1Dem Musikmeister über die Jeduthuniden; von Asaph ein Psalm. (Ps 62,1)2Laut ruf’ ich zu Gott, ja ich will schreien, laut ruf’ ich zu Gott: »Ach, höre mein Flehen!«3Wenn Drangsalszeiten über mich kommen, such’ ich den Allherrn; meine Hand ist nachts ohn’ Ermatten ausgestreckt, meine Seele will sich nicht trösten lassen.4Denk’ ich an Gott, so muß ich seufzen; sinne ich nach, so verzagt mein Geist. SELA.5Du hältst mir die Augenlider offen, ich bin voll Unruhe und kann nicht reden.6Ich überdenke die Tage der Vorzeit, die längst entschwundenen Jahre;7ich denke bei Nacht an mein Saitenspiel, ich sinne in meinem Herzen nach, und es grübelt mein Geist und fragt:8»Wird der Allherr auf ewig verstoßen und niemals wieder Gnade üben?9Ist seine Güte für immer erschöpft? sind seine Verheißungen abgetan für alle Zukunft?10Hat Gott vergessen, gnädig zu sein, oder im Zorn sein Erbarmen verschlossen?« SELA.11Da sagte ich mir: »Das bekümmert mich schmerzlich, daß das Walten[1] des Höchsten sich hat geändert.«12Ich will gedenken der Taten des HERRN, will gedenken deiner Wunder von der Vorzeit her,13will sinnen über all dein Tun und deine großen Taten erwägen.14O Gott, erhaben ist dein Weg[2]: wo ist eine Gottheit so groß wie Gott?15Du bist der Gott, der Wunder tut, du hast deine Macht an den Völkern bewiesen,16hast dein Volk erlöst mit starkem Arm, die Kinder Jakobs und Josephs. SELA.17Als die Wasser dich sahen, o Gott, als die Wasser dich sahen, erbebten sie, auch die Tiefen[3] des Weltmeers zitterten;18die Wolken ergossen sich in strömenden Regen, das Gewölk ließ Donner erkrachen, und deine Pfeile fuhren einher;19deine Donnerstimme dröhnte am Himmelsgewölbe, Blitze erhellten den Erdkreis, es bebte und schwankte die Erde.20Durchs Meer ging dein Weg dahin und dein Pfad durch gewaltige Fluten; doch deine Spuren waren nicht zu erkennen.21Du hast dein Volk geführt wie eine Herde unter Leitung von Mose und Aaron.
1Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.2Jeg råber til Gud uden ophør. Jeg håber, han hører min bøn.3Jeg er i nød og søger hen til min herre. Hele natten løfter jeg hænderne i bøn til ham. Jeg har ikke ro i min sjæl, før han svarer.4Jeg tænker på Gud og stønner i min nød, jeg sukker af længsel efter hans hjælp.5Jeg kan ikke sove, før han griber ind. Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.6Jeg mindes de gamle dage, den tid, som nu er forbi.7Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten. Nu sidder jeg og spørger mig selv:8Har Herren forkastet mig for evigt? Vil han aldrig igen være nådig?9Er hans trofasthed opbrugt? Gælder hans løfter ikke længere?10Har Gud glemt at være god? Har han lukket sit hjerte i vrede?11Jeg kan ikke udholde den tanke, at den Almægtige skulle have mistet sin magt.12Jeg husker miraklerne i gamle dage, de fantastiske ting, Gud gjorde engang.13De er altid i mine tanker, jeg kan ikke lade være at grunde over dem.14Du er helt speciel, Gud, ingen guder kan måles med dig.15Du er undernes og miraklernes Gud, du viste din magt, så alverden hørte om det.16Du befriede dit folk med din vældige styrke, det var Jakobs og Josefs slægt.17Havet så dig og trak sig tilbage af frygt, Det Røde Hav skælvede ved synet af dig. Havdybet rystede af skræk,18skyerne sendte strømme af regn. Tordenen rullede hen over himlen, dine lynpile fløj til alle sider.19Tordenen rumlede som vognhjul, lynene oplyste himlen. Hele jorden rystede og bævede.20Du banede en vej gennem havet, du vandrede igennem de vældige vande, men du efterlod dig ingen fodspor.21Som en fårehyrde førte du dit folk, Moses og Aron var dine hjælpere.