Matthäus 23

Hoffnung für alle

von Biblica
1 Dann sprach Jesus zu der Volksmenge und zu seinen Jüngern: (Mk 12,38; Lk 20,45)2 »Die Schriftgelehrten und Pharisäer sind dazu eingesetzt, euch das Gesetz von Mose auszulegen.[1]3 Richtet euch nach ihren Worten und tut alles, was sie euch sagen! Nehmt euch aber kein Beispiel an ihren Taten! Denn sie halten selbst nicht ein, was sie von den anderen verlangen.4 Sie denken sich schwere, fast unerträgliche Forderungen aus und bürden sie den Menschen auf, doch sie selbst rühren keinen Finger, um diese Lasten zu tragen.5 Mit allem, was sie tun, stellen sie sich zur Schau. Sie tragen besonders breite Gebetsriemen und an den Gewändern auffällig lange Quasten.6 Bei den Festen wollen sie die Ehrenplätze bekommen, und auch in der Synagoge sitzen sie am liebsten in der ersten Reihe.7 Es gefällt ihnen, wenn man sie auf der Straße ehrfurchtsvoll grüßt und ›Rabbi‹ nennt.8 Lasst ihr euch nicht so anreden! Nur Gott ist euer Meister, ihr seid untereinander alle Geschwister.9 Ihr sollt auch niemandem auf der Erde den Ehrentitel ›Vater‹ geben, denn nur einer ist euer Vater: Gott im Himmel.10 Ihr sollt euch auch nicht Lehrer nennen lassen, weil ihr nur einen Lehrer habt: Christus.11 Wer unter euch groß sein will, der soll allen anderen dienen.[2]12 Alle, die sich selbst ehren, werden gedemütigt werden. Wer sich aber selbst erniedrigt, wird geehrt werden.«13-14 »Wehe euch, ihr Schriftgelehrten und Pharisäer! Ihr Heuchler! Ihr versperrt anderen den Zugang zu Gottes himmlischem Reich. Denn ihr selbst geht nicht hinein, und die hineinwollen, hindert ihr auch noch daran.[3] (Lk 11,39)15 Wehe euch, ihr Schriftgelehrten und Pharisäer! Ihr Heuchler! Ihr reist in der Welt herum, um nur einen einzigen Nichtjuden dafür zu gewinnen, eure Gesetze anzuerkennen. Und wenn ihr einen gefunden habt, dann wird er durch euch zu einem Anwärter auf die Hölle, der euch an Bosheit noch übertrifft.16 Wehe euch! Ihr wollt andere führen und seid doch selbst blind. So behauptet ihr: ›Beim Tempel Gottes schwören, das hat nichts zu bedeuten. Aber wer beim Gold im Tempel schwört, der muss seinen Eid halten.‹17 Ihr blinden Narren! Was ist denn wichtiger: das Gold oder der Tempel, durch den das Gold erst geheiligt wird?18 Ihr sagt: ›Ein Eid, beim Altar geschworen, hat keine Bedeutung. Wer aber bei dem Opfer auf dem Altar schwört, der muss sein Versprechen halten.‹19 Ihr Verblendeten! Was ist denn wichtiger: die Gabe auf dem Altar oder der Altar, der die Gabe erst zum Opfer werden lässt?20 Wer beim Altar schwört, der schwört bei allem, was darauf liegt.21 Wer beim Tempel schwört, der ruft Gott zum Zeugen an, der dort wohnt.22 Und wer beim Himmel schwört, der schwört bei dem Thron Gottes und damit bei Gott selbst, der auf diesem Thron sitzt.23 Wehe euch, ihr Schriftgelehrten und Pharisäer! Ihr Heuchler! Sogar von Küchenkräutern wie Minze, Dill und Kümmel gebt ihr Gott den zehnten Teil. Aber die viel wichtigeren Forderungen Gottes nach Gerechtigkeit, Barmherzigkeit und Treue[4] sind euch gleichgültig. Doch gerade darum geht es hier: das Wesentliche tun und das andere nicht unterlassen.24 Ihr aber entfernt jede kleine Mücke aus eurem Getränk, doch ganze Kamele schluckt ihr bedenkenlos hinunter. Andere wollt ihr führen, dabei seid ihr selbst blind.25 Wehe euch, ihr Schriftgelehrten und Pharisäer! Ihr Heuchler! Ihr wascht eure Becher und Schüsseln von außen ab, doch gefüllt sind sie mit dem, was ihr anderen in eurer Gier genommen habt.26 Ihr blinden Verführer, reinigt eure Becher erst einmal von innen, dann wird auch ihr Äußeres sauber sein.27 Wehe euch, ihr Schriftgelehrten und Pharisäer! Ihr Heuchler! Ihr seid wie die weiß getünchten Grabstätten[5]: Von außen erscheinen sie schön, aber innen ist alles voll stinkender Verwesung.28 Genauso ist es bei euch: Ihr steht vor den Leuten als solche da, die Gottes Willen tun, aber in Wirklichkeit seid ihr voller Auflehnung und Heuchelei.29 Wehe euch, ihr Schriftgelehrten und Pharisäer! Ihr Heuchler! Den verstorbenen Propheten baut ihr Denkmäler, und die Gräber derer, die nach Gottes Willen lebten, schmückt ihr.30 Dazu behauptet ihr noch: ›Wenn wir damals gelebt hätten, wir hätten die Propheten nicht umgebracht wie unsere Vorfahren.‹31 Damit gebt ihr also selbst zu, dass ihr die Nachkommen der Prophetenmörder seid.32 Ja, weiter so, macht das Maß eurer Väter nur voll!33 Ihr Schlangenbrut! Wie wollt ihr der Hölle entrinnen, zu der Gott euch verurteilen wird?34 Deshalb hört her: Ich werde euch Propheten, weise Männer und Lehrer schicken. Einige von ihnen werdet ihr töten, ja sogar kreuzigen. Andere werdet ihr in euren Synagogen auspeitschen und sie von Stadt zu Stadt verfolgen.35 Darum werdet ihr auch zur Rechenschaft gezogen werden für den Mord an all jenen Menschen, die nach Gottes Willen gelebt haben, angefangen bei Abel bis zu Secharja, dem Sohn von Berechja, den ihr zwischen Tempel und Brandopferaltar ermordet habt.36 Ich versichere euch: Das Strafgericht für all diese Schuld wird noch über diese Generation hereinbrechen.«37 »Jerusalem! O Jerusalem! Du tötest die Propheten und steinigst die Boten, die Gott zu dir schickt. Wie oft schon wollte ich deine Bewohner um mich sammeln, so wie eine Henne ihre Küken unter ihre Flügel nimmt! Aber ihr habt es nicht gewollt. (Lk 13,34)38 Und nun? Euer Tempel wird von Gott verlassen sein und völlig zerstört werden.39 Und ich sage euch: Mich werdet ihr erst dann wiedersehen, wenn ihr rufen werdet: ›Gepriesen sei, der im Auftrag des Herrn kommt!‹ « (Ps 118,26)

