III. Ermahnungen an die Gemeinde für das christliche Leben (12,1-15,13)
1So ermahne ich euch nun, liebe Brüder, durch (den Hinweis auf) die Barmherzigkeit Gottes: Bringt eure Leiber als ein lebendiges, heiliges und Gott wohlgefälliges Opfer dar: (das sei) euer vernünftiger Gottesdienst!2Gestaltet eure Lebensführung nicht nach der Weise dieser Weltzeit, sondern wandelt euch um durch die Erneuerung eures Sinnes, damit ihr ein sicheres Urteil darüber gewinnt, welches der Wille Gottes sei, nämlich das Gute und (Gott) Wohlgefällige und Vollkommene.3So fordere ich denn kraft der mir verliehenen Gnade einen jeden von euch auf, nicht höher von sich zu denken, als zu denken sich gebührt, sondern auf eine besonnene Selbstschätzung bedacht zu sein nach dem Maß des Glaubens, das Gott einem jeden zugeteilt hat.4Denn wie wir an einem Leibe viele Glieder haben, die Glieder aber nicht alle denselben Dienst verrichten,5so bilden auch wir trotz unserer Vielheit einen einzigen Leib in Christus, im Verhältnis zueinander aber sind wir Glieder,6doch so, daß wir Gnadengaben besitzen, die nach der uns verliehenen Gnade verschieden sind. Wer also die Gabe prophetischer Rede besitzt, bleibe in Übereinstimmung mit dem Maß des Glaubens;7wem die Gabe des Gemeindedienstes zuteil geworden ist, der betätige sie durch Dienstleistungen; wer Lehrgabe besitzt, verwende sie als Lehrer[1];8hat jemand die Gabe des Ermahnens[2], so betätige er sich im Ermahnen[3]; wer Mildtätigkeit übt, tue es in Einfalt; wer zu den Vorstehern gehört, zeige rechten Eifer; wer Barmherzigkeit übt, tue es mit Freudigkeit!9Die Liebe sei ungeheuchelt! Verabscheut das Böse, haltet am Guten fest!10In der Bruderliebe zueinander seid voll Herzlichkeit; in der Ehrerbietung komme einer dem andern zuvor!11Seid unverdrossen, wo es Eifer gilt; seid feurig im Geist, dem Herrn zu dienen bereit!12Seid fröhlich in der Hoffnung, geduldig im Leiden, beharrlich im Gebet!13Für die Bedürfnisse der Heiligen beweist Anteilnahme; übt die Gastfreundschaft willig.14Segnet, die euch verfolgen, segnet sie und flucht ihnen nicht!15Freuet euch mit den Fröhlichen und weinet mit den Weinenden!16Seid einträchtig untereinander gesinnt; richtet eure Gedanken nicht auf hohe Dinge, sondern laßt euch zu den niedrigen herab; haltet euch nicht selbst für klug!17Vergeltet niemand Böses mit Bösem; seid auf das bedacht, was in den Augen aller Menschen löblich ist!18Ist’s möglich, soviel an euch liegt, so lebt mit allen Menschen in Frieden!19Rächet euch nicht selbst, Geliebte, sondern gebt Raum[4] dem (göttlichen) Zorn[5]; denn es steht geschrieben (5.Mose 32,35): »Mein ist die Rache, ich will vergelten, spricht der Herr.«20Vielmehr: »Wenn deinen Feind hungert, so speise ihn; wenn ihn dürstet, so gib ihm zu trinken; denn wenn du das tust, wirst du feurige Kohlen auf sein Haupt sammeln.« (Spr 25,21-22)21Laß dich nicht vom Bösen überwinden, sondern überwinde das Böse durch das Gute!
1Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på.2Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.3På grundlag af den nåde, som Gud har givet mig til at tjene ham, siger jeg til enhver af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end hvad der er rimeligt, men bedøm jer selv ud fra, hvor stor en tro Gud har givet hver enkelt af jer.4Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion,5således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme.6Gud har i sin nåde givet os forskellige gaver, så vi kan hjælpe hinanden. De, der har profetisk gave, skal bruge den i forhold til den tro, de har fået.7De, der har gaver til at yde praktisk hjælp, skal gøre det med tjenersind. De, der har gaver til at undervise, bør tage sig af undervisningen.8De, der har gaver til at opmuntre andre, skal gøre dét. De, der har en givertjeneste, bør give uden bagtanke. De, der har en ledertjeneste, bør lede med omhu. De, der har en barmhjertighedstjeneste, bør tjene med glæde.9Kærligheden skal være ægte. Tag afstand fra det onde, og gør jer til ét med det gode.10Elsk hinanden som kristne brødre og søstre. Kom hinanden i forkøbet med at vise respekt.11Bliv ikke sløve. Vær brændende i ånden. Tjen Herren.12Glæd jer i det håb, I har fået. Hold ud, når I møder modstand. Bliv ved med at bede.13Hjælp dem af jeres medkristne, som er i nød. Vær gæstfri over for de fremmede.
Velsign modstanderne og lev så vidt muligt i fred med alle
14Velsign dem, der forfølger jer. Forband dem ikke, men bed for dem.15Glæd jer med de glade, og græd med de grædende.16Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem.[1] Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget.[2]17Gengæld ikke ondt med ondt, men stræb efter at gøre det, som alle kan se er godt.18Lev i fred med alle mennesker—så vidt I kan.19Kære venner, tag ikke hævn, men lad Gud tage sig af at straffe. Der står jo skrevet: „Hævnen og gengældelsen er min, siger Herren.”[3] (5Mo 32,35)20Der står også skrevet: „Er din fjende sulten, så giv ham noget at spise. Er han tørstig, så giv ham noget at drikke. På den måde gør du ham skamfuld.”[4] (Spr 25,21)21Lad dig ikke rive med af det onde, men overvind det onde med det gode.