1Lobe[1] den HERRN, meine Seele! O HERR, mein Gott, wie bist du so groß! In Erhabenheit[2] und Pracht bist du gekleidet,2du, der in Licht sich hüllt wie in ein Gewand, der den Himmel ausspannt wie ein Zeltdach,3der die Balken seines Palastes im Wasser festlegt, der Wolken macht zu seinem Wagen, einherfährt auf den Flügeln des Windes;4der Winde zu seinen Boten bestellt, zu seinen Dienern lohendes Feuer[3].5Er hat die Erde gegründet auf ihre Pfeiler[4], so daß sie in alle Ewigkeit nicht wankt.6Mit der Urflut gleich einem Kleide bedecktest du sie: bis über die Berge standen die Wasser;7doch vor deinem Schelten[5] flohen sie, vor der Stimme deines Donners wichen sie angstvoll zurück.8Da stiegen die Berge empor, und die Täler senkten sich an den Ort, den du ihnen verordnet.9Eine Grenze hast du gesetzt, die sie nicht überschreiten: sie dürfen die Erde nicht nochmals bedecken.10Quellen läßt er den Bächen zugehn: zwischen den Bergen rieseln sie dahin;11sie tränken alles Getier des Feldes, die Wildesel löschen ihren Durst;12an ihnen wohnen die Vögel des Himmels, lassen ihr Lied aus den Zweigen erschallen.13Er tränkt die Berge aus seinem Himmelspalast: vom Segen deines Schaffens wird die Erde satt.14Gras läßt er sprossen für das Vieh und Pflanzen für den Bedarf der Menschen, um Brotkorn aus der Erde hervorgehn zu lassen und Wein, der des Menschen Herz erfreut;15um jedes Antlitz erglänzen zu lassen vom Öl und durch Brot das Herz des Menschen zu stärken.16Es trinken sich satt die Bäume des HERRN, die Zedern des Libanons, die er gepflanzt,17woselbst die Vögel ihre Nester bauen, der Storch, der Zypressen zur Wohnung wählt.18Die hohen Berge gehören den Gemsen, die Felsen sind der Klippdachse Zuflucht.19Er hat den Mond gemacht zur Bestimmung der Zeiten, die Sonne, die ihren Niedergang kennt.20Läßt du Finsternis entstehn, so wird es Nacht, da regt sich alles Getier des Waldes:21die jungen Löwen brüllen nach Raub, indem sie von Gott ihre Nahrung fordern.22Geht die Sonne auf, so ziehn sie sich zurück und kauern[6] in ihren Höhlen;23dann geht der Mensch hinaus an seine Arbeit und an sein Tagwerk bis zum Abend.24Wie sind deiner Werke so viele, o HERR! Du hast sie alle mit Weisheit geschaffen, voll ist die Erde von deinen Geschöpfen[7].25Da ist das Meer, so groß und weit nach allen Seiten: drin wimmelt es ohne Zahl von Tieren klein und groß.26Dort fahren die Schiffe einher; da ist der Walfisch, den du geschaffen, darin sich zu tummeln.27Sie alle schauen aus zu dir hin[8], daß du Speise ihnen gebest zu seiner Zeit;28gibst du sie ihnen, so lesen sie auf; tust deine Hand du auf, so werden sie satt des Guten;29doch verbirgst du dein Angesicht, so befällt sie Schrecken; nimmst du weg ihren Odem[9], so sterben sie und kehren zurück zum Staub, woher sie gekommen.30Läßt du ausgehn deinen Odem[10], so werden sie geschaffen, und so erneust du das Antlitz der Erde.31Ewig bleibe die Ehre des HERRN bestehn, es freue der HERR sich seiner Werke!32Blickt er die Erde an, so erbebt sie; rührt er die Berge an, so stehn sie in Rauch.33Singen will ich dem HERRN mein Leben lang, will spielen[11] meinem Gott, solange ich bin.34Möge mein Sinnen ihm wohlgefällig sein: ich will meine Freude haben am HERRN!35Möchten die Sünder verschwinden vom Erdboden und die Gottlosen nicht mehr sein! – Lobe den HERRN, meine Seele! Halleluja!
1Min sjæl, pris Herren. Min Gud, du er vidunderlig stor. Du udstråler kongelig værdighed,2du er omgivet af et strålende lys. Du udspændte himlen som en teltdug3og byggede din bolig på hvælvingens bue. Du bruger en tordensky som stridsvogn og farer af sted på vindens vinger.4Du bruger stormvinde som dine sendebud og gør lynene til dine tjenere.5Du grundfæstede jorden, den står urokkeligt fast.6Havets vandmasser dækkede den som en klædning og gik hen over bjergenes tinder.7Ved din befaling kom vandene i bevægelse, de styrtede væk ved din tordenrøst,8de strømmede over bjerge og gennem dale, for at komme til det sted, du havde beredt for dem.9Havene fik en grænse at holde sig bagved, så de aldrig skulle dække hele jorden igen.10Du lod kilder risle frem i dalene og bække bane sig vej mellem bjergene,11så dyrene kan få vand at drikke, vildæslerne slukke deres tørst.12Ved bredden bygger fuglene rede, fra trækronerne høres deres sang.13Fra himlen sender du regn over bjergene, du velsigner jorden med væde.14Du får græs til at spire frem som føde for kvæget, du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.15Vin, som giver os glæde, olivenolie, som får vore ansigter til at stråle, brød, som giver os styrke og helse.16Herren passer de træer, han har plantet, Libanons cedre får rigeligt med regn.17Fuglene bygger rede i træernes grene, storkene bor i fyrretræernes toppe.18Højt på bjerget holder stenbukken til, mellem klipper er grævlingens skjul.19Du skabte månen til at markere årets gang, solen står op og går ned på den fastsatte tid.20Du skabte nattens mørke, hvor de vilde dyr kommer frem.21De unge løver brøler efter bytte, fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.22De trækker sig tilbage, når solen står op, går hjem til deres huler og lægger sig.23Da begynder mennesket sin daglige dont, bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.24Oh, Gud, hvor er din visdom stor! Jorden er fuld af dine skabninger. Hvilken mangfoldighed du har skabt.25Foran mig ligger det mægtige hav, det vrimler af liv i alle former og farver.26Skibene pløjer sig gennem de store have, Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.27Hele skabningen er afhængig af dig, du giver dem føde i rette tid.28Du giver, og de tager imod, når du åbner din hånd, bliver de mætte.29Men vender du ryggen til dem, bliver de skrækslagne. Tager du deres livsånde bort, dør de og bliver til støv.30Din livgivende Ånd har skabende kraft, du fornyer alt liv på jorden.31Gid Herrens herlighed må vare for evigt! Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!32Når han ser på jorden, skælver den. Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.33Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, prise Gud til mit sidste åndedrag.34Må han finde behag i min lovsang, for han er kilden til al min glæde.35Gid der ingen syndere var tilbage, ingen gudløse på hele jorden. Min sjæl, pris Herren! Halleluja!