1Im achtzehnten Regierungsjahre Jerobeams, des Sohnes Nebats, wurde Abia König über Juda.2Er regierte drei Jahre in Jerusalem; seine Mutter hieß Maacha und war eine Enkeltochter Absaloms[1].3Abia wandelte in allen Sünden seines Vaters, die dieser vor ihm begangen hatte, und sein Herz war dem HERRN, seinem Gott, nicht ungeteilt ergeben wie das Herz seines Ahnherrn David.4Doch um Davids willen hatte der HERR, sein Gott, ihm eine Leuchte in Jerusalem scheinen lassen, indem er seinen Sohn nach ihm (auf den Thron) erhob und Jerusalem bestehen ließ, (1Kön 11,36)5weil David getan hatte, was dem HERRN wohlgefiel, und während seines ganzen Lebens von allem, was er ihm geboten, nicht abgewichen war, abgesehen von dem Vorkommnis mit dem Hethiter Uria.6Es bestand aber Krieg zwischen Abia und Jerobeam, solange er lebte.7Die übrige Geschichte Abias aber und alles, was er unternommen hat, findet sich bekanntlich aufgezeichnet in dem Buche der Denkwürdigkeiten[2] der Könige von Juda. Es bestand aber Krieg zwischen Abia und Jerobeam.8Als Abia sich dann zu seinen Vätern gelegt und man ihn in der Davidsstadt begraben hatte, folgte ihm sein Sohn Asa in der Regierung nach.
Regierung des Königs Asa von Juda
9Im zwanzigsten Jahre der Regierung Jerobeams, des Königs von Israel, wurde Asa König über Juda10und regierte 41 Jahre zu Jerusalem; seine Mutter[3] hieß Maacha und war eine Tochter[4] Absaloms.11Asa tat, was dem HERRN wohlgefiel, wie sein Ahnherr David.12So jagte er denn die Heiligtumsbuhler[5] aus dem Lande und entfernte alle Götzenbilder, die seine Vorfahren hatten anfertigen lassen.13Sogar seiner Mutter Maacha entzog er den Rang der Königin-Mutter, weil sie der Aschera ein Schandmal[6] hatte anfertigen lassen; Asa ließ ihr Schandmal umhauen und im Kidrontal verbrennen.14Der Höhendienst wurde allerdings nicht abgeschafft, doch war das Herz Asas dem HERRN zeitlebens ungeteilt ergeben.15Er ließ auch die Geschenke, die sein Vater und die er selbst geweiht hatte, in den Tempel des HERRN bringen, Silber, Gold und Geräte.16Es bestand aber zwischen Asa und dem König Baesa von Israel Krieg, solange sie lebten.17Dabei zog Baesa, der König von Israel, gegen Juda hinauf und befestigte Rama, damit niemand mehr bei Asa, dem König von Juda, ungehindert aus- und eingehen könne.18Da nahm Asa alles Silber und Gold, das noch in den Schatzkammern des Tempels des HERRN vorhanden war, und die Schätze des königlichen Palastes, übergab sie seinen Dienern und sandte sie an Benhadad, den Sohn Tabrimmons, den Enkel Hesjons, den König von Syrien, der in Damaskus seinen Sitz hatte[7], und ließ ihm sagen:19»Ein Bündnis besteht zwischen mir und dir, zwischen meinem Vater und deinem Vater. Hier übersende ich dir ein Geschenk an Silber und Gold. So löse denn dein Bündnis mit dem König Baesa von Israel, damit er aus meinem Lande abziehe!«20Benhadad schenkte der Aufforderung des Königs Asa Gehör, ließ seine Heerführer gegen die Städte Israels ziehen und eroberte Ijjon, Dan, Abel-Beth-Maacha und ganz Kinneroth nebst der ganzen Landschaft Naphthali.21Sobald nun Baesa Kunde davon erhielt, gab er die Befestigung Ramas auf und kehrte nach Thirza zurück.22Nun bot der König Asa ganz Juda auf bis auf den letzten Mann; die mußten die Steine und Balken wegschaffen, mit denen Baesa Rama hatte befestigen wollen; und der König Asa ließ damit Geba im Stamme Benjamin und Mizpa befestigen.23Die ganze übrige Geschichte Asas aber und alle seine tapferen Taten und alles, was er unternommen hat, sowie seine Festungsbauten, das findet sich bekanntlich aufgezeichnet im Buche der Denkwürdigkeiten[8] der Könige von Juda. Doch hatte er in seinem Alter an einer Fußkrankheit zu leiden.24Als Asa sich dann zu seinen Vätern gelegt und man ihn bei seinen Vätern in der Stadt Davids, seines Ahnherrn, begraben hatte, folgte ihm sein Sohn Josaphat in der Regierung nach.
