Psalm 105 | Einheitsübersetzung 2016

Einheitsübersetzung 2016

Danklied für Gottes Handeln an Israel

1 Dankt dem HERRN! Ruft seinen Namen aus! Macht unter den Völkern seine Taten bekannt! (1Chr 16,8; Ps 108,4) 2 Singt ihm und spielt ihm, sinnt nach über all seine Wunder! 3 Rühmt euch seines heiligen Namens! Die den HERRN suchen, sollen sich von Herzen freuen. (5Mo 4,29) 4 Fragt nach dem HERRN und seiner Macht, sucht sein Angesicht allezeit! (Ps 27,8) 5 Gedenkt der Wunder, die er getan hat, seiner Zeichen und der Beschlüsse seines Munds! 6 Ihr Nachkommen seines Knechts Abraham, ihr Kinder Jakobs, die er erwählt hat. 7 Er, der HERR, ist unser Gott. Auf der ganzen Erde gelten seine Entscheide. 8 Auf ewig gedachte er seines Bundes, des Wortes, das er gebot für tausend Geschlechter, (5Mo 7,9; Ps 111,5) 9 des Bundes, den er mit Abraham geschlossen, seines Eides, den er Isaak geschworen hat. (1Mo 17,1; 1Mo 26,3) 10 Er bestimmte ihn als Satzung für Jakob, als ewigen Bund für Israel. 11 Er sprach: Dir will ich das Land Kanaan geben, als euch zugemessenen Erbteil. (1Mo 12,7; 1Mo 15,18) 12 Als sie noch gering waren an Zahl, nur wenige und nur zu Gast im Land, (5Mo 26,5) 13 und noch zogen von Volk zu Volk, von einem Reich zu einem anderen Volk, 14 da gestattete er niemand, sie zu bedrücken, wies ihretwegen Könige zurecht: (1Mo 12,17; 1Mo 20,3) 15 Tastet meine Gesalbten nicht an, tut meinen Propheten nichts zuleide! 16 Dann aber rief er den Hunger ins Land, entzog ihnen allen Vorrat an Brot. (1Mo 41,54) 17 Doch hatte er ihnen einen Mann vorausgesandt: Josef wurde als Sklave verkauft. (1Mo 37,28; 1Mo 45,5) 18 Man spannte seine Füße in Fesseln und zwängte seinen Hals ins Eisen (1Mo 39,20) 19 bis zu der Zeit, als sein Wort sich erfüllte und der Spruch des HERRN ihm Recht gab. (1Mo 41,38) 20 Er sandte einen König, der ließ ihn frei, einen Herrscher der Völker, der ließ ihn heraus. 21 Er bestellte ihn zum Herrn über sein Haus, zum Herrscher über seinen ganzen Besitz, 22 damit er binde seine Fürsten durch seine Seele und Weisheit lehre seine Ältesten.^[1] 23 Und Israel kam nach Ägypten, Jakob wurde Gast im Land Hams. (1Mo 46,1; 1Mo 47,11) 24 Da mehrte Gott sein Volk gewaltig, machte es stärker als seine Bedränger. (2Mo 1,7) 25 Er wandelte deren Sinn zum Hass gegen sein Volk, sodass sie an seinen Knechten tückisch handelten. (2Mo 1,9) 26 Dann sandte er Mose, seinen Knecht, und Aaron, den er sich erwählte. (2Mo 3,10; 2Mo 4,14) 27 Sie wirkten unter ihnen seine angekündigten Zeichen und Wunder im Land Hams. 28 Er sandte Finsternis, da wurde es dunkel, damit sie nicht widerspenstig wären gegen sein Wort. (2Mo 10,21) 29 Er verwandelte ihre Gewässer in Blut und ließ ihre Fische sterben. (2Mo 7,14) 30 Ihr Land wimmelte von Fröschen bis hinein in den Palast ihrer Könige. (2Mo 7,26) 31 Er sprach, da kamen Schwärme von Fliegen, Stechmücken über das ganze Gebiet. (2Mo 8,12) 32 Er schickte ihnen Hagel statt Regen, flammendes Feuer auf ihr Land. (2Mo 9,13) 33 Er zerschlug ihnen Weinstock und Feigenbaum und knickte in ihrem Gebiet die Bäume um. 34 Er sprach, da kamen Schwärme von Grillen und Wanderheuschrecken in gewaltiger Zahl. (2Mo 10,1) 35 Sie fraßen alles Grün in ihrem Land, sie fraßen die Frucht ihrer Felder. 36 Er schlug alle Erstgeburt in ihrem Land, die Erstlinge ihrer Manneskraft. (Ps 78,51) 37 Er führte sein Volk heraus mit Silber und Gold, unter seinen Stämmen war niemand, der strauchelte. (2Mo 12,35) 38 Bei ihrem Auszug freute sich Ägypten, denn Schrecken vor ihnen hatte sie alle befallen. (2Mo 12,33) 39 Eine Wolke breitete er aus, um sie zu decken, und Feuer, um die Nacht zu erleuchten. (Ps 78,14) 40 Er forderte Wachteln und ließ sie kommen und sättigte sie mit Brot vom Himmel. (2Mo 16,2; Ps 78,24; Weis 16,20) 41 Er öffnete den Felsen, da sprudelten Wasser, wie ein Strom floss es dahin in der Wüste. (2Mo 17,1; Ps 78,15) 42 Denn er gedachte seines heiligen Wortes und seines Knechts Abraham. 43 Er führte sein Volk heraus in Freude, seine Erwählten in Jubel. 44 Er gab ihnen die Länder der Völker, was die Nationen mühsam erwarben, werden sie erben, (5Mo 4,37) 45 damit sie seine Satzungen bewahren und seine Weisungen befolgen. Halleluja!