Matthäus 23

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Derpå sagde Jesus henvendt til folkemængden og til sine disciple: (Mk 12,38; Lk 20,45)2 „De skriftlærde og farisæerne har påtaget sig rollen som fortolkere af Toraen.3 I kan roligt handle efter, hvad de siger, men følg ikke deres eksempel. De følger nemlig ikke deres egne råd.4 De lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men er ikke selv villige til at bære de samme byrder.5 Alt, hvad de gør, gør de for at blive lagt mærke til. De gør deres bederemme ekstra brede og kvasterne på deres bedesjaler ekstra store.6 De elsker at være æresgæster ved de fine middage, og de kappes om de fornemste pladser i synagogerne.7 De nyder, at man hilser ærbødigt på dem på gaderne, og at folk kalder dem for ‚rabbi’—læremester.8 Sådan må I ikke opføre jer. Tværtimod, I skal betragte jer selv som søskende på lige fod med hinanden. I må ikke lade jer kalde ‚rabbi’, for kun Gud er jeres læremester.9 I skal heller ikke sige ‚Ærværdige Fader’ til nogen her på jorden, for kun én er en sådan Far for jer, nemlig jeres himmelske Far.10 Lad heller ikke nogen kalde jer ‚Herre’, for kun Messias har autoritet som jeres Herre.11 Den største iblandt jer er den, der tjener de andre.12 Enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og enhver, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.13-14 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.[1] (Mk 12,40; Lk 11,42)15 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!16 Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‚ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved guldet i templet’.17 I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt?18 I lærer dem også, at hvis man sværger ‚ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved gaven’, der er lagt på alteret.19 Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig?20 Den, der sværger ‚ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå.21 Og den, der sværger ‚ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri.22 Den, der sværger ‚ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.23 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab.[2] Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet.24 I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.25 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær.26 Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.27 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er som hvidkalkede gravkamre,[3] der udvendigt ser fine ud, men indvendigt er fyldt op med skeletter og lig, der er gået i forrådnelse.28 I prøver at have en pæn facade, men under det fromme ydre er I fulde af hykleri og råddenskab.29-30 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I bygger monumenter til ære for de profeter, som jeres forfædre slog ihjel. I pynter gravstederne for de gudfrygtige mænd, som jeres forfædre dræbte. Og så siger I: ‚Hvis vi havde levet på vores forfædres tid, ville vi ikke have været med til at slå profeterne ihjel.’31 Men ved at kalde dem jeres forfædre afslører I jer selv. I er nemlig af samme skuffe som dem, der slog profeterne ihjel.32-33 Slangeyngel! Fortsæt I bare i jeres forfædres spor, men hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?34 Derfor vil I også korsfæste eller på anden måde dræbe mange af de profeter, vismænd og skriftkyndige, jeg vil sende til jer. Nogle vil I piske i jeres synagoger og jagte dem fra by til by.35 Men I og jeres forfædre vil blive krævet til regnskab for at have myrdet alle disse retskafne mænd, fra Abel, der blev slået ned uden grund, til Zakarias, Barakias’ søn, som blev dræbt mellem indgangen til templet og brændofferalteret.36 Det siger jeg jer: Mennesker som jer vil blive dømt for deres onde gerninger.37 Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger? Men I ville ikke! (Lk 13,34)38 Derfor bliver jeres hus øde og forladt,39 for det siger jeg jer: Fra nu af får I mig ikke længere at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”[4] (Ps 118,26)