1Jesus war mit seinen Jüngern inzwischen in die Nähe von Jerusalem gekommen. Kurz bevor sie Betfage und Betanien erreichten, zwei Ortschaften am Ölberg, schickte Jesus zwei Jünger voraus (Mt 21,1; Lk 19,29; Joh 12,12)2mit dem Auftrag: »Geht in das Dorf da vorne! Gleich am Ortseingang werdet ihr einen jungen Esel finden, der dort angebunden ist. Auf ihm ist noch nie jemand geritten. Bindet ihn los und bringt ihn her!3Sollte euch jemand fragen, was ihr da tut, dann sagt einfach: ›Der Herr braucht das Tier, aber er wird es bald wieder zurückschicken.‹«4Sie machten sich auf den Weg und fanden den Esel draußen auf der Straße an ein Hoftor angebunden. Sie banden ihn los;5aber einige Leute, die dabeistanden, fragten: »Was macht ihr denn da? Warum bindet ihr den Esel los?«6Sie antworteten so, wie Jesus es ihnen gesagt hatte. Da ließ man sie gewähren.7Die Jünger brachten den jungen Esel zu Jesus, legten ihre Mäntel auf das Tier, und er setzte sich darauf.8Viele Leute breiteten ihre Kleider als Teppich vor ihm aus, andere legten Zweige auf den Weg, die sie von Bäumen auf den Feldern abgerissen hatten.9Vor und hinter ihm drängten sich die Menschen und riefen: »Gelobt sei Gott, und gepriesen sei, der in seinem Auftrag kommt!10Gesegnet sei das Königreich unseres Vorfahren David, das nun kommt! Gelobt sei Gott hoch im Himmel!«11So zog Jesus in Jerusalem ein. Er ging in den Tempel und sah sich dort aufmerksam um. Weil es aber schon spät geworden war, kehrte er nach kurzer Zeit wieder mit seinen zwölf Jüngern nach Betanien zurück.
Der Feigenbaum
12Am nächsten Morgen, als sie Betanien verließen, hatte Jesus Hunger. (Mt 21,18)13Da sah er von weitem einen Feigenbaum, der schon Blätter hatte. Er ging hin, um zu sehen, ob auch Früchte an ihm waren.[1] Aber er fand nichts als Blätter, denn zu dieser Jahreszeit gab es noch keine Feigen.14Da sagte Jesus zu dem Baum: »In Zukunft soll nie wieder jemand von dir eine Frucht essen!« Auch seine Jünger hörten es.
Jesus jagt die Händler aus dem Tempel
15Sie kamen nach Jerusalem, und Jesus ging in den Tempel. Dort jagte er die Händler und Käufer hinaus; die Tische der Geldwechsler und die Stände der Taubenverkäufer stieß er um. (Mt 21,12; Lk 19,45; Joh 2,13)16Er duldete auch nicht, dass jemand irgendetwas durch den Tempelvorhof trug.17Zur Erklärung rief Jesus den Menschen zu: »Ihr wisst doch, was Gott in der Heiligen Schrift sagt: ›Mein Haus soll für alle Völker ein Ort des Gebets sein‹, ihr aber habt eine Räuberhöhle daraus gemacht!« (Jes 56,7)18Als die obersten Priester und die Schriftgelehrten von diesen Ereignissen hörten, überlegten sie, wie sie Jesus umbringen könnten. Sie fürchteten seinen Einfluss, denn seine Worte hinterließen einen tiefen Eindruck bei den Menschen.19Am Abend verließ Jesus mit seinen Jüngern die Stadt.
