Apostelgeschichte 26

Menge Bibel

1 Darauf sagte Agrippa zu Paulus: »Es ist dir gestattet, zu deiner Rechtfertigung zu reden.« Da streckte Paulus die Hand aus und hielt folgende Verteidigungsrede:2 »Ich schätze mich glücklich, König Agrippa, daß ich mich heute wegen aller Beschuldigungen, welche die Juden gegen mich erheben, hier vor dir verantworten darf,3 weil du ja ein ausgezeichneter Kenner aller Gebräuche und Streitfragen der Juden bist. Deshalb bitte ich dich, mir geduldiges[1] Gehör zu schenken.4 Wie sich meine Lebensführung von Jugend auf inmitten meines Volkes, und zwar in Jerusalem, von Anfang an gestaltet hat, das wissen alle Juden,5 die mich von früher her kennen; sie müssen, wenn sie nur wollen, mir das Zeugnis ausstellen, daß ich nach der strengsten Richtung unserer Gottesverehrung gelebt habe, nämlich als Pharisäer.6 Und jetzt stehe ich hier als Angeklagter, um mich richten zu lassen wegen der Hoffnung auf die (Erfüllung der) Verheißung, die von Gott an unsere Väter ergangen ist7 und zu der unser Zwölfstämmevolk durch anhaltenden Gottesdienst bei Tag und Nacht zu gelangen hofft: wegen dieser Hoffnung, o König, werde ich von Juden angeklagt!8 Warum gilt es denn bei euch für unglaublich, wenn Gott Tote auferweckt?9 Was mich freilich betrifft, so habe ich es (einst) für meine Pflicht gehalten, den Namen Jesu von Nazareth als erklärter Feind zu bekämpfen,10 und das habe ich denn auch in Jerusalem getan. Ich verschaffte mir nämlich Vollmacht von den Hohenpriestern und ließ viele von den Heiligen[2] in die Gefängnisse einschließen; und wenn sie hingerichtet werden sollten, erklärte ich mich damit einverstanden.11 In allen Synagogen zwang ich sie oftmals durch Strafen zur Lästerung[3] und verfolgte sie in maßloser Wut sogar bis in die auswärtigen Städte.12 Als ich hierbei mit der Vollmacht und im Auftrag der Hohenpriester nach Damaskus reiste,13 sah ich unterwegs, o König, zur Mittagszeit vom Himmel her ein Licht, das heller als der Glanz der Sonne mich und meine Reisebegleiter umstrahlte.14 Als wir nun alle zu Boden niedergestürzt waren, hörte ich eine Stimme, die mir in der hebräischen Volkssprache zurief: ›Saul, Saul! Was verfolgst du mich? Es ist schwer für dich, gegen den Stachel auszuschlagen!‹ (Apg 21,40)15 Ich antwortete: ›Wer bist du, Herr?‹ Da erwiderte der Herr: ›Ich bin Jesus, den du verfolgst.16 Doch stehe auf und tritt auf deine Füße! Denn dazu bin ich dir erschienen, dich zum Diener und Zeugen für das zu machen, was du von mir (als Auferstandenem) gesehen hast, und für das, was ich dich noch sehen lassen werde;17 und ich werde dich retten vor dem Volk (Israel) und vor den Heiden, zu denen ich dich senden will:18 du sollst ihnen die Augen öffnen, damit sie sich von der Finsternis zum Licht und von der Gewalt des Satans zu Gott bekehren, auf daß sie Vergebung der Sünden und ein Erbteil unter denen erhalten, die durch den Glauben an mich geheiligt worden sind.‹19 Infolgedessen bin ich, o König Agrippa, der himmlischen Erscheinung nicht ungehorsam gewesen,20 sondern habe zuerst den Einwohnern von Damaskus und Jerusalem, dann denen im ganzen jüdischen Lande und weiterhin den Heiden gepredigt, sie möchten Buße tun, sich zu Gott bekehren und Werke vollbringen, die der Buße würdig sind. (Mt 3,2)21 Das ist der Grund, weshalb die Juden mich im Tempel festgenommen und mich ums Leben zu bringen versucht haben.22 Weil ich nun Gottes Beistand bis auf den heutigen Tag gefunden habe, stehe ich da und lege Zeugnis vor hoch und niedrig ab; dabei sage ich nichts anderes als das, wovon schon die Propheten und Mose geweissagt haben, daß es geschehen werde,23 nämlich ob[4] Christus[5] zum Leiden bestimmt sei und ob[6] er als Erstling unter den vom Tode Auferstandenen sowohl dem Volk (Israel) als auch den Heiden das Licht verkünden solle.«24 Als Paulus in dieser Weise zu seiner Verteidigung redete, rief Festus mit lauter Stimme aus: »Paulus, du bist von Sinnen! Die große Gelehrsamkeit[7] bringt dich um den Verstand!«25 Da erwiderte Paulus: »Ich bin nicht von Sinnen, hochedler Festus, sondern ich rede wahre und wohlüberlegte Worte!26 Denn der König versteht sich auf diese Dinge; an ihn wende ich mich darum auch mit meiner freimütigen Rede; denn ich bin überzeugt, daß ihm nichts von diesen Dingen verborgen geblieben ist; dies alles hat sich ja nicht in einem Winkel abgespielt.27 Glaubst du den Propheten, König Agrippa? Ich weiß, daß du ihnen glaubst.«28 Da antwortete Agrippa dem Paulus: »Beinahe bringst du es fertig, mich zu einem Christen zu machen!«29 Paulus erwiderte: »Ich möchte zu Gott beten, daß über kurz oder lang nicht allein du, sondern alle, die mich heute hier hören, ebenso werden möchten wie ich es bin, abgesehen allerdings von diesen meinen Fesseln.«30 Darauf erhoben sich der König und der Statthalter sowie Bernice und die übrigen neben ihnen Sitzenden.31 Nachdem sie sich zurückgezogen hatten, unterhielten sie sich noch miteinander und erklärten: »Dieser Mann tut nichts, was Todesstrafe oder Gefängnis verdient.«32 Agrippa aber erklärte dem Festus: »Dieser Mann könnte freigelassen werden, wenn er nicht Berufung an den Kaiser eingelegt hätte.«

