1Alle Stämme Israels kamen zu David nach Hebron und sagten: Wir sind doch dein Fleisch und Bein. (1Mo 2,23; 2Sam 19,13; 1Chr 11,1)2Schon früher, als noch Saul unser König war, bist du es gewesen, der Israel hinaus und wieder nach Hause geführt hat. Der HERR hat zu dir gesagt: Du sollst der Hirt meines Volkes Israel sein, du sollst Israels Fürst werden. (1Sam 18,13; 1Sam 25,30; 1Kön 12,4)3Alle Ältesten Israels kamen zum König nach Hebron; der König David schloss mit ihnen in Hebron einen Vertrag vor dem HERRN und sie salbten David zum König von Israel. (2Sam 2,4)4David war dreißig Jahre alt, als er König wurde, und er regierte vierzig Jahre lang. (2Sam 2,11; 1Chr 3,4)5In Hebron war er sieben Jahre und sechs Monate König von Juda und in Jerusalem war er dreiunddreißig Jahre König von ganz Israel und Juda.
Eroberung Jerusalems
6Der König zog mit seinen Männern nach Jerusalem gegen die Jebusiter, die in dieser Gegend wohnten. Die Jebusiter aber sagten zu David: Du kommst hier nicht herein; vielmehr werden dich die Lahmen und die Blinden vertreiben. Das sollte besagen: David wird hier nicht eindringen. (Jos 15,63; Ri 1,21; 1Chr 11,4)7Dennoch eroberte David die Burg Zion; sie wurde die Stadt Davids. (1Chr 11,5)8David sagte an jenem Tag: Wer die Jebusiter schlagen will, muss den Zinnor erreichen, mit den Lahmen und den Blinden, die David verhasst sind. Daher sagt man: Ein Blinder und ein Lahmer kommt nicht ins Haus. (3Mo 21,18)9David ließ sich in der Burg nieder und nannte sie die Stadt Davids. Und David begann ringsum zu bauen, und zwar vom Millo an bis zur Burg. (1Kön 2,10)10David wurde immer mächtiger und der HERR, der Gott der Heerscharen, war mit ihm. (1Sam 18,14)11Hiram, der König von Tyrus, schickte eine Gesandtschaft zu David und ließ ihm Zedernholz überbringen; auch Zimmerleute und Steinmetzen schickte er und sie bauten für David einen Palast. (1Kön 5,22; 1Chr 14,1)12So erkannte David, dass der HERR ihn als König von Israel bestätigt hatte und dass der HERR sein Königtum wegen seines Volkes Israel zu hohem Ansehen gebracht hatte.
FESTIGUNG DER HERRSCHAFT
Die in Jerusalem geborenen Söhne Davids
13Als David von Hebron gekommen war, nahm er sich noch Nebenfrauen, auch Frauen aus Jerusalem. So wurden ihm noch mehr Söhne und Töchter geboren. (5Mo 17,17; 1Chr 3,5; 1Chr 14,3)14Das sind die Namen der Söhne, die ihm in Jerusalem geboren wurden: Schima, Schobab, Natan, Salomo, (2Sam 12,24)15Jibhar, Elischua, Nefeg, Jafia,16Elischama, Eljada und Elifelet.
Krieg mit den Philistern
17Die Philister hörten, dass man David zum König von Israel gesalbt hatte. Da zogen alle herauf, um David gefangen zu nehmen. David erfuhr davon und zog sich in eine Bergfestung zurück. (1Chr 14,8)18Als die Philister herankamen und in der Rafaïterebene umherstreiften, (Jos 15,8; 1Sam 23,14)19befragte David den HERRN; er sagte: Soll ich die Philister angreifen? Wirst du sie in meine Hand geben? Der HERR antwortete David: Greif sie an; denn ich werde die Philister bestimmt in deine Hand geben. (Ri 4,14; Ri 7,7; 1Sam 23,2)20Da zog David nach Baal-Perazim. Dort schlug er die Philister und sagte: Der HERR hat die Reihen meiner Feinde vor meinen Augen durchbrochen, wie Wasser durchbricht. Deshalb nennt man jenen Ort Baal-Perazim, Herr der Durchbrüche. (Jes 28,21)21Die Philister ließen dort ihre Götterbilder zurück, sodass David und seine Männer sie mitnehmen konnten. (1Sam 4,11)22Doch die Philister zogen noch einmal herauf und streiften in der Rafaïterebene umher.23David befragte wieder den HERRN und der HERR antwortete ihm: Zieh nicht hinauf, umgeh sie in ihrem Rücken und komm von den Baka-Bäumen her an sie heran! (2Sam 2,1)24Wenn du dann in den Wipfeln der Baka-Bäume ein Geräusch wie von Schritten hörst, dann beeil dich; denn dann geht der HERR vor dir her, um das Heer der Philister zu schlagen. (Ri 6,36)25David tat, was der HERR ihm befohlen hatte, und er schlug die Philister von Geba bis dort, wo es nach Geser geht. (1Sam 7,10)
1Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de.2„Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.”3Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.4(David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år.5I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)
David indtager Jerusalem
6Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der. „Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!”7-9Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.10I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.11Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham.12Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.
Davids sønner, født i Jerusalem
13Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre.14Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon,15Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia,16Elishama, Eljada og Elifelet.
David besejrer filistrene
17Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg.18Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.19Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?” Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”20Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.[1]21De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.22Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen.23David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne.[2]24Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”25David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.