1Da kamen von Jerusalem Pharisäer und Schriftgelehrte zu Jesus und sagten: (Mk 7,1)2Warum übertreten deine Jünger die Überlieferung der Alten? Denn sie waschen sich nicht ihre Hände, wenn sie essen. (Lk 11,38)3Er entgegnete ihnen: Warum übertretet denn ihr Gottes Gebot um eurer Überlieferung willen?4Gott hat doch gesagt: Ehre Vater und Mutter! und: Wer Vater oder Mutter schmäht, soll mit dem Tod bestraft werden. (2Mo 20,12; 2Mo 21,17; 3Mo 20,9; 5Mo 5,16)5Ihr aber meint: Wer zu Vater oder Mutter sagt: Was ich dir schulde, sei eine Opfergabe!,6der braucht seinen Vater oder seine Mutter nicht mehr zu ehren. Damit habt ihr Gottes Wort um eurer Überlieferung willen außer Kraft gesetzt.7Ihr Heuchler! Treffend hat der Prophet Jesaja über euch gesagt:8Dieses Volk ehrt mich mit den Lippen, / sein Herz aber ist weit weg von mir. (Jes 29,13)9Vergeblich verehren sie mich; / was sie lehren, sind Satzungen von Menschen.10Und er rief die Leute zu sich und sagte: Hört und begreift:11Nicht das, was durch den Mund in den Menschen hineinkommt, macht ihn unrein, sondern was aus dem Mund des Menschen herauskommt, das macht ihn unrein.12Da kamen die Jünger zu ihm und sagten: Weißt du, dass die Pharisäer, die dein Wort gehört haben, empört sind?13Er antwortete ihnen: Jede Pflanze, die nicht mein himmlischer Vater gepflanzt hat, wird ausgerissen werden.14Lasst sie, es sind blinde Blindenführer. Und wenn ein Blinder einen Blinden führt, werden beide in eine Grube fallen. (Mt 23,16; Lk 6,39)15Da sagte Petrus zu ihm: Erkläre uns dieses Rätselwort!16Er antwortete: Begreift auch ihr noch nicht?17Versteht ihr nicht, dass alles, was durch den Mund hineinkommt, in den Magen gelangt und dann wieder ausgeschieden wird?18Was aber aus dem Mund herauskommt, das kommt aus dem Herzen und das macht den Menschen unrein.19Denn aus dem Herzen kommen böse Gedanken, Mord, Ehebruch, Unzucht, Diebstahl, falsche Zeugenaussagen und Lästerungen. (Röm 1,29; 1Kor 5,10; Gal 5,19; Eph 5,3; Kol 3,5; 1Tim 1,9; 2Tim 3,2; 1Petr 4,3)20Das ist es, was den Menschen unrein macht; aber mit ungewaschenen Händen essen macht den Menschen nicht unrein.
Der Glaube der heidnischen Frau
21Jesus ging weg von dort und zog sich in das Gebiet von Tyrus und Sidon zurück. (Mk 7,24)22Und siehe, eine kanaanäische Frau aus jener Gegend kam zu ihm und rief: Hab Erbarmen mit mir, Herr, du Sohn Davids! Meine Tochter wird von einem Dämon gequält.23Jesus aber gab ihr keine Antwort. Da traten seine Jünger zu ihm und baten: Schick sie fort, denn sie schreit hinter uns her!24Er antwortete: Ich bin nur zu den verlorenen Schafen des Hauses Israel gesandt. (Mt 10,6)25Doch sie kam, fiel vor ihm nieder und sagte: Herr, hilf mir!26Er erwiderte: Es ist nicht recht, das Brot den Kindern wegzunehmen und den kleinen Hunden vorzuwerfen.27Da entgegnete sie: Ja, Herr! Aber selbst die kleinen Hunde essen von den Brotkrumen, die vom Tisch ihrer Herren fallen.28Darauf antwortete ihr Jesus: Frau, dein Glaube ist groß. Es soll dir geschehen, wie du willst. Und von dieser Stunde an war ihre Tochter geheilt.
