Psalm 104

Menge Bibel

1 Lobe[1] den HERRN, meine Seele! O HERR, mein Gott, wie bist du so groß! In Erhabenheit[2] und Pracht bist du gekleidet,2 du, der in Licht sich hüllt wie in ein Gewand, der den Himmel ausspannt wie ein Zeltdach,3 der die Balken seines Palastes im Wasser festlegt, der Wolken macht zu seinem Wagen, einherfährt auf den Flügeln des Windes;4 der Winde zu seinen Boten bestellt, zu seinen Dienern lohendes Feuer[3].5 Er hat die Erde gegründet auf ihre Pfeiler[4], so daß sie in alle Ewigkeit nicht wankt.6 Mit der Urflut gleich einem Kleide bedecktest du sie: bis über die Berge standen die Wasser;7 doch vor deinem Schelten[5] flohen sie, vor der Stimme deines Donners wichen sie angstvoll zurück.8 Da stiegen die Berge empor, und die Täler senkten sich an den Ort, den du ihnen verordnet.9 Eine Grenze hast du gesetzt, die sie nicht überschreiten: sie dürfen die Erde nicht nochmals bedecken.10 Quellen läßt er den Bächen zugehn: zwischen den Bergen rieseln sie dahin;11 sie tränken alles Getier des Feldes, die Wildesel löschen ihren Durst;12 an ihnen wohnen die Vögel des Himmels, lassen ihr Lied aus den Zweigen erschallen.13 Er tränkt die Berge aus seinem Himmelspalast: vom Segen deines Schaffens wird die Erde satt.14 Gras läßt er sprossen für das Vieh und Pflanzen für den Bedarf der Menschen, um Brotkorn aus der Erde hervorgehn zu lassen und Wein, der des Menschen Herz erfreut;15 um jedes Antlitz erglänzen zu lassen vom Öl und durch Brot das Herz des Menschen zu stärken.16 Es trinken sich satt die Bäume des HERRN, die Zedern des Libanons, die er gepflanzt,17 woselbst die Vögel ihre Nester bauen, der Storch, der Zypressen zur Wohnung wählt.18 Die hohen Berge gehören den Gemsen, die Felsen sind der Klippdachse Zuflucht.19 Er hat den Mond gemacht zur Bestimmung der Zeiten, die Sonne, die ihren Niedergang kennt.20 Läßt du Finsternis entstehn, so wird es Nacht, da regt sich alles Getier des Waldes:21 die jungen Löwen brüllen nach Raub, indem sie von Gott ihre Nahrung fordern.22 Geht die Sonne auf, so ziehn sie sich zurück und kauern[6] in ihren Höhlen;23 dann geht der Mensch hinaus an seine Arbeit und an sein Tagwerk bis zum Abend.24 Wie sind deiner Werke so viele, o HERR! Du hast sie alle mit Weisheit geschaffen, voll ist die Erde von deinen Geschöpfen[7].25 Da ist das Meer, so groß und weit nach allen Seiten: drin wimmelt es ohne Zahl von Tieren klein und groß.26 Dort fahren die Schiffe einher; da ist der Walfisch, den du geschaffen, darin sich zu tummeln.27 Sie alle schauen aus zu dir hin[8], daß du Speise ihnen gebest zu seiner Zeit;28 gibst du sie ihnen, so lesen sie auf; tust deine Hand du auf, so werden sie satt des Guten;29 doch verbirgst du dein Angesicht, so befällt sie Schrecken; nimmst du weg ihren Odem[9], so sterben sie und kehren zurück zum Staub, woher sie gekommen.30 Läßt du ausgehn deinen Odem[10], so werden sie geschaffen, und so erneust du das Antlitz der Erde.31 Ewig bleibe die Ehre des HERRN bestehn, es freue der HERR sich seiner Werke!32 Blickt er die Erde an, so erbebt sie; rührt er die Berge an, so stehn sie in Rauch.33 Singen will ich dem HERRN mein Leben lang, will spielen[11] meinem Gott, solange ich bin.34 Möge mein Sinnen ihm wohlgefällig sein: ich will meine Freude haben am HERRN!35 Möchten die Sünder verschwinden vom Erdboden und die Gottlosen nicht mehr sein! – Lobe den HERRN, meine Seele! Halleluja!

Psalm 104

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Min sjæl, pris Herren. Min Gud, du er vidunderlig stor. Du udstråler kongelig værdighed,2 du er omgivet af et strålende lys. Du udspændte himlen som en teltdug3 og byggede din bolig på hvælvingens bue. Du bruger en tordensky som stridsvogn og farer af sted på vindens vinger.4 Du bruger stormvinde som dine sendebud og gør lynene til dine tjenere.5 Du grundfæstede jorden, den står urokkeligt fast.6 Havets vandmasser dækkede den som en klædning og gik hen over bjergenes tinder.7 Ved din befaling kom vandene i bevægelse, de styrtede væk ved din tordenrøst,8 de strømmede over bjerge og gennem dale, for at komme til det sted, du havde beredt for dem.9 Havene fik en grænse at holde sig bagved, så de aldrig skulle dække hele jorden igen.10 Du lod kilder risle frem i dalene og bække bane sig vej mellem bjergene,11 så dyrene kan få vand at drikke, vildæslerne slukke deres tørst.12 Ved bredden bygger fuglene rede, fra trækronerne høres deres sang.13 Fra himlen sender du regn over bjergene, du velsigner jorden med væde.14 Du får græs til at spire frem som føde for kvæget, du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.15 Vin, som giver os glæde, olivenolie, som får vore ansigter til at stråle, brød, som giver os styrke og helse.16 Herren passer de træer, han har plantet, Libanons cedre får rigeligt med regn.17 Fuglene bygger rede i træernes grene, storkene bor i fyrretræernes toppe.18 Højt på bjerget holder stenbukken til, mellem klipper er grævlingens skjul.19 Du skabte månen til at markere årets gang, solen står op og går ned på den fastsatte tid.20 Du skabte nattens mørke, hvor de vilde dyr kommer frem.21 De unge løver brøler efter bytte, fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.22 De trækker sig tilbage, når solen står op, går hjem til deres huler og lægger sig.23 Da begynder mennesket sin daglige dont, bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.24 Oh, Gud, hvor er din visdom stor! Jorden er fuld af dine skabninger. Hvilken mangfoldighed du har skabt.25 Foran mig ligger det mægtige hav, det vrimler af liv i alle former og farver.26 Skibene pløjer sig gennem de store have, Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.27 Hele skabningen er afhængig af dig, du giver dem føde i rette tid.28 Du giver, og de tager imod, når du åbner din hånd, bliver de mætte.29 Men vender du ryggen til dem, bliver de skrækslagne. Tager du deres livsånde bort, dør de og bliver til støv.30 Din livgivende Ånd har skabende kraft, du fornyer alt liv på jorden.31 Gid Herrens herlighed må vare for evigt! Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!32 Når han ser på jorden, skælver den. Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, prise Gud til mit sidste åndedrag.34 Må han finde behag i min lovsang, for han er kilden til al min glæde.35 Gid der ingen syndere var tilbage, ingen gudløse på hele jorden. Min sjæl, pris Herren! Halleluja!