Apostelgeschichte 19

Einheitsübersetzung 2016

von Katholisches Bibelwerk
1 Während Apollos sich in Korinth aufhielt, durchwanderte Paulus das Hochland und kam nach Ephesus hinab. Er stieß dort auf einige Jünger (1Kor 16,8)2 und fragte sie: Habt ihr den Heiligen Geist empfangen, als ihr gläubig wurdet? Sie antworteten ihm: Wir haben noch nicht einmal gehört, dass es einen Heiligen Geist gibt.3 Da fragte er: Auf welche Taufe seid ihr denn getauft worden? Sie antworteten: Auf die Taufe des Johannes. (Mt 3,11; Mk 1,8; Lk 3,16; Apg 18,25)4 Paulus sagte: Johannes hat mit der Taufe der Umkehr getauft und das Volk gelehrt, sie sollten an den glauben, der nach ihm komme: an Jesus.5 Als sie das hörten, ließen sie sich auf den Namen Jesu, des Herrn, taufen.6 Paulus legte ihnen die Hände auf und der Heilige Geist kam auf sie herab; sie redeten in Zungen und weissagten. (Apg 8,17; Apg 10,46; 1Kor 14,1)7 Es waren im Ganzen ungefähr zwölf Männer.8 Er ging in die Synagoge und lehrte drei Monate lang freimütig und suchte sie vom Reich Gottes zu überzeugen. (Apg 8,12; Apg 28,23)9 Da aber einige verstockt waren, sich widersetzten und vor allen Leuten den Weg Jesu verspotteten, trennte er sich mit den Jüngern von ihnen und unterwies sie täglich im Lehrsaal des Tyrannus. (Apg 9,2; Apg 18,6; Tit 3,10; 2Joh 1,10)10 Das geschah zwei Jahre lang; auf diese Weise hörten alle Bewohner der Provinz Asien, Juden wie Griechen, das Wort des Herrn.11 Auch ungewöhnliche Machttaten tat Gott durch die Hand des Paulus.12 Sogar seine Schweißbinden und Tücher, die er auf der Haut getragen hatte, nahm man weg und legte sie den Kranken auf; da wichen die Krankheiten und die bösen Geister fuhren aus. (Apg 5,15)13 Auch einige der umherziehenden jüdischen Beschwörer versuchten, den Namen Jesu, des Herrn, über den von bösen Geistern Besessenen anzurufen, indem sie sagten: Ich beschwöre euch bei dem Jesus, den Paulus verkündet. (Lk 9,49)14 Das taten sieben Söhne eines gewissen Skeuas, eines jüdischen Oberpriesters.15 Aber der böse Geist antwortete ihnen: Jesus kenne ich und auch Paulus ist mir bekannt. Doch wer seid ihr? (Mk 1,34; Lk 4,41)16 Und der Mensch, in dem der böse Geist hauste, stürzte sich auf sie, überwältigte sie und setzte ihnen so zu, dass sie nackt und zerschunden aus dem Haus fliehen mussten.17 Das wurde allen Juden und Griechen, die in Ephesus wohnten, bekannt; alle wurden von Furcht gepackt und der Name Jesu, des Herrn, wurde hoch gepriesen. (Apg 2,43)18 Viele, die gläubig geworden waren, kamen und bekannten offen, was sie früher getan hatten. (Apg 14,1)19 Und nicht wenige, die Zauberei getrieben hatten, brachten ihre Zauberbücher herbei und verbrannten sie vor aller Augen. Man berechnete den Wert der Bücher auf fünfzigtausend Silberdrachmen.20 So wuchs das Wort in der Kraft des Herrn und wurde stark. (Apg 6,7; Apg 12,24)21 Als sich diese Geschehnisse erfüllt hatten, fasste Paulus im Geist den Beschluss, über Mazedonien und Achaia nach Jerusalem zu reisen. Er sagte: Wenn ich dort gewesen bin, muss ich auch Rom sehen. (Apg 23,11; Röm 1,10; Röm 15,23; 1Kor 16,5)22 Er sandte zwei seiner Helfer, Timotheus und Erastus, nach Mazedonien voraus und blieb selbst noch eine Zeit lang in der Provinz Asien. (Apg 16,1; Röm 16,21; 2Tim 4,20)23 Um jene Zeit aber wurde der Weg Jesu Anlass zu einem schweren Aufruhr. (Apg 9,2; 2Kor 1,8)24 Denn ein Silberschmied namens Demetrius, der silberne Artemistempel herstellte und den Kunsthandwerkern viel zu verdienen gab,25 rief diese und die anderen damit beschäftigten Arbeiter zusammen und sagte: Männer, ihr wisst, dass wir unseren Wohlstand diesem Gewerbe verdanken.26 Nun seht und hört ihr, dass dieser Paulus nicht nur in Ephesus, sondern fast in der ganzen Provinz Asien viele Leute überredet und verführt hat mit seiner Behauptung, die mit Händen gemachten Götter sind keine Götter. (Apg 17,29)27 So kommt nicht