II. Die Rechtfertigung durch den Glauben und die Freiheit des Christen vom mosaischen Gesetz (3,1-5,12)
1O ihr unverständigen Galater! Wer hat euch nur bezaubert, da euch doch Jesus Christus vor die Augen gemalt worden ist als Gekreuzigter?2Nur das eine möchte ich von euch erfahren: Habt ihr den Geist aufgrund von Gesetzeswerken empfangen oder infolge der Predigt vom Glauben?3Seid ihr wirklich so unverständig? Im Geist habt ihr den Anfang gemacht und wollt jetzt im Fleisch den Abschluß machen?4So Großes solltet ihr vergeblich erlitten haben?! Ja, wenn wirklich bloß vergeblich!5Der euch also den Geist mitteilt und Wunderkräfte in euch[1] wirkt, (tut er das) aufgrund von Gesetzeswerken oder infolge der Predigt vom Glauben?6(Ja, es ist so) wie bei Abraham: »er glaubte Gott, und das wurde ihm zur Gerechtigkeit gerechnet« (1.Mose 15,6).7Ihr erkennt also: die Gläubigen, die sind Abrahams Söhne.8Weil aber die Schrift voraussah, daß Gott die Völker[2] um des Glaubens willen rechtfertigt, hat sie dem Abraham die Heilsverheißung im voraus verkündigt (1.Mose 12,3 und 18,18|Gen 12,3;18,18): »In dir sollen alle Völker[3] gesegnet werden.«9Somit empfangen die, welche aus dem Glauben sind[4] den Segen zugleich mit dem gläubigen Abraham.10Denn[5] alle, die aus Werken des Gesetzes sind[6], stehen unter einem[7] Fluch; denn es steht geschrieben (5.Mose 27,26): »Verflucht ist jeder, der nicht in allen (Geboten), die im Buch des Gesetzes geschrieben stehen, beharrt, um sie (tatsächlich) zu erfüllen.«11Daß aber aufgrund des Gesetzes niemand bei Gott gerechtfertigt wird, ist offenbar; denn »der Gerechte wird aus Glauben[8] leben« (Hab 2,4).12Das Gesetz aber hat mit dem Glauben nichts zu tun, sondern (da gilt; 3.Mose 18,5): »Wer sie[9] erfüllt hat, der wird durch sie leben.«13Christus hat uns vom Fluch des Gesetzes dadurch losgekauft, daß er für uns zum Fluch[10] geworden ist; denn es steht geschrieben (5.Mose 21,23): »Verflucht ist jeder, der am Holze[11] hängt.«14Es sollte eben der dem Abraham verheißene Segen den Heiden in Christus Jesus zuteil werden, damit wir das Verheißungsgut des Geistes[12] durch den Glauben empfangen könnten.15Liebe Brüder, ich will an menschliche Verhältnisse erinnern: Auch die letztwillige Verfügung eines Menschen, die rechtskräftig geworden ist, kann doch niemand umstoßen oder nachträglich mit Zusätzen versehen.16Nun sind aber die (göttlichen) Verheißungen dem Abraham »und seinem Samen[13]« zugesprochen worden. Es heißt nicht: »und den Samen[14]« in der Mehrzahl[15], sondern mit Bezug auf einen einzigen[16]: »und deinem Samen[17]«, und das ist Christus.17Ich meine das aber so: Eine von Gott bereits früher vollgültig[18] gemachte Verfügung kann durch das Gesetz, das erst vierhundertunddreißig Jahre später gekommen ist, nicht außer Kraft gesetzt[19] werden, so daß es die Verheißung aufhöbe.18Wenn nämlich das (verheißene) Erbe vom Gesetz abhängt, so hängt es nicht mehr von der Verheißung ab; dem Abraham aber hat Gott es durch eine Verheißung als Gnadengabe verliehen.19Was soll[20] nun aber das Gesetz? Der Übertretungen wegen ist es (der Verheißung) hinzugefügt worden (für die Zwischenzeit), bis der Same[21] käme, dem die Verheißung gilt; und zwar ist es durch Engel verordnet[22] worden unter Mitwirkung eines Mittlers.20Ein Mittler aber vertritt nicht einen einzigen; Gott aber ist ein einziger.21Steht demnach das Gesetz mit den Verheißungen Gottes in Widerspruch? Nimmermehr! Ja, wenn ein Gesetz gegeben worden wäre, das die Kraft besäße, Leben zu verleihen, dann käme die Gerechtigkeit tatsächlich aus dem Gesetz.22Nun aber hat die Schrift alles[23] unter die (Herrschaft der) Sünde zusammengeschlossen, damit das Verheißungsgut den Gläubigen aufgrund des Glaubens an Jesus Christus zuteil würde.23Bevor aber der Glaube kam, wurden wir unter dem Gesetz in Verwahrung[24] gehalten und waren unter Verschluß gelegt[25] für den Glauben, der erst später geoffenbart werden sollte.24Somit ist das Gesetz unser Erzieher[26] für Christus geworden, damit wir aufgrund des Glaubens gerechtfertigt würden.25Seitdem nun aber der Glaube gekommen ist, stehen wir nicht mehr unter einem Erzieher;26denn ihr alle seid Söhne Gottes durch den Glauben an[27] Christus Jesus.27Denn ihr alle, die ihr in[28] Christus getauft worden seid, habt (damit) Christus angezogen.28Da gibt es nun nicht mehr Juden und Griechen[29], nicht mehr Knechte[30] und Freie, nicht mehr Mann und Weib: nein, ihr seid allesamt Einer[31] in Christus Jesus.29Wenn ihr aber Christus angehört, so seid ihr damit ja Abrahams Nachkommenschaft[32], Erben gemäß der Verheißung.
