sollen (ihn) kennenlernen.«22Das ist denn auch der Grund, weshalb ich so oft verhindert worden bin, zu euch zu kommen.23Da ich jetzt aber in den Gegenden hier kein Arbeitsfeld mehr habe[14], wohl aber seit vielen Jahren mich danach sehne, zu euch zu kommen,24so werde ich, sobald ich die Reise nach Spanien unternehme (meinen Plan ausführen). Ich hoffe nämlich, euch auf der Durchreise zu sehen und von euch das Geleit zur Weiterreise dorthin zu erhalten, nachdem ich mich zunächst ein wenig bei euch[15] erquickt habe.25Augenblicklich aber befinde ich mich auf der Reise nach Jerusalem anläßlich eines Liebesdienstes für die Heiligen.26Mazedonien und Achaja[16] haben nämlich beschlossen, eine Geldsammlung für die Armen unter den Heiligen in Jerusalem zu veranstalten.27Ja, sie haben es beschlossen und sind es ihnen ja auch schuldig; denn wenn die Heiden(christen) Anteil an den geistlichen Gütern jener erhalten haben, so sind sie dafür auch verpflichtet, ihnen mit ihren irdischen[17] Gütern auszuhelfen.28Wenn ich nun dieses Geschäft erledigt und ihnen den Ertrag dieser Sammlung sicher übermittelt habe, dann werde ich über euer Rom nach Spanien reisen.29Ich weiß aber, daß, wenn ich zu euch komme, ich euch eine Fülle des Segens Christi mitbringen werde.30Ich bitte euch aber dringend, liebe Brüder, bei unserm Herrn Jesus Christus und bei der Liebe, die der (heilige) Geist wirkt: steht mir mit den Gebeten, die ihr für mich an Gott richtet, im Kampfe kräftig bei,31damit ich von[18] den Ungehorsamen in Judäa errettet werde und meine Dienstleistung für Jerusalem bei den Heiligen dort eine gute Aufnahme finden möge!32Dann kann ich, so Gott will, in freudiger Stimmung zu euch kommen und mich im Zusammensein mit euch erquicken.33Der Gott des Friedens aber sei mit euch allen! Amen.
1Vi, som er „stærke”, skal bære over med andres svagheder og ikke kun tænke på os selv.2Vi skal alle gøre, hvad vi kan, for at glæde og styrke vores næste.3Kristus tænkte jo heller ikke på at behage sig selv. Tværtimod, som Skriften siger: „Den hån, som ramte dig, ramte også mig.”[1] (Ps 69,10)4Alt, hvad der står i Skriften, blev skrevet, for at vi kan lære af det. Skriften motiverer os altså til at være udholdende og styrker vores overbevisning om engang at få alt det, Gud vil give os.5Jeg ønsker for jer, at Gud, som giver os udholdenhed og styrke, vil hjælpe jer til at blive inspireret af Kristus og leve i enighed med hinanden,6så I sammen kan lovprise Gud, vores Herres Jesu Kristi Far.
Accepter hinanden på trods af forskellig baggrund
7Accepter hinanden, ligesom Kristus har accepteret jer, hvad enten I har jødisk baggrund eller ej. På den måde bliver Gud æret.8Husk på, at Jesus kom for at tjene både jøder og ikke-jøder. Han viste os jøder, at det, Gud havde lovet vores forfædre, var sandt,9og han gav ikke-jøderne en anledning til at prise Gud for hans barmhjertighed. At det glædelige budskab skulle nå ud til alle folkeslag er forudsagt mange steder i Skriften, som for eksempel: „Derfor vil jeg lovprise dig blandt folkeslagene. Jeg vil synge om din storhed.”[2] (Ps 18,50)10„Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk.”[3] (5Mo 32,43)11„Pris Herren, alle nationer. Lovsyng ham, alle folkeslag.”[4] (Ps 117,1)12Esajas siger det sådan: „Der vil komme et rodskud fra Isajs stub, en konge, som skal regere over alle folkeslag, og han er den, der bringer håb til menneskeheden.”[5] (Jes 11,1; Jes 11,10)13Jeg ønsker for jer, at Gud, som er grundlaget for alt håb, vil fylde jer med glæde og fred i jeres tro og give jer en stærk forventning ved Helligåndens kraft.
Paulus som Guds og Jesu Kristi tjener
14Jeg tvivler ikke på jeres gode sindelag, kære venner, og jeg er overbevist om, at I allerede ved nok til at kunne vejlede hinanden.15Når jeg alligevel i brevet her med stor frimodighed har givet jer nogle påmindelser, er det på grund af den opgave, som Gud i sin nåde har lagt hen til mig,16nemlig at bringe Guds glædelige budskab om Jesus som Frelser til alle folkeslag. Formålet er at føre jer frem for Gud som en offergave, han kan tage imod med glæde, en gave, som Helligånden har renset og helliggjort.17Jeg er utrolig taknemmelig for alt det, som Jesus Kristus har udført i min tjeneste for Gud,18-19men jeg ønsker ikke at tale om det på anden måde, end at det er Kristus, der har gjort det. Mange mennesker er kommet til tro og blevet lydige mod Gud gennem mine ord og handlinger, som er udført ved hans Ånds kraft. Der er sket både tegn og undere, så jeg har været i stand til at forkynde det glædelige budskab lige fra Jerusalem og hele vejen op gennem Lilleasien og Grækenland.20Jeg har sat en ære i altid at forkynde budskabet på steder, hvor mennesker ikke før har hørt om Kristus, så jeg ikke bygger oven på en grundvold, som andre har lagt.21I stedet har jeg søgt at efterleve det skriftord, som siger: „De, der ikke har hørt om ham, skal få ham at se. De, der ikke kender ham, vil lære ham at kende.”[6] (Jes 52,14)
Paulus planlægger at rejse til Spanien via Rom
22-23Endnu har det ikke været muligt for mig at besøge jer, selvom jeg i mange år har haft et ønske om at kunne gøre det. Men nu, da mit arbejde i disse egne er færdigt,24planlægger jeg en rejse til Spanien. På vejen dertil håber jeg at se jer og glæde mig over fællesskabet med jer for en tid. Jeg håber så, at I vil hjælpe mig videre på rejsen.25Men lige nu skal jeg til Jerusalem med en pengegave til de kristne der.26De kristne i Makedonien og Akaja besluttede nemlig at være med til at give en gave til de fattige blandt de kristne i Jerusalem.27Når de gerne ville være med, skyldes det også, at de på en måde står i gæld til dem. Når de som kristne ikke-jøder har fået del i en åndelig rigdom fra de kristne jøder, bør de også til gengæld hjælpe dem på det materielle område.28Så snart jeg har fået denne gave sikkert overbragt til dem, vil jeg rejse til Spanien via jer.29Og jeg har tillid til, at når jeg kommer til jer, vil det være med stor velsignelse fra Kristus.
En bøn om beskyttelse på rejsen til Jerusalem
30Jeg har en bøn til jer, kære venner, da vi er forbundet med hinanden gennem den kærlighed, der kommer fra Helligånden, og fordi vi alle har Jesus Kristus som vores Herre. Bed inderligt til Gud sammen med mig,31at han vil redde mig fra at falde i kløerne på de vantro jøder i Judæa provinsen, som jeg skal rejse igennem, og at de kristne i Jerusalem vil være villige til at modtage gaven.32Derefter kommer jeg og besøger jer, om Gud vil, og jeg glæder mig til at hvile ud hos jer en tid.33Nu beder jeg om, at Gud, som er den, der giver os fred i hjertet, vil være med jer alle. Amen.