Die von dem Ammoniter Nahas schwer bedrängte Stadt Jabes ruft die Hilfe der Israeliten an
1(Nach ungefähr einem Monat aber) zog der Ammoniter Nahas heran und belagerte Jabes in Gilead. Da ließ die gesamte Bürgerschaft von Jabes dem Nahas sagen: »Schließe einen Vertrag mit uns, so wollen wir uns dir unterwerfen.«2Aber der Ammoniter Nahas antwortete ihnen: »Nur unter der Bedingung will ich einen Vertrag mit euch schließen, daß ich jedem von euch das rechte Auge aussteche und dadurch ganz Israel beschimpfe.«3Da ließen ihm die Ältesten von Jabes sagen: »Gewähre uns eine Frist von sieben Tagen, damit wir Boten in alle Teile Israels senden! Wenn dann niemand uns Hilfe leistet, so wollen wir uns dir ergeben.«
Sauls entschlossenes Auftreten und herrlicher Sieg
4Als nun die Boten nach Gibea kamen, wo Saul wohnte, und ihr Anliegen dem Volke vortrugen, brachen alle Leute in lautes Weinen aus.5Saul aber kam gerade hinter den Rindern her vom Felde heim und fragte: »Was hat das Volk, daß es weint?« Als man ihm dann mitteilte, was die Männer von Jabes berichtet hatten,6kam beim Vernehmen dieser Nachricht der Geist Gottes über ihn, und er geriet in heftigen Zorn.7Er nahm also ein Paar Rinder, zerstückte sie, sandte die Stücke durch Boten in alle Teile Israels und ließ bekanntmachen: »Wer nicht mit auszieht hinter Saul und Samuel her, dessen Rindern soll es ebenso ergehen!« Da fiel ein heiliger Schrecken auf das Volk, so daß sie auszogen wie ein Mann;8und als er sie bei Besek musterte, waren es 300000 Israeliten und 30000 Mann vom Stamme Juda.9Man sagte nun zu den Boten, die gekommen waren: »Meldet den Einwohnern von Jabes in Gilead folgendes: ›Morgen, wenn die Sonne heiß scheint, wird euch Hilfe werden!‹« Als nun die Boten bei ihrer Heimkehr dieses den Bürgern von Jabes berichteten, freuten diese sich10und ließen den Ammonitern sagen: »Morgen wollen wir zu euch hinausziehen[1]; dann mögt ihr mit uns verfahren, wie es euch beliebt!«11Als Saul dann am andern Morgen seine Mannschaft in drei Heerhaufen geteilt hatte und diese in das feindliche Lager zur Zeit der Morgenwache eindrangen, richteten sie ein Blutbad unter den Ammonitern an, bis der Tag am heißesten wurde; und die Übriggebliebenen wurden so zersprengt, daß nicht zwei von ihnen beisammen blieben.
Sauls Großmut gegen seine Verächter; Freudenfest in Gilgal
12Da sagte das Volk zu Samuel: »Wer sind die, welche gesagt haben: ›Saul sollte König über uns sein?‹ Her mit diesen Männern, daß wir sie totschlagen!«13Saul aber entgegnete: »Niemand soll heute den Tod erleiden, denn heute hat der HERR dem Volke Israel Rettung geschafft[2]!«14Samuel aber forderte das Volk auf: »Kommt, laßt uns nach Gilgal ziehen und dort das Königtum bestätigen!«15Da zog das gesamte Volk nach Gilgal und setzte dort Saul vor dem HERRN in Gilgal zum König ein. Man schlachtete dort Heilsopfer vor dem HERRN, und Saul samt allen Israeliten feierten dort ein großes Freudenfest.
1Engang rykkede ammonitterkongen Nahash ud og belejrede den israelitiske by Jabesh i Gilead. Byens indbyggere bad om fred. „Slå os ikke ihjel, så vil vi underkaste os,” bad de.2„På én betingelse,” svarede Nahash. „Jeg vil stikke højre øje ud på samtlige indbyggere i byen som en hån mod Israel.”3„Giv os syv dages betænkningstid,” bad Jabesh’ ledere, „så vi kan sende bud til de øvrige stammer. Hvis ingen kommer os til undsætning, går vi ind på dine betingelser.”4Da sendebudene fra Jabesh nåede frem til Sauls hjemby, Gibea, og fortalte den frygtelige nyhed, brast hele byen i gråd.5Saul havde været ude at pløje sin mark, men var nu på vej tilbage til byen med sine okser. Da han hørte postyret, spurgte han: „Hvad er der sket? Hvorfor græder I alle sammen?” Så fortalte de ham, hvad sendebudene fra Jabesh havde sagt.6Da kom Guds Ånd over Saul, og han blev rasende.7Han tog to okser og skar dem i småstykker, hvorefter han gav budbringerne besked på at bære stykkerne rundt i hele landet med følgende besked: „Sådan vil det gå med jeres okser, hvis I nægter at følge Saul og Samuel i krigen mod ammonitterne.” Og Herren sørgede for, at israelitterne blev bange for Sauls vrede, så de alle som en sluttede op om ham.8I Bezek holdt han mandtal over sin hær. Der var 30.000 fra Juda og 300.000 fra de øvrige stammer.9Sendebudene vendte derefter tilbage til Jabesh i Gilead med følgende besked fra Saul: „I morgen når solen står højest på himlen, kommer vi og redder jer.” Indbyggerne jublede, da de fik det at vide,10og de sagde til ammonitterne: „I morgen overgiver vi os. Så kan I gøre med os, hvad I vil.”11Men Saul ankom, allerede før det blev lyst næste morgen. Han havde delt sin hær i tre afdelinger og foretog et lynangreb på ammonitterne. Hele formiddagen huggede de ammonitterne ned. De, som overlevede, blev spredt til alle sider. Man fandt ikke to af dem sammen.12Efter slaget sagde folket til Samuel: „Hvem var det, der sagde, at Saul ikke skulle være konge over os? Kom med dem, så vi kan slå dem ihjel.”13Men Saul sagde: „Ingen henrettelser i dag, for nu skal vi fejre, at Herren har befriet Israel.”14Samuel tog nu ordet og sagde til hele folket: „Kom, lad os gå op til Gilgal og alle sammen bekræfte, at Saul skal være Israels konge.”15Så gik de op til Gilgal, og under en højtidelig ceremoni for Guds ansigt indsatte de officielt Saul som konge over Israel. Ved den lejlighed bragte de takofre til Herren, og Saul og hele folket glædede sig.