1Der Prophet Elia aus Tischbe in Gilead sagte eines Tages zu König Ahab: »Ich schwöre bei dem HERRN, dem Gott Israels, dem ich diene: Es wird in den nächsten Jahren weder Regen noch Tau geben, bis ich es sage!«2Danach befahl der HERR Elia:3»Du musst fort von hier! Geh nach Osten, überquere den Jordan und versteck dich am Bach Krit!4Ich habe den Raben befohlen, dich dort mit Nahrung zu versorgen, und trinken kannst du aus dem Bach.«5Elia gehorchte dem HERRN und versteckte sich am Bach Krit, der von Osten her in den Jordan fließt.6Morgens und abends brachten die Raben ihm Brot und Fleisch, und seinen Durst stillte er am Bach.
Elia bei der Witwe in Zarpat
7Nach einiger Zeit vertrocknete der Bach, denn es hatte schon lange nicht mehr geregnet.8Da sagte der HERR zu Elia:9»Geh nach Phönizien in die Stadt Zarpat und bleib dort! Ich habe einer Witwe den Auftrag gegeben, dich zu versorgen.«10Sogleich machte Elia sich auf den Weg. Am Stadtrand von Zarpat traf er eine Witwe, die gerade Holz sammelte. Er bat sie um einen Becher Wasser.11Als sie davoneilte und das Wasser holen wollte, rief er ihr nach: »Bring mir bitte auch ein Stück Brot mit!«12Da blieb die Frau stehen und sagte: »Ich habe keinen Krümel Brot mehr, sondern nur noch eine Handvoll Mehl im Topf und ein paar Tropfen Öl im Krug. Das schwöre ich bei dem HERRN, deinem Gott. Gerade habe ich einige Holzscheite gesammelt. Ich will nun nach Hause gehen und die letzte Mahlzeit für mich und meinen Sohn zubereiten. Danach werden wir wohl verhungern.«13Elia tröstete sie: »Hab keine Angst, so weit wird es nicht kommen! Geh nur und tu, was du dir vorgenommen hast! Aber back zuerst für mich ein kleines Fladenbrot und bring es mir heraus! Nachher kannst du für dich und deinen Sohn etwas zubereiten.14Denn der HERR, der Gott Israels, verspricht dir: Das Mehl in deinem Topf soll nicht ausgehen und das Öl in deinem Krug nicht weniger werden, bis ich, der HERR, es wieder regnen lasse.«15Die Frau ging nach Hause und tat, was Elia ihr gesagt hatte, und tatsächlich hatten Elia, die Frau und ihr Sohn Tag für Tag genug zu essen.16Mehl und Öl gingen nicht aus, genau wie der HERR es durch Elia angekündigt hatte.17Eines Tages wurde der Sohn der Witwe krank. Es ging ihm zusehends schlechter, und schließlich starb er.18Da schrie die Mutter Elia an: »Was hast du eigentlich bei mir zu suchen, du Bote Gottes? Ich weiß genau, du bist nur hierhergekommen, um Gott an alles Böse zu erinnern, was ich getan habe! Und zur Strafe ist mein Sohn jetzt tot!«19»Gib mir den Jungen!«, erwiderte Elia nur, nahm das tote Kind vom Schoß der Mutter und trug es hinauf in die Dachkammer, wo er wohnte. Er legte den Jungen auf sein Bett20und begann zu beten: »Ach, HERR, mein Gott, warum tust du der Witwe, bei der ich zu Gast bin, so etwas an? Warum lässt du ihren Sohn sterben?«21Dann legte er sich dreimal auf das tote Kind und flehte dabei zum HERRN: »HERR, mein Gott, ich bitte dich, erwecke diesen Jungen wieder zum Leben!«22Der HERR erhörte Elias Gebet, und das Kind wurde lebendig[1].23Elia brachte ihn wieder hinunter, gab ihn seiner Mutter zurück und sagte: »Sieh doch, dein Sohn lebt!«24Da antwortete die Frau Elia: »Jetzt bin ich ganz sicher, dass du ein Bote Gottes bist. Alles, was du im Auftrag des HERRN sagst, ist wahr.«
1Der var på det tidspunkt en profet ved navn Elias, som boede i Tishbe i Gilead. Han kom til kong Ahab i Samaria med et budskab fra Herren: „Så sandt Herren lever—Israels Gud, som jeg tilbeder og tjener—så skal der i de kommende år hverken falde regn eller dug uden på min udtrykkelige befaling!”2Derefter sagde Herren til Elias:3„Tag væk herfra og hold dig skjult i Kerit-kløften øst for Jordanfloden.4Du kan drikke vand fra bækken der, og jeg har befalet ravnene at bringe dig mad.”5Elias gjorde, som Herren sagde, og holdt sig skjult i kløften,6hvor ravnene bragte ham frisk brød og kødstykker hver morgen og aften, og han drak vand af bækken.
Elias og enken i Zarepta
7Men nogen tid efter tørrede bækken ud, for der faldt ingen regn i landet.8Da sagde Herren til Elias:9„Tag af sted til landsbyen Zarepta oppe ved Sidon og slå dig ned der! Dér bor en enke, som jeg har befalet at sørge for dig.”10Så tog Elias til Zarepta. Uden for byens port så han en enke, der gik og samlede brænde. Han kaldte på hende og bad om lidt vand at drikke.11Da hun gik for at hente vandet, tilføjede han: „Tag også lidt brød med til mig!”12„Jeg sværger ved Herren, din Gud, at jeg ikke har brød i huset!” svarede enken. „I melkrukken er der kun en håndfuld tilbage, og olivenolien er næsten brugt op. Jeg var netop i færd med at samle brænde for at bage et brød til mig og min søn af det sidste mel. Når vi har spist det, må vi lægge os til at dø.”13„Du skal ikke være bange,” sagde Elias. „Gå bare hjem og gør, som du har sagt. Bag brødet, men kom så tilbage og giv det til mig! Bagefter kan du bage noget til dig selv og din søn,14for Herren, Israels Gud, siger: Melet i krukken vil ikke slippe op, og kanden med olie vil ikke blive tom, før Herren sender regn igen.”15Så gjorde enken som Elias sagde. Elias og enken og hendes søn havde derefter nok at spise,16for som Herren havde sagt gennem Elias, sådan blev det: Melet i krukken slap ikke op, og kanden med olie blev ikke tom.17Men en dag blev kvindens søn syg. Det gik hurtigt ned ad bakke med ham og han døde.18„Åh, du profet!” græd hun, „Hvad galt har jeg gjort imod dig? Kom du hertil for at minde Gud om mine synder, så han kunne straffe mig ved at slå min dreng ihjel?”19„Giv drengen til mig!” svarede Elias. Så tog han drengen i sine arme, bar ham ovenpå til gæsteværelset, hvor han boede, og lagde ham på sengen.20Derpå råbte han til Herren: „Min Gud, hvorfor har du bragt ulykke over denne enke, som har vist mig så stor en gæstfrihed?”21Derefter bøjede han sig hen over drengen tre gange, mens han fortsat råbte til Herren: „Herre, min Gud, gør dog drengen levende igen!”22Herren hørte Elias’ bøn, og drengen blev levende igen.23Så fulgte Elias ham nedenunder til hans mor. „Se, her er din søn!” sagde han. „Han lever!”24Da udbrød enken: „Nu ved jeg, at du er en profet, og at det, du siger, er sandt, for det er jo Herrens ord!”