1.Könige 19

Menge Bibel

1 Als nun Ahab der Isebel alles mitteilte, was Elia getan, und vor allem, wie er alle Propheten mit dem Schwert umgebracht hatte,2 da schickte Isebel einen Boten an Elia und ließ ihm sagen: »Die Götter sollen mich jetzt und künftig strafen, wenn ich nicht morgen um diese Zeit mit deinem Leben ebenso verfahre, wie du mit dem Leben eines jeden von ihnen verfahren bist!«3 Da geriet er in Furcht und machte sich schnell auf den Weg, um sein Leben zu retten. Als er dann nach Beerseba, das schon zu Juda gehört, gekommen war, ließ er seinen Diener dort zurück;4 er selbst aber ging eine Tagereise weit in die Wüste hinein; dort angekommen, setzte er sich unter einem Ginsterstrauch nieder. Da wünschte er sich den Tod und betete: »Es ist genug! Nimm nunmehr, HERR, mein Leben hin, denn ich bin nicht besser als meine Väter.«5 Hierauf legte er sich nieder und schlief unter dem Ginsterstrauch ein; aber plötzlich rührte ihn ein Engel an und sagte zu ihm:6 »Stehe auf, iß!« Als er nun hinblickte, sah er zu seinen Häupten einen auf heißen Steinen gerösteten Brotkuchen liegen, und daneben stand ein Krug mit Wasser. Er aß also und trank und legte sich wieder schlafen.7 Aber der Engel des HERRN kam zum zweitenmal wieder, rührte ihn an und sagte: »Stehe auf, iß! Sonst ist der Weg für dich zu weit.«8 Da stand er auf, aß und trank und wanderte, durch diese Speise gestärkt, vierzig Tage und vierzig Nächte lang bis zum Gottesberge Horeb,9 wo er in eine Höhle ging und darin über Nacht blieb. Da nun erging an ihn das Wort des HERRN, der zu ihm sagte: »Was willst du hier, Elia?«10 Er antwortete: »Ich habe für den HERRN, den Gott der Heerscharen, unerschrocken geeifert; denn die Israeliten haben deinen Bund verlassen, deine Altäre niedergerissen und deine Propheten mit dem Schwert getötet; ich allein bin übriggeblieben, und nun trachten sie auch mir nach dem Leben.«11 Da erwiderte er: »Gehe hinaus und tritt auf dem Berge vor den HERRN hin!« Und siehe, der HERR zog an ihm vorüber: ein Sturmwind, gewaltig und stark, der die Berge zerriß und die Felsen spaltete, ging vor dem HERRN her; aber der HERR war nicht in dem Sturme. Nach dem Sturm kam ein Erdbeben: aber der HERR war nicht in dem Erdbeben;12 und nach dem Erdbeben kam ein Feuer: aber der HERR war nicht in dem Feuer. Nach dem Feuer aber kam ein leises, sanftes Säuseln.13 Als Elia dieses hörte, verhüllte er sich das Antlitz mit seinem Mantel, ging hinaus und trat an den Eingang der Höhle. Da redete ihn eine Stimme an, die fragte: »Was willst du hier, Elia?«14 Er antwortete: »Ich habe für den HERRN, den Gott der Heerscharen, unerschrocken geeifert; denn die Israeliten haben deinen Bund verlassen, deine Altäre niedergerissen und deine Propheten mit dem Schwert getötet; ich allein bin übriggeblieben, und nun trachten sie auch mir nach dem Leben.«15 Da sagte der HERR zu ihm: »Kehre jetzt auf demselben Wege nach der Steppe von Damaskus zurück, gehe in die Stadt hinein und salbe Hasael zum König über Syrien;16 und Jehu, den Sohn Nimsis, sollst du zum König über Israel salben, und Elisa, den Sohn Saphats, aus Abel-Mehola, sollst du zum Propheten an deiner Statt salben.17 Wer dann dem Schwert Hasaels entrinnt, den wird Jehu töten, und wer dem Schwert Jehus entrinnt, den wird Elisa töten.18 Doch will ich in Israel siebentausend (Männer) übriglassen: alle, deren Knie sich vor dem Baal nicht gebeugt haben, und alle, deren Mund ihn[1] nicht geküßt hat.«19 Als Elia nun von dort weggegangen war, traf er Elisa, den Sohn Saphats, der gerade pflügte; zwölf Joch[2] Ochsen waren vor ihm her, er selbst aber befand sich bei dem zwölften. Während nun Elia an ihm vorüberschritt, warf er ihm sein Fell[3] über.20 Da verließ er die Rinder, eilte dem Elia nach und sagte: »Laß mich nur noch Abschied von meinem Vater und meiner Mutter nehmen; dann will ich dir nachfolgen.« Elia antwortete ihm: »Gehe immerhin noch einmal zurück; denn was habe ich dir getan?«21 Da kehrte er von ihm zurück, nahm das eine Joch Rinder und schlachtete es, mit dem Geschirr der Rinder aber kochte er ihr Fleisch und gab es den Leuten zu essen; dann machte er sich auf den Weg, schloß sich an Elia an und wurde sein Diener.

