Matthäus 18 | Einheitsübersetzung 2016

Einheitsübersetzung 2016

Der Rangstreit der Jünger

1 In jener Stunde kamen die Jünger zu Jesus und fragten: Wer ist denn im Himmelreich der Größte? (Mk 9,33; Lk 9,46) 2 Da rief er ein Kind herbei, stellte es in ihre Mitte 3 und sagte: Amen, ich sage euch: Wenn ihr nicht umkehrt und werdet wie die Kinder, werdet ihr nicht in das Himmelreich hineinkommen. (Mt 19,14; Mk 10,15; Lk 18,17) 4 Wer sich so klein macht wie dieses Kind, der ist im Himmelreich der Größte. 5 Und wer ein solches Kind in meinem Namen aufnimmt, der nimmt mich auf. (Mt 10,40)

Warnung vor der Verführung zum Bösen

6 Wer einem von diesen Kleinen, die an mich glauben, Ärgernis gibt, für den wäre es besser, wenn ihm ein Mühlstein um den Hals gehängt und er in der Tiefe des Meeres versenkt würde. (Mk 9,42; Lk 17,1) 7 Wehe der Welt wegen der Ärgernisse! Es muss zwar Ärgernisse geben; doch wehe dem Menschen, durch den das Ärgernis kommt! 8 Wenn dir deine Hand oder dein Fuß Ärgernis gibt, dann hau sie ab und wirf sie weg! Es ist besser für dich, verstümmelt oder lahm in das Leben zu gelangen, als mit zwei Händen und zwei Füßen in das ewige Feuer geworfen zu werden. (Mt 5,29) 9 Und wenn dir dein Auge Ärgernis gibt, dann reiß es aus! Es ist besser für dich, einäugig in das Leben zu kommen, als mit zwei Augen in das Feuer der Hölle geworfen zu werden. 10-11 Hütet euch davor, einen von diesen Kleinen zu verachten! Denn ich sage euch: Ihre Engel im Himmel sehen stets das Angesicht meines himmlischen Vaters.^[1]

Das Gleichnis vom verlorenen Schaf

12 Was meint ihr? Wenn jemand hundert Schafe hat und eines von ihnen sich verirrt, lässt er dann nicht die neunundneunzig auf den Bergen zurück, geht hin und sucht das verirrte? (Lk 15,4) 13 Und wenn er es findet - Amen, ich sage euch: Er freut sich über dieses eine mehr als über die neunundneunzig, die sich nicht verirrt haben. 14 So will auch euer himmlischer Vater nicht, dass einer von diesen Kleinen verloren geht.

Die brüderliche Zurechtweisung

15 Wenn dein Bruder gegen dich sündigt, dann geh und weise ihn unter vier Augen zurecht! Hört er auf dich, so hast du deinen Bruder zurückgewonnen. (3Mo 19,17; Lk 17,3) 16 Hört er aber nicht auf dich, dann nimm einen oder zwei mit dir, damit die ganze Sache durch die Aussage von zwei oder drei Zeugen entschieden werde. (5Mo 19,15) 17 Hört er auch auf sie nicht, dann sag es der Gemeinde! Hört er aber auch auf die Gemeinde nicht, dann sei er für dich wie ein Heide oder ein Zöllner. 18 Amen, ich sage euch: Alles, was ihr auf Erden binden werdet, das wird auch im Himmel gebunden sein, und alles, was ihr auf Erden lösen werdet, das wird auch im Himmel gelöst sein. (Mt 16,19; Joh 20,23) 19 Weiter sage ich euch: Was auch immer zwei von euch auf Erden einmütig erbitten, werden sie von meinem himmlischen Vater erhalten. (Mt 7,7; Mt 21,22; Mk 11,24; Joh 14,13; Joh 15,7; Joh 16,23; 1Joh 5,14)

