2Als sie hörten, dass er in hebräischer Sprache zu ihnen redete, waren sie noch ruhiger. Und er sagte:3Ich bin ein Jude, geboren in Tarsus in Kilikien, hier in dieser Stadt erzogen, zu Füßen Gamaliëls genau nach dem Gesetz der Väter ausgebildet, ein Eiferer für Gott, wie ihr alle es heute seid. (Apg 5,34; Apg 9,1; Apg 21,39; Apg 26,9; Röm 10,2; 2Kor 11,22; Gal 1,14; Phil 3,5)4Ich habe diesen Weg bis auf den Tod verfolgt, habe Männer und Frauen gefesselt und in die Gefängnisse eingeliefert. (Apg 8,3; Apg 9,2; Apg 18,25; Apg 19,9; Apg 24,14)5Das bezeugen mir der Hohepriester und der ganze Rat der Ältesten. Von ihnen erhielt ich auch Briefe an die Brüder und begab mich nach Damaskus, um auch jene, die dort waren, zu fesseln und zur Bestrafung nach Jerusalem zu bringen. (Apg 9,1)6Als ich nun unterwegs war und mich Damaskus näherte, da geschah es, dass mich um die Mittagszeit plötzlich vom Himmel her ein helles Licht umstrahlte.7Ich stürzte zu Boden und hörte eine Stimme zu mir sagen: Saul, Saul, warum verfolgst du mich?8Ich antwortete: Wer bist du, Herr? Er sagte zu mir: Ich bin Jesus, der Nazoräer, den du verfolgst.9Meine Begleiter sahen zwar das Licht, die Stimme dessen aber, der zu mir sprach, hörten sie nicht.10Ich sagte: Herr, was soll ich tun? Der Herr antwortete: Steh auf und geh nach Damaskus, dort wird dir alles gesagt werden, was dir zu tun bestimmt ist.11Da ich aber vom Glanz jenes Lichtes geblendet war, sodass ich nicht mehr sehen konnte, wurde ich von meinen Begleitern an der Hand geführt und gelangte so nach Damaskus.12Ein gewisser Hananias, ein frommer Mann nach dem Gesetz, der bei allen Juden dort in gutem Ruf stand,13kam zu mir, trat vor mich und sagte: Bruder Saul, du sollst wieder sehen! Und im gleichen Augenblick konnte ich ihn sehen.14Er sagte: Der Gott unserer Väter hat dich dazu erwählt, seinen Willen zu erkennen, den Gerechten zu sehen und die Stimme seines Mundes zu hören;15denn du wirst vor allen Menschen sein Zeuge sein für das, was du gesehen und gehört hast.16Was zögerst du jetzt? Steh auf, lass dich taufen und deine Sünden abwaschen und rufe seinen Namen an!17Es geschah aber, als ich nach Jerusalem zurückgekehrt war und im Tempel betete, dass ich in eine Verzückung geriet. (Apg 9,26; Gal 1,18)18Und ich sah ihn, wie er zu mir sagte: Beeil dich, verlasse sofort Jerusalem; denn sie werden dein Zeugnis über mich nicht annehmen.19Da sagte ich: Herr, sie wissen doch, dass ich es war, der jene, die an dich glauben, ins Gefängnis werfen und in den Synagogen auspeitschen ließ. (Apg 22,4)20Auch als das Blut deines Zeugen Stephanus vergossen wurde, stand ich dabei; ich stimmte zu und passte auf die Kleider derer auf, die ihn umbrachten. (Apg 7,58; Apg 8,1)21Aber er sagte zu mir: Brich auf, denn ich will dich in die Ferne zu den Heiden senden! (Apg 9,15; Apg 13,2; Apg 26,16; Röm 1,5; Gal 2,7)
Paulus und der römische Oberst
22Bis zu diesem Wort hörten sie ihm zu, dann fingen sie an zu schreien: Weg vom Erdboden mit so einem Menschen! Er darf nicht am Leben bleiben. (1Kor 4,13)23Sie lärmten, zerrissen ihre Kleider und warfen Staub in die Luft.24Da befahl der Oberst, ihn in die Kaserne zu führen, und ordnete an, ihn unter Geißelschlägen zu verhören. Auf diese Weise wollte er herausfinden, warum sie derart gegen ihn tobten.25Als sie ihn aber für die Geißelung festbanden, sagte Paulus zu dem Hauptmann, der dabeistand: Dürft ihr jemand, der das römische Bürgerrecht besitzt, geißeln, noch dazu ohne Verurteilung? (Apg 16,37; Apg 23,27)26Als der Hauptmann das hörte, ging er zum Obersten, meldete es und sagte: Was hast du vor? Der Mann ist Römer.27Der Oberst kam zu Paulus und fragte ihn: Sag mir, bist du wirklich Römer? Er antwortete: Ja.28Da antwortete der Oberst: Ich habe für dieses Bürgerrecht ein Vermögen gezahlt. Paulus sagte: Ich aber bin als Römer geboren.29Sofort ließen die, welche ihn verhören sollten, von ihm ab. Und der Oberst ängstigte sich, weil er bedachte, dass es ein Römer war und er ihn hatte fesseln lassen. (Apg 16,38)
Paulus vor dem Hohen Rat
30Weil er genau wissen wollte, was die Juden ihm vorwarfen, ließ er ihn am nächsten Tag aus dem Gefängnis holen und befahl, die Hohepriester und der ganze Hohe Rat sollten sich versammeln. Und er ließ Paulus hinunterführen und ihnen gegenüberstellen.
