1»So spricht der HERR: Wehe euch, ihr Führer meines Volkes! Ihr seid Hirten, die ihre Herde auseinandertreiben und zugrunde richten!2Ich hatte euch befohlen, die Menschen meines Volkes wie Schafe zu weiden. Aber ihr habt sie zerstreut und davongejagt, anstatt für sie zu sorgen. Darum sorge ich nun dafür, dass eure Vergehen bestraft werden! Das sage ich, der HERR, der Gott Israels. Mein Wort gilt!3Ich selbst werde die Schafe sammeln, die noch von meiner Herde übrig geblieben sind. Aus allen Ländern, in die ich sie vertrieben habe, bringe ich sie in ihre Heimat zurück. Dort werden sie sich wieder vermehren und das Land bevölkern.4Ich werde Hirten über sie einsetzen, die sie auf gute Weide führen. Dann werden sie sich nicht mehr fürchten und keine Angst mehr haben; niemand von ihnen geht verloren. Das verspreche ich, der HERR.5Es kommt die Zeit, da werde ich einen König aus der Nachkommenschaft von David hervorgehen lassen, den man wirklich als gerecht bezeichnen kann[1]. Er wird weise regieren und in seinem Land für Recht und Gerechtigkeit sorgen. (Jes 4,2; Jer 33,15; Sach 3,8)6Unter seiner Regierung wird Juda Hilfe finden und Israel in Sicherheit leben. ›Der HERR ist unsere Gerechtigkeit‹, so wird man diesen König nennen.7Ja, ich, der HERR, verspreche euch: Es kommt die Zeit, da wird man beim Schwören nicht mehr sagen: ›So wahr der HERR lebt, der das Volk Israel aus Ägypten geführt hat‹,8sondern: ›So wahr der HERR lebt, der die Nachkommen der Israeliten aus dem Land im Norden zurückgebracht hat und aus allen anderen Ländern, in die er sie vertrieb.‹ Dann werden sie wieder in ihrem eigenen Land wohnen.«
Glaubt den Lügenpropheten nicht!
9Über die Propheten sagte Jeremia: »Mir bricht das Herz, ich zittere am ganzen Leib. Ich taumle wie ein Betrunkener, der vom Wein benommen ist. Denn die Worte des HERRN, des heiligen Gottes, haben mich getroffen.10Unser Land ist voll von Ehebrechern, darum lastet Gottes Fluch auf uns. Ausgedörrt ist das Land, vertrocknet sind die Weideplätze in der Wüste. Die Propheten haben einen falschen Weg eingeschlagen, sie missbrauchen ihre Macht.11So spricht der HERR: Gottlos sind sie alle – Priester und Propheten. Und selbst in meinem Tempel muss ich ihr Treiben mit ansehen!12Doch die Wege, die sie gehen, werden glatt und schlüpfrig sein; in die Dunkelheit wird man sie stoßen, und dort kommen sie zu Fall! Ja, ich lasse Unheil über sie hereinbrechen, ich, der HERR! Es kommt der Tag, an dem ihre Strafe sie trifft.13Unter den Propheten von Samaria habe ich Abscheuliches gesehen: Sie haben im Namen des Gottes Baal geweissagt und mein Volk in die Irre geführt.14Aber was ich unter den Propheten von Jerusalem sehe, ist noch viel erschreckender: Sie begehen Ehebruch, sie lügen und betrügen; und den, der ein gottloses Leben führt, bestärken sie noch darin, anstatt ihn davon abzubringen. In meinen Augen sind sie keinen Deut besser als die Einwohner von Sodom und Gomorra!15Darum spreche ich, der HERR, der allmächtige Gott, dieses Urteil über die Propheten: Ich werde ihnen bittere Kost[2] zu essen und giftiges Wasser zu trinken geben. Denn die Propheten von Jerusalem haben die Gottlosigkeit im ganzen Land verbreitet.16Hört, was ich, der HERR, der allmächtige Gott, sage: Achtet nicht auf die Weissagungen dieser Propheten! Sie machen euch falsche Hoffnungen und verkünden euch Visionen, die sie sich selbst ausgedacht haben, aber nicht meine Worte sind.17Denen, die nichts mehr von mir wissen wollen, verkünden sie in meinem Namen: Es wird euch weiterhin gut gehen. Und zu allen, die bloß ihrem eigensinnigen Herzen folgen, sagen sie: Kein Unheil wird euch treffen!18Doch keiner dieser Propheten kennt meine geheimen Gedanken[3], keiner hat mein Wort gehört oder meine Pläne durchschaut. Keiner weiß, was ich gesagt habe.