Mt 7,7Mt 21,22Mk 11,24Joh 14,13Joh 15,7Joh 16,231Joh 5,14

20 Denn wo zwei oder drei in meinem Namen versammelt sind, da bin ich mitten unter ihnen.

Über die Pflicht zur Vergebung

21 Da trat Petrus zu ihm und fragte: Herr, wie oft muss ich meinem Bruder vergeben, wenn er gegen mich sündigt? Bis zu siebenmal? 22 Jesus sagte zu ihm: Ich sage dir nicht: Bis zu siebenmal, sondern bis zu siebzigmal siebenmal. (Lk 17,4) 23 Mit dem Himmelreich ist es deshalb wie mit einem König, der beschloss, von seinen Knechten Rechenschaft zu verlangen.^[2] 24 Als er nun mit der Abrechnung begann, brachte man einen zu ihm, der ihm zehntausend Talente schuldig war. 25 Weil er aber das Geld nicht zurückzahlen konnte, befahl der Herr, ihn mit Frau und Kindern und allem, was er besaß, zu verkaufen und so die Schuld zu begleichen. 26 Da fiel der Knecht vor ihm auf die Knie und bat: Hab Geduld mit mir! Ich werde dir alles zurückzahlen. 27 Der Herr des Knechtes hatte Mitleid, ließ ihn gehen und schenkte ihm die Schuld. 28 Als nun der Knecht hinausging, traf er einen Mitknecht, der ihm hundert Denare schuldig war. Er packte ihn, würgte ihn und sagte: Bezahl, was du schuldig bist! 29 Da fiel der Mitknecht vor ihm nieder und flehte: Hab Geduld mit mir! Ich werde es dir zurückzahlen. 30 Er aber wollte nicht, sondern ging weg und ließ ihn ins Gefängnis werfen, bis er die Schuld bezahlt habe. 31 Als die Mitknechte das sahen, waren sie sehr betrübt; sie gingen zu ihrem Herrn und berichteten ihm alles, was geschehen war. 32 Da ließ ihn sein Herr rufen und sagte zu ihm: Du elender Knecht! Deine ganze Schuld habe ich dir erlassen, weil du mich angefleht hast. 33 Hättest nicht auch du mit deinem Mitknecht Erbarmen haben müssen, so wie ich mit dir Erbarmen hatte? 34 Und in seinem Zorn übergab ihn der Herr den Peinigern, bis er die ganze Schuld bezahlt habe. 35 Ebenso wird mein himmlischer Vater euch behandeln, wenn nicht jeder seinem Bruder von Herzen vergibt. (Mt 6,15)

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica

Den største er den, som vil tjene

1 Kort efter kom disciplene med et spørgsmål til Jesus: „Hvem er den største i Guds rige?” (Mk 9,33; Lk 9,46) 2 Jesus kaldte da på et lille barn og stillede det midt i kredsen. 3 Så sagde han: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I ændrer jeres måde at tænke på og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. 4 Den, der ydmyger sig og bliver som barnet her, er den største i Guds rige. 5 Og den, der accepterer et sådant lille barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig.

Fristelser, som fører til fortabelse

6 Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen. (Mk 9,42; Lk 17,1) 7 Ak, hvilken elendig verden, som får mennesker til at miste troen! Fristelser er ganske vist uundgåelige, men ve det menneske, der forårsager, at et andet menneske falder fra troen. 8 Hvis din hånd eller fod er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af og kast den fra dig. Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd eller fod end at kastes i den evige ild med arme og ben i behold. 9 Hvis dit øje er skyld i, at du falder fra troen, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre at gå enøjet ind til det evige liv end at ende i Helvedes ild med begge øjne i behold.

Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt

10-11 Pas på, at I ikke ringeagter en af disse små, for det siger jeg jer: De har deres engle i Himlen, og de er altid i min Fars nærhed.^[1] (Lk 15,3; Lk 19,10) 12 Hvis en mand har 100 får, og et af dem kommer på afveje, lader han så ikke de 99 andre blive tilbage på græsgangen for at gå ud og lede efter det, der er forsvundet? 13 Og hvis han så finder det, vil han så ikke glæde sig mere over det ene får end over de 99 derhjemme, som ikke fór vild? 14 Sådan er det også med jeres himmelske Far. Han vil ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt.

Om irettesættelse, udelukkelse af menigheden og enhed i bøn

15 Hvis din ven^[2] forsynder sig imod dig,^[3] så konfronter ham med det under fire øjne. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så har du fået din ven tilbage. (Mt 16,19; Lk 17,3) 16 Hvis ikke, skal du tage en eller to andre med dig, for enhver sag skal afgøres på to eller tre vidners udsagn. 17 Hvis han stadig ikke vil høre på dig, skal du indbringe sagen for menighedens ledelse. Hvis han heller ikke vil høre på dem, bør du se på ham som en, der står uden for menigheden. 18 Det siger jeg jer: Det, I sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, I åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.^[4] 19 Jeg siger jer også, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det vil min Far i Himlen gøre for jer. 20 For hvor to eller tre har fundet sammen om min vilje, der er jeg midt iblandt dem.”

Om tilgivelsens nødvendighed

21 „Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig?” spurgte Peter. „Er syv gange nok?” 22 „Nej,” svarede Jesus, „lad det være 77 gange!^[5] (1Mo 4,24) 23 Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab. 24 Den første skyldte ham et millionbeløb.^[6] 25 Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver. 26 Manden faldt på knæ for kongen og bad: ‚Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’ 27 Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå. 28 Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde.^[7] ‚Betal, hvad du skylder mig!’ hvæsede han og greb ham i struben. 29 Kollegaen faldt på knæ for ham. ‚Vær tålmodig med mig,’ bønfaldt han, ‚så skal jeg nok betale!’ 30 Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive indtil hele gælden var betalt. 31 De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport. 32 Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ‚Din ondskabsfulde slyngel,’ sagde kongen. ‚Her eftergav jeg dig hele din gæld—og det bare fordi du bad mig om det. 33 Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?’ 34 Derefter gav den vrede konge ordre til sine fængselsbetjente om at sætte ham i fængsel, indtil gælden var betalt. 35 Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte,” sluttede Jesus.