Psalm 107 | Einheitsübersetzung 2016

Einheitsübersetzung 2016

DAS FÜNFTE BUCH

Danklied der Erlösten

1 Dankt dem HERRN, denn er ist gut, denn seine Huld währt ewig. (Ps 106,1; Ps 118,1; Ps 136,1) 2 So sollen sprechen die vom HERRN Erlösten, die er erlöst hat aus der Hand des Bedrängers. 3 Er hat sie aus den Ländern gesammelt,/ vom Aufgang und vom Untergang, von Norden und vom Meer her. (Jes 43,5) 4 Sie, die umherirrten in der Wüste, im Ödland, und den Weg zur bewohnten Stadt nicht fanden, (5Mo 8,15) 5 die Hunger litten und Durst, denen das Leben dahinschwand. (Jes 49,10) 6 Sie schrien zum HERRN in ihrer Bedrängnis und er entriss sie ihren Nöten, (Ps 50,15) 7 er führte sie auf geraden Wegen, sodass sie zur bewohnten Stadt gelangten. 8 Sie sollen dem HERRN danken für seine Huld, für seine Wundertaten an den Menschen, 9 denn er hat gesättigt die lechzende Kehle und die hungernde Kehle hat er gefüllt mit Gutem. (Jes 55,1; Lk 1,53) 10 Sie, die saßen in Dunkel und Finsternis, gefangen in Elend und Eisen, (Hi 36,8) 11 denn sie hatten sich widersetzt den Worten Gottes und verachtet den Ratschluss des Höchsten, (Ps 106,43; Spr 1,25) 12 da beugte er ihr Herz durch Mühsal, sie stürzten und es gab keinen Helfer. 13 Sie schrien zum HERRN in ihrer Bedrängnis und er rettete sie aus ihren Nöten, 14 er führte sie heraus aus Dunkel und Finsternis und ihre Fesseln zerriss er. (Jes 42,7) 15 Sie sollen dem HERRN danken für seine Huld, für seine Wundertaten an den Menschen, 16 denn er hat zerbrochen die Tore aus Bronze und die Riegel aus Eisen hat er zerschlagen. (Jes 45,2) 17 Sie, die töricht waren auf ihrem sündhaften Wege, niedergebeugt von ihren schweren Vergehen, 18 deren Kehle sich ekelte vor jeder Speise, die nahe waren den Pforten des Todes. (Hi 6,6; Hi 33,20) 19 Sie schrien zum HERRN in ihrer Bedrängnis und er rettete sie aus ihren Nöten, 20 er sandte sein Wort, um sie zu heilen und sie zu befreien aus ihren Gruben. (Mt 8,8; Weis 16,12) 21 Sie sollen dem HERRN danken für seine Huld, für seine Wundertaten an den Menschen, 22 sie sollen ihm Dankopfer weihen, mit Jubel seine Taten verkünden. 23 Sie, die mit Schiffen das Meer befuhren, Handel trieben auf den großen Wassern, (Sir 43,24) 24 die dort schauten die Werke des HERRN, seine Wundertaten in der Tiefe. 25 Er sprach und ließ den Sturmwind aufstehn, der hoch die Wogen türmte, (Jon 1,4) 26 sie stiegen empor zum Himmel, / in die Urtiefen sanken sie hinab, sodass ihre Seele vor Not verzagte, 27 sie wankten und schwankten wie Betrunkene, verschlungen war all ihre Weisheit. (Spr 23,34) 28 Sie schrien zum HERRN in ihrer Bedrängnis und er führte sie heraus aus ihren Nöten, (Jon 1,14) 29 er machte aus dem Sturm ein Säuseln und es schwiegen die Wogen des Meeres. (Ps 65,8; Mt 8,26) 30 Sie freuten sich, dass die Wogen sich legten, und er führte sie zum ersehnten Hafen. 31 Sie sollen dem HERRN danken für seine Huld, für seine Wundertaten an den Menschen, 32 sie sollen ihn rühmen in der Versammlung des Volkes, im Kreis der Alten ihn loben. (Ps 22,23) 33 Er macht Ströme zur dürren Wüste, Oasen zum dürstenden Ödland, (Jes 42,15; Jes 50,2) 34 fruchtbares Land zur salzigen Steppe, wegen der Bosheit seiner Bewohner. (1Mo 19,24; 5Mo 29,22; Sir 39,23) 35 Er macht Wüste zum Wasserteich, verdorrtes Land zu Oasen. (Jes 41,18) 36 Dort ließ er Hungernde wohnen, die eine bewohnte Stadt errichteten, (Hes 36,35) 37 die Felder bestellten, Weinberge pflanzten und reiche Ernte erzielten. (Jes 65,21) 38 Er segnete sie, sodass sie sich gewaltig vermehrten, und ihr Vieh machte er nicht weniger. (5Mo 7,13) 39 Dann aber wurden sie weniger und beugten sich unter der Last von Unheil und Kummer. 40 Er goss Verachtung aus über die Edlen, er ließ sie umherirren in wegloser Wüste. (Hi 12,21) 41 Doch den Armen hob er empor aus dem Elend und machte seine Sippen zahlreich wie eine Herde. (Ps 113,7) 42 Die Redlichen sehn es und freuen sich, doch alle Bosheit muss ihren Mund verschließen. (Hi 5,16; Hi 22,19; Ps 63,12) 43 Wer ist weise, dass er dies alles beachtet? Wer wird die Taten der Huld des HERRN verstehen?