Viele Heilungen
29Jesus zog von dort weiter und kam an den See von Galiläa. Er stieg auf einen Berg und setzte sich.30Da kamen viele Menschen zu ihm und brachten Lahme, Blinde, Verkrüppelte, Stumme und viele andere Kranke; sie legten sie ihm zu Füßen und er heilte sie, (Mt 4,24)31sodass die Menschen staunten, als sie sahen, dass Stumme redeten, Verkrüppelte gesund wurden, Lahme gehen und Blinde sehen konnten. Und sie priesen den Gott Israels. (1Kön 1,48; Lk 13,13)
Die Speisung der Viertausend
32Jesus rief seine Jünger zu sich und sagte: Ich habe Mitleid mit diesen Menschen; sie sind schon drei Tage bei mir und haben nichts mehr zu essen. Ich will sie nicht hungrig wegschicken, sonst brechen sie auf dem Weg zusammen. (Mt 14,13; Mk 6,32; Mk 8,1; Lk 9,10; Joh 6,1)33Da sagten die Jünger zu ihm: Wo sollen wir in dieser Wüste so viel Brot hernehmen, um so viele Menschen satt zu machen?34Jesus sagte zu ihnen: Wie viele Brote habt ihr? Sie antworteten: Sieben - und ein paar Fische.35Da forderte er die Leute auf, sich auf den Boden zu setzen.36Und er nahm die sieben Brote und die Fische, sprach das Dankgebet, brach sie und gab sie den Jüngern und die Jünger gaben sie den Menschen.37Und alle aßen und wurden satt. Und sie sammelten die übrig gebliebenen Stücke ein, sieben Körbe voll.38Es waren viertausend Männer, die gegessen hatten, dazu noch Frauen und Kinder.39Danach schickte er die Menge nach Hause, stieg ins Boot und fuhr in die Gegend von Magadan.
1En dag kom nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at få en samtale med Jesus. (Mk 7,1)2„Hvorfor overtræder dine disciple de regler, vores forfædre har pålagt os?” begyndte de. „De vasker jo ikke hænder på den foreskrevne måde, før de spiser!”3Jesus svarede: „Og hvorfor overtræder I Guds befalinger for at kunne følge jeres egne traditioner?4Gud har jo sagt: ‚Du skal ære din far og din mor!’ og: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø!’[1] (2Mo 20,12)5Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’6så behøver man ikke at ære sine forældre. På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner.7I er nogle hyklere! Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog:8‚Dette folk ærer mig i det ydre, men deres hjerte er fjernt fra mig.9Det er forgæves, de dyrker mig, når deres lære blot er menneskebud.’[2]” (Jes 29,13)
Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?
10Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter og prøv at forstå, hvad jeg siger: (Mk 7,14)11Det er ikke det, som kommer ind gennem munden, der gør et menneske urent i Guds øjne, men det er det, som kommer ud gennem munden!”12Derefter kom disciplene hen til Jesus og sagde: „Ved du, at farisæerne følte sig stødt over det, du sagde lige før?”13Jesus svarede: „Alle de planter, som min Far ikke har plantet, bliver rykket op med rode.14Lad dem bare være. De er blinde vejledere for blinde. Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.”15Peter bad nu Jesus forklare, hvad han mente med den billedtale, han lige havde brugt.16„I har åbenbart stadig svært ved at forstå billederne,” sagde Jesus.17„Så hør her: Al den mad, der kommer ind gennem munden, fortsætter ned i maven og forsvinder ud igen.18Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre,19dvs. de onde tanker, som fører til mord,[3] utroskab, seksuel synd, tyveri, løgn og sladder.20Det er den slags ting, der gør mennesket urent—ikke at man spiser uden at have vasket hænderne ifølge bestemte ritualer.”
En ikke-jødisk kvindes tro
21Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon. (Mk 7,24)22En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”23Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.”24Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.”25Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”26Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”27„Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”28„Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.
Mange helbredelser blandt ikke-jøder
29Jesus vendte derefter tilbage til området øst for Galilæasøen, hvor han gik op på en bakke og satte sig ned for at undervise. (Mk 7,31)30Store folkeskarer kom til ham. Blandt dem var mange lamme, blinde, stumme og andre handicappede. Og Jesus helbredte dem alle!31Det var et fantastisk syn. Mennesker som før var stumme, kunne nu tale. Handicappede blev helbredt, lamme gik omkring, blinde kunne se. Folkeskaren blev slået af forundring og lovpriste Israels Gud.
Bespisningen af de 4000 ikke-jøder
32Jesus kaldte nu disciplene hen til sig. „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. Jeg vil ikke sende dem af sted uden at give dem noget, for så kan de falde om af udmattelse på vejen hjem.” (Mk 8,1)33„Men vi kan da umuligt skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.34„Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus. „Syv brød og nogle småfisk,” svarede de.35Så fik han folk til at sætte sig på jorden.36Derefter tog han de syv brød og fiskene, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, der så delte mad ud til folkeskaren.37-38Alle spiste og blev mætte. 4000 mænd, foruden kvinder og børn, havde fået noget at spise, og da resterne blev samlet ind efter måltidet, var der nok til at fylde syv kurve.39Så sendte Jesus folk hjem, hvorefter han og disciplene gik om bord i en båd og sejlede til området omkring Magadan.[4]