Apostelgeschichte 26

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Derpå sagde Agrippa til Paulus: „Du har nu mulighed for at tale din sag.”2 Paulus løftede hånden til hilsen og begyndte: „Ærede Kong Agrippa, jeg betragter det som en velsignelse for mig, at det er over for dig, jeg i dag skal forsvare mig med hensyn til alt det, som jøderne anklager mig for,3 for jeg ved, at du har et indgående kendskab til de traditioner og stridigheder, som optager jøderne. Derfor beder jeg dig lytte tålmodigt til mig.4-5 Alle jøderne har kendt mig i lang tid. De har kunnet observere mit liv og min opvækst blandt mit eget folk i Jerusalem. Og hvis de ellers vil indrømme det, kan de bevidne, at jeg har levet som farisæer, altså den strengeste gruppe inden for vores religion.6-7 Herre, konge, grunden til, at jeg i dag står her som anklaget, er, at jeg har sat min lid til det løfte, som Gud gav vores forfædre.[1] Israels 12 stammer tjener ihærdigt Gud dag og nat for at nå frem til opfyldelsen af det samme løfte. (Apg 13,32; Röm 15,8)8 Hvorfor har I så svært ved at tro på, at Gud formår at gøre de døde levende?9 Jeg var selv engang overbevist om, at man burde gøre alt for at bekæmpe de mennesker, der troede på nazaræeren Jesus.10 Det gjorde jeg også i Jerusalem. Med fuldmagt fra ypperstepræsterne fik jeg mange af de kristne sat i fængsel, og når der var afstemning i Rådet om, hvorvidt de skulle henrettes, stemte jeg for det.11 Rundt omkring i synagogerne prøvede jeg ved hjælp af tortur at tvinge de kristne til at afsværge deres tro. Ja, jeg var så rasende på dem, at jeg endog forfulgte dem til fjerntliggende byer uden for landets grænser.12 Det var med det i tanke, at jeg en dag var på vej til Damaskus med fuldmagt fra ypperstepræsterne.13 Men så skete der noget, højtærede konge. Det var midt på dagen, og pludselig kom der et blændende lys ovenfra, som var stærkere end solens lys. Det omsluttede både mig og mine ledsagere.14 Vi faldt alle på knæ med ansigtet mod jorden, og jeg hørte en stemme sige til mig på hebraisk: ‚Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver værst for dig selv, hvis du sparker imod brodden!’15 ‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Herren svarede: ‚Jeg er Jesus, som du forfølger.16 Men rejs dig nu op og stå på dine ben, for jeg har åbenbaret mig for dig, fordi jeg har udvalgt dig til at være min tjener og mit vidne. Du skal fortælle mennesker om det, du har oplevet i dag, og om det, jeg i fremtiden vil vise dig,17 når jeg redder dig ud af kløerne på dit eget folk og ud af kløerne på de andre folkeslag, som jeg vil sende dig til.18 Jeg sender dig til dem, for at du skal åbne deres øjne, så de kan vende sig fra mørket til lyset, fra Satans magt til Guds magt, og så de kan modtage tilgivelse for deres synd og komme med blandt dem, der er renset ved troen på mig.’19 Fra det tidspunkt, Kong Agrippa, har jeg altid være lydig mod den åbenbaring, jeg modtog fra Gud.20 Først forkyndte jeg for jøderne i Damaskus, så i Jerusalem og i hele det jødiske land og derefter for de ikke-jødiske folkeslag. Budskabet drejer sig om at ændre sind og vende om til Gud og derefter lade det nye liv udmønte sig i handling.21 Det er baggrunden for, at jøderne pågreb mig på tempelpladsen, og at de er ude på at få mig slået ihjel.22 Men Gud har hjulpet mig igen og igen, når jeg har stået frem for både høj og lav for at forkynde budskabet. Og jeg har ikke sagt andet end det, både Moses og profeterne for længst har sagt skulle ske,23 nemlig at Messias skulle lide, at han skulle bringe lys til både jøderne og de andre folkeslag, og at han er den første til at genopstå fra de døde.”24 Da han sagde det, brød Festus ind. „Du er fra forstanden, Paulus!” råbte han. „Den megen lærdom har gjort dig vanvittig!”25 „Jeg er ikke spor vanvittig, højtærede Festus. Jeg taler både sandt og fornuftigt.26 Kongen kender det alt sammen. Derfor taler jeg så frimodigt, for jeg ved, at han er godt inde i den sag. Det er jo ikke noget, der er foregået i en afkrog.27 Kong Agrippa, tror du på profeternes ord? Det ved jeg, du gør.”28 Agrippa svarede: „Du er lige ved at få mig overtalt til at blive en kristen.”29 „Hvad enten det er lige ved eller langt fra,” fortsatte Paulus, „så er min bøn til Gud, at ikke alene du, men også alle, som lytter til mig her i dag, må få det, som jeg har det—bortset fra mine lænker.”30 Så rejste kong Agrippa, Berenike, Festus og de andre prominente gæster sig og forlod salen.31 På vej ud sagde de til hinanden: „Den mand har ikke gjort noget, han kan dømmes til døden eller fængsles for.”32 Agrippa sagde derpå til Festus: „Han kunne være blevet sat på fri fod i dag, hvis han ikke havde appelleret sin sag til kejseren.”