Apostelgeschichte 13

Hoffnung für alle

von Biblica
1 In der Gemeinde von Antiochia gab es mehrere Propheten und Lehrer: Barnabas, Simeon, genannt »der Schwarze«[1], Luzius aus Kyrene, Manaën, der zusammen mit dem Herrscher Herodes erzogen worden war, und Saulus.2 Als diese Männer[2] während einer Zeit des Fastens gemeinsam beteten, sprach der Heilige Geist zu ihnen: »Gebt Barnabas und Saulus für die Aufgabe frei, zu der ich sie berufen habe!«3 Da fasteten und beteten sie weiter, legten Barnabas und Saulus die Hände auf und sandten sie zum Missionsdienst aus.4 Auf diese Weise vom Heiligen Geist selbst ausgesandt, kamen Barnabas und Saulus zuerst nach Seleuzia und von dort mit einem Schiff nach Zypern.5 Gleich nachdem sie in der Stadt Salamis angekommen waren, verkündeten sie in den Synagogen Gottes Botschaft. Johannes Markus hatten sie als Gehilfen bei sich.6 Dann durchzogen sie die ganze Insel und kamen bis nach Paphos. Dort trafen sie einen Juden, der sich mit Zauberei abgab. Er hieß Barjesus und war ein falscher Prophet.7 Dieser Jude wirkte am Hof des römischen Statthalters Sergius Paulus, einem klugen und sehr verständigen Mann. Der Statthalter hatte Barnabas und Saulus zu sich eingeladen, weil er von ihnen Gottes Botschaft hören wollte.8 Aber Elymas, wie der Zauberer auch genannt wurde, trat ihnen entgegen und wollte mit allen Mitteln verhindern, dass der Statthalter zum Glauben an Christus fand.9 Vom Heiligen Geist erfüllt sah Saulus, der übrigens auch den Namen Paulus trägt,[3] den Zauberer durchdringend an10 und sagte: »Du Sohn des Teufels, voller List und Bosheit! Du bist ein Feind von allem, was gut ist und Gott gefällt. Wann endlich wirst du aufhören, Gottes Wahrheit in Lüge zu verdrehen[4]?11 Der Herr wird dich dafür strafen: Du sollst blind werden und einige Zeit die Sonne nicht sehen können.« Im selben Augenblick erblindete der Mann. Er tappte hilflos umher und brauchte jemanden, der ihn an der Hand führte.12 Der Statthalter hatte dies alles mit angesehen, und von nun an glaubte er an den Herrn. Er war tief beeindruckt von der Lehre, die Paulus weitergab, und von dem, was sie bewirkte.13 Danach verließen Paulus und seine Gefährten Paphos. Mit einem Schiff fuhren sie nach Perge in Pamphylien, wo sich Johannes Markus von ihnen trennte und nach Jerusalem zurückkehrte.14 Barnabas und Paulus zogen allein weiter nach Antiochia in Pisidien. Am Sabbat gingen sie dort in die Synagoge und nahmen unter den Gottesdienstbesuchern Platz.15 Nach der üblichen Lesung aus den Büchern von Mose und den Propheten ließen ihnen die Vorsteher der jüdischen Gemeinde ausrichten: »Liebe Brüder, wenn ihr ein ermutigendes Wort weitergeben wollt, dann könnt ihr das jetzt tun!«16 Da erhob sich Paulus, bat mit einer Handbewegung um Ruhe und begann: »Ihr Männer Israels, aber auch ihr andern alle, die ihr an den Gott Israels glaubt, hört mir zu!17 Er, der Gott unseres Volkes, hat unsere Vorfahren auserwählt und sie in Ägypten zu einem großen Volk werden lassen. Mit großer Macht führte er unser Volk von dort weg.18 Vierzig Jahre lang ertrug er sie auf ihrem Weg durch die Wüste.19 Und als Gott sieben Völker in Kanaan vernichtet hatte, gab er ihnen dieses Land als Besitz.20 Dies geschah etwa 450 Jahre nachdem unsere Vorfahren nach Ägypten gekommen waren. Dann erwählte Gott Männer, die das Volk führen sollten – die Richter; der letzte war Samuel, ein Prophet Gottes.21 Als das Volk daraufhin einen König haben wollte, gab Gott ihnen Saul, den Sohn von Kisch aus dem Stamm Benjamin. Saul regierte vierzig Jahre.22 Dann wandte sich Gott von ihm ab und machte David zum König über Israel. Von ihm sagte er: ›Ich habe David, den Sohn von Isai, gefunden, einen Mann, der mir Freude macht. Bei allem, was er tut, wird er auf mich hören.