2.Samuel 17

Menge Bibel

1 Nun sagte Ahithophel zu Absalom: »Ich will mir 12000 Mann auswählen und mich noch in dieser Nacht aufmachen, um David zu verfolgen;2 ich werde ihn dann überfallen, während er noch ermattet und mutlos ist, und werde ihn in solchen Schrecken versetzen, daß die gesamte Mannschaft, die er bei sich hat, die Flucht ergreift und ich den König allein erschlagen kann.3 Dann will ich alles Volk zu dir zurückbringen, wie man eine junge Frau zu ihrem Gatten zurückholt. Du trachtest ja doch nur einem Manne nach dem Leben, während das ganze übrige Volk unversehrt bleiben soll.«4 Der Rat fand den Beifall Absaloms und aller Ältesten der Israeliten;5 dennoch befahl Absalom: »Man rufe noch den Arkiter Husai! wir wollen doch auch seine Ansicht hören!«6 Als nun Husai zu Absalom gekommen war, sagte dieser zu ihm: »So und so hat Ahithophel geraten; sollen wir seinen Vorschlag ausführen? Wenn nicht, so rede du!«7 Da antwortete Husai dem Absalom: »Diesmal ist der Rat, den Ahithophel erteilt hat, nicht gut.«8 Er fuhr dann fort: »Du weißt wohl, daß dein Vater und seine Leute Helden sind und voll wilden Mutes wie eine Bärin auf dem Felde, der man die Jungen geraubt hat. Außerdem ist dein Vater ein Kriegsmann, der seine Leute nicht Nachtruhe halten läßt.9 Gewiß hat er sich schon jetzt in irgendeiner Schlucht oder sonstwo versteckt. Sollten nun gleich im Anfang einige von unsern Leuten fallen, so wird jeder, der es hört, behaupten: ›Die Leute, die es mit Absalom halten, haben eine Niederlage erlitten!‹10 Da würde dann auch der Tapferste, der ein Herz wie ein Löwe hat, sicherlich den Mut sinken lassen; ganz Israel weiß ja, daß dein Vater ein Held ist und wie tapfer die Männer sind, die er bei sich hat.11 Ich rate vielmehr: Laß ganz Israel von Dan bis Beerseba bei dir sich versammeln, so zahlreich wie der Sand am Meer, und ziehe dann persönlich in ihrer Mitte ins Feld.12 Treffen wir ihn dann an irgendeinem Ort, wo er sich aufhält, so fallen wir über ihn her, wie der Tau auf den Erdboden fällt, und es soll von ihm und allen Männern, die er bei sich hat, auch nicht einer übrigbleiben!13 Zieht er sich aber in eine Stadt zurück, so soll ganz Israel Seile an die betreffende Stadt legen, und wir schleifen sie ins Tal hinunter, bis auch nicht ein Steinchen mehr dort zu finden ist.«14 Da erklärten Absalom und alle Israeliten: »Der Rat des Arkiters Husai ist besser als der Rat Ahithophels!« Der HERR hatte es nämlich so gefügt, daß der gute Rat Ahithophels verworfen wurde, weil der HERR Unheil über Absalom bringen wollte.15 Hierauf teilte Husai den Priestern Zadok und Abjathar mit: »So und so hat Ahithophel dem Absalom und den Ältesten der Israeliten geraten, und so und so habe ich geraten.16 Laßt also jetzt in aller Eile folgende Botschaft an David gelangen: ›Bleibe über Nacht nicht mehr in den Niederungen der Wüste (Juda), sondern setze auf jeden Fall (über den Jordan) hinüber, damit der König nicht mit allen Leuten, die er bei sich hat, vom Verderben ereilt wird.‹«17 Jonathan und Ahimaaz hatten aber ihren Standort bei der Quelle Rogel[1], und eine Magd mußte von Zeit zu Zeit hingehen und ihnen Nachricht bringen; dann gingen sie jedesmal hin und erstatteten dem König Bericht; denn sie durften sich nicht sehen lassen, daß sie in die Stadt hätten kommen können.18 Aber ein Knabe bemerkte sie und teilte es Absalom mit. Da entfernten die beiden sich eiligst und begaben sich in das haus eines Mannes zu Bachurim. Dieser hatte in seinem Hofe eine Zisterne, in die sie sich hinabließen;19 die Frau nahm dann eine Decke, breitete diese oben über die Zisterne aus und schüttete Grütze darüber, so daß man nichts bemerken konnte.20 Als nun die Leute Absaloms zu der Frau ins Haus kamen und fragten, wo Ahimaaz und Jonathan seien, antwortete ihnen die Frau: »Sie sind von hier nach dem Wasser[2] weitergegangen.