nur unser Gewerbe in Verruf, sondern auch dem Heiligtum der großen Göttin Artemis droht Gefahr, nichts mehr zu gelten, ja sie selbst, die von der ganzen Provinz Asien und von der ganzen Welt verehrt wird, wird ihre Hoheit verlieren.28 Als sie das hörten, wurden sie wütend und schrien: Groß ist die Artemis der Epheser!29 Die ganze Stadt geriet in Aufruhr; alles stürmte ins Theater und sie schleppten die Mazedonier Gaius und Aristarch, Reisegefährten des Paulus, mit sich. (Apg 20,4; Apg 27,2; 1Kor 15,32; 2Kor 1,8)30 Als aber Paulus in die Volksversammlung gehen wollte, hielten ihn die Jünger zurück.31 Auch einige hohe Beamte der Provinz Asien, die mit ihm befreundet waren, schickten zu ihm und rieten ihm, nicht ins Theater zu gehen.32 Dort schrien die einen dies, die andern das; denn in der Versammlung herrschte ein großes Durcheinander und die meisten wussten gar nicht, weshalb man überhaupt zusammengekommen war.33 Die Juden schickten Alexander nach vorn und aus der Menge gab man ihm noch Hinweise. Alexander gab mit der Hand ein Zeichen und wollte vor der Volksversammlung eine Verteidigungsrede halten.34 Doch als sie merkten, dass er ein Jude war, schrien sie alle fast zwei Stunden lang wie aus einem Mund: Groß ist die Artemis der Epheser!35 Der Stadtschreiber aber brachte die Menge zur Ruhe und sagte: Männer von Ephesus! Wer wüsste nicht, dass die Stadt der Epheser die Tempelhüterin der Großen Artemis und ihres vom Himmel gefallenen Bildes ist?36 Dies ist unbestreitbar; ihr müsst also Ruhe bewahren und dürft nichts Unüberlegtes tun.37 Ihr habt diese Männer hergeschleppt, die weder Tempelräuber noch Lästerer unserer Göttin sind.38 Wenn also Demetrius und seine Zunftgenossen eine Klage gegen irgendjemanden haben, so gibt es dafür Gerichtstage und Prokonsuln; dort mögen sie einander verklagen.39 Wenn ihr aber noch etwas anderes vorzubringen habt, so kann das in der gesetzmäßigen Volksversammlung geklärt werden.40 Sonst sind wir in Gefahr, dass man uns nach dem heutigen Vorfall des Aufruhrs anklagt, weil kein Grund vorliegt, mit dem wir diesen Volksauflauf rechtfertigen könnten. Nach diesen Worten löste er die Versammlung auf.

Apostelgeschichte 19

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Mens Apollos opholdt sig i Korinth, rejste Paulus videre fra Galatien gennem det indre højland og kom ned til Efesos.2 Der traf han en flok disciple og spurgte dem: „Fik I Helligånden, dengang I kom til tro?” „Vi har ikke engang hørt, at der findes en hellig Ånd,” svarede de.3 „Hvilken dåb blev I da døbt med?” spurgte han. „Johannes Døbers dåb,” svarede de.4 „Johannes døbte dem, der havde taget afstand fra deres synd, og han sagde til folk, at de skulle tro på én, som kom bagefter ham, det vil sige Jesus.”5 Så snart de hørte det, lod de sig døbe til at tilhøre Herren Jesus.6 Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede.7 Der var omkring 12 mænd i alt.8 I de følgende tre måneder kom Paulus til stadighed i synagogen, hvor han frimodigt debatterede med jøderne og talte overbevisende om Guds rige.9 Men nogle af dem nægtede hårdnakket at tage imod budskabet, og de talte offentligt imod dem, som blev kaldt „Vejen”. Så forlod Paulus synagogen og tog gruppen af disciple med sig over i Tyrannos’ forelæsningssal, hvor de holdt daglige samtaler.10 Det fortsatte de næste to år, så alle indbyggere i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik anledning til at høre Herrens ord.11 Gud udførte usædvanlige undere gennem Paulus’ tjeneste12 med det resultat, at folk kappedes om at få fat i de arbejdsforklæder eller tøjstykker, som Paulus havde brugt. Når tøjstykkerne derefter blev lagt på syge mennesker, blev de syge helbredt, mens andre blev befriet fra onde ånder.13 Nogle jødiske eksorcister, som rejste fra by til by, brugte også Jesu navn, når de prøvede at uddrive onde ånder. De sagde: „Jeg befaler jer at