«19Seht, der Zorn des HERRN bricht los wie ein gewaltiger Sturm, wie ein Wirbelsturm fegt er über die Gottlosen hinweg.20Er wird sich erst legen, wenn alles ausgeführt ist, was der HERR sich vorgenommen hat. Die Zeit kommt, in der ihr das klar erkennen werdet!21Gott sagt: »Ich habe diese Propheten nicht gesandt, und doch sind sie losgezogen. Ich habe ihnen keine Botschaft anvertraut, trotzdem haben sie geweissagt.22Wenn sie wirklich meine Gedanken kennen würden, dann hätten sie meinem Volk meine Botschaft verkündet, damit es von seinen falschen Wegen umkehrt und aufhört, Böses zu tun.23Ich, der HERR, sage: Ich bin nicht nur der Gott in eurer Nähe, sondern auch der ferne Gott, über den ihr nicht verfügt.24Meint ihr, jemand könnte sich so vor mir verstecken, dass ich ihn nicht mehr sehe? Ich bin es doch, der den Himmel und die Erde erfüllt, ich, der HERR!25Ich weiß ganz genau, was die Propheten reden: ›Hört, was euch Gott durch unsere Träume sagen will!‹ Und dann weissagen sie Lügen und berufen sich dabei auf mich!26Wie lange soll das noch so weitergehen? Was wollen diese Propheten damit erreichen, dass sie Lügen und selbst erfundene Botschaften verbreiten?27Sie denken wohl, wenn sie meinem Volk ihre Träume erzählen, vergisst es mich, so wie seine Vorfahren mich vergessen haben, weil sie dem Götzen Baal dienten!28Ein Prophet, der Träume hat, sollte sagen, dass es nur Träume sind; aber wer mein Wort empfängt, soll es gewissenhaft als mein Wort verkünden. Meint ihr, Spreu und Weizen seien dasselbe?29Ich, der HERR, sage euch: Mein Wort ist wie ein Feuer und wie ein Hammer, der Felsen in Stücke schlägt!30Darum bekommen es diese Propheten mit mir zu tun, sie, die einander die Worte stehlen und behaupten, sie hätten sie von mir!31Sie werden mir ganz gewiss nicht entkommen, diese Propheten, die ihre eigenen Gedanken von sich geben und dann sagen: ›Der Herr hat gesprochen.‹32Nein, mir entgehen diese Lügner nicht, die ihre Träume als mein Wort ausgeben! Sie führen mein Volk in die Irre und täuschen es mit ihrer zusammengereimten Botschaft. Ich, der HERR, habe sie nicht gesandt und ihnen keinen Auftrag gegeben. Sie helfen diesem Volk keinen Schritt weiter!«
Ihr seid die Last, die auf mir liegt!
33»Jeremia, wenn das Volk, ein Priester oder ein Prophet dich fragt: ›Welche Botschaft hat der HERR dir heute wieder aufgelastet?‹,[4] sollst du ihm in meinem Auftrag antworten: ›Ihr seid die Last, die auf mir liegt, aber ich werde euch abwerfen!‹34Wenn ein Prophet, ein Priester oder jemand aus dem Volk sagt: ›Der HERR hat mir eine Botschaft aufgelastet‹, dann werde ich ihn bestrafen, ihn und seine ganze Familie!35Fragt einander lieber: ›Was hat der HERR geantwortet?‹ oder: ›Was sagt der HERR?‹36Aber bezeichnet meine Botschaft nicht mehr als Last! Denn wer dies tut, der bürdet sich selbst damit eine Last auf, weil er die Botschaft des HERRN verfälscht, die Worte des lebendigen und allmächtigen Gottes!37Darum fragt einen Propheten: ›Was hat dir der HERR geantwortet?‹ oder: ›Was sagt der HERR?‹38Wenn ihr aber weiterhin meine Botschaft als Last bezeichnet, obwohl ich euch durch meine Boten davor warnen ließ,39dann will ich euch hochheben wie eine Last[5] und euch wegwerfen, ebenso die Stadt Jerusalem, die ich euch und euren Vorfahren gegeben habe.40Die Schande, in die ich euch dann stürze, wird ewig dauern und nie vergessen werden!«
Løfte om tilbagevenden til deres eget land og et nyt rodskud fra Davids slægt
1Herren, Israels Gud, siger: „Mit folks ledere fortjener deres straf. De skulle have været hyrder for min hjord, men har i stedet ført dem i ulykke, og de er årsag til, at hjorden bliver spredt for alle vinde.2I stedet for at føre dem til et trygt og sikkert sted, har de drevet dem mod død og undergang. Derfor vil jeg straffe dem for deres onde handlinger.3Men engang vil jeg samle resterne af min hjord fra alle de lande, jeg spredte dem til, og føre dem tilbage til folden, hvor de vil opleve fremgang og vækst.4Jeg vil udpege gode hyrder til at tage sig af dem, så de ikke længere har noget at frygte, og ingen af dem skal fare vild.”5„Og engang i fremtiden,” siger Herren, „vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme.6Hans navn skal være ‚Herren er vores redning’[1] for Judas folk vil blive reddet, og Israel skal leve i tryghed.7Når I er vendt tilbage til landet, vil den, der aflægger ed, ikke længere sige: ‚Så sandt Herren lever, der udfriede Israels folk fra Egyptens land.’8I stedet vil man sige: ‚Så sandt Herren lever, der førte Israels folk hjem til deres eget land fra landet mod nord og alle de andre lande, hvor han havde sendt dem i eksil.’ Da skal de få lov at bo i deres eget land igen.”
