1Ich habe aber aus Rücksicht auf mich selbst diesen Beschluß gefaßt, nicht nochmals zu euch zu kommen, wenn mein Besuch nur unter Betrübnis möglich ist.2Denn wenn ich euch in Betrübnis versetze – ja, wer ist dann da, der mich noch erfreuen könnte? Wer sonst als der, welcher von mir in Betrübnis versetzt wird?3Und eben dies habe ich auch in meinem Briefe ausgesprochen, um nicht nach meiner Ankunft Betrübnis an denen zu erleben, von denen mir doch billigerweise Freude widerfahren müßte; ich darf ja doch zu euch allen das Vertrauen haben, daß meine Freude euer aller Freude ist.4Denn aus großer Bedrängnis und Herzensangst heraus habe ich euch unter vielen Tränen (meinen Brief) geschrieben, nicht damit ihr in Betrübnis versetzt würdet, sondern damit ihr die Liebe erkennen möchtet, die ich in besonders hohem Maße gerade zu euch habe.5Wenn aber jemand Betrübnis verursacht hat, so hat er nicht mich (persönlich) betrübt, sondern mehr oder weniger – damit ich ihn nicht zu schwer belaste – euch alle.6Für den Betreffenden genügt nun diese von der Mehrheit (der Gemeinde) ihm zuerkannte Strafe,7so daß ihr im Gegenteil ihm jetzt lieber verzeihen und Trost zusprechen solltet, damit der Betreffende nicht durch die übergroße Traurigkeit in Verzweiflung versetzt wird.8Deshalb empfehle ich euch, Liebe gegen ihn walten zu lassen.9Denn ich habe mich ja bei meinem Schreiben auch von der Absicht leiten lassen, euch auf die Probe zu stellen, ob euer Gehorsam sich in allen Stücken bewähren würde.10Wem ihr aber eine Verfehlung verzeiht, dem verzeihe auch ich; denn auch ich habe das, was ich verziehen habe – wenn ich überhaupt etwas zu verzeihen hatte –, um euretwillen vor dem Angesicht Christi verziehen.11Wir wollen uns doch nicht vom Satan überlisten lassen, dessen Gedanken[1] uns ja wohlbekannt sind.12Als ich aber nach Troas gekommen war, um die Heilsbotschaft Christi[2] zu verkünden, stand mir dort wohl eine Tür[3] im Herrn offen,13aber ich kam doch innerlich zu keiner Ruhe, weil ich meinen Bruder Titus dort nicht antraf; ich nahm vielmehr Abschied von ihnen und zog weiter nach Mazedonien.14Gott aber sei gedankt, der uns in Christus[4] allezeit (wie) in einem Triumphzug mit sich einherführt und den Wohlgeruch seiner Erkenntnis durch uns an allen Orten offenbart[5]!15Denn ein Wohlgeruch Christi sind wir für Gott bei denen, die gerettet werden, und auch bei denen, die verlorengehen:16für die letzteren ein Geruch vom Tode her zum Tod, für die ersteren ein Geruch vom Leben her zum Leben. Und wer ist dazu[6] tüchtig?17Nun, wir machen es nicht wie so viele[7], die mit Gottes Wort hausieren gehen[8]; nein, aus reinem Herzen, nein, auf Antrieb Gottes reden wir vor Gottes Angesicht in Christus.
2.Korinther 2
Bibelen på hverdagsdansk
von Biblica1Jeg besluttede altså, at jeg ikke ville aflægge endnu et smertefuldt besøg hos jer.2Hvis jeg kom og gjorde jer kede af det, hvem skulle så gøre mig glad? Kan jeg forvente, at dem, jeg gør sørgmodige, skulle kunne opmuntre mig til gengæld?3Altså skrev jeg et brev i stedet for. Jeg ville helst ikke komme til jer og risikere at blive nedtrykt i stedet for at blive opmuntret. Jeg er nemlig overbevist om, at I vil glæde jer over at kunne gøre mig glad.4Jeg skrev det brev med meget uro i sindet, med tårer i øjnene og med et tungt hjerte. Jeg skrev det ikke for at gøre jer kede af det, men for at I kunne forstå, hvor meget jeg holder af jer.
Tilgiv ham, der svigtede
5Det er ikke mig, den pågældende mand har bragt sorg over, men det er stort set jer alle sammen. Det er vist ikke for meget sagt, er det?6Men nu har han fået straf nok.7I skal tilgive og trøste ham, ellers bliver han måske så modløs, at han går til grunde over det.8Vis ham, at I elsker ham.9En anden grund til at jeg skrev, var, at jeg ville sætte jeres lydighed på prøve.10Når I tilgiver ham, gør jeg det også—hvis jeg da har noget at tilgive ham for. Jeg tilgiver ham for jeres skyld og i lydighed mod Kristus,11så at Satan ikke skal overrumple os. Hans lumske handlemåde kender vi jo.
I triumftog for Kristus
12Da jeg ankom til Troas, havde jeg rig anledning til at forkynde budskabet om Kristus.13Men jeg havde ikke fred i min ånd, fordi min kære medarbejder Titus endnu ikke var kommet tilbage med nyheder fra sit besøg hos jer. Derfor sagde jeg farvel til menigheden i Troas og rejste videre til Makedonien i håb om at møde ham der.14Og Gud være lovet. Hvor vi end går, fører han os altid i sit triumftog, fordi Kristus har sejret, og han bruger os til at bringe budskabet om ham ud til mennesker.15Vi er som en duft af Kristus, der stiger op til ære for Gud, både overfor dem, der frelses, og overfor dem, der fortabes.16De, der er på vej til fortabelsen, betragter os med afsky, og det fører dem i døden, men de, der er på vej til frelsen, opfanger duften af liv, og det fører dem ind i det evige liv. Hvem er værdig og egnet til en sådan opgave?17Vi er ikke som dem, der udnytter Guds ord til egen fordel. Nej, vi er sendt af Gud, og vi forkynder hans ord redeligt og sandt. Vi står jo til ansvar over for ham og taler de ord, vi har fra Kristus.