1Ebenso, ihr Frauen: seid euren Ehemännern untertan, damit auch solche (Männer), die dem Wort ungehorsam sind[1], durch den Wandel ihrer Frauen auch ohne Wort gewonnen werden,2wenn sie euren in Gottesfurcht sittsamen Wandel wahrnehmen.3Euer Schmuck sei nicht der äußerliche, nicht kunstvolles Haargeflecht und das Anlegen goldenen Geschmeides oder das Anziehen prächtiger Gewänder,4sondern der im Herzen[2] verborgene Mensch mit dem unvergänglichen Wesen eines sanften und stillen Geistes[3], der vor Gott als kostbar gilt.5So haben sich ja einst auch die heiligen Frauen geschmückt, die ihre Hoffnung auf Gott setzten, indem sie sich ihren Ehemännern untertan bewiesen.6So hat sich z.B. Sara dem Abraham gehorsam gezeigt, indem sie ihn »Herr« nannte (1.Mose 18,12). Ihre Kinder[4] seid ihr geworden, wenn ihr das Gute tut und euch durch keine Drohung einschüchtern laßt.7Ebenso, ihr Männer: lebt in vernünftiger Weise mit euren Frauen zusammen als mit dem schwächeren Teil (eig. Gefäß) und erweist ihnen (die schuldige) Ehre, indem ihr in ihnen auch Miterben der Gnadengabe des (ewigen) Lebens seht; sonst würden ja eure (gemeinsamen) Gebete unmöglich gemacht.8Schließlich aber: seid alle einträchtig, voll Mitgefühl und Bruderliebe, barmherzig und demütig!9Vergeltet nicht Böses mit Bösem oder Scheltwort mit Scheltwort, sondern im Gegenteil segnet, denn dazu seid ihr berufen, damit ihr Segen ererbet.10Denn »wer seines Lebens froh werden will und gute Tage zu sehen wünscht, der halte seine Zunge vom Bösen fern und seine Lippen, daß sie nicht Trug reden;11er wende sich vom Bösen ab und tue das Gute, er suche Frieden und jage ihm nach!12Denn die Augen des Herrn (sind) auf die Gerechten (hingewandt), und seine Ohren (achten) auf ihr Flehen; dagegen ist das Angesicht des Herrn gegen die Übeltäter (gerichtet).« (Ps 34,13-17)
Im Leiden seid ihr Zeugen für eure Umgebung
13Und wo ist jemand, der euch Böses zufügen sollte[5], wenn ihr dem Guten eifrig nachtrachtet?14Doch müßtet ihr um der Gerechtigkeit willen auch leiden: selig seid ihr zu preisen! So fürchtet euch denn nicht vor ihnen und laßt euch nicht erschrecken!15Haltet nur den Herrn Christus in euren Herzen heilig und seid allezeit bereit, euch gegen jedermann zu verantworten, der von euch Rechenschaft über die Hoffnung fordert, die in euch lebt;16tut es jedoch mit Sanftmut und Furcht, so daß ihr euch ein gutes Gewissen bewahrt, damit die, welche euren guten Wandel in Christus schmähen, mit ihren Verleumdungen gegen euch zuschanden[6] werden.17Es ist ja doch besser, wenn Gottes Wille es so fügen sollte, für Gutestun zu leiden als für Bösestun.
Die segensreichen Folgen des unverschuldeten Leidens Christi (seine Heilsbotschaft im Totenreich; die Bedeutung der Taufe)
18Denn auch Christus ist einmal um der Sünden willen gestorben, als Gerechter für Ungerechte, um uns zu Gott zu führen, er, der am[7] Fleisch[8] zwar getötet worden ist, aber zum Leben erweckt am[9] Geist (Röm 1,4).19Im Geist[10] ist er auch hingegangen und hat den Geistern im Gefängnis gepredigt[11],20nämlich denen, welche einst ungehorsam gewesen waren, als Gottes Langmut geduldig wartete in den Tagen Noahs, während die Arche hergestellt wurde, in der nur wenige, nämlich acht Seelen, Rettung fanden durchs Wasser hindurch.21Dieses (Wasser) rettet jetzt als Gegenstück[12] auch euch, nämlich die Taufe, die nicht eine Beseitigung des Schmutzes am Fleisch ist, sondern eine an Gott gerichtete Bitte um ein gutes Gewissen; (sie rettet euch) kraft der Auferstehung Jesu Christi,22der nach seiner Himmelfahrt zur Rechten Gottes sitzt: Engel, Gewalten und Mächte sind ihm untertan geworden.
