Lukas 5

Einheitsübersetzung 2016

von Katholisches Bibelwerk
1 Es geschah aber: Als die Volksmenge Jesus bedrängte und das Wort Gottes hören wollte, da stand er am See Gennesaret2 und sah zwei Boote am See liegen. Die Fischer waren aus ihnen ausgestiegen und wuschen ihre Netze.3 Jesus stieg in eines der Boote, das dem Simon gehörte, und bat ihn, ein Stück weit vom Land wegzufahren. Dann setzte er sich und lehrte das Volk vom Boot aus.4 Als er seine Rede beendet hatte, sagte er zu Simon: Fahr hinaus, wo es tief ist, und werft eure Netze zum Fang aus!5 Simon antwortete ihm: Meister, wir haben die ganze Nacht gearbeitet und nichts gefangen. Doch auf dein Wort hin werde ich die Netze auswerfen. (Joh 21,3)6 Das taten sie und sie fingen eine große Menge Fische; ihre Netze aber drohten zu reißen.7 Und sie gaben ihren Gefährten im anderen Boot ein Zeichen, sie sollten kommen und ihnen helfen. Sie kamen und füllten beide Boote, sodass sie fast versanken.8 Als Simon Petrus das sah, fiel er Jesus zu Füßen und sagte: Geh weg von mir; denn ich bin ein sündiger Mensch, Herr!9 Denn Schrecken hatte ihn und alle seine Begleiter ergriffen über den Fang der Fische, den sie gemacht hatten;10 ebenso auch Jakobus und Johannes, die Söhne des Zebedäus, die mit Simon zusammenarbeiteten. Da sagte Jesus zu Simon: Fürchte dich nicht! Von jetzt an wirst du Menschen fangen.11 Und sie zogen die Boote an Land, verließen alles und folgten ihm nach.12 Und es geschah, als sich Jesus in einer der Städte aufhielt: Siehe, da war ein Mann voller Aussatz. Als er Jesus sah, warf er sich auf sein Angesicht und bat ihn: Herr, wenn du willst, kannst du mich rein machen. (Mt 8,2; Mk 1,40)13 Da streckte Jesus die Hand aus, berührte ihn und sagte: Ich will - werde rein! Im gleichen Augenblick wich der Aussatz von ihm.14 Jesus befahl ihm: Erzähl niemandem davon, sondern geh, zeig dich dem Priester und bring das Reinigungsopfer dar, wie es Mose angeordnet hat, zum Zeugnis für sie! (3Mo 13,49; 3Mo 14,2; Lk 17,14)15 Sein Ruf aber verbreitete sich immer mehr und große Volksmengen kamen zusammen, um zu hören und von ihren Krankheiten geheilt zu werden. (Lk 4,14)16 Doch er zog sich an einen einsamen Ort zurück, um zu beten. (Mk 1,35; Lk 9,18)17 Und es geschah eines Tages, als Jesus lehrte, saßen Pharisäer und Gesetzeslehrer dabei; sie waren aus allen Dörfern Galiläas und Judäas und aus Jerusalem gekommen. Und die Kraft des Herrn war mit ihm, sodass er heilen konnte. (Mt 9,1; Mk 2,1)18 Und siehe, Männer brachten auf seinem Bett einen Menschen, der gelähmt war. Sie wollten ihn ins Haus bringen und vor Jesus hinlegen.19 Weil es ihnen aber wegen der Volksmenge nicht möglich war, ihn hineinzubringen, stiegen sie aufs Dach und ließen ihn durch die Ziegel auf dem Bett hinunter in die Mitte vor Jesus hin.20 Als er ihren Glauben sah, sagte er: Mensch, deine Sünden sind dir vergeben.21 Und die Schriftgelehrten und die Pharisäer fingen an zu überlegen: Wer ist dieser, der Lästerungen ausspricht? Wer kann Sünden vergeben außer Gott allein? (Lk 7,49)22 Jesus aber erkannte ihre Gedanken und erwiderte ihnen: Was überlegt ihr in euren Herzen?23 Was ist leichter, zu sagen: Deine Sünden sind dir vergeben! oder zu sagen: Steh auf und geh umher?24 Damit ihr aber erkennt, dass der Menschensohn die Vollmacht hat, auf der Erde Sünden zu vergeben - sprach er zu dem Gelähmten: Ich sage dir: Steh auf, nimm dein Bett und geh in dein Haus!25 Und sogleich stand er vor ihren Augen auf, nahm das Bett, auf dem er gelegen hatte, und ging Gott preisend in sein Haus.26 Da gerieten alle außer sich; sie priesen Gott und sagten voller Furcht: Heute haben wir Unglaubliches gesehen.27 Danach ging Jesus hinaus und sah einen Zöllner namens Levi am Zoll sitzen und sagte zu ihm: Folge mir nach! (Mt 8,22; Mt 9,9; Mk 2,13)28 Da verließ Levi alles, stand auf und folgte ihm nach.29 Und Levi gab für Jesus in seinem Haus ein großes Gastmahl. Viele Zöllner und andere waren mit ihnen zu Tisch.30 Da murrten die Pharisäer und ihre Schriftgelehrten und sagten zu seinen Jüngern: Wie könnt ihr zusammen mit Zöllnern und Sündern essen und trinken? (Lk 7,34; Lk 19,7)31 Jesus antwortete ihnen: Nicht die Gesunden bedürfen des Arztes, sondern die Kranken.32 Ich bin nicht gekommen, um Gerechte, sondern Sünder zur Umkehr zu rufen. (Lk 19,10)33 Sie sagten zu ihm: Die Jünger des Johannes fasten und beten viel, ebenso die der Pharisäer; deine Jünger aber essen und trinken. (Mt 9,14; Mk 2,18)34 Jesus erwiderte ihnen: Könnt ihr denn die Hochzeitsgäste fasten lassen, solange der Bräutigam bei ihnen ist?35 Es werden aber Tage kommen, da wird ihnen der Bräutigam weggenommen sein; dann, in jenen Tagen, werden sie fasten.36 Er erzählte ihnen aber auch ein Gleichnis: Niemand schneidet ein Stück von einem neuen Gewand ab und setzt es auf ein altes Gewand. Sonst würde ja das neue Gewand zerschnitten und zu dem alten würde das Stück von dem neuen nicht passen.37 Auch füllt niemand jungen Wein in alte Schläuche. Sonst würde ja der junge Wein die Schläuche zerreißen; er läuft aus und die Schläuche sind unbrauchbar.38 Sondern: Jungen Wein muss man in neue Schläuche füllen.39 Und niemand, der alten Wein trinkt, will jungen; denn er sagt: Der alte ist bekömmlich.