1„Mine ærede landsmænd, hør, hvad jeg har at sige til mit forsvar!” begyndte Paulus.2Da de hørte, at han talte hebraisk, blev der stille i den store forsamling. Han fortsatte:3„Jeg er jøde, født i Tarsos i Kilikien, men jeg er opvokset her i byen og uddannet under Gamaliel. Han har lært mig at følge alle de jødiske love og forfædrenes traditioner til punkt og prikke. Jeg var lige så fanatisk i min gudsdyrkelse, som I er her i dag.4Jeg forfulgte dem, som kalder sig ‚Vejen’, og ville have dem slået ihjel. Jeg fik dem arresteret og smidt i fængsel, både mænd og kvinder.5Både ypperstepræsten og alle medlemmerne i Det jødiske Råd kan bevidne, at jeg taler sandt. For det var dem, der skrev de breve, som jeg fik med til de jødiske ledere i Damaskus med tilladelse til at arrestere folk også dér og føre dem til Jerusalem, så de kunne blive straffet.6Men så skete der noget, bedst som jeg var på vej til Damaskus. Jeg var næsten nået frem til byen. Det var midt på dagen. Pludselig kom der et blændende lys fra himlen, og det omsluttede mig.7Jeg faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme sige: ‚Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’8‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Stemmen svarede: ‚Jeg er nazaræeren Jesus, ham du forfølger.’9De mænd, der var med mig, så lyset, men hørte ikke, hvad der blev sagt.10Jeg spurgte: ‚Hvad skal jeg gøre, Herre?’ Og Herren svarede: ‚Rejs dig og gå ind til Damaskus. Der vil du få mere at vide om de planer, jeg har for dig.’11Jeg var blevet blind på grund af det skarpe lys, så mine ledsagere måtte tage mig ved hånden og føre mig ind til Damaskus.12I byen boede der en mand, som hed Ananias. Han var en gudfrygtig mand, der efterlevede vores jødiske lov, og han var meget respekteret af alle byens jøder.13Han kom hen til mig og sagde: ‚Bror Saul, få synet tilbage!’ I det samme kunne jeg se igen.14Videre sagde han: ‚Gud, vores forfædres Gud, har udvalgt dig til at kende hans vilje. Du skal få lov at se Den Retfærdige og høre ham tale til dig,15for du skal fortælle hele verden alt, hvad du har set og hørt.16Hvad er der nu mere at vente på? Rejs dig op, lad dig døbe og få dine synder renset bort ved at tro på og bede om Herrens tilgivelse.’17Senere var jeg tilbage i Jerusalem. En dag, mens jeg bad i templet, var jeg pludselig som i en anden verden,18og i et syn så jeg Herren, som sagde til mig: ‚Skynd dig at forlade Jerusalem, for folk her vil ikke tage imod det, du fortæller om mig.’19‚Jamen, Herre,’ svarede jeg, ‚de ved jo alle sammen, at det var mig, som fik arresteret alle dem, der troede på dig, og jeg sørgede for, at de blev pisket i synagogerne.20Dengang Stefanus blev dræbt, stod jeg lige ved siden af og godkendte, hvad de gjorde, ja, det var mig, der passede på tøjet for dem, der slog ham ihjel.’21Men Herren sagde til mig: ‚Tag af sted! For jeg vil sende dig til de folkeslag, der er langt borte.’ ”22Op til det punkt havde folkemængden lyttet opmærksomt til Paulus, men nu begyndte hylekoret igen. „Han skal dø!” råbte de. „Sådan en skal ikke have lov til at leve!”23De skreg og krængede deres kapper af og kastede støv op i luften.24Kommandanten gav derfor ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen, og at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne finde ud af, hvad han havde gjort, som kunne gøre mængden så rasende.25Da de var i færd med at spænde ham fast for at piske ham, vendte han sig til den nærmeste officer og spurgte: „Er det tilladt at piske en romersk statsborger, der ikke engang har været for retten?”26Officeren gik til kommandanten og sagde: „Er du klar over, hvad du er ved at gøre? Manden er romersk statsborger!”27Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: „Sig mig, er du romersk statsborger?” „Ja, det er jeg,” svarede han.28„Det er jeg også,” udbrød kommandanten, „men det har kostet mig en formue at blive det.” „Jeg er født romersk statsborger,” sagde Paulus.29Da de soldater, der stod parate til at piske ham, hørte det, trak de sig hurtigt tilbage. Kommandanten blev også bange, da det gik op for ham, at han havde ladet en romersk statsborger lægge i lænker.30Men han ville gerne finde ud af, hvad det var, jøderne anklagede Paulus for. Næste dag lod han derfor lænkerne blive taget af Paulus og befalede, at han skulle fremstilles for ypperstepræsterne og Det jødiske Råd. Derpå blev Paulus ført frem for Rådet.