Von der Kraft des Glaubens
20Als sie am nächsten Morgen wieder an dem Feigenbaum vorbeikamen, sahen sie, dass er völlig abgestorben war. (Mt 21,20)21Petrus erinnerte sich und sagte: »Rabbi, sieh doch! Der Baum, den du verflucht hast, ist vertrocknet.«22Da antwortete Jesus: »Ihr müsst Gott ganz vertrauen!23Ich versichere euch: Wenn ihr glaubt und nicht im Geringsten daran zweifelt, dass es wirklich geschieht, könnt ihr zu diesem Berg sagen: ›Hebe dich von der Stelle und stürze dich ins Meer!‹, und es wird geschehen.24Deshalb sage ich euch: Um was ihr auch bittet – glaubt fest, dass ihr es schon bekommen habt, und Gott wird es euch geben!25-26Aber wenn ihr ihn um etwas bitten wollt, sollt ihr vorher den Menschen vergeben, denen ihr etwas vorzuwerfen habt. Dann wird euch der Vater im Himmel eure Schuld auch vergeben.[2]«
Die Frage nach der Vollmacht von Jesus
27Inzwischen waren sie wieder in Jerusalem angelangt. Als Jesus im Tempel umherging, kamen die obersten Priester, die Schriftgelehrten und die führenden Männer des Volkes zu ihm (Mt 21,23; Lk 20,1)28und stellten ihn zur Rede: »Woher nimmst du dir das Recht, so aufzutreten? Wer gab dir die Vollmacht dazu?«29Jesus erwiderte: »Ich will euch eine Gegenfrage stellen. Beantwortet sie mir, dann werde ich euch sagen, wer mir die Vollmacht gegeben hat.30War Johannes der Täufer von Gott beauftragt zu taufen oder nicht? Was meint ihr?«31Sie überlegten: »Wenn wir antworten: ›Gott hat ihn gesandt‹, dann wird er fragen: ›Warum habt ihr ihm dann nicht geglaubt?‹32Was ist, wenn wir bestreiten, dass Gott ihn gesandt hat?« Doch sie befürchteten, deswegen Ärger mit dem Volk zu bekommen. Denn alle waren davon überzeugt, dass Johannes ein Prophet war.33So antworteten sie schließlich: »Wir wissen es nicht!« Darauf entgegnete Jesus: »Dann sage ich euch auch nicht, wer mir die Vollmacht gegeben hat, all diese Dinge zu tun.«
1Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning.[1] Da kaldte Jesus på to af sine disciple. (Mt 21,1; Lk 19,28; Joh 12,12)2„Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen.3Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ”4De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det,5råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?”6De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.7Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem.8Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen.9Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte: „Hoshana![2] Velsignet er den, som kommer i Herrens navn! (Ps 118,25)10Gud velsigne vores forfar Davids rige, som er på vej! Hoshana til Gud i det Højeste!”11På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med de Tolv ud til Betania for at overnatte der.
Figentræet uden frugt
12Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. (Mt 21,18)13Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade. Frugtsæsonen var jo heller ikke begyndt.14Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!”[3] Det hørte hans disciple.
Den sidste tempeludrensning
15Kort efter nåede de Jerusalem, hvor Jesus gik ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke, (Mt 21,12; Lk 19,45)16og han tillod ingen at bære deres varer gennem templets område.[4] (Joh 2,13)17Derefter begyndte Jesus at undervise folk. Han sagde: „Siger Skriften ikke: ‚Mit hus skal være et bønnens hus for alle folkeslag.’[5]? Men I har gjort det til et ‚tilholdssted for røvere’[6]!” (Jes 56,7; Jer 7,11)18Da ypperstepræsterne og de skriftlærde fik at vide, hvad Jesus havde gjort, begyndte de at lægge planer om, hvordan de bedst kunne få ham ryddet af vejen. De var nemlig bange for ham, da han var en trussel mod deres autoritet, og folk var ovenud begejstrede for hans undervisning.19Da det blev aften, gik Jesus og disciplene igen uden for byen.
Betydningen af tro og tilgivelse
20Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. (Mt 21,20)21Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”22Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud.23Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske.24På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!25Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået.26Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far, som er i Himlen, heller ikke tilgive jeres synder.”[7]
De jødiske lederes uærlighed
27Kort efter nåede de frem til Jerusalem, hvor Jesus straks gik op på tempelpladsen for at undervise. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og nogle andre jødiske ledere kom hen og konfronterede ham. (Mt 21,23; Lk 20,1)28„Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”29„Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.30Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke? Svar mig på det.”31De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham.32Hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så får vi folket imod os.” Alle var nemlig overbevist om, at Johannes var en profet.33Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.” „Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her,” sagde Jesus.