1Er stieg nun in ein Boot, fuhr über den See zurück und kam wieder in seine Stadt (Kapernaum).2Dort brachte man ihm einen Gelähmten, der auf einem Tragbett lag. Weil nun Jesus ihren Glauben sah, sagte er zu dem Gelähmten: »Sei getrost, mein Sohn: deine Sünden sind (dir) vergeben!«3Da dachten einige von den Schriftgelehrten bei sich: »Dieser lästert Gott!«4Weil nun Jesus ihre Gedanken durchschaute, sagte er: »Warum denkt ihr Böses in euren Herzen?5Was ist denn leichter, zu sagen: ›Deine Sünden sind (dir) vergeben‹ oder zu sagen: ›Stehe auf und gehe umher!‹?6Damit ihr aber wißt, daß der Menschensohn die Vollmacht besitzt, Sünden auf der Erde zu vergeben« – hierauf sagte er zu dem Gelähmten: »Stehe auf, nimm dein Bett und gehe heim in dein Haus!«7Da stand er auf und ging heim in sein Haus.8Als die Volksmenge das sah, gerieten sie in Furcht und priesen Gott, daß er den Menschen solche Macht gegeben habe.9Als Jesus dann von dort weiterging, sah er einen Mann namens Matthäus[1] an der Zollstätte sitzen und sagte zu ihm: »Folge mir nach!« Da stand er auf und folgte ihm.10Als Jesus dann im Hause (des Matthäus) zu Tische saß, kamen viele Zöllner und Sünder und nahmen mit Jesus und seinen Jüngern am Mahle teil.11Als die Pharisäer das sahen, sagten sie zu seinen Jüngern: »Warum ißt euer Meister mit den Zöllnern und Sündern?«12Als Jesus es hörte, sagte er: »Die Gesunden haben keinen Arzt nötig, wohl aber die Kranken.13Geht aber hin und lernt das Wort verstehen (Hos 6,6): ›An Barmherzigkeit habe ich Wohlgefallen, nicht an Schlachtopfern‹; denn ich bin nicht gekommen, um Gerechte zu berufen, sondern Sünder.« (Mt 12,7)14Damals traten die Jünger des Johannes an ihn heran mit der Frage: »Warum fasten wir und die Pharisäer (zum Zeichen der Frömmigkeit), während deine Jünger es nicht tun?«15Jesus antwortete ihnen: »Können etwa die Hochzeitsgäste trauern, solange der Bräutigam noch in ihrer Mitte weilt? Es werden aber Tage kommen, wo der Bräutigam ihnen genommen ist: dann werden sie fasten.16Niemand setzt aber ein Stück ungewalkten Tuches[2] auf ein altes Kleid; denn der eingesetzte Fleck[3] reißt doch von dem Kleide wieder ab, und es entsteht ein noch schlimmerer Riß.17Auch füllt man neuen[4] Wein nicht in alte Schläuche; sonst werden die Schläuche gesprengt, und der Wein läuft aus, und auch die Schläuche gehen verloren; nein, man füllt neuen Wein in neue Schläuche: dann bleiben beide erhalten.«18Während Jesus noch so zu ihnen redete, trat ein Vorsteher (der Synagoge) herzu, warf sich vor ihm nieder und sagte: »Meine Tochter ist soeben gestorben; aber komm und lege ihr deine Hand auf, dann wird sie wieder zum Leben erwachen.«19Da stand Jesus auf und folgte ihm samt seinen Jüngern.20Und siehe, eine Frau, die seit zwölf Jahren am Blutfluß litt, trat von hinten an ihn heran und faßte die Quaste seines Rockes[5] an; (4Mo 15,38)21sie dachte nämlich bei sich: »Wenn ich nur seinen Rock[6] anfasse, so wird mir geholfen sein.«22Jesus aber wandte sich um, und als er sie sah, sagte er: »Sei getrost, meine Tochter, dein Glaube hat dir geholfen!« Und die Frau war von dieser Stunde an gesund.23Als Jesus dann in das Haus des Vorstehers kam und die Flötenbläser und das Getümmel der Volksmenge sah,24sagte er: »Entfernt euch! Das Mädchen ist nicht tot, sondern schläft nur.« Da verlachten sie ihn.25Als man aber die Volksmenge aus dem Hause entfernt hatte, ging er (zu der Toten) hinein und faßte sie bei der Hand: da erwachte das Mädchen[7].26Die Kunde hiervon verbreitete sich in der ganzen dortigen Gegend.27Als Jesus hierauf von dort weiterging, folgten ihm zwei Blinde, die laut riefen: »Sohn Davids, erbarme dich unser!«28Als er dann in das Haus[8] gekommen war, traten die Blinden zu ihm heran, und Jesus fragte sie: »Glaubt ihr, daß ich (euch) dies zu tun vermag?« Sie antworteten ihm: »Ja, Herr!«29Da rührte er ihre Augen an und sagte: »Nach eurem Glauben geschehe euch!«30Da taten sich ihre Augen auf; Jesus aber gab ihnen die strenge Weisung: »Hütet euch! Niemand darf etwas davon erfahren!«31Sobald sie aber hinausgegangen waren, verbreiteten sie die Kunde von ihm in jener ganzen Gegend.32Während diese hinausgingen, brachte man schon wieder einen stummen Besessenen zu ihm;33und als der böse Geist ausgetrieben war, konnte der Stumme reden. Da geriet die Volksmenge in Staunen und sagte: »Noch niemals hat man etwas Derartiges in Israel gesehen!«34Die Pharisäer aber erklärten: »Im Bunde mit dem Obersten[9] der bösen Geister treibt er die Geister aus.«35So durchwanderte Jesus alle Städte und Dörfer, indem er in ihren[10] Synagogen lehrte, die Heilsbotschaft vom Reiche (Gottes) verkündigte und alle Krankheiten und alle Gebrechen heilte (4,23).36Beim Anblick der Volksscharen aber erfaßte ihn tiefes Mitleid mit ihnen, denn sie waren abgehetzt und verwahrlost wie Schafe, die keinen Hirten haben (4.Mose 27,17; Hes 34,1-6).37Da sagte er zu seinen Jüngern: »Die Ernte ist groß, aber die Zahl der Arbeiter ist klein;38bittet daher den Herrn der Ernte, daß er Arbeiter auf sein Erntefeld sende!«
