Matthäus 9

Menge Bibel

1 Er stieg nun in ein Boot, fuhr über den See zurück und kam wieder in seine Stadt (Kapernaum).2 Dort brachte man ihm einen Gelähmten, der auf einem Tragbett lag. Weil nun Jesus ihren Glauben sah, sagte er zu dem Gelähmten: »Sei getrost, mein Sohn: deine Sünden sind (dir) vergeben!«3 Da dachten einige von den Schriftgelehrten bei sich: »Dieser lästert Gott!«4 Weil nun Jesus ihre Gedanken durchschaute, sagte er: »Warum denkt ihr Böses in euren Herzen?5 Was ist denn leichter, zu sagen: ›Deine Sünden sind (dir) vergeben‹ oder zu sagen: ›Stehe auf und gehe umher!‹?6 Damit ihr aber wißt, daß der Menschensohn die Vollmacht besitzt, Sünden auf der Erde zu vergeben« – hierauf sagte er zu dem Gelähmten: »Stehe auf, nimm dein Bett und gehe heim in dein Haus!«7 Da stand er auf und ging heim in sein Haus.8 Als die Volksmenge das sah, gerieten sie in Furcht und priesen Gott, daß er den Menschen solche Macht gegeben habe.9 Als Jesus dann von dort weiterging, sah er einen Mann namens Matthäus[1] an der Zollstätte sitzen und sagte zu ihm: »Folge mir nach!« Da stand er auf und folgte ihm.10 Als Jesus dann im Hause (des Matthäus) zu Tische saß, kamen viele Zöllner und Sünder und nahmen mit Jesus und seinen Jüngern am Mahle teil.11 Als die Pharisäer das sahen, sagten sie zu seinen Jüngern: »Warum ißt euer Meister mit den Zöllnern und Sündern?«12 Als Jesus es hörte, sagte er: »Die Gesunden haben keinen Arzt nötig, wohl aber die Kranken.13 Geht aber hin und lernt das Wort verstehen (Hos 6,6): ›An Barmherzigkeit habe ich Wohlgefallen, nicht an Schlachtopfern‹; denn ich bin nicht gekommen, um Gerechte zu berufen, sondern Sünder.« (Mt 12,7)14 Damals traten die Jünger des Johannes an ihn heran mit der Frage: »Warum fasten wir und die Pharisäer (zum Zeichen der Frömmigkeit), während deine Jünger es nicht tun?«15 Jesus antwortete ihnen: »Können etwa die Hochzeitsgäste trauern, solange der Bräutigam noch in ihrer Mitte weilt? Es werden aber Tage kommen, wo der Bräutigam ihnen genommen ist: dann werden sie fasten.16 Niemand setzt aber ein Stück ungewalkten Tuches[2] auf ein altes Kleid; denn der eingesetzte Fleck[3] reißt doch von dem Kleide wieder ab, und es entsteht ein noch schlimmerer Riß.17 Auch füllt man neuen[4] Wein nicht in alte Schläuche; sonst werden die Schläuche gesprengt, und der Wein läuft aus, und auch die Schläuche gehen verloren; nein, man füllt neuen Wein in neue Schläuche: dann bleiben beide erhalten.«18 Während Jesus noch so zu ihnen redete, trat ein Vorsteher (der Synagoge) herzu, warf sich vor ihm nieder und sagte: »Meine Tochter ist soeben gestorben; aber komm und lege ihr deine Hand auf, dann wird sie wieder zum Leben erwachen.«19 Da stand Jesus auf und folgte ihm samt seinen Jüngern.20 Und siehe, eine Frau, die seit zwölf Jahren am Blutfluß litt, trat von hinten an ihn heran und faßte die Quaste seines Rockes[5] an; (4Mo 15,38)21 sie dachte nämlich bei sich: »Wenn ich nur seinen Rock[6] anfasse, so wird mir geholfen sein.«22 Jesus aber wandte sich um, und als er sie sah, sagte er: »Sei getrost, meine Tochter, dein Glaube hat dir geholfen!« Und die Frau war von dieser Stunde an gesund.23 Als Jesus dann in das Haus des Vorstehers kam und die Flötenbläser und das Getümmel der Volksmenge sah,24 sagte er: »Entfernt euch! Das Mädchen ist nicht tot, sondern schläft nur.« Da verlachten sie ihn.25 Als man aber die Volksmenge aus dem Hause entfernt hatte, ging er (zu der Toten) hinein und faßte sie bei der Hand: da erwachte das Mädchen[7].26 Die Kunde hiervon verbreitete sich in der ganzen dortigen Gegend.27 Als Jesus hierauf von dort weiterging, folgten ihm zwei Blinde, die laut riefen: »Sohn Davids, erbarme dich unser!«28 Als er dann in das Haus[8] gekommen war, traten die Blinden zu ihm heran, und Jesus fragte sie: »Glaubt ihr, daß ich (euch) dies zu tun vermag?« Sie antworteten ihm: »Ja, Herr!«29 Da rührte er ihre Augen an und sagte: »Nach eurem Glauben geschehe euch!«30 Da taten sich ihre Augen auf; Jesus aber gab ihnen die strenge Weisung: »Hütet euch! Niemand darf etwas davon erfahren!«31 Sobald sie aber hinausgegangen waren, verbreiteten sie die Kunde von ihm in jener ganzen Gegend.32 Während diese hinausgingen, brachte man schon wieder einen stummen Besessenen zu ihm;33 und als der böse Geist ausgetrieben war, konnte der Stumme reden. Da geriet die Volksmenge in Staunen und sagte: »Noch niemals hat man etwas Derartiges in Israel gesehen!«34 Die Pharisäer aber erklärten: »Im Bunde mit dem Obersten[9] der bösen Geister treibt er die Geister aus.«35 So durchwanderte Jesus alle Städte und Dörfer, indem er in ihren[10] Synagogen lehrte, die Heilsbotschaft vom Reiche (Gottes) verkündigte und alle Krankheiten und alle Gebrechen heilte (4,23).36 Beim Anblick der Volksscharen aber erfaßte ihn tiefes Mitleid mit ihnen, denn sie waren abgehetzt und verwahrlost wie Schafe, die keinen Hirten haben (4.Mose 27,17; Hes 34,1-6).37 Da sagte er zu seinen Jüngern: »Die Ernte ist groß, aber die Zahl der Arbeiter ist klein;38 bittet daher den Herrn der Ernte, daß er Arbeiter auf sein Erntefeld sende!«

