1Neben der Tochter des Pharaos heiratete König Salomo noch viele andere ausländische Frauen, darunter Moabiterinnen, Ammoniterinnen und Edomiterinnen, Frauen aus Sidon und aus dem Volk der Hetiter.2Er tat es, obwohl der HERR den Israeliten ausdrücklich verboten hatte, sich mit diesen Völkern zu vermischen. Sie sollten nicht untereinander heiraten, weil die Israeliten von ihren ausländischen Ehepartnern zum Götzendienst verführt werden könnten. Salomo aber hing mit großer Liebe an seinen Frauen.3Er hatte 700 Frauen, die aus fürstlichen Häusern kamen, und 300 Nebenfrauen. Er ließ sich von ihnen immer mehr beeinflussen.4Und so verführten sie Salomo im Alter dazu, auch ihre Götter anzubeten. Sein Herz gehörte nicht mehr voll und ganz dem HERRN, seinem Gott, wie es noch bei seinem Vater David gewesen war.5Salomo verehrte nun auch Astarte, die Göttin der Sidonier, und Milkom, den schrecklichen Götzen der Ammoniter.6So tat er, was dem HERRN missfiel. Er diente nicht mehr dem HERRN allein wie sein Vater David.7Auf einem Hügel östlich von Jerusalem baute er eine Opferstätte für Kemosch, den widerlichen Götzen der Moabiter, und eine andere für Moloch, den schrecklichen Götzen der Ammoniter.8Für alle seine ausländischen Frauen ließ Salomo solche Altäre errichten, damit sie dort ihren Göttern Opfer darbringen und Weihrauch verbrennen konnten.9Da wurde der HERR zornig über Salomo, weil er ihm, dem Gott Israels, den Rücken gekehrt hatte. Dabei war der HERR ihm zweimal erschienen10und hatte ihm ausdrücklich verboten, andere Götter zu verehren. Doch nun schlug Salomo dies einfach in den Wind.11Darum sagte der HERR zu ihm: »Du wusstest genau, was ich von dir wollte, und trotzdem hast du meinen Bund gebrochen und meine Gebote missachtet. Darum werde ich dir die Herrschaft über dein Königreich entreißen und sie einem deiner Beamten übergeben. Mein Entschluss steht fest.12Nur weil dein Vater David mir so treu gedient hat, tue ich es noch nicht zu deinen Lebzeiten. Aber sobald dein Sohn die Nachfolge antritt, mache ich meine Drohung wahr.13Ich werde ihn jedoch nicht ganz entmachten: Einen der zwölf Stämme darf dein Sohn noch regieren, weil ich es meinem Diener David versprochen habe und weil Jerusalem die Stadt ist, die ich erwählt habe.«
Hadad und Reson – zwei erbitterte Feinde Salomos
14Der HERR ließ Hadad aus der königlichen Familie von Edom zu einem erbitterten Feind Salomos werden.15Und so war es dazu gekommen: Unter König David herrschte Krieg zwischen Edom und Israel. Eines Tages zog Davids Heerführer Joab nach Edom, um die gefallenen Israeliten zu begraben. Dabei rächte er sich an den Edomitern, indem er alle Männer umbrachte.16Ein halbes Jahr blieb er mit seiner Truppe dort, bis sie auch den letzten Edomiter getötet hatten.17Hadad war damals fast noch ein Kind. Zusammen mit einigen anderen Edomitern, Knechten seines Vaters, gelang ihm die Flucht in Richtung Ägypten.18Ihr Weg führte sie über das Land Midian in die Wüste Paran. Dort schlossen sich ihnen einige ortskundige Männer an, und gemeinsam gelangten sie nach Ägypten. Hadad ging zum Pharao, dem König des Landes, der ihm ein Haus, ein Stück Land und Nahrungsmittel zuteilte.19Der Pharao lernte Hadad so schätzen, dass er ihm die Schwester seiner Frau, der Königin Tachpenes, zur Frau gab.20Sie und Hadad bekamen einen Sohn namens Genubat. Tachpenes nahm ihn zu sich in den königlichen Palast, wo er zusammen mit den Söhnen des Pharaos aufwuchs.21Als Hadad erfuhr, dass David und sein Heerführer Joab tot waren, bat er den Pharao: »Ich möchte in meine Heimat zurückkehren. Bitte, lass mich gehen!