1Jesus og disciplene gik derpå op i båden og sejlede hjem til Kapernaum. (Mk 2,1; Lk 5,17)2Efter at de var nået i land, kom nogle mænd bærende med en lam mand på en båre. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: „Fat mod, min ven! Dine synder er dig tilgivet.”3„Hvad bilder han sig ind?” tænkte nogle af de skriftlærde. „Det er da en hån imod Gud.”4Men Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I ondt?5Hvad er lettest at sige: ‚dine synder er tilgivet’ eller: ‚rejs dig op og gå på dine ben’?6Jeg vil nu vise jer, at Menneskesønnen[1] har magt på jorden til at tilgive synder. Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: ‚Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!’ ”7Manden rejste sig da og gik sin vej.8Da folk så det, blev de fyldt af ærefrygt og lovpriste Gud, som havde givet et menneske en sådan magt.
Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster
9Da Jesus gik videre, fik han øje på en mand, der sad og opkrævede told til den romerske besættelsesmagt. Han hed Mattæus. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Mattæus rejste sig straks op og fulgte med ham som en af hans disciple. (Mk 2,13; Lk 5,27)10Senere blev Jesus og disciplene inviteret til at spise i Mattæus’ hjem. Også en del skatteopkrævere og andre „syndere” var inviteret med.11Farisæerne var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan jeres læremester få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”12Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge.13Tænk over, hvad det skriftord betyder: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre.’[2] Det er syndere, jeg er kommet for at invitere til at vende om fra deres synd. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!” (Hos 6,6)
Jesus kommer med en ny lære
14En dag kom Johannes Døbers disciple til Jesus og spurgte: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både vi og farisæerne gør det?” (Mk 2,18; Lk 5,33)15Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke sørge og faste, så længe de er sammen med ham. Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.16Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at hvis man gjorde det, ville lappen krympe og rive det gamle tøj i stykker.17Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges, og vinen går til spilde. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. På den måde bevares begge dele.”
Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde
18Mens Jesus talte, kom en af byens ledende mænd hen til ham, faldt på knæ foran ham og sagde: „Min datter er lige død. Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, vil hun blive levende igen.” (Mk 5,21; Lk 8,40)19Jesus og disciplene rejste sig og gik med ham.20Undervejs skete det imidlertid, at der kom en kvinde bagfra og rørte ved kvasten på Jesu bedesjal. Hun havde lidt af vedvarende blødninger i 12 år,21og hun tænkte: „Hvis bare jeg får rørt ved hans sjal, bliver jeg helbredt.”22Jesus vendte sig om og sagde til hende: „Vær ved godt mod, min ven! Din tro har reddet[3] dig.” Fra det øjeblik var kvinden rask.23Da Jesus kom til lederens hjem og så det jamrende grædekor og hørte begravelsesmusikken,24sagde han: „Forsvind herfra! Pigen er ikke død. Hun sover bare.” De lo ad ham alle sammen.25Da flokken omsider var kommet udenfor, gik Jesus ind og tog pigen ved hånden, og hun rejste sig op, som om intet var hændt.26Nyheden om det mirakel gik som en løbeild over hele egnen.
To blinde mænds tro
27Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde mænd efter ham. De råbte: „Du Davids Søn,[4] hav barmhjertighed med os!”28De fulgte med helt ind i huset, hvor Jesus boede. „Tror I, at jeg kan gøre det mirakel for jer?” spurgte Jesus. „Ja, Herre!” svarede de.29Så rørte han ved deres øjne og sagde: „Som I tror, skal det ske.”30Derefter kunne de begge se. Jesus forbød dem at sige det til nogen,31men de gik alligevel ud og fortalte om ham i hele den egn.
Jesus helbreder en dæmonbesat mand, som ikke kunne tale
32Da de var gået, kom der nogen med en mand, som ikke kunne tale, fordi han havde en dæmon i sig.33Jesus uddrev dæmonen, og straks kunne manden tale. Folk var slået af forundring. „Noget sådant har man aldrig før set i Israel!” sagde de.34Men farisæerne sagde: „Det er ikke ved Guds hjælp, men ved de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.”
Høsten er stor
35Jesus gik nu omkring til alle byer og landsbyer i hele den egn. Hvor han end kom frem, underviste han i synagogerne og forkyndte de gode nyheder om Guds rige. Overalt helbredte han mennesker for alle slags sygdomme og lidelser.36Når han så på skarerne, blev han fyldt af medlidenhed, for de var mishandlede og nedbrudte. De var som får uden hyrde.37Og han sagde til sine disciple: „Høsten er stor, men arbejderne er få.38Bed derfor ham, der har ansvaret for høsten, om at sende flere arbejdere ud for at få høsten ind.”