Psalm 78

Einheitsübersetzung 2016

von Katholisches Bibelwerk
1 Ein Weisheitslied Asafs. Lausche, mein Volk, meiner Weisung! Neigt euer Ohr den Worten meines Munds!2 Ich öffne meinen Mund zu einem Spruch; ich will Geheimnisse der Vorzeit verkünden. (Ps 49,5; Mt 13,35)3 Was wir hörten und erfuhren, was uns die Väter erzählten, (Ps 22,31; Ps 44,2)4 das wollen wir ihren Kindern nicht verbergen, sondern dem kommenden Geschlecht erzählen: die ruhmreichen Taten des HERRN und seine Stärke, die Wunder, die er getan hat.5 Er richtete ein Zeugnis auf in Jakob, Weisung gab er in Israel und gebot unseren Vätern, ihre Kinder das alles zu lehren, (Ps 147,19)6 damit das kommende Geschlecht davon erfahre, / die Kinder, die noch geboren werden; sie sollen aufstehen und es ihren Kindern erzählen,7 damit sie ihr Vertrauen auf Gott setzen, / die Taten Gottes nicht vergessen und seine Gebote bewahren8 und nicht werden wie ihre Väter, ein Geschlecht voll Trotz und Empörung, ein Geschlecht, dessen Herz nicht fest war und dessen Geist nicht treu zu Gott hielt. (5Mo 32,5)9 Die Söhne Efraims, Kämpfer mit Pfeil und Bogen, wandten den Rücken am Tag der Schlacht;10 Gottes Bund hielten sie nicht, sie weigerten sich, seiner Weisung zu folgen.11 Sie vergaßen seine Taten, die Wunder, die er sie sehen ließ.12 Vor den Augen ihrer Väter vollbrachte er Wunder im Land Ägypten, im Gefilde von Zoan. (4Mo 13,22)13 Er spaltete das Meer und führte sie hindurch, er ließ das Wasser feststehen wie einen Damm. (2Mo 14,21)14 Er führte sie bei Tag mit der Wolke und die ganze Nacht mit leuchtendem Feuer. (2Mo 13,21)15 Er spaltete Felsen in der Wüste und gab dem Volk reichlich zu trinken, wie mit Wassern der Urflut. (2Mo 17,6; 4Mo 20,11)16 Er ließ Bäche aus dem Gestein entspringen, ließ Wasser fließen gleich Strömen.17 Doch sie sündigten weiter gegen ihn, sie trotzten in der Wüste dem Höchsten. (Hes 20,13)18 In ihrem Herzen versuchten sie Gott: Sie forderten Nahrung für ihr Verlangen. (2Mo 16,3; Ps 106,14)19 Sie redeten gegen Gott; / sie fragten: Kann uns denn Gott den Tisch decken in der Wüste?20 Zwar hat er an den Felsen geschlagen, sodass Wasser floss und Bäche strömten. Kann er auch Brot geben und Fleisch bereiten seinem Volk?21 Das hörte der HERR und ergrimmte; / Feuer flammte auf gegen Jakob, Zorn erhob sich gegen Israel, (4Mo 11,1)22 weil sie Gott nicht glaubten und nicht auf seine Hilfe vertrauten.23 Da gebot er den Wolken droben und öffnete die Tore des Himmels. (Mal 3,10)24 Er ließ Manna auf sie regnen als Speise, er gab ihnen Korn vom Himmel. (2Mo 16,4; Joh 6,31)25 Jeder aß vom Brot der Starken; er sandte Nahrung, sie zu sättigen. (Ps 105,40)26 Er ließ den Ostwind losbrechen am Himmel, führte in seiner Macht den Südwind herbei.27 Er ließ Fleisch auf sie regnen wie Staub, gefiederte Vögel wie Sand am Meer.28 Er ließ sie mitten ins Lager fallen, rings um ihre Zelte.29 Sie aßen und wurden reichlich gesättigt; er hatte ihnen gebracht, was sie begehrten.30 Noch aber hatten sie ihre Gier nicht gestillt, noch war die Speise in ihrem Mund, (4Mo 11,33)31 da erhob sich gegen sie Gottes Zorn; / unter ihren Kräftigen schlug er zu und streckte die jungen Männer Israels nieder.32 Doch sie sündigten trotz allem weiter und glaubten nicht seinen Wundern. (4Mo 14,11)33 Darum ließ er ihre Tage schwinden wie einen Hauch und ihre Jahre in jähem Schrecken. (4Mo 14,22)34 Wenn er dreinschlug, fragten