Apostelgeschichte 5

Einheitsübersetzung 2016

von Katholisches Bibelwerk
1 Ein Mann namens Hananias aber und seine Frau Saphira verkauften zusammen ein Grundstück2 und mit Einverständnis seiner Frau behielt er etwas von dem Erlös für sich. Er brachte nur einen Teil und legte ihn den Aposteln zu Füßen.3 Da sagte Petrus: Hananias, warum hat der Satan dein Herz erfüllt, dass du den Heiligen Geist belügst und von dem Erlös des Grundstücks etwas für dich behältst? (Lk 22,3; Joh 13,2)4 Hätte es nicht dein Eigentum bleiben können und konntest du nicht auch nach dem Verkauf frei über den Erlös verfügen? Warum hast du in deinem Herzen beschlossen, so etwas zu tun? Du hast nicht Menschen belogen, sondern Gott.5 Als Hananias diese Worte hörte, stürzte er zu Boden und starb. Und über alle, die es hörten, kam große Furcht.6 Die jungen Männer standen auf, hüllten ihn ein, trugen ihn hinaus und begruben ihn.7 Nach etwa drei Stunden kam seine Frau herein, ohne zu wissen, was geschehen war.8 Petrus fragte sie: Sag mir, habt ihr das Grundstück für so viel verkauft? Sie antwortete: Ja, für so viel.9 Da sagte Petrus zu ihr: Warum seid ihr übereingekommen, den Geist des Herrn auf die Probe zu stellen? Siehe, die Füße derer, die deinen Mann begraben haben, stehen vor der Tür; auch dich wird man hinaustragen.10 Im selben Augenblick brach sie vor seinen Füßen zusammen und starb. Die jungen Männer kamen herein, fanden sie tot, trugen sie hinaus und begruben sie neben ihrem Mann.11 Da kam große Furcht über die ganze Gemeinde und über alle, die davon hörten.12 Durch die Hände der Apostel geschahen viele Zeichen und Wunder im Volk. Alle kamen einmütig in der Halle Salomos zusammen.[1] (Apg 2,43; Apg 3,11; Röm 15,19; 2Kor 12,12)13 Von den Übrigen wagte niemand, sich ihnen anzuschließen; aber das Volk schätzte sie hoch.14 Immer mehr wurden im Glauben zum Herrn geführt, Scharen von Männern und Frauen.15 Selbst die Kranken trug man auf die Straßen hinaus und legte sie auf Betten und Liegen, damit, wenn Petrus vorüberkam, wenigstens sein Schatten auf einen von ihnen fiel. (Mk 6,56; Apg 19,12)16 Auch aus den Städten rings um Jerusalem strömten die Leute zusammen und brachten Kranke und von unreinen Geistern Geplagte mit. Und alle wurden geheilt. (Lk 4,40)17 Da erhoben sich voll Eifersucht der Hohepriester und alle, die auf seiner Seite standen, nämlich die Partei der Sadduzäer. (Apg 4,1)18 Und sie legten Hand an die Apostel und nahmen sie in öffentlichen Gewahrsam.19 Ein Engel des Herrn aber öffnete nachts die Gefängnistore, führte sie hinaus und sagte: (Apg 12,7)20 Geht, tretet im Tempel auf und verkündet dem Volk alle Worte dieses Lebens! (Apg 13,26)21 Sie gehorchten und gingen bei Tagesanbruch in den Tempel und lehrten. Währenddessen kam der Hohepriester mit seinen Begleitern. Sie riefen den Hohen Rat und alle Ältesten der Söhne Israels zusammen; man schickte Boten zum Gefängnis, um die Apostel vorführen zu lassen.22 Die Diener gingen, fanden sie aber nicht im Gefängnis. Sie kehrten zurück und meldeten:23 Wir fanden das Gefängnis sorgfältig verschlossen und die Wachen vor den Toren stehen; als wir aber öffneten, fanden wir niemanden darin.24 Der Tempelhauptmann und die Hohepriester waren ratlos, als sie das hörten, und wussten nicht, was nun werden sollte.25 Da kam jemand und meldete ihnen: Siehe, die Männer, die ihr ins Gefängnis geworfen habt, stehen im Tempel und lehren das Volk.26 Da ging der Tempelhauptmann mit seinen Leuten hin und holte sie, allerdings nicht mit Gewalt; denn sie fürchteten, vom Volk gesteinigt zu werden. (Lk 20,19)27 Man führte sie herbei und stellte sie vor den Hohen Rat. Der Hohepriester verhörte sie28 und sagte: Wir haben euch streng verboten, in diesem Namen zu lehren; und siehe, ihr habt Jerusalem mit eurer Lehre erfüllt; ihr wollt das Blut dieses Menschen über uns bringen. (Mt 