forsvinde i kraft af den Jesus, som Paulus forkynder!”14 Der var blandt andet syv sønner af den jødiske ypperstepræst Skeuas, som prøvede det.15 Men da de gjorde det, svarede den onde ånd: „Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men I—hvem er I?”16 Manden, der havde den onde ånd i sig, fór løs på dem og mishandlede dem, så de til sidst måtte flygte ud af huset, forslåede og med tøjet revet af.17 Den historie blev hurtigt kendt blandt både jøder og grækere i Efesos. Alle blev grebet af ærefrygt, og de var fulde af lovord om Herren Jesus og hans magt.18 Som følge af den hændelse kom mange af de nye troende og fortalte åbent om de hemmelige ting, de før havde været involveret i,19 og en hel del kom med deres okkulte bøger, som så blev brændt på et stort bål. Man optegnede bøgernes værdi og fandt ud af, at det svarede til 50.000 sølvstykker.20 Som følge af Herrens magt fik budskabet flere og flere tilhængere.21 Derefter besluttede Paulus under ledelse af Helligånden at rejse gennem Makedonien og Akaja til Jerusalem. „Og når jeg har været dér, må jeg videre til Rom,” sagde han.22 Han sendte sine to hjælpere, Timoteus og Erastos, i forvejen til Makedonien, mens han selv blev endnu en tid i provinsen Asien.23 På den tid opstod der en del røre i Efesos omkring dem, der blev kaldt „Vejen”.24 En velstående forretningsmand ved navn Demetrios havde mange folk i arbejde med fremstilling af små sølvkopier af Artemistemplet.25 Han sammenkaldte til et møde med alle byens øvrige sølvsmede og sagde til dem: „Mine herrer! I ved alle, at vi tjener godt ved at lave vores sølvting.26 I har også hørt om den mand, der hedder Paulus. Han har fået en masse mennesker både her i Efesos og i hele Asien til at tro på, at de guder, vi fremstiller, ikke er sande guder.27 Ikke alene giver det vores erhverv et dårligt ry, men der er fare for, at vores store gudinde Artemis’ tempel vil miste sin betydning, og at den gudinde, som hele Asien, ja hele verden, dyrker, vil blive vanæret!”28 Den tale satte blodet i kog hos folk, og de begyndte at råbe: „Stor er efesernes Artemis!”29 Ophidselsen bredte sig, og snart var hele byen i oprør. Alle stormede mod friluftsteatret. De greb fat i Paulus’ to rejsekammerater, Aristark og Gajus fra Makedonien, og slæbte dem med for at anklage dem.30 Paulus ville også selv være gået hen på teaterpladsen, men disciplene holdt ham tilbage.31 Desuden sendte nogle af provinsens ledende mænd, som var venner med Paulus, bud til ham om ikke at sætte livet på spil.32 Inde i teatret råbte og skreg folk i munden på hinanden, og det hele var én stor forvirring. De fleste var ikke engang klar over, hvad de var der for.33 Nogle af jøderne fik øje på Alexander. De satte ham hurtigt ind i sagen og fik ham skubbet frem. Han vinkede med hånden og forsøgte at komme med et forsvar.34 Men da alle kunne se, at han var jøde, råbte de i kor i næsten to timer: „Stor er efesernes Artemis!”35 Til sidst lykkedes det byrådets formand at berolige dem så meget, at han kunne få ørenlyd. „Borgere i Efesos!” råbte han. „Alle ved, at Efesos er centrum for tilbedelsen af vores berømte Artemis, hvis billede faldt ned til os fra himlen.36 Når det er en kendsgerning, som ikke kan diskuteres, så er der ingen grund til at blive foruroliget eller gribe til overilede handlinger.37 I har ført de mænd herhen, skønt de hverken har stjålet noget i templet eller har hånet vores gudinde.38 Hvis Demetrios og hans sølvsmede har en klage imod dem, er der domstole og fastlagte dage for retsmøder, og dommerne kan straks tage sig af sagen. Lad os derfor bruge de lovlige instanser.39 Og hvis I har andre ting at klage over, så kan det ordnes ved et lovligt indkaldt folkemøde,40 for vi risikerer at blive anklaget for oprør efter det, der er sket i dag. Der er ingen fornuftig grund til at lave sådan et spektakel.” Med disse ord fik han forsamlingen opløst.