sie nach Gott, kehrten um und suchten ihn. (4Mo 21,7; Jes 26,16)35 Sie dachten daran, dass Gott ihr Fels ist und Gott, der Höchste, ihr Erlöser. (Ps 92,16)36 Doch sie täuschten ihn mit ihrem Mund und belogen ihn mit ihrer Zunge. (Jes 29,13)37 Ihr Herz hielt nicht fest zu ihm, sie hielten seinem Bund nicht die Treue. (Ps 95,10)38 Doch er ist barmherzig, vergab die Schuld und vernichtete nicht. Oftmals ließ er ab von seinem Zorn und unterdrückte seinen Groll. (2Mo 32,14; 4Mo 14,20; Jes 48,9; Hos 11,8)39 Denn er dachte daran, dass sie Fleisch sind, nur ein Hauch, der vergeht und nicht wiederkehrt. (Hi 7,7; Ps 103,14)40 Wie oft haben sie ihm in der Wüste getrotzt, ihn gekränkt in der Steppe! (5Mo 9,22)41 Immer wieder stellten sie ihn auf die Probe, sie reizten den Heiligen Israels. (Ps 71,22)42 Sie dachten nicht mehr an seine Hand, an den Tag, als er sie vom Gegner befreite, (Ps 106,21)43 als er in Ägypten seine Zeichen tat und seine Wunder im Gefilde von Zoan. (Ps 78,12; Ps 135,9)44 Er verwandelte ihre Flüsse und Bäche in Blut; sie konnten daraus nicht mehr trinken. (2Mo 7,17)45 Er schickte einen Schwarm von Fliegen gegen sie, der fraß sie auf, ein Heer von Fröschen, das sie vertilgte. (2Mo 8,17)46 Ihre Ernte überließ er den Grillen und Heuschrecken den Ertrag ihrer Mühen. (2Mo 10,4)47 Ihre Reben zerschlug er mit Hagel, ihre Maulbeerbäume mit Körnern aus Eis. (2Mo 9,18)48 Ihr Vieh überließ er dem Hagel und ihre Herden den Seuchen. (2Mo 9,3)49 Er schickte gegen sie die Glut seines Zorns, / Grimm und Wut und Bedrängnis, Boten des Unheils in Scharen.50 Er ließ seinem Zorn freien Lauf; / er bewahrte sie nicht vor dem Tod und lieferte ihr Leben der Pest aus. (2Mo 9,8)51 Er schlug in Ägypten alle Erstgeburt, in den Zelten Hams die Erstlinge ihrer Manneskraft. (2Mo 12,29; Ps 105,36; Ps 135,8; Ps 136,10)52 Dann führte er sein Volk hinaus wie Schafe, leitete sie wie eine Herde durch die Wüste. (Ps 77,21)53 Er führte sie sicher, sie mussten nichts fürchten, doch ihre Feinde bedeckte das Meer. (2Mo 14,19)54 Er brachte sie in sein heiliges Gebiet, zum Berg, den seine Rechte erworben hat. (2Mo 15,17; Ps 114,2)55 Er vertrieb die Nationen vor ihnen / und verteilte ihr Land als Erbe und ließ in ihren Zelten die Stämme Israels wohnen. (Jos 24,8; Ps 44,3)56 Doch sie versuchten ihn und trotzten Gott, dem Höchsten; sie hielten sich nicht an seine Zeugnisse.57 Wie ihre Väter fielen sie treulos von ihm ab, sie wandten sich ab wie ein Bogen, der versagt. (Hos 7,16)58 Sie erbitterten ihn mit ihrem Kult auf den Höhen und reizten seine Eifersucht mit den Bildern ihrer Götter. (5Mo 32,16)59 Gott hörte es und er ergrimmte, ganz und gar verwarf er Israel.60 Er gab seine Wohnung auf in Schilo, das Zelt, das er aufgerichtet hatte unter den Menschen. (1Sam 1,3; Jer 7,12)61 Er gab seine Macht in Gefangenschaft, seine Zierde in die Hand des Feindes. (1Sam 4,11)62 Er lieferte sein Volk dem Schwert aus und war voll Grimm über sein Eigentum.63 Die jungen Männer fraß das Feuer; den jungen Mädchen sang man kein Brautlied. (Jer 7,34)64 Die Priester wurden mit dem Schwert erschlagen; die Witwen konnten die Toten nicht beweinen. (1Sam 4,11; Hi 27,15)65 Da erwachte der Herr wie aus dem Schlaf, wie ein Held, der betäubt war vom Wein.66 Er schlug seine Feinde zurück und übergab sie ewiger Schande. (1Sam 5,6)67 Das Zelt Josefs verwarf er, dem Stamm Efraim entzog er die Erwählung.68 Doch den Stamm Juda erwählte er, den Berg Zion, den er liebt. (2Chr 6,6)69 Dort baute er sein hoch ragendes Heiligtum, so fest wie die Erde, die er für immer gegründet hat. (Ps 48,3)70 Und er erwählte David, seinen Knecht; er holte ihn weg von den Hürden der Schafe, (1Sam 16,11; 2Sam 7,8; Ps 89,21)71 von den Muttertieren nahm er ihn fort, / damit er Jakob weide, sein Volk, und Israel, sein Erbe.72 Und er weidete sie mit lauterem Herzen und führte sie mit klugen Händen.