27,25; Apg 4,18)29 Petrus und die Apostel antworteten: Man muss Gott mehr gehorchen als den Menschen. (Apg 4,19)30 Der Gott unserer Väter hat Jesus auferweckt, den ihr ans Holz gehängt und ermordet habt. (5Mo 21,22; Apg 2,23)31 Ihn hat Gott als Anführer und Retter an seine rechte Seite erhoben, um Israel die Umkehr und Vergebung der Sünden zu schenken. (Apg 2,38)32 Zeugen dieser Ereignisse sind wir und der Heilige Geist, den Gott allen verliehen hat, die ihm gehorchen. (Lk 24,48; Joh 15,26)33 Als sie das hörten, gerieten sie in Zorn und beschlossen, sie zu töten.34 Da erhob sich im Hohen Rat ein Pharisäer namens Gamaliël, ein beim ganzen Volk angesehener Gesetzeslehrer; er befahl, die Apostel für kurze Zeit hinauszuführen.[2] (Apg 22,3)35 Dann sagte er: Israeliten, überlegt euch gut, was ihr mit diesen Leuten tun wollt!36 Vor einiger Zeit nämlich trat Theudas auf und behauptete, er sei etwas Besonderes. Ihm schlossen sich etwa vierhundert Männer an. Aber er wurde getötet und sein ganzer Anhang wurde zerstreut und aufgerieben.37 Nach ihm trat in den Tagen der Volkszählung Judas, der Galiläer, auf; er brachte viel Volk hinter sich und verleitete es zum Aufruhr. Auch er kam um und alle seine Anhänger wurden zerstreut. (Lk 2,2)38 Darum rate ich euch jetzt: Lasst von diesen Männern ab und gebt sie frei; denn wenn dieses Vorhaben oder dieses Werk von Menschen stammt, wird es zerstört werden;39 stammt es aber von Gott, so könnt ihr sie nicht vernichten; sonst werdet ihr noch als Kämpfer gegen Gott dastehen. Sie stimmten ihm zu,40 riefen die Apostel herein und ließen sie auspeitschen; dann verboten sie ihnen, im Namen Jesu zu predigen, und ließen sie frei. (Apg 4,17; Apg 22,19)41 Sie aber gingen weg vom Hohen Rat und freuten sich, dass sie gewürdigt worden waren, für seinen Namen Schmach zu erleiden. (Lk 6,22; 1Petr 4,13)42 Und sie ließen nicht ab, Tag für Tag im Tempel und in den Häusern zu lehren, und verkündeten das Evangelium von Jesus, dem Christus. (Apg 2,46; Apg 5,20; Apg 8,35)

Apostelgeschichte 5

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 En mand ved navn Ananias og hans kone, Safira, solgte et jordstykke, de havde.2 Derefter beholdt de selv en del af pengene, og Ananias bragte resten til apostlene under foregivende af, at det var hele salgssummen.3 Men Peter sagde: „Ananias, hvorfor har du ladet Satan friste dig til at lyve over for Helligånden og selv beholde nogle af pengene?4 Ingen tvang dig til at sælge din jord, og da den først var solgt, havde du stadig ret til at bruge pengene, som du ville. Hvordan kunne du finde på at gøre det her? Det er jo ikke os, du har løjet for, men Gud!”5 Da Ananias hørte det, faldt han om og døde. Alle de tilstedeværende var dybt rystede.6 Nogle unge mænd rejste sig og svøbte ham ind i et lagen. Så bar de ham udenfor og begravede ham.7 Cirka tre timer senere kom Safira ind uden at vide, hvad der var sket.8 Peter spurgte hende: „Er det beløb her den fulde pris, I solgte jorden for?” „Ja, det er det,” svarede hun.9 „Hvorfor er du og din mand blevet enige om at udfordre Herrens Ånd?” sagde Peter. „Kan du høre skridt uden for døren? Det er dem, som har begravet din mand, der kommer tilbage. De vil også bære dig ud.”10 Straks faldt hun om for fødderne af Peter og døde. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død. Så bar de hende ud for at begrave hende ved siden af hendes mand.11 Hele menigheden og alle, som ellers hørte om det, blev dybt rystede.12 Apostlene holdt sammen og blev ved med at forkynde og undervise i Salomons Søjlegang, og de gjorde mange bemærkelsesværdige undere blandt folket.13 Ingen af de øvrige troende[1] turde slutte op om dem der, men apostlene nød stor anseelse hos folket,14 og flere og flere kom til tro på Herren, både mænd og kvinder.15 Apostlene gjorde så mange mirakler, at folk bar de syge ud på gaderne på senge og måtter, der hvor Peter kom forbi, så i det mindste hans skygge ville falde på dem.16 Store skarer af mennesker strømmede ind fra de omkringliggende byer med syge og folk, som var plaget af dæmoner—og de blev alle helbredt!17-18 Ypperstepræsten og hans venner, som alle var saddukæere, blev jaloux på apostlene og satte dem i fængsel.19 Men en engel kom om natten og åbnede fængselsportene og førte dem udenfor. Derpå sagde englen:20 „Gå tilbage til templet og tal til folk om alt det, som hører det evige liv til.”21 Derfor gik apostlene allerede næste dag ved daggry op på tempelpladsen og fortsatte med at undervise folk. I mellemtiden sammenkaldte ypperstepræsten og hans venner Rådet, som bestod af alle de jødiske ledere, og de sendte nogle folk fra tempelvagten hen til fængslet for at hente apostlene.22 Men de fandt dem ikke i fængslet. Derpå gik de tilbage til Rådet og rapporterede:23 „Fængslet var forsvarligt lukket og låst, og vagterne stod på deres poster uden for hver af dørene. Men da vi fik åbnet døren til fangernes celle, var der ingen derinde.”24 Da kommandanten for tempelvagten og ypperstepræsterne hørte det, vidste de ikke, om de skulle tage det alvorligt, eller hvad der var på færde.25 Så kom der en mand og fortalte, at de mænd, som var blevet fængslet dagen før, nu stod henne i templet og underviste folket.26 Kommandanten tog af sted med sit vagtmandskab og fik fat i dem—dog uden at bruge vold, for de var bange for, at folk så ville begynde at kaste sten efter dem.27 Apostlene blev nu ført frem for Rådet, hvorefter ypperstepræsten sagde:28 „Har vi ikke udtrykkeligt forbudt jer at tale mere om den mand? Nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres propaganda! Det er tydeligt, at I er ude på at give os skylden for hans død.”29 Peter svarede på apostlenes vegne: „Vi må adlyde Gud mere end mennesker.30 Vores forfædres Gud oprejste Jesus fra de døde, efter at I havde fået ham hængt op på et kors og dræbt.31 Ham har Gud nu ophøjet og givet pladsen ved sin højre side, og ham har han gjort til leder og Frelser, således at Israels folk kan få anledning til at vende om fra deres synder og blive tilgivet.32 Vi kan bevidne alt, hvad der er sket. Og Helligånden, som Gud giver til dem, der vil adlyde ham, bekræfter det.”33 Da rådsmedlemmerne hørte det, blev de så rasende, at de ville slå apostlene ihjel med det samme.34 Men et medlem af Rådet, en farisæer ved navn Gamaliel, som underviste i Toraen og var højt respekteret af folket, rejste sig og anmodede om, at apostlene blev ført uden for rådssalen et øjeblik.35 Så vendte han sig til Rådets øvrige medlemmer og sagde: „Venner! Pas på, at I ikke gør noget overilet mod disse mennesker.36 For en del år siden var der en mand ved navn Teudas, som gav sig ud for at være noget stort, og der var ca. 400 mænd, der sluttede sig til ham. Men da han til sidst blev dræbt, opløstes det hele af sig selv, og hans tilhængere blev spredt for alle vinde.37 Efter ham dukkede så Judas fra Galilæa op, dengang vi havde den store folketælling.[2] Han fik også samlet en flok oprørere, men da han mistede livet, forsvandt hans tilhængerskare som dug for solen.38 Derfor vil jeg råde jer til at lade mændene være i fred. Hvis det her har sit udspring i menneskelige tanker og planer, så vil det hele snart gå i sig selv.39 Men hvis Gud står bag det, så kan I ikke standse det, tværtimod risikerer I at komme til at kæmpe mod Gud selv.” Forsamlingen fulgte hans råd.40 Apostlene blev kaldt ind igen, blev pisket og endnu en gang advaret imod at tale om Jesus. Så blev de løsladt,41 og de gik fra stedet fyldt med glæde over, at Gud havde regnet dem for værdige til at lide for Jesu skyld.42 Men de fortsatte med hver dag at forkynde budskabet om, at Jesus er Messias, og undervise folk både på tempelpladsen og rundt omkring i hjemmene.