2.Mose 3 | Hoffnung für alle

Hoffnung für alle

Gott gibt Mose einen Auftrag

1 Mose hütete damals die Schafe und Ziegen seines Schwiegervaters Jitro, des Priesters von Midian. Eines Tages trieb er die Herde von der Steppe hinauf in die Berge und kam zum Horeb^[1], dem Berg Gottes. 2 Dort erschien ihm der Engel des HERRN in einer Flamme, die aus einem Dornbusch schlug. Als Mose genauer hinsah, bemerkte er, dass der Busch zwar in Flammen stand, aber nicht niederbrannte. 3 »Merkwürdig«, dachte Mose, »warum verbrennt der Busch nicht? Das muss ich mir aus der Nähe ansehen.« 4 Der HERR sah, dass Mose sich dem Feuer näherte, um es genauer zu betrachten. Da rief er ihm aus dem Busch zu: »Mose, Mose!« »Ja, Herr«, antwortete er. 5 »Komm nicht näher!«, befahl Gott. »Zieh deine Schuhe aus, denn du stehst auf heiligem Boden! 6 Ich bin der Gott, den dein Vater verehrt hat, der Gott Abrahams, Isaaks und Jakobs.« Mose verhüllte sein Gesicht, denn er hatte Angst davor, Gott anzuschauen. 7 Der HERR sagte: »Ich habe gesehen, wie schlecht es meinem Volk in Ägypten geht, und ich habe auch gehört, wie sie über ihre Unterdrückung klagen. Ich weiß genau, was sie dort erleiden müssen. 8 Nun bin ich herabgekommen, um sie aus der Gewalt der Ägypter zu retten. Ich will sie aus diesem Land herausführen und in ein gutes, großes Land bringen, in dem es selbst Milch und Honig im Überfluss gibt. Jetzt leben dort noch die Kanaaniter, Hetiter, Amoriter, Perisiter, Hiwiter und Jebusiter. 9 Ja, ich habe die Hilfeschreie der Israeliten gehört; ich habe gesehen, wie die Ägypter sie quälen. 10 Darum geh nach Ägypten, Mose! Ich sende dich zum Pharao, denn du sollst mein Volk Israel aus Ägypten herausführen!« 11 Aber Mose erwiderte: »Ich soll zum Pharao gehen und die Israeliten aus Ägypten herausführen? Wer bin ich schon?« 12 Gott antwortete: »Ich stehe dir bei und gebe dir ein Zeichen, an dem du erkennst, dass ich dich gesandt habe: Wenn du mein Volk aus Ägypten herausgeführt hast, werdet ihr mich an diesem Berg hier anbeten und mir dienen!« 13 Mose entgegnete: »Wenn ich zu den Israeliten komme und ihnen sage, dass der Gott ihrer Vorfahren mich zu ihnen gesandt hat, werden sie mich nach seinem Namen fragen. Was sage ich dann?« 14 Gott antwortete: »Ich bin, der ich bin! Darum sag den Israeliten: ›Ich bin‹ hat mich zu euch gesandt. 15 Ja, der HERR^[2] hat mich geschickt, der Gott eurer Vorfahren, der Gott Abrahams, Isaaks und Jakobs. – Denn das ist mein Name für alle Zeiten. Alle kommenden Generationen sollen mich so nennen. 16 Geh nun nach Ägypten, versammle die Sippenoberhäupter der Israeliten und sag ihnen: Der HERR ist mir erschienen, der Gott eurer Vorfahren, der Gott Abrahams, Isaaks und Jakobs. Er lässt euch ausrichten: Ich habe euch nicht vergessen und habe gesehen, was man euch in Ägypten antut. 17 Darum verspreche ich, dass ich eurem Elend ein Ende mache: Ich werde euch aus Ägypten herausführen und in das Land der Kanaaniter, Hetiter, Amoriter, Perisiter, Hiwiter und Jebusiter bringen, ein Land, in dem es selbst Milch und Honig im Überfluss gibt. 18 Die Sippenoberhäupter von Israel werden auf dich hören. Du sollst dann mit ihnen zum Pharao gehen und sagen: Der HERR, der Gott der Hebräer, ist uns erschienen. Bitte erlaube uns, drei Tagereisen weit in die Wüste zu ziehen, um ihm dort Opfer darzubringen! 19 Ich weiß aber: Der König von Ägypten wird euch das nie erlauben, wenn ihn nicht eine starke Hand dazu zwingt^[3]! 20 Darum werde ich meine Hand erheben und die Ägypter strafen. Mit gewaltigen Taten werde ich ihnen zusetzen, bis der Pharao euch ziehen lässt. 21 Ich will euch bei den Ägyptern Achtung verschaffen. Ihr werdet das Land nicht mit leeren Händen verlassen. 22 Jede Israelitin soll ihre Nachbarin und die anderen Frauen in ihrem Haushalt um Gold- und Silberschmuck und um schöne Gewänder bitten. Eure Kinder sollen dies alles bekommen; es wird eure Beute sein.«