Psalm 78

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 En visdomssang af Asaf. Mit folk, lyt til min belæring, hør nøje efter, hvad jeg siger.2 Jeg vil tale i billeder, fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.3 Det er vore forfædres historier, som er fortalt gennem mange generationer.4 Vi vil fortælle dem til vore børn, som igen skal give dem videre til nye generationer. De skal også høre om Herrens magt, om de forunderlige ting, han har gjort.5 Han gav sine love til Jakobs slægt, åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel. Han befalede vore forfædre at undervise deres børn derom,6 så den næste generation ville vide besked, så selv de børn, som endnu ikke var født, til sin tid kunne belære deres børn,7 for at hvert slægtled må have tillid til Gud, huske hans vældige gerninger og adlyde hans befalinger,8 så de ikke bliver som deres forfædre, der var stædige og oprørske, som ikke vendte deres hjerte til Gud, men var troløse og ulydige mod ham.9 Efraims krigere var udrustet med buer, men flygtede alligevel i kampens hede.10 De overholdt ikke pagten med Gud, og de nægtede at følge hans lov.11 De glemte, hvad Gud havde gjort, alle de store undere, han havde udført.12 Han gjorde mirakler for deres forfædre, da de kom fra Zoans slette i Egypten.13 Han delte havet og førte dem igennem, vandet stod som en vold på begge sider.14 Om dagen ledte han dem ved en sky, om natten var der en søjle af ild.15 Han kløvede ørkenens klipper og skaffede masser af vand.16 En kilde sprang frem fra klippen, så vandet flød som en flod.17 Men de fortsatte deres oprør mod Gud, de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.18 De provokerede Gud med vilje, forlangte deres egyptiske livretter.19 De fornærmede Gud ved at sige: „Kan Gud dække bord i ørkenen?20 Han slog ganske vist på klippen, så vandet strømmede ud. Men kan han give os brød? Kan han skaffe kød til sit folk?”21 Da Gud hørte det, blev han vred. Hans vrede blussede op imod Israel,22 for de havde ikke tillid til deres Gud. De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.23 Men han gav befaling til skyerne og åbnede himlens sluser.24 Han lod det regne ned over dem med manna, han gav dem brød fra himlen at spise.25 Han gav dem englemad, så de havde rigeligt at spise.26 Han lod østenvinden fare hen over himlen, styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,27 lod kød hagle ned over dem, fugle så talrige som sandkornene på stranden.28 Han lod dem falde ned midt i lejren, de lå rundt omkring imellem teltene.29 Folket spiste sig overmætte, Gud tilfredsstillede deres grådighed.30 Men mens de endnu havde munden fuld, blev deres grådighed straffet.31 De blev ramt af Herrens vrede, han dræbte deres stærkeste mænd, gjorde det af med de bedste krigere.32 Alligevel blev de ved med at synde, til trods for hans mægtige undere.33 Derfor dræbte han folk i deres bedste alder, de blev