Dom over de ugudelige præster og profeter
9Når jeg tænker på dem, der skulle tale på Guds vegne, er jeg dybt frustreret. Jeg ryster og skælver, jeg raver omkring, som var jeg beruset. Det er helt forfærdeligt, som de behandler Herren og hans hellige ord.10Landet er fuldt af troløshed imod Herren, og derfor hænger hans forbandelse over det, så jorden tørrer ind, og græsset visner. Det er de gudløse lederes skyld, for de er onde og misbruger deres magt.11„Både præsterne og profeterne er gudløse!” siger Herren. „Jeg har set deres forargelige ondskab selv her i mit eget tempel.12Derfor vil de blive jaget hen ad mørke og glatte stier, så de falder. Når tiden er inde, vil jeg sende ulykken over dem.13Jeg så, hvor frygteligt Samarias profeter opførte sig. De profeterede ved Ba’al og ledte mit folk Israel på afveje.14Men Jerusalems profeter opfører sig lige så forfærdeligt. De er utro mod mig og lever på en løgn. De opfordrer ligefrem folket til at synde i stedet for at advare dem. Den slags ledere og hele Jerusalems befolkning er lige så ugudelige, som Sodomas og Gomorras indbyggere var.”15Derfor siger Herren, den Almægtige, om Jerusalems profeter: „Jeg vil fodre dem med min hårde straf og give dem et lidelsens bæger at tømme. For det er deres skyld, at ugudeligheden breder sig i landet.”16Herren, den Almægtige, siger til Jerusalems indbyggere: „Lad være med at lytte til de ugudelige profeter, for de fylder jer med falske forhåbninger. De taler nemlig ud af deres egen fantasi i stedet for at bringe et budskab fra mig.17Til dem, der gør oprør og forkaster mit ord, siger de: ‚I vil få fremgang!’ og til dem, der stædigt følger deres egne onde tilskyndelser, siger de: ‚Bare rolig! Det sker der ikke noget ved.’18Men kan I nævne bare én blandt disse profeter, som lever mig så nær, at han kan høre, hvad jeg siger? Findes der én eneste, der er villig til at lytte og adlyde?19Min straf vil pludselig være over dem som en mægtig hvirvelvind.20Min vrede lægger sig ikke, før jeg har udført den straf, jeg har tiltænkt dem. I vil forstå det, når I ser det ske.21Jeg har aldrig sendt den slags profeter, men alligevel hævder de at tale på mine vegne. Jeg har ikke givet dem noget budskab, men alligevel vover de at profetere.22Hvis de virkelig havde kendt mig og forstået min vilje, ville de have givet folket et budskab fra mig om omvendelse fra deres ondskab.23Er jeg måske en jordisk gud med et begrænset udsyn?24Kan nogen skjule sig for mig? Er jeg ikke overalt både i himlen og på jorden?25Jeg har hørt disse profeter sige: ‚Gud gav mig en drøm i nat.’ Men det er løgn!26Hvor længe vil de blive ved med at komme med deres løgnagtige budskaber og selvopfundne profetier?27Med deres falske drømme får de mit folk til at glemme mig, akkurat som deres forfædre glemte mig og begyndte at tilbede Ba’al.28Kan I ikke kende forskel på halm og aks? Prøv at sammenligne det, I hører fra en såkaldt profet, der fortæller om sine drømme, og det I hører fra en, der bringer et sandt budskab fra mig.29Mit ord brænder som ild og renser urenheder bort. Det er som en forhammer, der knuser de hårde klipper til småsten.30-31Derfor er jeg imod de profeter, der godt nok siger: ‚Hør, hvad Herren siger!’ men blot efterligner hinandens budskaber og smigrende ord. De taler for egen regning.32Deres fantasier og drømme er åbenlyse løgne, der lokker mit folk ud i synd. Jeg har ikke sendt dem, og de hjælper ikke mit folk, tværtimod!”33Herren sagde til mig: „Jeremias, hvis en profet eller præst eller en anden person spørger dig, om du har en byrde[2] fra Herren, skal du svare: ‚Det er jer, der er blevet en byrde, og Herren kan ikke bære den længere.’34Den profet, præst eller anden person, der løgnagtigt påstår at have en ‚byrde fra Herren’, vil jeg straffe hårdt.35I må gerne spørge hinanden: ‚Hvad siger Herren?’36men lad være med at tale om ‚en byrde fra Herren’, for de ‚byrder’, I kommer frem med, er jeres egne tanker og meninger. På den måde ringeagter I jeres Gud, Herren, den Almægtige.37I må godt spørge en profet: ‚Hvad siger Herren?’38-39Men hvis I trods min advarsel fortsætter med at gøre nar ad mig ved at tale om en ‚byrde fra Herren’, når det kun er jeres egne ord, I kommer med, så vil jeg også behandle jer som en byrde og kaste jer langt bort. Jeg vil forkaste både jer og den by, jeg gav jeres fædre.40Jeg vil vanære jer i en sådan grad, at jeres fornedrelse vil blive husket til alle tider.”