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica

Gud kalder Moses ved den brændende busk

1 Moses vogtede nu får for sin svigerfar, præsten i Midjan, som også kaldtes Jetro. Han drev dyrene over i den fjerne ende af ørkenområdet og kom til Guds bjerg, Horeb. 2 Der viste Herrens engel sig for ham som en flammende ild midt i en tornebusk. Moses var forundret over, at busken stod i flammer uden at brænde op, 3 så han tænkte: „Jeg må hen og se, hvorfor busken ikke brænder op.” 4 Da Gud så, at Moses var på vej hen for at se på den, råbte han til ham fra busken: „Moses! Moses!” „Ja, det er mig!” svarede Moses. 5 „Kom ikke nærmere!” advarede Gud. „Men tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. 6 Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.” Ved de ord dækkede Moses sit ansigt med hænderne, for han var bange for at se Gud. 7 Herren fortsatte: „Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg føler med dem i deres lidelser, 8 og jeg er kommet ned for at befri dem fra egypterne. Jeg vil føre dem ud af Egypten og ind i deres eget gode land, hvor der er masser af plads—et land, der flyder med mælk og honning. Det er landet, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. 9 Israelitternes skrig er nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne har undertrykt dem med hårdt arbejde. 10 Derfor sender jeg nu dig til Farao, for du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.” 11 „Jamen, det kan jeg da ikke,” indvendte Moses. „Jeg kan da ikke møde frem foran Farao. Og hvordan skulle jeg kunne føre israelitterne ud af Egypten?” 12 Men Gud sagde: „Jeg vil være med dig! Lad dette være et tegn på, at det er mig, som har sendt dig: Efter at du har ført folket ud af Egypten, skal I tilbede mig ved det bjerg, du står ved lige nu.” 13 „Men,” indvendte Moses, „hvis jeg går til Israels folk og fortæller dem, at deres forfædres Gud har sendt mig, vil de med det samme spørge: ‚Hvad hedder den Gud?’ Hvad skal jeg så sige til dem?” 14 „Jeg er den, som altid er!” svarede Gud. „Du skal fortælle dem, at ‚jeg er’ har sendt dig til dem. 15 Sig til dem, at Jahve,^[1] deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har sendt dig til dem. Det har altid været mit navn, og sådan skal jeg huskes fra slægt til slægt. 16 Tag nu af sted og kald alle Israels ledere sammen. Fortæl dem, at Jahve, deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, viste sig for dig, og at han sagde til dig: ‚Jeg har set, hvordan egypterne har behandlet jer. 17 Og jeg lover at befri jer fra elendigheden i Egypten og føre jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor—et land, der flyder med mælk og honning.’ 18 De israelitiske ledere vil tage imod dit budskab. Derefter skal I sammen gå til Egyptens konge og sige: ‚Jahve, vores Gud, har åbenbaret sig for os. Derfor vil vi gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til ham. Giv os nu din tilladelse.’ ” 19 Jahve fortsatte: „Jeg ved godt, at egypterkongen ikke uden videre vil lade jer rejse—ikke medmindre han bliver tvunget til det. 20 Jeg vil tvinge ham ved at slå hårdt ned på hele Egypten, og så vil han til sidst give efter og lade jer rejse. 21 Og jeg vil sørge for, at egypterne bliver venligt stemt og giver jer gaver, så I ikke skal rejse bort med tomme hænder. 22 De hebræiske kvinder skal bede alle de egyptiske kvinder, der bor i nærheden af dem som fremmede, om juveler, sølv, guld og fine klæder, og I skal give jeres sønner og døtre det på. På den måde får I lov at plyndre egypternes rigdomme.”