Lukas 5

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 En dag, da Jesus stod nede ved Genesaret Sø, trængte folk sig ind på ham for at kunne høre Guds ord.2 Så fik han øje på to både, der lå i vandkanten. Fiskerne var gået fra borde og var ved at rense deres net.3 Jesus gik om bord i den båd, der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land, hvorefter han satte sig ned i båden og underviste menneskemængden derfra.4 Da han var færdig, vendte han sig mod Simon og hans partner og sagde: „Sejl ud på dybt vand og læg jeres garn[1] ud til fangst!”5 „Jamen, mester, vi har slidt hele natten uden at fange noget,” indvendte Simon. „Men når du siger det, så prøver vi igen.”6 Det varede ikke længe, før nettene var så sprængfyldte med fisk, at de var lige ved at gå i stykker.7 Simon gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme og hjælpe dem, og snart var begge både så fyldte med fisk, at de var lige ved at synke.8 Da Simon Peter så det, faldt han på knæ for Jesus og sagde: „Gå bort fra mig, Herre! Jeg er alt for stor en synder til at være i din nærhed.”9 Både han selv og hans medhjælpere var lamslåede og forskrækkede over den mirakuløse fiskefangst.10 Det samme var Peters makkere i den anden båd, Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner. Men Jesus sagde til Simon: „Vær ikke bange. Fra nu af skal du være menneskefisker.”11 Efter at de havde trukket bådene på land, sagde de farvel til fiskeriet og fulgte nu Jesus på fuldtid som hans disciple.[2]12 I en af de byer, Jesus besøgte, var der en mand, som var hårdt angrebet af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig med ansigtet mod jorden. „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!” bad han. (Mt 8,1; Mk 1,40)13 Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik forsvandt spedalskheden.14 Jesus forbød ham at sige det til nogen og fortsatte: „Gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Og husk at tage den offergave med, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”15 Alligevel spredtes rygtet hurtigt, og store folkemængder kom for at høre Jesus og for at blive helbredt for deres sygdomme.16 Jesus trak sig derfor tilbage til øde områder, hvor han havde chance for at være alene og få tid til at bede.17 En dag, da Jesus var i færd med at undervise, sad der mange farisæere og skriftlærde blandt tilhørerne. De var kommet både fra landsbyerne i Galilæa og Judæa og helt fra Jerusalem, og Guds kraft var til stede, så Jesus kunne helbrede. (Mt 9,1; Mk 2,1)18 Så kom der nogle mænd gående med en lam mand på en båre. De forsøgte at komme ind i huset for at lægge den syge foran Jesus,19 men det kunne de ikke på grund af de mange mennesker, der var forsamlede. I stedet gik de op på det flade tag, fjernede nogle teglsten og sænkede båren med den syge mand ned lige foran Jesus.20 Da Jesus så mændenes tro, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet.”21 Men farisæerne og de skriftlærde tænkte: „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”22 Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I sådan?23 Hvad er lettest at sige: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op og gå’?24 Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen[3] har magt på jorden til at tilgive synder.” Med de ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!”25 Straks rejste manden sig for øjnene af dem, tog sin båre og gik hjem, alt imens han lovpriste Gud.26 Alle de tilstedeværende var ude af sig selv af begejstring og ærefrygt. De priste Gud og sagde: „Vi har set de utroligste ting i dag.”27 Da Jesus senere var på vej ud af byen,[4] fik han øje på en mand ved navn Levi, der sad ved toldstedet og opkrævede skat til romerne. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. (Mt 9,9; Mk 2,13)28 Straks rejste Levi sig, forlod alt og fulgte med ham som en af hans disciple.29 Derefter holdt Levi en stor fest i sit hjem med Jesus som æresgæst. Blandt gæsterne var der mange skatteopkrævere.30 Farisæerne og de skriftlærde var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan I få jer selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”31 Det var Jesus, der svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge.32 Jeg er kommet for at invitere syndere til at vende om til Gud. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”33 Så var der nogle, der sagde: „Johannes Døbers disciple faster og beder ofte, og det gør farisæernes også. Hvorfor gør dine disciple det så ikke?” (Mt 9,14; Mk 2,18)34 Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke faste og sørge, så længe de er sammen med ham.35 Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.”36 Jesus svarede dem også med følgende billedtale: „Ingen kunne finde på at rive sit nye tøj i stykker for at bruge det til at lappe sit gamle tøj. For det første ødelægger man sit nye tøj, og for det andet passer den nye lap alligevel ikke til det gamle tøj.37 Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når den nye vin gærer, sprænger den de gamle lædersække. På den måde går vinen til spilde, og lædersækkene bliver ødelagt.38 Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække.39 Men de, som er vant til at drikke den gamle vin, vil ikke prøve den ny, for de er overbeviste om, at den gamle vin er bedst.”