1Ein Weisheitslied Asafs.
Warum, Gott, hast du uns für immer verstoßen,
warum raucht dein Zorn gegen die Herde deiner Weide? (Ps 77,8; Ps 80,5)2Gedenke deiner Gemeinde, die du vorzeiten erworben, /
die du ausgelöst als Stamm, dir zum Erbe,
des Bergs Zion, auf dem du Wohnung genommen! (2Mo 15,17; 5Mo 7,6; Ps 76,3)3Erhebe deine Schritte zu den bleibenden Trümmern!
Der Feind hat im Heiligtum alles verwüstet.4Deine Widersacher lärmten mitten in der Stätte deiner Gegenwart,
ihre Feldzeichen stellten sie als Zeichen auf.5Es sah aus, wie wenn man hochschwingt
die Äxte im Dickicht des Waldes,6so zerschlugen sie all das Schnitzwerk
mit Beil und Hacke.[1]7Sie legten an dein Heiligtum Feuer,
entweihten die Wohnung deines Namens bis auf den Grund. (2Kön 25,9; Jes 64,10)8Sie sagten in ihrem Herzen: Wir schlagen alles zusammen!
Sie verbrannten alle Stätten der Gegenwart Gottes im Land. (Kla 2,9)9Zeichen für uns sehen wir nicht, /
es ist kein Prophet mehr da,
niemand mehr ist bei uns, der weiß, wie lange noch.10Wie lange, Gott, darf der Bedränger noch schmähen,
darf der Feind für immer deinen Namen lästern?11Warum ziehst du deine Hand zurück und deine Rechte?
Hol sie heraus aus deinem Gewand und mach ein Ende! (Jes 52,10)12Doch Gott ist mein König von alters her,
Taten der Rettung wirkt er mitten auf der Erde.13Du hast mit deiner Macht das Meer zerspalten,
die Häupter der Drachen über den Wassern zerschmettert. (2Mo 14,21; Ps 89,11; Jes 51,9)14Du hast die Köpfe des Leviatan zermalmt,
ihn zum Fraß gegeben den Ungeheuern der See.[2]15Du hast Quellen und Bäche hervorbrechen lassen,
du hast Ströme austrocknen lassen, die sonst nie versiegen. (2Mo 17,6; Jos 3,16)16Dein ist der Tag, dein auch die Nacht,
du hast hingestellt eine Leuchte und die Sonne. (Ps 104,19)17Du hast festgesetzt alle Grenzen der Erde,
Sommer und Winter, du hast sie gebildet.18Denk daran: Der Feind schmäht den HERRN,
ein törichtes Volk lästert deinen Namen.19Gib das Leben deiner Taube nicht dem Raubtier preis,
das Leben deiner Armen vergiss nicht für immer!20Schau auf den Bund,
denn die finsteren Plätze des Landes sind voll mit Auen der Gewalt!21Der Bedrückte gehe nicht beschämt davon,
der Elende und der Arme lobe deinen Namen.22Steh auf, Gott, führe deinen Streit!
Gedenke, wie die Toren dich den ganzen Tag verhöhnen!23Vergiss nicht das Geschrei deiner Gegner,
das Toben deiner Widersacher, das ständig emporsteigt.
1En visdomssang[1] af Asaf Åh, Gud, har du forkastet os for evigt? Du er vores hyrde, men har straffet os hårdt.2Vi er det folk, du udvalgte i ældgamle dage. Du satte os i frihed og gjorde os til dit folk. Du udvalgte Zion som din bolig på jorden.3Prøv at gå en runde i byens ruiner, se, hvordan fjenden har nedbrudt din helligdom.4De udstødte sejrsråb midt i dit tempel, de plantede et banner dér som tegn på ejerskab.5De angreb dit tempel som skovhuggere, der svinger økserne mod de store træer.6De knuste det udskårne træværk, huggede det i stumper og stykker.7De satte ild til din helligdom, Herre. De jævnede din bolig med jorden.8De besluttede at knuse os helt og afbrændte alle vore bedehuse.9Nu er der intet, der viser, at vi er dit folk. Der er heller ingen profeter tilbage. Vi ved ikke, hvor længe vores ulykke skal vare.10Hvor længe får fjenden lov at håne os, Gud? Vil du tillade dem for evigt at spotte dit navn?11Hvorfor gør du ikke noget? Hvorfor straffer du dem ikke?12Gud, du har været vores Konge fra ældgamle tider, ofte har du reddet os ved dine mægtige undere.13Du skilte vandene med vældig kraft, du knuste hovederne på havets uhyre,14ja, du knuste Livjatans hoveder og gav den som føde til ørkenens folk.15Du åbnede kilder og lod vand springe frem, du standsede flodernes løb.16Du satte solen til at herske om dagen og månen til at skinne om natten.17Du fastlagde jordens grænser, du lod sommer og vinter afløse hinanden.18Hør, hvordan fjenderne håner dig, Herre, de gudløse nationer spotter dit navn.19Giv ikke din due i rovdyrets vold, forkast ikke for evigt dit stakkels folk.20Husker du ikke din pagt og dine løfter? Verden er jo fyldt med vold og ondskab.21Lad ikke dit forpinte folk blive til spot, men giv os grund til at lovprise dig.22Åh, Gud, grib ind og forsvar din ære. Hør, hvor du hånes af tåber hver dag.23Glem ikke alt, hvad de gudløse siger, deres hån og forbandelser stiger og stiger.