«22Der Pharao aber entgegnete ihm: »Du hast doch hier alles, was du brauchst! Warum willst du nun plötzlich in dein Land zurück?« Hadad gab zu: »Es ist wahr, mir fehlt nichts. Trotzdem möchte ich gerne heimkehren!«23Auch Reson, den Sohn von Eljada, ließ Gott zu einem erbitterten Feind Salomos werden. Reson stand früher im Dienst von Hadad-Eser, dem König von Zoba, war aber eines Tages seinem Herrn davongelaufen.24Als David seinerzeit Hadad-Esers syrische Verbündete umbrachte,[1] sammelte Reson eine Schar von Männern um sich und wurde der Anführer einer gewalttätigen Bande. Sie zogen nach Damaskus, ließen sich in der syrischen Hauptstadt nieder und beherrschten sie wie Könige. (2Sam 8,3)25Später wurde Reson König über ganz Syrien. Er hasste die Israeliten und war während Salomos Regierungszeit ein erklärter Feind Israels. Wie Hadad brachte auch er viel Unheil über das Land.
Jerobeam und der Prophet Ahija
26Auch einer von Salomos Beamten zettelte einen Aufstand gegen den König an: Jerobeam, ein Sohn von Nebat, aus Zereda in Ephraim. Seine Mutter war eine Witwe namens Zerua.27Zu der Zeit, als Salomo die Befestigungsanlage Jerusalems ausbaute und das letzte Stück der Stadtmauer schloss,28fiel ihm Jerobeam als ein fleißiger und geschickter Arbeiter auf. Darum machte Salomo ihn zum Vorgesetzten aller Bauarbeiter[2] aus den Stämmen Ephraim und Manasse.29Eines Tages, als Jerobeam aus der Stadt hinausging, begegnete er unterwegs dem Propheten Ahija aus Silo. Ahija trug einen neuen Mantel. Außerhalb der Stadt, wo weit und breit kein Mensch mehr war,30nahm er seinen Mantel, riss ihn in zwölf Stücke31und sagte zu Jerobeam: »Nimm dir zehn davon! Denn der HERR, der Gott Israels, lässt dir sagen: ›Ich werde Salomo die Herrschaft über das Königreich Israel entreißen und dir zehn Stämme geben.32Nur der Stamm Juda soll ihm bleiben, weil ich es meinem Diener David versprochen habe und weil Jerusalem die Stadt ist, die ich aus allen Stämmen Israels erwählt habe.33So strafe ich Salomo dafür, dass er sich von mir abgewandt hat und nun andere Götter anbetet. Er verehrt Astarte, die Göttin der Sidonier, Kemosch, den Gott der Moabiter, und Milkom, den Gott der Ammoniter. Er lebt nicht mehr so, wie es mir gefällt. Meine Weisungen und Gebote befolgt er nicht, wie sein Vater David es noch getan hat.34Doch weil mein Diener David, den ich erwählt habe, meine Gebote und Weisungen befolgt hat, will ich Salomo die Herrschaft nicht entreißen. Er darf regieren, solange er lebt.35Seinem Sohn aber werde ich das Königreich nehmen und dir die Herrschaft über zehn Stämme anvertrauen.36Nur ein Stamm soll Salomos Sohn bleiben, damit weiterhin ein Nachkomme meines Dieners David in Jerusalem regiert. Denn in dieser Stadt will ich bei meinem Volk wohnen.37Dir aber will ich deinen lang gehegten Wunsch erfüllen: Du sollst König über Israel werden.38Wenn du dich nach dem richtest, was ich dir sage, wenn du mir gehorchst und tust, was mir gefällt, wenn du meine Gebote und Weisungen befolgst, wie mein Diener David es getan hat, dann werde ich dir beistehen. Was ich David versprochen habe, gilt dann auch für dich: Immer wird einer deiner Nachkommen als König über Israel herrschen. Dir und deinen Söhnen gebe ich heute das Reich Israel.39So will ich Davids Nachkommen dafür bestrafen, dass sie mir den Rücken gekehrt haben. Doch das wird nicht für immer so bleiben.‹«40Salomo wollte Jerobeam umbringen lassen, doch Jerobeam floh zu König Schischak nach Ägypten und blieb dort, bis Salomo gestorben war.
