1Im 4. Regierungsjahr Jojakims, des Sohnes von Josia, empfing Jeremia eine Botschaft für das ganze Volk von Juda. Es war das 1. Regierungsjahr des babylonischen Königs Nebukadnezar.2Der Prophet Jeremia gab die Botschaft weiter an alle Einwohner von Jerusalem und an das ganze Volk von Juda. Er sagte:3»Dreiundzwanzig Jahre lang – vom 13. Regierungsjahr unseres Königs Josia, des Sohnes von Amon, bis zum heutigen Tag – hat der HERR immer wieder zu mir gesprochen. Ich habe euch seine Worte unermüdlich verkündet, aber ihr wolltet sie nie annehmen.4Der HERR hat ständig seine Boten, die Propheten, zu euch gesandt, aber ihr habt euch beharrlich geweigert, auf sie zu hören. Ihr habt sie gar nicht ernst genommen,5wenn sie euch sagten: ›Jeder von euch soll umkehren von seinen falschen Wegen! Hört auf, Böses zu tun! Nur dann könnt ihr für immer in diesem Land bleiben, das der HERR euch und euren Vorfahren geschenkt hat.‹6Der Herr warnte euch: ›Dient nicht anderen Göttern, macht euch keine Götzenfiguren und verehrt sie nicht, sonst fordert ihr meinen Zorn heraus, und ich bringe Unheil über euch!7Aber ihr habt alle meine Worte in den Wind geschlagen. Das sage ich euch: Mit eurem Götzendienst habt ihr meinen Zorn heraufbeschworen und euch selbst damit geschadet.‹8So spricht der HERR, der allmächtige Gott: Weil ihr nicht auf mich gehört habt,9rufe ich alle Völker aus dem Norden herbei, auch meinen Diener Nebukadnezar, den König von Babylonien. Sie werden euch und alle eure Nachbarvölker überfallen. Über euch alle habe ich, der HERR, mein Urteil gesprochen – eure Länder werden zerstört und für immer zur Einöde gemacht. Ein Bild des Schreckens werdet ihr sein, das nur Verachtung erntet.10Ich bereite bei euch allem Jubel und aller Freude ein Ende, es wird auch keine fröhlichen Hochzeitsfeiern mehr geben; dann hört man keine Kornmühle mehr in den Häusern, und die Öllampen verlöschen.11Euer ganzes Land wird zu einem Trümmerfeld, zu einer unbewohnten Wüste. Siebzig Jahre lang werdet ihr und eure Nachbarvölker dem König von Babylonien unterworfen sein.12Aber nach den siebzig Jahren ziehe ich den König von Babylonien und sein Volk zur Rechenschaft für ihre Schuld. Dann werde ich ihr Land für immer zerstören. Darauf gebe ich, der HERR, mein Wort!13Ich lasse alle Drohungen, die ich gegen dieses Land ausgesprochen habe, in Erfüllung gehen, alle Weissagungen Jeremias über die Völker, wie sie in diesem Buch aufgeschrieben sind.14Ja, auch die Babylonier werden einmal vielen Völkern und mächtigen Königen dienen müssen. So vergelte ich ihnen alles, was sie getan haben.«
Den bitteren Kelch müssen alle Völker trinken!
15Der HERR, der Gott Israels, sprach zu mir: »Nimm diesen Kelch, den ich dir reiche! Er ist gefüllt mit meinem Zorn. Gib allen Völkern, zu denen ich dich sende, davon zu trinken!16Sie sollen trinken, taumeln und den Verstand verlieren, wenn ich Krieg und Tod über sie bringe!«17Da nahm ich den Kelch aus der Hand des HERRN entgegen und ließ alle Völker daraus trinken, zu denen mich der HERR sandte:18zuerst Jerusalem und die anderen Städte in Juda mit ihren Königen und führenden Männern; da wurde das ganze Land zu einem einzigen Trümmerfeld, an dem die Leute entsetzt vorübergingen, über dessen Schicksal sie spotteten und es auch anderen herbeiwünschten – so wie es schon heute geschieht.19Dann kam der Pharao an die Reihe, der König von Ägypten, mit seinem Hofstaat, den obersten Beamten und dem ganzen Volk20samt allen Ausländern in seinem Land. Danach mussten die Könige des Landes Uz aus dem Kelch trinken, die Könige des Landes der Philister mit den Städten Aschkelon, Gaza, Ekron und der restlichen Bevölkerung von Aschdod,21dann die Edomiter, Moabiter und Ammoniter,22die Könige der Hafenstädte Tyrus und Sidon sowie die Herrscher der Küstengebiete jenseits des Mittelmeers,23die Beduinen von Dedan, Tema und Bus und die anderen Stämme, die sich das Haar an den Schläfen stutzen,24alle Könige Arabiens und der Nomadenstämme in der Wüste,25alle Könige von Simri, Elam und Medien,26dann die Herrscher der nahen und fernen Länder im Norden, einer nach dem anderen, ja, alle Königreiche der ganzen Welt. Zuletzt wird auch der König von Scheschach[1] aus dem Kelch trinken.27Dann sollte ich ihnen allen diese Botschaft ausrichten: »So spricht der HERR, der allmächtige Gott Israels: Trinkt aus diesem Kelch, bis ihr betrunken seid und euch erbrechen müsst; trinkt, bis ihr zu Boden stürzt und nicht mehr aufstehen könnt, weil mein Schwert unter euch wütet!