1-2I kvinder, som er gift, skal underordne jer under jeres mænd. Derved kan nogle af de mænd, som nægter at tage imod budskabet om Jesus, vindes uden ord, når de lægger mærke til jeres respektfulde og eksemplariske levevis.3Vær ikke så stærkt optaget af jeres udseende, af kunstfærdige frisurer, kostbare smykker og fornemt tøj,4at I forsømmer at pleje hjertets indre skønhed, der giver sig udtryk i en venlig og stilfærdig optræden. Det er en skønhed, som ikke falmer, og den er meget værd i Guds øjne.5Det var den samme skønhed, der i gamle dage prægede de gudfrygtige kvinder, som satte al deres lid til Gud og underordnede sig deres mænd.6Således adlød Sara sin mand, Abraham, og kaldte ham „herre”. I er hendes „døtre”, hvis I på den måde gør det rette, og så behøver I ikke være bange for, at I bliver truet af jeres mænd.7Og I mænd, vær hensynsfulde over for jeres koner. Værdsæt deres særlige følsomhed og vis dem ære, for de er medarvinger til det evige liv. Hvis ikke I ærer dem, bliver jeres bønner blokeret.
Kristnes indbyrdes forhold
8Og nu et ord til jer alle: I skal leve i indbyrdes harmoni og være medfølende, kærlige, omsorgsfulde og ydmyge over for hinanden.9Gengæld ikke ondt med ondt, eller anklage med anklage, men velsign i stedet for. I er kaldet til at velsigne hinanden, og derved bliver I også selv velsignet.10Som Skriften siger: „De, der gerne vil have et godt liv og ønsker sig gode dage, skal holde deres tunge i skak og ikke lade løgn komme over deres læber.11De skal holde sig fra det onde, gøre det gode og stræbe efter fred.12Herren beskytter de retskafne og hører deres bøn om hjælp, men han er imod dem, der handler ondt.”[1]
Lidelsen set i evighedsperspektiv
13Hvem vil gøre jer fortræd, hvis I er ivrige efter at gøre det gode?14Men skulle det ske, at nogen gør jer fortræd uden grund, så tag det som en velsignelse. Vær ikke bange for dem og bliv ikke slået ud over det.15Indvi jer helt til at følge Kristus som jeres Herre. Vær parate til at gøre rede for jeres forventning om det evige liv, når nogen spørger om jeres tro.16Gør det med venlighed og respekt og med god samvittighed, så jeres modstandere bliver flove over, at de har gjort nar af jer og talt ondt om jeres kristne livsstil.17Husk, at det er bedre at lide ondt—om Gud vil—for at have gjort noget godt end at blive straffet for at have gjort noget ondt.18Kristus måtte jo også lide, skønt han var uskyldig. Han døde én gang for alle, for at vi kunne få vores synder tilgivet. Han var selv uden synd, men døde for syndige menneskers skyld, for at han kunne bringe os tilbage til fællesskabet med Gud. Han døde rent fysisk, men blev levendegjort i ånden.19Og det var i dén åndelige skikkelse, at han besøgte de dødes ånder, der blev holdt i forvaring,[2] og han forkyndte budskabet for dem.20Der traf han dem, der døde på Noas tid, fordi de nægtede at bøje sig for Gud, selvom Gud ventede tålmodigt på dem i alle de år, det tog Noa at bygge arken. Ved hjælp af arken kom nogle få personer frelst gennem syndflodens vand. Det var otte personer i alt.21Det, der skete dengang, er et billede på dåben, som I også skal igennem for at blive frelst. Dåben drejer sig ikke om at få fjernet snavs fra kroppen, men er et spørgsmål[3] om en god samvittighed over for Gud, og den får man ved troen på, at Jesus Kristus opstod fra de døde,22og at han blev taget op til Himlen og nu sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han hersker over både engle og åndelige autoriteter og magter.