Guds accept opnås ved tro, ikke ved at overholde de jødiske love
1I tåbelige galatere, hvordan kunne I komme sådan på afveje? Har nogen forhekset jer? Har vi ikke klart fortalt jer om Kristi død på korset?2Sig mig engang: Modtog I Helligånden, fordi I var gode til at overholde de jødiske love? Eller var det, fordi I greb om budskabet i tro?3Er I virkelig så tåbelige? I begyndte jeres kristenliv så godt i Åndens kraft. Vil I nu forsøge at fuldføre det ved jeres egne anstrengelser?4I har allerede været udsat for megen forfølgelse, siden I blev kristne. Har det hele været til ingen nytte?5Når Gud giver jer sin Ånds kraft og gør mirakler iblandt jer, er det så, fordi I er gode til at overholde de jødiske love, eller fordi I tror på det budskab, I fik fortalt?6Tænk på, at Abraham havde tro til Gud, og det var derfor, Gud accepterede ham.[1] (1Mo 15,6)7I skal vide, at det er dem, der har tro som Abraham, der er de sande børn af Abraham.8Skriften har for længe siden gjort det klart, at Gud ville acceptere alle folkeslag på grund af deres tro. Det kan man se af det løfte, Gud gav Abraham, nemlig: „Gennem dig vil alle folkeslag blive velsignet.”[2] (1Mo 12,3)9Derfor vil alle, der har den samme tillid til Gud, som Abraham havde, også opnå den samme velsignelse, som Abraham opnåede.10Alle, som prøver at blive accepteret af Gud på grundlag af lovgerninger, lever under Guds dom. Der står jo skrevet: „Enhver, som ikke holder fast ved og handler efter alt, hvad der er skrevet i denne lovbog, kommer under Guds dom.”[3] (5Mo 27,26)11Det skulle være klart for enhver, at ingen opnår det evige liv ved at overholde alle lovene. Der står jo skrevet: „Den retskafne får livet ved sin tro.”[4] (Hab 2,4; Röm 1,17)12Men den jødiske lov bygger ikke på tro, men på overholdelse af alle lovene. Der står jo skrevet: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”[5] (3Mo 18,5; Röm 10,5)13Nu har Kristus frikendt os fra den dom, som følger af ikke at kunne overholde alle lovene. Det gjorde han ved selv at gå ind under dommen i stedet for at lade dommen ramme os. Da Jesus døde på korset, oplevede han Guds dom, for der står skrevet: „Den, der hænges op på et stykke træ, er under Guds dom.”[6] (5Mo 21,22)14Da Jesus døde i stedet for os, nåede den velsignelse, som var lovet Abraham, ud til alle folkeslagene. Det betyder også, at det er ved tro, vi modtager Helligånden, som blev lovet os.
Løfterne til Abraham sammenlignet med lovens pagt
15Lad mig prøve at forklare det for jer ved at bruge et dagligdags eksempel. Når et testamente først er underskrevet og gjort retsgyldigt, kan ingen føje noget til eller trække noget fra.16Sådan er det også med pagten mellem Gud og Abraham. Guds pagt med Abraham indeholdt et løfte om, at en af hans efterkommere ville blive til stor velsignelse. Skriften siger ikke „og dine efterkommere”, som om det gjaldt mange, men „og en af dine efterkommere”,[7] og det vil sige Kristus. (1Mo 12,3; 1Mo 13,15; 1Mo 22,18)17Det, jeg mener, er, at det løfte om velsignelse, som pagten med Abraham indeholdt, blev ikke trukket tilbage, da Gud oprettede lovens pagt efter 430 år.[8]18Gud gav et løfte til Abraham på grundlag af sin nåde. Men hvis løftet om velsignelse bliver opfyldt ved, at man overholder loven, så er der ikke længere tale om et løfte, som opfyldes ved Guds nåde.19Hvad er så formålet med loven? Den blev nødvendig på grund af menneskers ondskab, og den skulle være i kraft, indtil den efterkommer, som løftet talte om, var kommet. Jødernes lov blev givet til Moses med engles hjælp, og Moses var som et mellemled mellem Gud og folket.20Gud gav ikke sine love direkte til folket. Men da han gav sit løfte til Abraham, skete det direkte, for Gud er ikke afhængig af et mellemled.
Abrahams velsignelse fås ved tro på Kristus, ikke gennem loven
21Er loven da i modstrid med Guds løfter? Selvfølgelig ikke! Havde der eksisteret et sæt lovregler, som kunne give evigt liv, så ville man kunne blive accepteret af Gud ved at overholde de regler.22Men det kan ikke lade sig gøre, for Skriften siger, at alle mennesker er under syndens magt.[9] Det er kun ved tro på Jesus Kristus, at mennesker kan få del i det evige liv, som Gud har lovet. (Ps 14,1; Röm 3,10)23Indtil det at tro på Kristus blev en mulighed, levede vi jøder som i et fangenskab og blev bevogtet af loven.24Den skulle holde os i skak, indtil Kristus kom, og vi dermed kunne blive accepteret af Gud på grundlag af vores tro på ham.25Og nu, da vi er kommet til tro, behøver vi ikke længere at blive bevogtet af den jødiske lov.[10] (1Kor 4,15)
I er ikke umyndige slaver, men Guds børn
26Gennem jeres tro på Jesus er I alle blevet Guds børn.27Alle I, som blev døbt til at tilhøre Kristus, har iklædt jer Kristus.28Der er opstået en helt ny enhed mellem jøder og grækere, slaver og frie folk, mænd og kvinder. Vi er alle blevet ét på grund af vores fælles tro på Kristus.29Da I nu tilhører Kristus, er I også åndeligt set børn af Abraham, og I er blevet medarvinger til det, som Gud for længe siden lovede Abraham.