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica

Guds undere gennem Israels historie

1 Sig tak til Herren og giv ham ære! Forkynd hans undere for alle folkeslag! (1Chr 16,8) 2 Syng og spil til hans ære, tænk på alle de mirakler, han har udført. 3 Glæd jer over hans herlighed. Lad alle, der kender ham, fryde sig. 4 Søg hjælp hos Herren og hans styrke, hold jer altid nær til ham. 5 Tænk på de fantastiske ting, han har gjort, alle de undere, han har udført. 6 I er jo børn af Guds tjener, Abraham, I er de udvalgte efterkommere af Jakob.^[1] 7 Han er Herren, vor Gud, han hersker over hele jorden. 8 Han holder altid sine løfter, er trofast gennem tusind generationer. 9 Han står bag sin pagt med Abraham, det løfte, han højtideligt afgav til Isak. 10 Han bekræftede det overfor Jakob som en vedvarende pagt med Israels folk: 11 „Jeg giver jer Kana’ans land, det skal være jeres særlige ejendom.” 12 Det sagde han, da de endnu var få, en lille flok fremmede i Kana’ans land. 13 De vandrede fra land til land, fra det ene rige til det andet. 14 Men han tillod ingen at skade dem, han advarede konger om at holde sig væk. 15 „Rør ikke mine udvalgte, gør ikke mine profeter fortræd!” 16 Han sendte hungersnød over Kana’ans land, gjorde ende på alle deres forsyninger. 17 Han sendte en mand i forvejen til Egypten. Det var Josef, der blev solgt som slave. 18 I fængslet blev hans fødder lagt i lænker, om halsen fik han en ring af jern, 19 indtil hans profeti blev opfyldt, og det viste sig, at Herren talte sandt. 20 Da fik Farao ham løsladt, Egyptens konge satte ham i frihed. 21 Han fik ansvar for Faraos finanser, hans paladser, hans gods og ejendom. 22 Han fik autoritet over alle kongens embedsmænd og gav instrukser til Faraos rådgivere. 23 Så kom Jakob og hans familie til landet, de boede som gæster i Egypten. 24 Herren gjorde dem frugtbare og talrige, de blev mere talstærke end landets indbyggere. 25 På den måde gjorde Gud egypterne misundelige, så de begyndte at mishandle hans tjenere. 26 Da sendte Gud sin tjener Moses sammen med Aron, som han havde udvalgt. 27 De udførte fantastiske ting, gjorde tegn og undere i Egyptens land. 28 Herren sendte et tykt mørke over landet, men egypterne adlød ikke hans befaling. 29 Han forvandlede deres floder til blod, så alle fiskene døde. 30 Han fyldte landet med frøer, selv i kongens private gemakker kom de ind. 31 Han sendte fluesværme i massevis, myggene svirrede over hele landet. 32 I stedet for regn kom der frygtelige haglbyger, og lynene slog ned over hele Egypten. 33 Vinstokke og figentræer blev ødelagt, træerne splintredes og væltede omkuld. 34 Så sendte han sværme af græshopper, de kom i utrolige mængder, 35 de åd alt, hvad der var grønt i landet, de spiste alle markens afgrøder. 36 Derpå dræbte han det kæreste, de ejede, den førstefødte søn i hvert eneste hjem. 37 Da førte Herren sit folk ud af Egypten, belæsset med sølv og guld, ingen var syg eller svagelig. 38 Egypterne var lettede, da de var borte, for de var blevet bange for dem. 39 Gud skærmede sit folk med en sky, han lyste for dem med en ildsky om natten. 40 De bad om kød, og han sendte vagtler, mættede dem med manna, brødet fra himlen. 41 Han åbnede en klippe, så vand strømmede ud, det blev til en flod i ørkenens sand. 42 Herren opfyldte sit hellige løfte, som han havde givet til sin tjener Abraham. 43 Hans folk drog ud med frydesang, hans udvalgte jublede af glæde. 44 Han gav dem fremmede folkeslags lande, de høstede afgrøder, som andre havde plantet. 45 Det gjorde han med det mål for øje, at hans folk skulle adlyde hans bud. Lovet være Herren!