« Als jene sie nun trotz alles Suchens nicht fanden, kehrten sie nach Jerusalem zurück.21 Nach ihrem Weggang stiegen dann die beiden aus der Zisterne herauf, gingen weiter, erstatteten dem König David Bericht und sagten zu David: »Macht euch auf und setzt eilends über den Jordan! Denn so und so hat Ahithophel in bezug auf euch geraten.«22 Da machte sich David mit allen Leuten, die er bei sich hatte, auf den Weg, und sie setzten über den Jordan. Bis der Morgen tagte, befanden sich alle bis auf den letzten Mann auf der andern Seite des Jordans.23 Als nun Ahithophel sah, daß sein Rat nicht ausgeführt wurde, ließ er seinen Esel satteln und machte sich auf den Heimweg nach seinem Wohnort. Nachdem er dort sein Haus bestellt hatte, erhängte er sich; seine Leiche wurde dann im Begräbnis seines Vaters beigesetzt.24 David aber war bereits in Mahanaim angekommen, als Absalom mit allen Israeliten über den Jordan setzte.25 An Stelle Joabs hatte Absalom dem Amasa den Oberbefehl über das Heer übertragen. Dieser Amasa war der Sohn eines gewissen Jithra, eines Ismaeliten, der mit Abigail, der Tochter des Nahas, der Halbschwester der Zeruja, der Mutter Joabs, ein Verhältnis gehabt hatte.26 So lagerten sich denn die Israeliten unter Absalom in der Landschaft Gilead.27 Als aber David in Mahanaim angekommen war, hatten Sobi, der Sohn des Nahas, aus Rabba, (der Hauptstadt) der Ammoniter, und Machir, der Sohn Ammiels, aus Lodebar, und der Gileaditer Barsillai aus Rogelim28 Ruhebetten, Becken[3] und irdenes Geschirr, dazu Weizen, Gerste, Mehl, geröstetes Korn, Bohnen, Linsen,29 Honig und Butter, Kleinvieh und Kuhkäse für David und seine Leute zur Nahrung gebracht; denn sie hatten gedacht: »Die Leute müssen in der Steppe hungrig, müde und durstig geworden sein.«

2.Samuel 17

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Derefter kom Ahitofel med følgende forslag: „Lad mig udvælge 12.000 mand og sætte efter David allerede i nat.2-3 Hvis jeg kan overrumple ham, mens han er træt og modløs, vil alle hans mænd blive grebet af panik og opgive kampen. Så kan jeg nøjes med at slå kongen ihjel, det er jo ham, du vil til livs, og føre hele hans hær uskadt tilbage til dig som en bortløben hustru føres tilbage til sin ægtemand.”4 Absalom og de israelitiske ledere syntes godt om Ahitofels forslag,5 men Absalom sagde: „Lad os lige få fat i Hushaj og spørge, hvad han mener om forslaget.”6 Da Hushaj ankom, forklarede Absalom ham Ahitofels plan og spurgte: „Hvad mener du? Skal vi følge Ahitofels forslag? Sig frem!”7 „Jeg er bange for, at Ahitofel tager fejl denne gang,” svarede Hushaj.8 „Du kender selv din far og hans mænd. De er dygtige krigere, der sandsynligvis er lige så rasende som en bjørn, der er blevet berøvet sine unger. Din far er en garvet kriger, der ikke sover blandt soldaterne.9 Det er mere sandsynligt, at han har gemt sig i en hule et eller andet sted. Når han så gør udfald, og nogle af dine mænd falder, kan der let gå panik i dem, så de begynder at råbe op om, at din hær er slået.10 Da er det ude med jer, for uanset om dine mænd er modige som løver, kan de godt blive lammet af frygt for din far. Hele Israel ved jo, hvor mange