‹[5] (1Sam 13,14; Ps 89,21)23 Einen Nachkommen von David hat Gott dem Volk Israel als Retter gesandt, so wie er es versprochen hatte. Dieser Retter ist Jesus.24 Er kam, nachdem Johannes das ganze Volk Israel aufgerufen hatte, zu Gott umzukehren und sich taufen zu lassen.25 Johannes hatte seinen Auftrag erfüllt, als er sagte: ›Ich bin nicht der, für den ihr mich haltet. Aber nach mir wird einer kommen, und ich bin nicht einmal würdig, ihm die Schuhe auszuziehen.‹ (Lk 3,16)26 Euch, liebe Brüder und Schwestern, die ihr von Abraham abstammt, und euch, die ihr an den Gott Israels glaubt und ihn ehrt, gilt diese rettende Botschaft.27 Die Einwohner von Jerusalem und ihre führenden Männer haben nicht verstanden, wer Jesus ist. Sie haben ihn verurteilt, und damit erfüllten sie die Vorhersagen der Propheten, die jeden Sabbat vorgelesen werden.28 Denn obwohl sie Jesus kein Vergehen nachweisen konnten, wofür er den Tod verdient hätte, verlangten sie von Pilatus, ihn hinzurichten.29 Als sie alles getan hatten, was in der Heiligen Schrift vorausgesagt ist, nahmen sie ihn vom Kreuz herunter und legten ihn in ein Grab.30 Aber Gott hat ihn von den Toten auferweckt.31 Danach ist Jesus noch viele Tage seinen Jüngern erschienen, die mit ihm von Galiläa nach Jerusalem gekommen waren. Sie sind jetzt vor dem Volk Israel die Zeugen für seine Auferstehung.32 Wir aber sind heute hier, um euch diese rettende Botschaft zu verkünden: Die Zusage, die Gott unseren Vorfahren gab,33 hat er für uns, ihre Nachkommen, jetzt erfüllt, indem er Jesus von den Toten auferweckte. So heißt es im zweiten Psalm: ›Du bist mein Sohn, heute bin ich dein Vater geworden.‹[6] (Ps 2,7)34 Dass er Jesus von den Toten auferwecken und nicht verwesen lassen würde, hat er in der Heiligen Schrift vorausgesagt: ›Ich will euch die Gnade erweisen, die ich David versprochen habe.‹ (Jes 55,3)35 An einer anderen Stelle heißt es noch deutlicher: ›Du wirst den, der zu dir gehört, nicht der Verwesung preisgeben.‹ (Ps 16,10)36 Das bezog sich nicht etwa auf David. Denn David ist ja gestorben, nachdem er den Menschen seiner Zeit nach Gottes Willen gedient hatte. Er wurde bei seinen Vorfahren begraben und verweste.37 Aber der, den Gott von den Toten auferweckt hat, der ist nicht verwest.38-39 So sollt ihr nun wissen, liebe Brüder und Schwestern, dass es Jesus ist, durch den ihr Vergebung der Sünden erlangt. Jeder, der an ihn glaubt, wird frei von aller Schuld. Das Gesetz von Mose konnte uns Menschen davon nicht lossprechen.40 Seht euch also vor, dass auf euch nicht zutrifft, was in den Propheten[7] geschrieben steht: (Apg 7,42)41 ›Ihr Verächter der Wahrheit! Wacht auf aus eurer Gleichgültigkeit und erschreckt zu Tode. Was ich noch zu euren Lebzeiten geschehen lasse, würdet ihr nicht für möglich halten, wenn andere es euch erzählten.‹ « (Hab 1,5)42 Als Paulus und Barnabas den Gottesdienst verließen, wurden sie gebeten, am nächsten Sabbat wiederzukommen, um noch einmal über das Gesagte zu sprechen.43 Viele Juden, aber auch andere, die zum Judentum übergetreten waren, begleiteten Paulus und Barnabas noch. Die Apostel sprachen mit ihnen und ermutigten sie, an Gottes Gnade festzuhalten.44 Am folgenden Sabbat waren fast alle Einwohner der Stadt zusammengekommen, um Gottes Botschaft zu hören.45 Als die Juden die vielen Menschen in der Synagoge sahen, wurden sie neidisch. Sie widersprachen Paulus und spotteten[8].46 Doch Paulus und Barnabas ließen sich nicht beirren. Ruhig und fest erklärten sie: »Zuerst musste euch Juden Gottes Botschaft verkündet werden. Ihr aber wollt sie nicht hören und zeigt damit selbst, dass ihr unwürdig seid, das ewige Leben zu empfangen. Darum wenden wir uns jetzt an die Nichtjuden.47 Denn der Herr hat uns befohlen: ›Ich habe dich zum Licht für alle Völker gemacht, damit du der ganzen Welt die Rettung bringst.