1Für Salomo.
Verleih dein Richteramt, o Gott, dem König,
dem Königssohn gib dein gerechtes Walten.2Er regiere dein Volk in Gerechtigkeit
und deine Elenden durch rechtes Urteil. (2Sam 23,3; Spr 31,8)3Dann tragen die Berge Frieden für das Volk
und die Hügel Gerechtigkeit.4Er schaffe Recht den Elenden des Volks, /
er rette die Kinder der Armen,
er zermalme die Unterdrücker. (Ps 10,18)5Er soll leben, solange die Sonne bleibt
und der Mond - bis zu den fernsten Geschlechtern.[1] (Ps 61,7; Ps 89,37)6Er ströme wie Regen herab auf die Felder,
wie Regenschauer, die die Erde benetzen.7In seinen Tagen sprosse der Gerechte
und Fülle des Friedens, bis der Mond nicht mehr da ist.8Er herrsche von Meer zu Meer,
vom Strom bis an die Enden der Erde. (Sach 9,10)9Vor seinem Angesicht sollen sich beugen die Bewohner der Wüste,
Staub lecken vor ihm seine Feinde. (Jes 49,23; Mi 7,17)10Die Könige von Tarschisch und von den Inseln bringen Gaben,
mit Tribut nahen die Könige von Scheba und Saba. (1Kön 10,1; Ps 68,32; Jes 60,9)11Alle Könige werfen sich vor ihm nieder,
es dienen ihm alle Völker. (Ps 2,8; Ps 47,9)12Ja, er befreie den Armen, der um Hilfe schreit,
den Elenden und den, der keinen Helfer hat. (Hi 29,12)13Er habe Mitleid mit dem Geringen und Armen,
er rette das Leben der Armen.14Aus Unterdrückung und Gewalt erlöse er ihr Leben,
kostbar sei ihr Blut in seinen Augen. (Ps 9,13; Ps 116,15)15Er lebe
und Gold von Saba soll man ihm geben!
Man soll für ihn allezeit beten,
jeden Tag für ihn Segen erflehen. (Ps 61,7)16Im Land gebe es Korn in Fülle,
es rausche auf dem Gipfel der Berge.
Wie der Libanon sei seine Frucht,
sie sollen blühen aus der Stadt wie das Gras der Erde. (Jes 27,6; Am 9,13)17Sein Name soll ewig bestehen,
solange die Sonne bleibt, sprosse sein Name.
Mit ihm wird man sich segnen,
ihn werden seligpreisen alle Völker. (1Mo 12,3; 1Mo 22,18; Ps 21,7)18Gepriesen sei der HERR, der Gott Israels!
Er allein tut Wunder. (Ps 41,14; Ps 136,4)19Gepriesen sei der Name seiner Herrlichkeit auf ewig!
Die ganze Erde sei erfüllt von seiner Herrlichkeit.
Amen, ja amen. (4Mo 14,21; Jes 6,3)20Zu Ende sind die Bittgebete Davids, des Sohnes Isais.
1En sang til Salomon.[1] Gud, hjælp kongen at regere, som du ville have gjort, lær ham at være retfærdig som dig.2Må han lede dit folk på den rette måde og være villig til at hjælpe de hjælpeløse.3Da skal bjergene forkynde fred for folket og højene genlyde af retfærdighed.4Da skal han forsvare de svage, komme de magtesløse til hjælp og uskadeliggøre alle tyrannerne.5Da vil folket give dig[2] ære fra slægt til slægt, så længe solen og månen skinner på jorden.6Hans retfærdige styre vil bringe velsignelse som regnen, der væder jorden.7Under hans ledelse vil retfærdigheden vokse sig stærk, freden vil herske, så længe månen hersker på nattehimlen.8Hans rige skal strække sig fra hav til hav, fra Eufratfloden til verdens ende.9Fjerne nationer vil bøje sig for ham, hans fjender falde næsegrus i støvet.10Kongerne fra Tarshish og de fjerne lande skal svare ham skat, Sabas og Sebas regenter vil komme med deres gaver.11Alle konger vil underordne sig ham, alle folkeslag vil love ham troskab.12Han redder hver fattig, som råber om hjælp og fører de hjælpeløses sag.13Han har medlidenhed med de svage og redder de magtesløse fra overgreb.14Han frier dem fra vold og tyranni, for i hans øjne har de stor værdi.15Kongen længe leve! Han belønnes med guld fra Saba. Folk vil bede for ham uafbrudt og velsigne ham dagen lang.16Der bliver overflod af korn i landet, det bølger hen over bakker og dale. Frugttræerne skal trives som i Libanons plantager, kornet vokse tæt som græsset på marken.17Hans navn skal være kendt for evigt, så længe solen bliver i sin bane. Alle folkeslag skal velsignes gennem ham og se ham som den, der er velsignet af Gud.18Lovet være Herren, Israels Gud, for kun han kan gøre sådanne undere.19Han er værdig til al vor lovsang for evigt. Må hans herlighed fylde al jorden. Amen, amen.20Her slutter Davids, Isajs søns, bønner.[3]