Regierung des Königs Nadab von Israel; sein Sturz durch Baesa
25Nadab aber, der Sohn Jerobeams, wurde König über Israel im zweiten Jahre der Regierung Asas, des Königs von Juda, und regierte zwei Jahre über Israel.26Er tat, was dem HERRN mißfiel, und wandelte auf dem Wege seines Vaters und in dessen Sünde, zu der er Israel verführt hatte.27Aber Baesa, der Sohn Ahias, aus dem Hause Issaschar, zettelte eine Verschwörung gegen ihn an und ermordete ihn bei der Philisterstadt Gibbethon, während Nadab und ganz Israel Gibbethon gerade belagerten.28Baesa brachte ihn also im dritten Regierungsjahre Asas, des Königs von Juda, ums Leben und wurde König an seiner Statt.29Sobald er nun die Herrschaft erlangt hatte, rottete er das ganze Haus Jerobeams aus: er ließ von den Angehörigen Jerobeams keine lebende Seele übrig, bis er sie vertilgt hatte, wie der HERR es durch den Mund seines Knechtes Ahia von Silo hatte ankündigen lassen, (1Kön 14,14)30zur Strafe für die Sünden, die Jerobeam selbst verübt und zu denen er die Israeliten verführt hatte, indem er den HERRN, den Gott Israels, zum Zorn reizte.31Die übrige Geschichte Nadabs aber und alles, was er unternommen hat, findet sich bekanntlich aufgezeichnet im Buche der Denkwürdigkeiten[9] der Könige von Israel.32Es bestand aber Krieg zwischen Asa und dem König Baesa von Israel, solange sie lebten.
Regierung des Königs Baesa von Israel
33Im dritten Regierungsjahre Asas, des Königs von Juda, wurde Baesa, der Sohn Ahias, König über ganz Israel und regierte in Thirza vierundzwanzig Jahre lang.34Er tat, was dem HERRN mißfiel, und wandelte auf dem Wege Jerobeams und in dessen Sünde, zu der er Israel verführt hatte.
1Abija kom til magten i Juda i kong Jeroboam af Israels 18. regeringsår,2og han regerede i Jerusalem i tre år.[1] Hans mor hed Ma’aka og var barnebarn[2] af Absalom. (2Chr 13,2)3Han syndede nøjagtig som sine forgængere, for han var ikke af hjertet overgivet til Herren, sådan som David var.4Men for Davids skyld gav Herren ham alligevel en søn, der kunne overtage tronen i Juda og lade Jerusalem bestå.5For David havde adlydt Gud livet igennem, bortset fra affæren med hittitten Urias.6Under hele sin opvækst oplevede Abija ikke andet end fjendtligheder mellem Jeroboam og Rehabeam,7og da han selv blev konge, brød krigen ud for alvor. Resten af Abijas bedrifter er nedskrevet i Judas kongers krønikebog.8Da han døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen, og hans søn Asa overtog tronen efter ham.