«28Weiter sprach Gott zu mir: »Wenn sie sich weigern, den Kelch aus deiner Hand entgegenzunehmen und daraus zu trinken, dann befiehl: ›Im Namen des allmächtigen Gottes: Ihr müsst ihn austrinken!29Passt auf: Über die Stadt, die meinen Namen trägt, lasse ich das Unheil zuerst hereinbrechen – und ihr meint, ich würde euch verschonen? Nein, ihr entkommt eurer Strafe nicht! Ich bringe Krieg und Tod über alle Bewohner der Erde, ich, der HERR, der allmächtige Gott.‹«
Gott hält Gericht über alle Völker
30»Und du, Jeremia, verkünde ihnen in meinem Auftrag alles, was ich dir gesagt habe! Richte ihnen aus: Mächtig wie das Brüllen eines Löwen erklingt die Stimme des HERRN aus der Höhe, wie Donnergrollen ertönt sie aus seiner heiligen Wohnung. Seinem eigenen Land droht er, er ruft so laut wie einer, der Trauben in der Kelter zerstampft. Alle Bewohner der Erde werden ihn hören.31Ja, bis ans Ende der Erde hallt sein Ruf, denn der HERR bringt alle Völker vor Gericht. Er fällt sein Urteil über alle Menschen, und die Schuldigen liefert er dem Henker aus.32So spricht der HERR, der allmächtige Gott: Seht, das Unheil trifft ein Volk nach dem anderen, ein gewaltiger Sturm zieht vom Ende der Erde heran!33Dann liegen die Leichen derer, die ich, der HERR, erschlagen habe, überall verstreut; keiner trauert um sie, niemand sammelt sie ein, um sie zu begraben. Sie werden zum Dünger auf den Feldern.34Ihr Mächtigen, weint und schreit um Hilfe! Wälzt euch vor Trauer in der Asche, ihr Hirten eurer Völker, denn jetzt ist die Zeit gekommen, in der ihr fortgejagt und geschlachtet werdet! Ich werfe euch zu Boden und zerschmettere euch wie ein kostbares Gefäß.35Ihr könnt nicht vor mir fliehen, es gibt kein Entrinnen!36Hört, wie erbärmlich die Mächtigen um Hilfe schreien und wie die Hirten der Völker heulen, weil ich ihre Weide verwüstet habe!37In Frieden lag sie da, doch nun habe ich, der HERR, sie in meinem glühenden Zorn zerstört.38Ich habe mich erhoben wie ein Löwe, der aus seinem Versteck hervorkommt, um auf Raubzug zu gehen. Voller Zorn habe ich die Länder mit meinem Schwert verwüstet.«
1Det følgende budskab om Judas folk gav Herren mig i kong Jojakims, Josias’ søns, fjerde regeringsår, det år, hvor Nebukadnezar blev konge over Babylonien.2-3Først sagde jeg til Jerusalems indbyggere og hele Judas folk: „I 23 år, fra kong Josias af Judas 13. regeringsår og indtil nu, har Herren givet mig mange budskaber. Jeg har trofast forkyndt jer hans ord, men I har nægtet at adlyde ham.4Gang på gang har Herren sendt sine profeter til jer, men I har vendt det døve øre til.5Hver gang sagde Herren: Vend om fra jeres onde tanker og handlinger, så skal I få lov til at blive i det land, Herren gav jer, for at I altid skulle bo der.6Gør mig ikke vred ved at dyrke de afguder, I selv fremstiller. Men hvis I adlyder mig, vil det gå jer godt.”7Dernæst bragte jeg dem et nyt budskab fra Herren: „I har ikke villet adlyde mig og er blevet ved med at provokere mig med jeres afgudsdyrkelse. Derfor kan I takke jer selv for den straf, I får.8Jeg er Herren, den Almægtige, og fordi I ikke ville høre på mig,9vil jeg nu samle alle hærene fra nord under kong Nebukadnezar, som jeg har udvalgt til at være mit redskab. Han vil føre krig mod dette land og dets befolkning og de øvrige nationer omkring jer. Jeg vil slå hårdt ned på jer og lægge landet i ruiner i lang tid,[1] så I bliver til hån og spot.10Jeg vil sørge for, at glæden forsvinder fra landet, at alle bryllupsfester ophører, at kværnen standser og husene ligger hen i mørke.11Hele landet kommer til at ligge brak som en ødemark, og Israel og nabofolkene skal være under babylonisk herredømme i 70 år.12Når de 70 år er gået, vil jeg straffe Babyloniens konge og hans folk for deres synd, så deres land bliver til ørken,13og jeg vil bringe alle de rædsler over babylonierne, som jeg har truet med i denne bog. Jeg vil udføre den straf, som Jeremias har forkyndt over nationerne.14Mange nationer og store konger vil besejre dem og gøre dem til slaver, sådan som de selv gjorde Israels folk til slaver. Jeg vil gengælde dem alt det onde, de har gjort imod mit folk.”