alle grebet af rædsel.34 Når han dræbte en stor del af dem, søgte resten tilbage til ham. De angrede og vendte sig igen til Gud.35 Så huskede de, at Gud var deres redning, den almægtige Gud var deres befrier.36 Men de dyrkede kun Gud med deres ord, deres lovprisning var ikke andet end løgn.37 Deres hjerter var langt fra Gud, de holdt ikke fast ved hans pagt.38 Alligevel var Gud barmhjertig, han tilgav deres synd og udslettede dem ikke. Ofte holdt han sin vrede tilbage, lod ikke sit raseri få frit løb.39 Han vidste jo, at de kun var mennesker, de var som et vindpust, der farer forbi.40 Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen? De vakte hans vrede og voldte ham sorg.41 De provokerede deres Gud gang på gang, de var ulydige mod Israels Herre.42 De glemte hans underfulde kraft, som befriede dem fra fjendens tyranni.43 De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne, gjorde mægtige undere på Zoans slette.44 Han forvandlede floderne til blod, så vandet ikke kunne drikkes.45 Han sendte insekter, som stak dem, et mylder af frøer, som ødelagde deres land.46 Han gav deres afgrøde til græshopperne, hele deres høst blev ædt op.47 Han ødelagde deres vinstokke med hagl, deres figentræer med den iskolde regn.48 Deres kvæg bukkede under for haglene, deres får blev ramt af lynene.49 Han udøste sin vrede over dem, sendte ødelæggelsen ind over dem.50 Han gav sin vrede frit løb og sparede ikke egypternes liv, men gjorde dem til ofre for de mange plager.51 Han dræbte alle Egyptens førstefødte, symbolet på hver eneste families frugtbarhed.52 Men han førte sit eget folk i frihed, ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.53 Han ledte dem frem i sikkerhed, mens deres fjender blev begravet i havet.54 Han førte dem til det forjættede land, det bjergland, han havde lovet at give dem.55 Han drev folkeslag bort foran dem, han uddelte landet til dem ved lodkastning, så Israels stammer kunne bosætte sig der.56 Men de trodsede igen den almægtige Gud, de adlød ikke hans befalinger.57 De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort, de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv.58 De krænkede ham med deres afgudsbilleder, æggede ham med deres offerhøje.59 Gud så deres opførsel og blev meget vred, han følte en stærk lede ved sit folk.60 Han forlod sin helligdom i Shilo, hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.61 Han tillod, at arken blev taget som bytte, overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.62 Han lod mange blive dræbt i krig, for han var vred på sit udvalgte folk.63 De tapre krigere døde i deres ungdom, de unge piger havde ingen at gifte sig med.64 Præsterne blev myrdet af fjendens soldater, enkerne fik ikke lov at synge klagesange.65 Da rejste Herren sig som af søvne, som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.66 Han drev fjenderne på flugt, voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.67 Men han forkastede Efraims krigere, de der var efterkommere af Josef.68 I stedet valgte han Judas stamme, og besluttede sig for Zions bjerg.69 Dér byggede han sin prægtige helligdom på et fundament, som varer til evig tid.70 Han udvalgte sin tjener David, som ikke var andet end en fårehyrde.71 Han fjernede ham fra faderens får og gjorde ham til konge i Israel, til hyrde for sit udvalgte folk.72 David blev en god og retfærdig konge, han ledte folket med kyndig hånd.