Salomos Tod
41Weitere Begebenheiten aus Salomos Leben, seine weisen Gedanken und seine Taten sind in der Chronik Salomos festgehalten. (2Chr 9,29)42Salomo regierte 40 Jahre in Jerusalem als König über ganz Israel.43Als er starb, wurde er dort in der »Stadt Davids« begraben. Sein Sohn Rehabeam wurde sein Nachfolger.
1Ud over den egyptiske prinsesse, som Kong Salomon havde giftet sig med, følte han sig tiltrukket af kvinder fra fremmede folkeslag, og han giftede sig med en masse moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidonitiske og hittitiske kvinder.2Herren havde ellers udtrykkeligt advaret sit folk imod blandede ægteskaber, for de fremmede kvinder ville få israelitterne til at dyrke deres afguder i stedet for Herren. Men Salomon gjorde det alligevel, for de var så tiltrækkende.3Han havde efterhånden 700 koner med fyrstelig rang og 300 medhustruer—og disse kvinder stjal i den grad hans hjerte, at han glemte Herrens advarsler.4Da Salomon blev ældre, begyndte han at dyrke de andre folkeslags afguder og fulgte ikke længere Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort.5Salomon dyrkede blandt andet den sidoniske gudinde Astarte, og den afskyelige, ammonitiske gud Milkom.6Salomon gjorde nu, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han fulgte ikke Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort det.7Han byggede endda et alter på Olivenbjerget øst for Jerusalem til ære for den ækle, moabitiske gud Kemosh og den lige så ækle, ammonitiske gud Milkom.8Han byggede altre til alle sine udenlandske koner, så de havde et sted, hvor de kunne bringe ofre til deres forskellige guder.9Herren blev vred på Salomon, fordi han var ulydig og oprørsk, på trods af at Herren havde åbenbaret sig for ham hele to gange.10Salomon havde fået en klar befaling om ikke at dyrke andre guder, men han havde overtrådt denne befaling.11„Siden du har brudt pagten og overtrådt mine befalinger, vil jeg tage kongeriget fra dig og din slægt og give det til en af dine embedsmænd,” sagde Herren til ham.12„Men på grund af Davids trofasthed vil det ikke ske i din egen levetid, men din søn vil miste kongemagten.13For Davids skyld, og for min udvalgte by Jerusalems skyld, vil din søn dog få lov til at regere over en enkelt stamme.”