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica

Herrens trofasthed mod sit folk

1 Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid. 2 Det er, hvad Herrens folk bør sige, dem, han befriede fra fjendens magt 3 og bragte tilbage fra fjerne lande, fra øst og vest og syd og nord. 4 De måtte vandre længe gennem øde egne, de ledte efter et sted at bo. 5 De var udmattede af sult og tørst og nær ved at give op. 6 Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne. 7 Han førte dem ad den rigtige vej til en by, hvor de kunne bosætte sig. 8 De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene. 9 Han slukkede de udmattedes tørst, og han mættede de sultne med gode gaver. 10 De sad i et trøstesløst mørke og led under deres fangenskab, 11 fordi de havde gjort oprør mod Gud, ringeagtet den Højestes bud. 12 Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser, når de segnede, hjalp ingen dem op. 13 Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne. 14 Han førte dem ud af mørket og rev deres lænker i stykker. 15 De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene. 16 Han sprængte porte af bronze og huggede gennem slåer af jern. 17 De blev mishandlet og betragtet som tåber på grund af deres synd og oprør mod Gud. 18 De mistede appetitten og fik kvalme af maden, de var døden nær af sult. 19 Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne. 20 Han sagde blot et ord, og de blev reddet, han rev dem ud af dødens gab. 21 De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere han gør for menneskene. 22 Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed, synge med glæde om hans vældige gerninger. 23 Nogle stod til søs med deres skibe, drev handel på det store hav. 24 Også de fik Herrens gerninger at se, de undere han udførte på havet. 25 Han befalede stormvejret at bryde løs, bølgerne rejste sig som bjerge. 26 De steg mod himlen, sank atter ned i dybet. Sømændene var ved at give op over for orkanen. 27 De ravede rundt som fulde folk, de kunne intet stille op. 28 Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne. 29 Stormen blev stille som en hvisken, havets bølger faldt hurtigt til ro. 30 Da fyldtes de af fred, åndede lettet op, og han førte dem til deres rejses mål. 31 De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene, 32 ophøje ham offentligt i folkets forsamling og for landets ledende råd. 33 Han forvandlede floder til ødemark, gjorde kildevand til ørkensand. 34 Frugtbart land blev til saltsletter på grund af beboernes ondskab. 35 Men derefter gjorde han ørkenen til oase og ødemarken til frugtbart land, 36 så hans sultende folk kunne slå sig ned og bygge byer, hvor de kunne bo, 37 tilså deres marker, plante vingårde og bringe en bugnende høst i hus. 38 Han velsignede dem, de blev mange, og der var ingen mangel på kvæg. 39 Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker, mange døde, så de blev færre og færre. 40 Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere, lade dem flakke om i øde egne. 41 Men de, der søgte hjælp hos Herren, blev reddet ud af deres ulykke. Han tog sig af dem, så de trivedes og havde fremgang. 42 De retskafne glæder sig over at se det, men de onde holder skamfuldt deres mund. 43 De vise vil lægge mærke til det og anerkende Herrens trofasthed.