Matthäus 9

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Jesus og disciplene gik derpå op i båden og sejlede hjem til Kapernaum. (Mk 2,1; Lk 5,17)2 Efter at de var nået i land, kom nogle mænd bærende med en lam mand på en båre. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: „Fat mod, min ven! Dine synder er dig tilgivet.”3 „Hvad bilder han sig ind?” tænkte nogle af de skriftlærde. „Det er da en hån imod Gud.”4 Men Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I ondt?5 Hvad er lettest at sige: ‚dine synder er tilgivet’ eller: ‚rejs dig op og gå på dine ben’?6 Jeg vil nu vise jer, at Menneskesønnen[1] har magt på jorden til at tilgive synder. Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: ‚Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!’ ”7 Manden rejste sig da og gik sin vej.8 Da folk så det, blev de fyldt af ærefrygt og lovpriste Gud, som havde givet et menneske en sådan magt.9 Da Jesus gik videre, fik han øje på en mand, der sad og opkrævede told til den romerske besættelsesmagt. Han hed Mattæus. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Mattæus rejste sig straks op og fulgte med ham som en af hans disciple. (Mk 2,13; Lk 5,27)10 Senere blev Jesus og disciplene inviteret til at spise i Mattæus’ hjem. Også en del skatteopkrævere og andre „syndere” var inviteret med.11 Farisæerne var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan jeres læremester få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”12 Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge.13 Tænk over, hvad det skriftord betyder: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre.’[2] Det er syndere, jeg er kommet for at invitere til at vende om fra deres synd. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!” (Hos 6,6)14 En dag kom Johannes Døbers disciple til Jesus og spurgte: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både vi og farisæerne gør det?” (Mk 2,18; Lk 5,33)15 Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke sørge og faste, så længe de er sammen med ham. Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.16 Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at hvis man gjorde det, ville lappen krympe og rive det gamle tøj i stykker.17 Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges, og vinen går til spilde. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. På den måde bevares begge dele.”18 Mens Jesus talte, kom en af byens ledende mænd hen til ham, faldt på knæ foran ham og sagde: „Min datter er lige død. Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, vil hun blive levende igen.” (Mk 5,21; Lk 8,40)19 Jesus og disciplene rejste sig og gik med ham.20 Undervejs skete det imidlertid, at der kom en kvinde bagfra og rørte ved kvasten på Jesu bedesjal. Hun havde lidt af vedvarende blødninger i 12 år,21 og hun tænkte: „Hvis bare jeg får rørt ved hans sjal, bliver jeg helbredt.”22 Jesus vendte sig om og sagde til hende: „Vær ved godt mod, min ven! Din tro har reddet[3] dig.” Fra det øjeblik var kvinden rask.23 Da Jesus kom til lederens hjem og så det jamrende grædekor og hørte begravelsesmusikken,24 sagde han: „Forsvind herfra! Pigen er ikke død. Hun sover bare.” De lo ad ham alle sammen.25 Da flokken omsider var kommet udenfor, gik Jesus ind og tog pigen ved hånden, og hun rejste sig op, som om intet var hændt.26 Nyheden om det mirakel gik som en løbeild over hele egnen.27 Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde mænd efter ham. De råbte: „Du Davids Søn,[4] hav barmhjertighed med os!”28 De fulgte med helt ind i huset, hvor Jesus boede. „Tror I, at jeg kan gøre det mirakel for jer?” spurgte Jesus. „Ja, Herre!” svarede de.29 Så rørte han ved deres øjne og sagde: „Som I tror, skal det ske.”30 Derefter kunne de begge se. Jesus forbød dem at sige det til nogen,31 men de gik alligevel ud og fortalte om ham i hele den egn.32 Da de var gået, kom der nogen med en mand, som ikke kunne tale, fordi han havde en dæmon i sig.33 Jesus uddrev dæmonen, og straks kunne manden tale. Folk var slået af forundring. „Noget sådant har man aldrig før set i Israel!” sagde de.34 Men farisæerne sagde: „Det er ikke ved Guds hjælp, men ved de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.”35 Jesus gik nu omkring til alle byer og landsbyer i hele den egn. Hvor han end kom frem, underviste han i synagogerne og forkyndte de gode nyheder om Guds rige. Overalt helbredte han mennesker for alle slags sygdomme og lidelser.36 Når han så på skarerne, blev han fyldt af medlidenhed, for de var mishandlede og nedbrudte. De var som får uden hyrde.37 Og han sagde til sine disciple: „Høsten er stor, men arbejderne er få.38 Bed derfor ham, der har ansvaret for høsten, om at sende flere arbejdere ud for at få høsten ind.”