‹ « (Jes 49,6)48 Als die Nichtjuden das hörten, freuten sie sich sehr und lobten Gott für seine Botschaft. Und alle, die zum ewigen Leben bestimmt waren, begannen zu glauben.49 So breitete sich die Botschaft Gottes in der ganzen Umgebung aus.50 Den Juden aber gelang es, angesehene Frauen, die sich zur jüdischen Gemeinde hielten, sowie einflussreiche Männer der Stadt gegen Paulus und Barnabas aufzuhetzen. Sie stifteten sie zum Widerstand gegen die beiden an und erreichten, dass sie aus der Stadt vertrieben wurden.51 Da schüttelten sie den Staub von ihren Füßen als Zeichen dafür, dass sie die Stadt Gottes Urteil überließen, und reisten weiter nach Ikonion.52 Die in Antiochia gebliebenen Jünger waren trotz allem voller Freude und wurden immer mehr mit dem Heiligen Geist erfüllt.

Apostelgeschichte 13

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 I menigheden i Antiokia var der en række profeter og lærere. Der var Barnabas, Simeon Niger, Lukius fra Kyrene, samt Manaen, der var opvokset sammen med Herodes Antipas, og endelig var der Saul.2 En dag, da menigheden holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: „Udtag Barnabas og Saul til den opgave, som jeg har udvalgt dem til!”3 Menigheden fortsatte derefter i bøn og faste, og de lagde hænderne på dem for at sende dem af sted med Guds velsignelse.4 Efter at Barnabas og Saul på den måde var udsendt af Helligånden, tog de ned til Seleukia, hvorfra de sejlede til Cypern.5 Da skibet lagde til i den østlige havneby Salamis, gik de fra borde og opsøgte øens jødiske synagoger, hvor de forkyndte Guds ord. De havde taget Johannes Markus med på rejsen som deres hjælper.6 De vandrede tværs over øen, indtil de kom til den vestlige havneby Pafos. Her traf de en jødisk troldmand og falsk profet, der hed Bar-Jesus.7 Han holdt til hos guvernøren, Sergius Paulus, som for øvrigt var en begavet mand. Guvernøren inviterede Barnabas og Saul på besøg, for han ville gerne høre Guds ord.8 Men Bar-Jesus, der også var kendt som Elimas,[1] modarbejdede dem og prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro.9 Saul, som også kaldes Paulus, blev da fyldt med Helligåndens kraft. Han så fast på Elimas og sagde:10 „Du er et Djævelens barn, fuld af løgn og bedrag, modstander af alt, hvad der er ret og rigtigt. Hvornår vil du holde op med at modarbejde Herrens planer?11 Nu vil Herren straffe dig ved at gøre dig blind for en tid!” I det samme blev alt mørkt omkring ham, så han begyndte at famle rundt for at finde en, der kunne lede ham ved hånden.12 Da guvernøren så det mirakel, kom han til tro, så forbløffet var han over den kraft, der fulgte med budskabet om Herren.13 Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem.14 Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig.15 Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: „Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”16 Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: „Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige!17 Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft,18 og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring.19-20 Han udryddede syv folkeslag i Kana’an og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel.21-22 Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‚David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’[2] (1Sam 13,14)23 Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.