1Der Zorn des HERRN entbrannte noch einmal gegen Israel und er reizte David gegen das Volk auf und sagte: Geh, zähl Israel und Juda! (2Sam 21,1; 1Chr 21,1)2Der König befahl Joab, dem Obersten des Heeres, der bei ihm war: Durchstreift alle Stämme Israels von Dan bis Beerscheba und mustert das Volk, damit ich die Zahl des Volkes kenne![1] (2Sam 17,11; 2Sam 18,1)3Joab aber sagte zum König: Der HERR, dein Gott, möge das Volk vermehren, hundertmal mehr, als es jetzt ist, und mein Herr, der König, möge es mit eigenen Augen sehen. Warum aber hat mein Herr, der König, Gefallen an einer solchen Sache? (5Mo 1,11; 1Kön 1,48)4Doch der König beharrte gegenüber Joab und den Anführern des Heeres auf seinem Befehl und Joab und die Anführer des Heeres verließen den König, um das Volk Israel zu mustern. (2Mo 30,11)5Sie überschritten den Jordan und begannen bei Aroër, rechts von der Stadt, die mitten im Tal liegt. Dann gingen sie auf Gad und Jaser zu[2] (Jos 13,9)6und weiter nach Gilead und ins Land der Hetiter nach Kadesch. Von dort aus zogen sie nach Dan und von Dan wandten sie sich nach Sidon.[3] (Jos 13,25; Ri 1,26)7Dann kamen sie zur Festung Tyrus und zu all den Städten der Hiwiter und der Kanaaniter. Darauf zogen sie in den Negeb von Juda hinab nach Beerscheba.8So durchstreiften sie das ganze Land und kamen nach neun Monaten und zwanzig Tagen wieder nach Jerusalem zurück.9Und Joab gab dem König das Ergebnis der Volkszählung bekannt: Israel zählte achthunderttausend Krieger, die mit dem Schwert kämpfen konnten, und Juda fünfhunderttausend. (Ri 20,2; 1Chr 27,24)10Dann aber schlug David das Gewissen, nachdem er das Volk gezählt hatte, und er sagte zum HERRN: Ich habe schwer gesündigt, weil ich das getan habe. Doch vergib deinem Knecht seine Schuld, HERR; denn ich habe sehr unvernünftig gehandelt. (1Sam 15,24; 1Sam 24,6; 2Sam 12,13)11Als David am Morgen aufstand, war bereits folgendes Wort des HERRN an den Propheten Gad, den Seher Davids, ergangen: (1Sam 22,5)12Geh und sag zu David: So spricht der HERR: Dreierlei lege ich dir vor. Wähl dir eines davon! Das werde ich dir antun. (Jos 24,15)13Gad kam zu David, teilte ihm das Wort mit und sagte: Was soll über dich kommen? Sieben Jahre Hungersnot in deinem Land? Oder drei Monate Flucht vor deinen Feinden, die dich verfolgen? Oder drei Tage Pest in deinem Land? Überleg dir sehr genau, was ich dem, der mich gesandt hat, als Antwort überbringen soll! (Jer 32,24; Hes 6,11)14Da sagte David zu Gad: Ich habe große Angst. Wir wollen lieber in die Hand des HERRN fallen, denn seine Barmherzigkeit ist groß; den Menschen aber möchte ich nicht in die Hand fallen. (Ps 103,8; Sir 2,18)15Da ließ der HERR über Israel eine Pest kommen; sie dauerte von jenem Morgen an bis zu dem festgesetzten Zeitpunkt und es starben zwischen Dan und Beerscheba siebzigtausend Mann im Volk. (5Mo 28,21)16Als der Engel seine Hand gegen Jerusalem ausstreckte, um es ins Verderben zu stürzen, reute den HERRN das Unheil und er sagte zu dem Engel, der das Volk ins Verderben stürzte: Es ist jetzt genug, lass deine Hand sinken! Der Engel war gerade bei der Tenne des Jebusiters Arauna. (2Mo 12,23; 1Sam 15,11; 2Kön 19,35)17Als David den Engel sah, der das Volk schlug, sagte er zum HERRN: Ich bin es doch, der gesündigt hat; ich bin es, der sich vergangen hat. Aber diese, die Herde, was haben denn sie getan? Erheb deine Hand gegen mich und gegen das Haus meines Vaters! (2Mo 10,16; 4Mo 22,34; Hes 18,4)18Am gleichen Tag kam Gad zu David und sagte zu ihm: Geh hinauf und errichte dem HERRN auf der Tenne des Jebusiters Arauna einen Altar![4] (1Chr 22,1; 2Chr 3,1)19David ging hinauf, wie es Gad gesagt und der HERR befohlen hatte. (2Chr 3,1)20Arauna hielt gerade Ausschau und sah den König mit seinen Dienern kommen. Er ging hinaus, warf sich vor dem König mit dem Gesicht zur Erde nieder21und sagte: Warum kommt mein Herr, der König, zu seinem Knecht? David antwortete: Um von dir die Tenne zu kaufen und dem HERRN einen Altar zu errichten, damit die Plage im Volk aufhört. (1Sam 14,34; Lk 1,43)22Arauna antwortete David: Mein Herr, der König, möge alles nehmen, was er für gut findet, und es als Brandopfer darbringen. Sieh her, hier sind die Rinder für das Brandopfer und die Dreschschlitten und das Geschirr der Rinder als Brennholz. (1Mo 23,11; 1Sam 6,14; 1Kön 19,21)23Das alles gab König Arauna dem König. Dann sagte Arauna zum König: Der HERR, dein Gott, sei dir gnädig.24Der König erwiderte Arauna: Nein, ich will es dir gegen Bezahlung abkaufen; ich will dem HERRN, meinem Gott, keine unbezahlten Brandopfer darbringen. David kaufte also die Tenne und die Rinder für fünfzig Silberschekel. (1Mo 23,13; 1Kön 16,24)25Und er baute dort einen Altar für den HERRN und brachte Brandopfer und Heilsopfer dar; der HERR aber ließ sich um des Landes willen erbitten und die Plage hörte auf in Israel.
