1Als wir in Sicherheit waren, erfuhren wir, dass die Insel Malta hieß.2Ihre Bewohner[1] waren sehr freundlich. Sie zündeten ein Feuer an und holten uns alle dazu; denn es hatte zu regnen begonnen, und es war sehr kalt.3Paulus sammelte trockenes Reisig und wollte es auf das Feuer legen. Von der Hitze aufgescheucht, fuhr plötzlich eine Giftschlange heraus und biss sich an seiner Hand fest.4Die Inselbewohner sahen die Schlange an seiner Hand und riefen entsetzt: »Das muss ein Mörder sein. Er ist zwar dem Meer entkommen, doch nun sorgt die Göttin der Rache dafür, dass er nicht am Leben bleibt!«5Aber Paulus schleuderte das Tier ins Feuer, ohne dass ihm etwas geschehen wäre.6Gespannt warteten die Leute darauf, dass sein Arm anschwellen oder Paulus plötzlich tot umfallen würde. Doch als sie auch nach langer Zeit nichts Ungewöhnliches beobachten konnten, änderten sie ihre Meinung. Jetzt sagten sie: »Er muss ein Gott sein!«7Ganz in der Nähe der Küste lag das Landgut, das dem Statthalter der Insel gehörte. Er hieß Publius. Von ihm wurden wir freundlich aufgenommen, und wir blieben drei Tage dort.8Der Vater von Publius war an der Ruhr[2] erkrankt und lag mit Fieber im Bett. Paulus ging zu ihm, betete, legte ihm die Hände auf und machte ihn wieder gesund.9Als das bekannt wurde, kamen auch alle anderen Kranken der Insel und ließen sich heilen.10Sie erwiesen uns viel Ehre, und bei unserer Abfahrt versorgten sie uns mit allem, was wir brauchten.
Ankunft in Rom
11Drei Monate später segelten wir mit einem Schiff aus Alexandria weiter, das in einem Hafen von Malta überwintert hatte. Es war an seinen Galionsfiguren, den »Zwillingen«[3], zu erkennen.12Wir liefen Syrakus an und blieben drei Tage dort.13Wir lichteten die Anker und fuhren weiter nach Rhegion.[4] Weil schon nach einem Tag ein günstiger Südwind aufkam, erreichten wir in nur zwei Tagen Puteoli.14Dort begegneten wir Christen. Sie luden uns ein, eine Woche bei ihnen zu bleiben. Und dann brachen wir auf nach Rom.15Die Christen in Rom hatten schon von unserer Ankunft gehört und kamen uns bis Tres-Tabernae entgegen, einige sogar bis Forum Appii. Als Paulus sie sah, dankte er Gott und blickte mit neuem Mut in die Zukunft.
Paulus in Rom
16In Rom erlaubte man Paulus, eine eigene Wohnung zu nehmen, in der er von einem Soldaten bewacht wurde.17Drei Tage nach seiner Ankunft lud er die führenden Männer der jüdischen Gemeinde zu sich ein. Als sich alle versammelt hatten, sagte er: »Liebe Brüder! Ich habe nichts gegen unser Volk und nichts gegen die Überlieferungen unserer Vorfahren getan. Trotzdem hat man mich in Jerusalem gefangen genommen und an die Römer ausgeliefert.18Sie haben mich verhört, und weil sie nichts fanden, was die Todesstrafe gerechtfertigt hätte, wollten sie mich freilassen.19Aber die Juden waren dagegen. Nur deshalb musste ich mich auf den Kaiser berufen, nicht etwa, weil ich die Absicht habe, mein Volk in irgendeiner Weise anzuklagen.20Um euch das zu sagen, habe ich euch hergebeten, denn ich trage diese Ketten, weil ich an den Retter glaube, auf den ganz Israel hofft.«21Darauf sagten die Juden zu Paulus: »Wir haben bisher aus Judäa keine Briefe mit Nachrichten über dich erhalten. Und es ist auch niemand von dort hierhergekommen, der uns offiziell oder im privaten Gespräch etwas Nachteiliges über dich berichtet hätte.22Wir würden aber gern erfahren, welche Ansichten du vertrittst, denn wir wissen von dieser Glaubensrichtung, dass sie sehr umstritten ist.«23An einem festgesetzten Tag kamen viele Juden in die Wohnung von Paulus. Er sprach zu ihnen über Gottes Reich und erklärte ihnen alles. Vom Morgen bis zum Abend erzählte er ihnen von Jesus und zeigte ihnen, wie bereits das Gesetz von Mose und die Bücher der Propheten auf Jesus hingewiesen hatten.24Einige ließen sich auch überzeugen, andere aber wollten nichts davon wissen.25Zerstritten und uneinig verließen sie Paulus. »Der Heilige Geist hatte recht«, sagte er noch zu ihnen, »als er euren Vorfahren durch den Propheten Jesaja verkünden ließ:26›Geh zu diesem Volk und sprich: Ihr werdet hören und doch nicht verstehen, sehen und doch nichts erkennen.27Denn das Herz dieses Volkes ist hart und gleichgültig. Sie sind schwerhörig und verschließen die Augen. Deshalb sehen und hören sie nicht. Sie sind nicht einsichtig und wollen nicht zu mir umkehren, darum kann ich ihnen nicht helfen und sie heilen.‹ « (Jes 6,9)28-29»Ihr sollt also wissen«, fügte Paulus hinzu: »Diese Rettung, die Gott schenkt, wird jetzt anderen Völkern gebracht, und sie werden sie annehmen!«[5]30Paulus blieb zwei Jahre in seiner Mietwohnung. Jeder durfte zu ihm kommen,31und niemand hinderte ihn daran, in aller Offenheit über Gottes Reich und über den Herrn Jesus Christus zu predigen und zu lehren.
