1Für den Chormeister. Ein Weisheitslied der Korachiter.2Wie der Hirsch lechzt nach frischem Wasser,
so lechzt meine Seele, nach dir, Gott. (Ps 84,3; Ps 143,6)3Meine Seele dürstet nach Gott,
nach dem lebendigen Gott.
Wann darf ich kommen
und erscheinen vor Gottes Angesicht? (Ps 27,4)4Meine Tränen sind mir Brot geworden bei Tag und bei Nacht;
man sagt zu mir den ganzen Tag: Wo ist dein Gott? (Hi 3,24; Ps 80,6; Ps 102,10)5Ich denke daran und schütte vor mir meine Seele aus:
Ich will in einer Schar einherziehn.
Ich will in ihr zum Haus Gottes schreiten, /
im Schall von Jubel und Dank
in festlich wogender Menge. (Ps 122,1)6Was bist du bedrückt, meine Seele,
und was ächzt du in mir?
Harre auf Gott; /
denn ich werde ihm noch danken
für die Rettung in seinem Angesicht. (Ps 62,6)7Bedrückt ist meine Seele in mir, /
darum gedenke ich deiner im Jordanland,
am Hermon, am Berg Mizar.8Flut ruft der Flut zu beim Tosen deiner stürzenden Wasser,
all deine Wellen und Wogen zogen über mich hin. (Hi 22,11; Ps 18,5; Ps 32,6; Ps 69,2; Ps 88,8; Ps 124,4; Jon 2,4)9Bei Tag entbietet der HERR seine Huld /
und in der Nacht ist sein Lied bei mir,
ein Gebet zum Gott meines Lebens.10Sagen will ich zu Gott, meinem Fels: /
Warum hast du mich vergessen?
Warum muss ich trauernd einhergehn, von meinem Feind unterdrückt? (Ps 92,16)11Es trifft mich zu Tode in meinen Gebeinen, /
dass meine Bedränger mich verhöhnen,
da sie den ganzen Tag zu mir sagen: Wo ist dein Gott? (Ps 42,4; Ps 79,10; Ps 115,2; Joe 2,17; Mi 7,10)12Was bist du bedrückt, meine Seele,
und was ächzt du in mir?
Harre auf Gott; /
denn ich werde ihm noch danken,
der Rettung meines Angesichts und meinem Gott.
1Til korlederen: En visdomssang[1] af Koras slægt.2Som hjorten tørster efter rindende vand, sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.3Jeg længes efter at se den levende Gud, hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?4Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig: „Hvor bliver din Gud af?”5Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang, da jeg var med i den store flok. Vi gik i procession til Guds hus, det var festdage med glædesråb og lovsang.6Men hvorfor være så trist og nedtrykt? Hvorfor længes efter gamle dage? Jeg vil hellere sætte min lid til Gud. Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.7Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud, mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde, ved foden af Hermonbjerget.8Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl. Jeg råber til dig fra min dybe nød, jeg håber at overdøve vandfaldets torden.9Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde. Hver nat synger jeg lovsange til ham. Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.10Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham: „Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”11Det skærer mig i hjertet, når mine fjender håner mig. De siger til mig dagen lang: „Hvor bliver din Gud af?”12Men så siger jeg til mig selv: „Vær ikke mismodig og nedtrykt. Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.” Når Gud har reddet mig, vil jeg synge en takkesang til ham.