krige din far har vundet, og hvor tapre hans mænd er.11 Jeg vil derfor foreslå, at du mobiliserer alle Israels mænd lige fra Dan i nord til Be’ersheba i syd. Så får du en mægtig hær, og du skal selv gå i spidsen for den.12 Når vi så finder David, falder vi over hans hær, som når morgenduggen falder på jorden, og vi udsletter dem alle rub og stub.13 Hvis David skulle nå at flygte ind i en befæstet by, så har du hele Israels hær til din rådighed. Så slår vi et reb om byen og trækker den ned i dalen, så der ikke bliver sten på sten tilbage.”14 Da udbrød Absalom og alle hans rådgivere: „Hushajs råd er endnu bedre end Ahitofels!” Herren havde nemlig sørget for at forpurre Ahitofels udmærkede råd for at føre Absalom i ulykke.15 Hushaj fortalte derefter præsterne Zadok og Ebjatar om de to forslag.16 „Skynd jer at sende bud til David om, at han i nat skal krydse vadestedet ved Jordanfloden og flygte ud i ørkenen. Ellers er det ude med ham og hans mænd.”17 De to præstesønner, Jonatan og Ahima’atz, plejede at holde sig skjult ved Rogelkilden uden for Jerusalem, da de ikke turde lade sig se i byen. De blev holdt løbende underrettet af en slavepige, som hentede vand fra kilden, så de hurtigt kunne bringe oplysningerne videre til kong David.18 Men da de modtog Hushajs besked, blev de opdaget af en dreng, netop som de begav sig på vej fra Rogelkilden, væk fra Jerusalem, og drengen fortalte Absalom om dem. Jonatan og Ahima’atz var klar over, at de var opdaget, så da de kom til den næste by, Bahurim, søgte de efter et skjulested og en mand gav dem lov til at kravle ned i en tom brønd.19 Hans kone bredte et tæppe ud over brøndens munding og spredte korn ud over tæppet, som om det lå til tørre, så ingen fik mistanke om noget.20 Absaloms mænd sporede de unge mænd til huset i Bahurim og spurgte konen, om hun havde set noget til Ahima’atz og Jonatan. Hun fortalte, at de to unge mænd allerede var gået videre over på den anden side af bækken. Mændene ledte så efter dem i den retning, men forgæves, og de måtte vende tilbage til Jerusalem med uforrettet sag.21 Da Absaloms mænd var borte, kravlede Ahima’atz og Jonatan op af brønden og skyndte sig videre til kong David. „Skynd dig at krydse Jordanfloden allerede i nat!” sagde de og fortalte ham om Ahitofels plan.22 Samme nat gik David over floden sammen med hele sit følge, og da morgenen gryede, var de alle kommet over.23 Men Ahitofel var dybt krænket over, at Absalom ikke havde fulgt hans råd. Han sadlede sit æsel og red hjem til sin egen by, hvor han overdrog sin ejendom til sine børn og derefter hængte sig selv. Han blev begravet ved siden af sin far.24-26 David og hans følge fortsatte flugten og ankom til Mahanajim. I mellemtiden mobiliserede Absalom hele Israels hær. Han udpegede Amasa til hærfører efter Joab (han var i øvrigt fætter til Joab, for hans mor Abigajil, der var en datter af Isaj, var søster til Joabs mor Zeruja. Hans far var en ishmaelit ved navn Jeter.[1]) Absalom og hæren krydsede Jordanfloden og slog lejr i Gileads land, ikke langt fra Mahanajim. (1Chr 2,13)27 I Mahanajim var David blevet godt modtaget af Shobi (en søn af ammonitten Nahash fra Rabba), Makir (en søn af Ammiel fra Lodebar) og Barzillaj (en gileadit fra Rogelim).28-29 Disse mænd bragte David og hans følge måtter til at sove på, baljer og skåle, hvede- og bygmel, ristet korn, bønner, linser, honning, surmælk, får, geder og hytteost. David og hans mænd var naturligvis både trætte, sultne og tørstige efter den lange rejse gennem ødemarken.