1Endnu en gang blev Herren vred på Israel. Han fik David til at bringe Israels folk i ulykke ved at give ham den tanke at optælle Judas og Nordrigets samlede hærstyrke.[1] (1Chr 21,1; Hi 1,6; Mt 4,1)2Kongen sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd, så jeg kan vide, hvor mange jeg råder over.”3Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu—og at du må leve så længe, at du oplever det! Hvorfor vil min herre, kongen, begå en sådan synd?”4Men trods deres protester måtte Joab og officererne bøje sig for kongens ord. Joab og hans officerer drog altså af sted for at begynde optællingen.5De krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Aroer midt i kløften syd for byen.[2] Derefter gik de nordpå gennem Gads område og slog lejr ved Jazer.6Derfra tog de videre til Gilead og hittitternes område.[3] Efter at have været i Dan satte de kursen mod Sidon.7Senere kom de til fæstningen i Tyrus og til hivvitternes og kana’anæernes mange byer, inden de nåede til landets sydligste punkt, Be’ersheba i Juda.8Efter denne rundrejse, som varede ni måneder og 20 dage, vendte Joab tilbage til Jerusalem9og meddelte kongen det samlede tal på landets våbenføre mænd, 800.000 mand i Nordriget og 500.000 mand i Juda.10Men da mønstringen var overstået, fik David dårlig samvittighed og sagde til Herren: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig, Herre!”11Da David stod op næste morgen, havde profeten Gad, som var i Davids tjeneste, allerede fået følgende budskab fra Herren:12„Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.”13Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: „Skal der komme tre[4] års hungersnød i hele dit land? Vil du være på flugt for dine fjender i tre måneder? Eller skal Herren sende pest over landet i tre dage? Tænk dig nu godt om og lad mig vide, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig.” (1Chr 21,12)14„Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre for os at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”15Straks den samme morgen sendte Herren så pest over hele Israel fra Dan i nord til Be’ersheba i syd. Pesten varede i tre dage, og 70.000 mænd døde.16Da dødsenglen var parat til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Aravnas tærskeplads.17Da David så englen, som slog folket med pest, sagde han til Herren: „Det er mig, der har syndet! Alle disse mennesker er som uskyldige får. Så er det bedre, at du rammer mig og min familie.”18-19Samme dag kom Gad til David med følgende besked fra Herren: „Gå hen og byg et alter for Herren på jebusitten Aravnas tærskeplads!” David gik straks derop, som Herren havde befalet.20Da Aravna fik øje på kongen og hans mænd, der styrede lige hen imod ham, gik han dem i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran kongen.21„Herre, hvad er grunden til dit besøg?” spurgte han David. David svarede: „Jeg vil købe din tærskeplads, så jeg kan bygge et alter for Herren og få pesten til at standse.”22„Min herre og konge, tag hvad du vil have,” svarede Aravna. „Udfør alle de ofre, du vil! Her er mine okser til brændofferet, og du må gerne bruge tærskeslæderne og åget til offerbrænde.23Herre konge, jeg giver det alt sammen til dig. Må Gud Herren vise dig nåde!”24„Nej,” svarede kongen, „jeg vil betale dig for det, for jeg vil ikke bringe Herren, min Gud, et offer, som ikke har kostet mig noget.” Så købte David tærskepladsen og han gav 50 sølvstykker for okserne,25hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Da forbarmede Herren sig over landet og Israels folk og standsede pesten.