1.Könige 19

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Da Ahab fortalte Jezabel, hvad der var sket, og at Elias havde hugget alle ba’alsprofeterne ned,2 sendte hun følgende besked til Elias: „Måtte guderne straffe mig på det grusomste, hvis du ikke inden i morgen aften har lidt samme skæbne som mine profeter!”3 Elias blev grebet af panik og flygtede for livet. Da han kom til Be’ersheba i Judas land, efterlod han sin tjener der4 og fortsatte alene ud i ørkenen. Hele dagen gik han, indtil han om aftenen udmattet satte sig ned i skyggen af en gyvelbusk. „Herre, jeg kan ikke mere!” sagde han. „Tag mit liv! Alle dine profeter er døde, så hvorfor ikke også jeg?”5 Så lagde han sig under gyvelbusken og faldt i søvn. Men en engel kom og vækkede ham. „Stå op og spis!” beordrede englen.6 Elias så sig omkring og fik øje på et nybagt brød og en krukke vand, der var anbragt lige ved hans hoved. Så spiste han og drak, hvorefter han lagde sig til at sove igen.7 For anden gang kom englen og rørte ved ham. „Stå op og spis noget mere,” sagde englen, „for du har en lang rejse foran dig.”8 Så stod han op og spiste og drak, og med den styrke, måltidet gav ham, gik han i 40 dage,[1] indtil han kom til Horeb, Guds bjerg.9 Der fandt han en klippehule, hvor han slog sig ned. Men Herren spurgte ham: „Hvorfor er du her, Elias?”10 „Herre, almægtige Gud!” sagde Elias. „Jeg har brugt alle kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”11 „Gå ud og stil dig, så du kan se, når jeg går forbi.” Først kom der en voldsom storm hen over bjerget, og sten og store klippestykker blev revet løs, men Herren var ikke i stormen. Derefter rystedes bjerget af et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet.12 Derefter kom der ild forbi, men Herren var ikke i ilden. Til sidst hørtes noget ligesom en svag susen.13 Da gik Elias ud og stillede sig i hulens indgang med tilhyllet ansigt. Den samme stemme lød nu igen: „Elias, hvorfor er du her?”14 Elias gentog sit svar: „Herre, almægtige Gud, jeg har brugt alle mine kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”15 Da sagde Herren til ham: „Vend tilbage! Gå ad vejen gennem ørkenen til Damaskus. Der skal du salve Hazael til konge af Aram.16 Jehu, Nimshis sønnesøn,[2] skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn fra Abel-Mehola, skal du salve til profet, så han kan blive din efterfølger. (2Kön 9,2)17 Enhver ba’aldyrker, der undslipper Hazael, vil blive dræbt af Jehu, og den der undslipper Jehu, vil blive dræbt af Elisa.18 Men jeg vil skåne de 7000 mænd i Israel, som ikke har bøjet knæ for Ba’al eller kysset hans afgudsbillede.”19 Så gik Elias af sted. Undervejs mødte han Elisa, der var i færd med at pløje sin mark. Han havde 12 spand okser i gang med hver sin plov og en mand til at styre hvert spand. Selv styrede han det sidste spand okser. Elias gik hen til ham og kastede sin profetkappe over hans skuldre, hvorefter han gik videre.20 Elisa lod okserne stå, løb efter Elias og sagde til ham: „Giv mig lov til først at sige farvel til min far og mor—så vil jeg følge dig!” Elias svarede: „Gør du bare det, for det er en stor byrde, jeg har lagt på dine skuldre.”21 Så gik Elisa tilbage og slagtede sine to okser. Af træet fra ploven og åget lavede han et bål til at stege kødet over. Så kaldte han sine mænd sammen, og de spiste. Derefter tog han afsked og fulgte efter Elias for at stå i lære som profet.