Guds vredes bæger
15Derefter talte Herren, Israels Gud, til mig i et syn: „Her, tag dette bæger! Det er fyldt til randen med min vredes vin. Alle de nationer, jeg sender dig til, skal drikke af bægeret.16Når de har drukket, vil de blive øre af skræk over de krigsrædsler, jeg sender over dem.”17Så tog jeg bægeret med Herrens vrede, og alle de folkeslag, Herren sendte mig til, tvang jeg til at drikke af hans vredes bæger.18Jeg begyndte med Jerusalem og de omliggende byer i Juda, hvis konger og ledere drak af Guds vredes vin. Det hele skal lægges i ruiner til skræk og advarsel for resten af verden.19-20Så kom jeg til Egypten, til Farao og hans hof, til hans embedsmænd, hele det egyptiske folk og alle de fremmede, som bor i landet. Også de drak af Herrens forfærdelige bæger. Så kom turen til kongerne i landet Utz og til kongerne i filisterbyerne Ashkalon, Gaza, Ekron og den tilbageværende rest af Ashdods indbyggere.21Derefter kom jeg til Edom, Moab og Ammon,22alle kongerne i Tyrus, Sidon og rundt omkring på Middelhavskysten.23Så kom jeg til byerne Dedan, Tema og Buz,24alle de arabiske konger og nomadestammer i ørkenen,25alle Zimris, Elams og Mediens konger.26Selv konger i fjerne riger mod nord måtte en efter en stå for tur, alle verdens nationer, også Babyloniens konge måtte drikke af Herrens vredes bæger.27Så sagde Herren til mig: „Sig til dem: Hør hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud siger: ‚Drik af mit vredes bæger, til I er fulde og brækker jer og ikke kan rejse jer igen, for I skal opleve frygtelige krige.’28Hvis de nægter at drikke af bægeret, skal du sige til dem: ‚Herren, den Almægtige, befaler jer at drikke! Der er ingen vej udenom!29Jeg begyndte med at straffe min egen, udvalgte by. Skulle jeg så lade jer gå fri? Nej, I kan ikke undslippe straffen. Jeg erklærer krig mod samtlige jordens nationer.’30Jeremias, du skal profetere imod dem og sige: ‚Herren tordner imod sit eget folk fra sin hellige bolig i Himlen. Og imod resten af jordens befolkning råber han som arbejderne, der tramper druer i vinpersen.31Krigsråbet når ud til jordens fjerneste afkroge. Han dømmer menneskeheden og alle verdens nationer, han fælder alle onde på jorden med sit sværd.32Se, siger Herren, den Almægtige, straffen skal brede sig fra folk til folk som en voldsom orkan, der kommer fra jordens ender.33Den dag vil ligene af de døde ligge henslængt i hele verden. De vil ligge som affald på jorden, uden at nogen sørger over dem eller begraver dem.’ ”34Klag og græd, I onde ledere! Rul jer i støvet, I folkenes herskere! Timen er kommet, da I skal knuses og spredes som potteskår ud over jorden.35I får ingen mulighed for at undslippe, det er ude med jer!36Hør fyrsternes og magthavernes desperate skrig. Herren har raseret deres lande.37Fredelige landskaber bliver til ørken på grund af Herrens voldsomme vrede.38Han er kommet frem fra sit skjul som en løve på jagt for at ødelægge dem og deres land med sit frygtelige sværd og sin voldsomme vrede.