[3] (1Mo 22,18; Jes 11,1; Gal 3,16)24 Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe.25 Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‚Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’26 Hør, venner, budskabet om frelse gælder både jer, som er Abrahams fysiske efterkommere, og jer grækere, som har ærefrygt for Gud.27 Jerusalems indbyggere og de jødiske ledere tog ikke imod Frelseren. De accepterede ham ikke som Messias, men dømte ham til døden og opfyldte derved profeternes ord, som bliver oplæst sabbat efter sabbat.28 Selv om de ikke kunne finde nogen gyldig grund til at dømme ham til døden, fik de alligevel Pilatus til at slå ham ihjel.29 Da alle disse profetier således var gået i opfyldelse, blev han taget ned fra korset og lagt i en gravhule.30 Men Gud oprejste ham fra de døde,31 og i dagene derefter viste han sig flere gange for dem, der havde fulgt ham fra Galilæa til Jerusalem. De vidner nu offentligt om, hvad de har set.32-33 Vi står her i dag for at fortælle jer det glædelige budskab: Guds løfte til forfædrene er nu gået i opfyldelse for deres efterkommere. Det skete ved, at han sendte os Jesus som den lovede Profet.[4] Det står også omtalt i Salme 2: ‚Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Far.’[5] (5Mo 18,15; Ps 2,7; Apg 3,22; Hebr 1,5)34 Men det, at Jesus skulle opstå fra de døde, og at hans krop ikke skulle gå i forrådnelse, er antydet blandt andet i følgende skriftsted: ‚Jeg vil give jer de hellige, troværdige løfter, jeg gav David.’[6] (Jes 55,3)35 Løftet forklares ud fra en anden salme, hvor der står: ‚Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.’[7] (Ps 16,10; Apg 2,27)36 Der er ikke tale om David her, for efter at han havde tjent sin egen samtid ved at udføre Guds planer, døde han og blev begravet, og han er gået i forrådnelse.37 Men der er tale om den hellige Tjener, som Gud nu har oprejst fra de døde. Hans krop er jo ikke gået i forrådnelse.38-39 I skal vide, kære venner, at det er gennem Jesus, det er blevet muligt at få tilgivelse for sine synder. Det er ved at tro på ham, at enhver kan opnå Guds accept, noget som I aldrig kan opnå ved at forsøge at overholde de jødiske love og regler.[8]40 Men pas på, for hvis I ikke tager imod budskabet i tro, så går det jer, som der står et sted i de profetiske bøger:41 ‚Luk øjnene op, I vantro mennesker! I vil blive stumme af undren og gå til grunde! For jeg gør noget i jeres samtid, som I ikke vil tro på, når I får det fortalt.’[9] (Hab 1,5)42 Da mødet i synagogen var forbi, var der mange, som bad Paulus og Barnabas om at komme igen den følgende sabbat for at fortælle mere.43 En del jøder og grækere fra synagogen kom til tro på Jesus, og de fulgte med Paulus og Barnabas, som talte videre med dem og opmuntrede dem til at holde fast ved Guds nåde.44 Ugen efter var næsten hele byen stuvet sammen i synagogen for at høre dem forkynde om Herren.45 Da de jødiske ledere så det vældige opbud af mennesker, blev de jaloux og begyndte hånende at modsige alt, hvad Paulus sagde.46 Paulus og Barnabas lod sig dog ikke kue, men sagde: „Vi var nødt til først at bringe budskabet fra Gud til jer, som er jøder. Men når I afviser det og ikke regner jer selv for værdige til at få del i det evige liv, ja, så vender vi os til dem, der ikke er jøder.47 Herren har nemlig givet os følgende befaling: ‚Jeg har sat dig som et lys for folkeslagene, så du kan bringe min frelse til jordens fjerneste egne.’[10] (Jes 49,6)48 Da grækerne hørte det, blev de jublende glade og lovpriste Herren for det budskab, og alle, som var beredt til at opnå det evige liv, kom til tro.49 Det var begyndelsen til, at Herrens ord blev kendt på hele den egn.50 Nu fik de jødiske ledere ophidset de fornemme græske kvinder, som var gået over til jødedommen, samt byens ledende mænd. Det lykkedes dem at oppiske en så kraftig stemning imod Paulus og Barnabas, at de blev jaget ud af byen.51 De to apostle rystede byens støv af deres fødder som et tegn på, at de overlod dem til deres egen skæbne, og rejste så videre til Ikonion.52 Men disciplene i byen blev fyldt med glæde og med Helligåndens kraft.