Salomon begynder at få fjender
14Herren tillod nu, at edomitten Hadad begyndte at gøre oprør mod Salomon. Hadad var fra kongefamilien i Edom.15Mange år tidligere, mens Davids hær var i krig med edomitterne, var Joab taget af sted med en hærafdeling for at begrave de israelitiske krigere, der var faldet i slaget. I den forbindelse dræbte de alle de mænd, der var tilbage i Edom.16-18Det tog Joab og hans mænd seks måneder at udrydde dem, men Hadad, der på det tidspunkt kun var en lille dreng, var flygtet sammen med nogle få kongelige embedsmænd ad vejen sydpå mod Egypten. Fra Midjan fortsatte de til Paran, hvor andre sluttede sig til og fulgtes med dem til Egypten, hvor kongen sørgede for mad til dem. Han gav Hadad et hus at bo i og et jordstykke at dyrke afgrøder på.19Hadad voksede således op i Egypten og blev en af kongens nærmeste venner; og kongen gav ham sin svigerinde, en søster til dronning Takpenes, til kone.20Hun fødte ham en søn ved navn Genubat, som blev opdraget ved hoffet sammen med kongens egne børn.21Da Hadad senere fik at vide, at David og Joab begge var døde, bad han kongen om tilladelse til at vende tilbage til Edom.22„Hvorfor?” spurgte kongen. „Hvad mangler du her? Er der noget i vejen?” „Nej,” svarede Hadad, „men jeg vil alligevel gerne hjem til Edom.”23-24Rezon, Eljadas søn, var en anden af Salomons fjender, som Gud gav indflydelse og magt. Rezon var en af kong Hadadezer af Zobas officerer, men dengang David besejrede Zobas hær, var Rezon flygtet sammen med en del andre krigere. Han samlede efterhånden en røverbande omkring sig. Senere indtog de Damaskus, hvor Rezon blev udråbt til konge.25I hele Salomons levetid var Rezon en af de værste fjender af Israels folk, som han nærede et stort had til. Han skabte problemer for Salomon, fordi han havde kontrol over nabolandet Aram, mens Hadad skabte problemer for Israel sydfra.26En anden trussel mod Salomon var Jeroboam, Nebats søn, som stammede fra byen Zereda i Efraim. Hans mor var en enke ved navn Zerua. Jeroboam var en af Salomons embedsmænd, men havde gjort oprør imod kongen.27-28Det følgende er grunden til, at han gjorde oprør: Salomon havde netop udbygget fæstningsanlægget i Jerusalem og repareret skaderne i den gamle bydels mur, som hans far David havde bygget. Jeroboam var en lovende ung mand, og da kong Salomon bemærkede hans dygtighed og arbejdsomhed, satte han ham i spidsen for arbejdsstyrkerne i Manasse og Efraim.29En dag, da Jeroboam var på vej ud af Jerusalem, kom profeten Ahija fra Shilo ham i møde. Ahija havde en ny kjortel på, og han standsede Jeroboam på vejen. Der var ingen andre i nærheden.30Ahija rev sin nye kjortel i 12 stykker,31hvorefter han sagde til Jeroboam: „Tag ti af de her stykker, for Herren, Israels Gud, siger: ‚Jeg vil rive riget ud af Salomons hånd og give de ti af stammerne til dig.32Men jeg vil tillade ham at beholde en enkelt stamme for min tjener Davids skyld og Jerusalems skyld—den by jeg har udvalgt frem for alle andre byer i landet.33Det gør jeg, fordi Salomon har svigtet mig ved at dyrke andre guder ved siden af mig—guder som Astarte, sidoniernes gudinde, og Kemosh, Moabs gud, og ammonitternes gud, Milkom. Han har ikke adlydt mig og gjort hvad ret er—han har ikke handlet efter mine befalinger, som hans far gjorde.34Jeg vil dog ikke tage riget fra ham med det samme. For min udvalgte tjener Davids skyld, som adlød mine befalinger og forskrifter, vil jeg lade Salomon beholde magten indtil sin dødsdag.35Men derefter vil jeg tage riget fra hans søn og give de ti stammer til dig.36Dog får sønnen lov at beholde én stamme, for at Davids efterkommere stadig kan regere i Jerusalem—byen jeg har udvalgt for at herliggøre mit navn.37Jeg vil gøre dig til konge over Nordriget, og du skal få lov at herske over alt, hvad du har lyst til.38Hvis du adlyder mig og handler i overensstemmelse med mine bud, som min tjener David gjorde, så vil jeg velsigne dig, og dine efterkommere skal så altid regere over de ti stammer. Jeg gav engang David et tilsvarende løfte,39men på grund af Salomons synd må jeg straffe Davids efterkommere—dog ikke for altid.’ ”40Da Salomon fik at vide, hvad Ahija havde sagt, forsøgte han at myrde Jeroboam, men Jeroboam søgte tilflugt hos kong Shishak i Egypten. Der blev han, til Salomon døde.41Hvad der ellers er at fortælle om Salomon og hans visdom, er nedskrevet i Salomons krønike.42Han regerede over hele Israels folk i 40 år med Jerusalem som hovedstad.43Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen, hvor hans far også lå begravet. Hans søn Rehabeam overtog derefter tronen.