1Da alle var bjærget op på stranden, fik vi at vide, at øen hed Malta.2De indfødte på øen var meget venlige og viste os en usædvanlig omsorg. De tændte et bål på stranden, og vi samlede os om ilden, for det var begyndt at regne, og det var meget koldt.3Paulus samlede en bunke kvas, men da han lagde den på bålet, krøb en giftslange frem på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd.4Da de indfødte så slangen hænge fast i hånden, sagde de til hinanden: „Den mand er sikkert en morder. Selv om han slap godt fra havet, tillader retfærdighedens gudinde ikke, at han får lov at leve.”5Men Paulus rystede slangen af over ilden og så ikke ud til at have lidt nogen overlast.6De indfødte betragtede ham afventende. De regnede med, at han ret hurtigt ville svulme op eller falde død om. Da de havde iagttaget ham et stykke tid, og der stadig ikke var sket noget, ændrede de holdning og mente nu, at han måtte være en gud.7I nærheden af det sted, hvor vi var drevet i land, lå en landejendom, som tilhørte øens fornemmeste mand, Publius. Han tog venligt imod os og beværtede os i tre dage.8Nu var det sådan, at Publius’ far lå syg med feberanfald og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad for ham. Og han blev straks helbredt.9Derefter kom resten af de syge på øen og blev helbredt.10Folk forærede os mange gaver, og da vi skulle sejle videre, bragte de os alt muligt, som vi kunne få brug for på rejsen.
Fra Malta til Rom
11Først da der var gået tre måneder efter skibbruddet, kunne vi komme videre. Det blev med et skib fra Alexandria, der havde tvillingeguderne Castor og Pollux som galionsfigur. Det havde ligget i vinterhavn på øen.12Først anløb vi Syrakus på Sicilien, hvor vi blev i tre dage.13Derefter kastede vi los og ankom til Regium på Italiens sydspids, og da der dagen efter blæste en god søndenvind, ankom vi allerede den følgende dag til Roms havneby, Puteoli, og gik fra borde.14Sådan endte den lange sørejse til Rom. I Puteoli fandt vi frem til nogle kristne, og de indbød os til at blive der en uges tid.15I Rom havde de kristne hørt, at vi var på vej, og de kom ud for at tage imod os. Nogle mødte vi ved Forum på Via Appia, og andre mødte vi ved „De tre Kroer”. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod.
Paulus i Rom
16Da vi ankom til Rom, fik Paulus lov til at bo for sig selv sammen med den soldat, som skulle bevogte ham.17Et par dage efter sin ankomst sendte han bud til byens jødiske ledere og indbød dem til at komme og besøge ham. Da de var kommet, sagde han til dem: „Mine ærede landsmænd! Jeg blev pågrebet af jøderne i Jerusalem og overgivet til de romerske myndigheder, selv om jeg hverken har gjort noget forkert imod vores folk eller imod de skikke, vi har fra forfædrene.18Romerne stillede mig for retten, hvorefter de ville løslade mig, fordi de ikke kunne finde noget grundlag for den dødsdom, som jøderne krævede.19Men da jøderne protesterede mod den afgørelse, blev jeg tvunget til at appellere min sag til kejseren, selv om jeg ikke har noget at anklage mit eget folk for.20Det er derfor, jeg har bedt jer komme her i dag. Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg bærer de her lænker på grund af min tro på ham, som Israels folk har ventet og håbet på så længe.”21De svarede: „Vi har ikke modtaget noget brev fra Judæa om den sag, og der er heller ikke kommet nogle ledere derfra med en rapport om, at du skulle have gjort noget forkert.22Men vi vil gerne høre din mening om den sekt, som vi har hørt, at mange taler imod.”23De aftalte et tidspunkt for et møde, og på den fastsatte dag kom et større antal mennesker til det sted, hvor Paulus boede. Han underviste dem grundigt om Guds rige og søgte ud fra Toraen og de profetiske bøger at overbevise dem om, at Jesus er Messias. Han begyndte undervisningen om morgenen og fortsatte lige til aften.24Nogle lod sig overbevise af Paulus’ ord, men andre ville ikke tro det.25Da de tog derfra, diskuterede de indbyrdes frem og tilbage. Paulus havde sluttet med at sige: „Helligånden havde ret, da han gennem profeten Esajas sagde til jeres forfædre:26Sig til dette folk: ‚I hører, men forstår dog intet. I ser, men fatter dog intet.’27For dette folk går rundt med lukkede øjne, så de intet ser. De har ørerne tilstoppede, så de intet hører. Deres hjerter er tillukkede, så de ikke føler anger eller skyld. Derfor kommer de ikke til mig, så jeg kan helbrede dem.[1] (Jes 6,9)28-29Derfor kan jeg fortælle jer, at når I ikke vil høre, bliver budskabet om Guds frelse bragt ud til de ikke-jødiske folkeslag—og de vil høre efter!”[2]30De næste to år boede Paulus nu i det hus, han havde lejet, og han tog imod alle, som besøgte ham.31Han fortsatte med at forkynde om Guds rige, og han underviste frimodigt om Herren Jesus Kristus, uden at nogen forsøgte at hindre ham i det.