Asa som konge over Juda
9Asa blev konge over Juda i kong Jeroboam af Israels 20. regeringsår,10og han regerede i Jerusalem i 41 år. Hans „mor”[3] hed Ma’aka og var barnebarn af Absalom. (2Chr 11,20)11Asa gjorde, hvad der var godt i Herrens øjne—ligesom hans forfar David.12Han landsforviste de mandlige og kvindelige prostituerede, som holdt til ved offerstederne på højene, og han fjernede alle de afgudsstøtter, som hans forfædre havde opstillet der.13Han fratog tilmed Ma’aka hendes privilegier som enkedronning, fordi hun havde ladet opstille et modbydeligt frugtbarhedssymbol for gudinden Ashera. Han huggede afgudsbilledet i stykker og brændte det i Kedrondalen.14Det lykkedes ham ikke at udrydde alle offerhøjene i landet, men ønsket om at gøre Herrens vilje kendetegnede hele hans liv.15I templet samlede han alle de kostbarheder, som hans far havde indviet til Herren, sammen med de sølv- og guldkar, han selv skænkede.
Israel optrapper krigen med Juda
16Kong Asa af Juda lå i konstant krig med Israel i hele sin regeringsperiode, og situationen forværredes, da Basha blev konge i Israel.17Kong Basha drog straks i krig mod Juda. Han indtog og befæstede byen Rama i grænseområdet mellem de to riger og blokerede dermed de vigtigste handelsveje til og fra Judas rige.18Da tog kong Asa alt det guld og sølv, der var tilbage i Herrens hus og kongepaladset og befalede nogle af sine mænd at bringe det til den aramæiske konge, Ben-Hadad, som havde residens i Damaskus (han var søn af Tabrimmon, som var søn af Hezjon). De overbragte samtidig følgende besked fra kong Asa:19„Jeg sender dig hermed en gave af sølv og guld. Lad os slutte pagt med hinanden, som vores fædre gjorde. Jeg beder dig om at opsige din pagt med kong Basha af Israel. Så vil han forhåbentlig opgive blokaden af mit land.”20Ben-Hadad gik nu med til at sende sin hær mod en række af Israels byer, og han indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma’aka, området omkring Galilæasøen og samtlige byer i Naftalis land.21Da kong Basha fik det at vide, indstillede han arbejdet med at befæste Rama og trak sig tilbage til hovedstaden, Tirtza.22Derefter sendte kong Asa en bekendtgørelse ud i hele Juda med en opfordring til alle, der kunne krybe og gå, om at være med til at nedbryde Ramas fæstningsværker, så både stenene og tømmeret kunne genbruges andre steder. Det blev så brugt til at befæste de strategiske byer Geba i Benjamins land og Mitzpa.23Resten af Asas bedrifter, hans erobringer og de byer, han befæstede, kan man læse om i Judas kongers krønikebog. På sine gamle dage fik han en alvorlig sygdom i benene.24Efter sin død blev han begravet i Davidsbyen, hvor de andre konger lå begravet, og hans søn Joshafat efterfulgte ham som konge i Juda.
Nadab som konge over Israel
25I mellemtiden var Jeroboams søn Nadab blevet konge i Israel. Det skete i kong Asa af Judas andet regeringsår, og han regerede to år.[4]26Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte i sin fars fodspor og fortsatte den afgudsdyrkelse, hans far havde indført.
Basha som konge i Israel
27-31Basha, som var søn af Ahija af Issakars stamme, lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham under belejringen af filisterbyen Gibbeton. De øvrige enkeltheder om Nadab og hans bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog. Da Basha havde dræbt kong Nadab, tog han selv magten i Israel. Det skete i kong Asa af Judas tredje regeringsår. Han dræbte straks alle kong Jeroboams efterkommere og udryddede dermed kongefamilien, sådan som Herren havde forudsagt gennem profeten Ahija fra Shilo, for Jeroboam havde jo fremkaldt Herrens, Israels Guds, vrede ved at synde og lede resten af Israels folk ud i synd.32Kong Asa af Juda og kong Basha af Israel lå i konstant krig med hinanden.33Basha blev som sagt konge i Asas tredje regeringsår, og han regerede i 24 år ud fra Tirtza.34Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ved at fortsætte med den afgudsdyrkelse, som Jeroboam havde indført i Israel.