von Katholisches Bibelwerk1Als David vom Gipfel des Berges aus ein Stück weiterzog, da kam ihm Ziba, der Diener Merib-Baals, mit einem Paar gesattelter Esel entgegen. Sie waren mit zweihundert Broten, hundert Traubenkuchen, hundert frischen Früchten und einem Schlauch Wein beladen. (2Sam 9,1; 2Sam 19,27)2Der König fragte Ziba: Was hast du damit vor? Ziba antwortete: Die Esel sind für die königliche Familie als Reittiere bestimmt, das Brot und die Früchte zur Verpflegung der jungen Männer, der Wein ist zum Trinken für die, die in der Steppe müde werden.3Der König fragte: Wo ist der Sohn deines Herrn? Ziba antwortete dem König: Er ist in Jerusalem geblieben; denn er hat gesagt: Heute wird mir das Haus Israel das Königtum meines Vaters wiedergeben. (2Sam 19,25)4Da sagte der König zu Ziba: Jetzt soll alles, was Merib-Baal gehört, dir gehören. Ziba antwortete: Ich habe mich niedergeworfen; möge ich Gnade finden vor deinen Augen, mein Herr und König.5Als König David nach Bahurim kam, siehe, da kam aus der Stadt ein Mann heraus namens Schimi, ein Sohn Geras aus der Sippe des Hauses Saul. Er kam heraus, fluchte (2Sam 19,17; 1Kön 2,8)6und warf mit Steinen nach ihm und allen Dienern des Königs David, obwohl das ganze Volk und alle Krieger rechts und links um ihn standen.7Schimi schrie und fluchte: Verschwinde, verschwinde, du Mörder, du Niederträchtiger! (2Sam 21,8)8Der HERR hat all deine Blutschuld am Haus Sauls, an dessen Stelle du König geworden bist, auf dich zurückfallen lassen. Der HERR hat das Königtum in die Hand deines Sohnes Abschalom gegeben. Nun bist du ins Unglück geraten; denn du bist ein Mörder.9Da sagte Abischai, der Sohn der Zeruja, zum König: Warum flucht dieser tote Hund meinem Herrn, dem König? Ich will hinübergehen und ihm den Kopf abschlagen. (2Mo 22,27; 1Sam 24,15)10Doch der König antwortete: Was habe ich mit euch zu schaffen, ihr Söhne der Zeruja? Wenn er flucht und wenn der HERR ihm gesagt hat: Verfluch David!, wer darf dann fragen: Warum tust du das? (2Sam 2,18; 2Sam 19,23)11Und weiter sagte David zu Abischai und all seinen Dienern: Seht, mein leiblicher Sohn trachtet mir nach dem Leben, wie viel mehr erst der Benjaminiter. Lasst ihn fluchen! Sicherlich hat es ihm der HERR geboten.12Vielleicht sieht der HERR mein Elend an und erweist mir Gutes für den Fluch, der mich heute trifft. (1Mo 50,20; 1Sam 1,11)13David und seine Männer setzten ihren Weg fort; Schimi ging am Berghang neben ihnen her und fluchte ununterbrochen, warf mit Steinen nach ihm und bewarf ihn mit Erde. (2Sam 19,21)14Erschöpft kam der König mit allen Leuten, die er bei sich hatte, an den Jordan; dort konnte er wieder Atem schöpfen.[1]
Huschai und Ahitofel
15Abschalom war mit dem ganzen Heer der Israeliten nach Jerusalem gekommen; auch Ahitofel war bei ihm. (2Sam 15,37)16Als der Arkiter Huschai, der Freund Davids, zu Abschalom kam, sagte er zu Abschalom: Es lebe der König, es lebe der König! (1Sam 10,24; 1Kön 1,39)17Abschalom fragte Huschai: So sieht die Liebe zu deinem Freund aus? Warum bist du nicht mit deinem Freund gegangen? (1Chr 27,33)18Huschai sagte zu Abschalom: Nein, ich gehöre vielmehr zu dem, den der HERR und dieses Volk und alle Israeliten erwählt haben; bei ihm will ich bleiben. (2Sam 6,21)19Und außerdem: Wem diene ich denn? Doch nur seinem Sohn. Wie ich vor den Augen deines Vaters Dienst getan habe, so will ich auch dir zur Verfügung stehen. (2Sam 15,34)20Abschalom sagte zu Ahitofel: Gebt einen Rat, was wir tun sollen!21Ahitofel sagte zu Abschalom: Geh zu den Nebenfrauen deines Vaters, die er hiergelassen hat, um das Haus zu bewachen! So wird ganz Israel erfahren, dass du dich bei deinem Vater verhasst gemacht hast, und alle, die zu dir halten, werden ermutigt. (1Sam 13,4; 2Sam 15,16)22Man errichtete für Abschalom ein Zelt auf dem Dach und Abschalom ging vor den Augen ganz Israels zu den Nebenfrauen seines Vaters. (2Sam 2,7; 2Sam 12,11; 2Sam 20,3)23Ein Rat, den Ahitofel gab, galt in jenen Tagen so viel, als hätte man ein Gotteswort erbeten. So viel galt jeder Rat Ahitofels, bei David wie bei Abschalom. (2Sam 15,12; 2Sam 17,23)
1David fortsatte ned ad vejen på den anden side af Olivenbjerget og mødte kort efter Ziba, som havde været Sauls tjener og nu bestyrede Mefiboshets ejendom. Ziba havde to æsler med sig. De havde sadler på og var læssede med 200 brød, 100 rosinkager, 100 figner[1] og en lædersæk med vin.2„Hvor skal du hen med de ting?” spurgte kongen. Ziba svarede: „Æslerne er en gave til kongens familie, så de har noget at ride på. Brødet, kagerne og frugten er til folkene—og vinen skal styrke dem, der bliver udmattede i ørkenen.”3„Hvor er Mefiboshet?” spurgte kongen ham. „Han blev i Jerusalem,” svarede Ziba, „for han tænkte: Nu vil israelitterne give mig min farfars kongedømme tilbage!”4„Så overdrager jeg al hans ejendom til dig, Ziba!” udbrød kongen opbragt. „Mange, mange tak!” svarede Ziba og bøjede sig til jorden. „Måtte jeg altid bevare kongens velvilje.”
Shimi forbander David
5Da David og hans følge passerede Bahurim, kom en mand fra landsbyen ud og råbte forbandelser efter dem. Det var Shimi, Geras søn. Han var en slægtning til Saul.6Han kastede sten efter kongen og hans tjenere til trods for, at de var omgivet af hele hæren og livvagten.7-8„Forsvind, din morder—din bandit!” skreg han mod David. „Nu betaler Herren dig tilbage, fordi du myrdede kong Sauls familie for selv at overtage tronen. Nu har Herren overdraget den til din søn Absalom! Din morder! Nu får du, hvad du har fortjent!”9„Hvor længe skal den forbandede køter have lov til at overfuse kongen?” spurgte Abishaj, Zerujas søn. „Lad mig gå hen og hugge hovedet af ham!”10„I tænker kun på hævn, Zerujas sønner,” svarede David. „Hvis Herren har givet ham besked på at forbande mig—hvem er da jeg, at jeg skulle standse ham?11Min egen søn søger at slå mig ihjel, men denne benjaminit forbander mig jo kun. Lad ham være, for Herren er med i det.12Måske vil Herren ynkes over mig og vende forbandelserne til noget godt.”13Så gik David og hans mænd videre, men Shimi fulgte med i sikker afstand oppe på bakkeskråningen og fortsatte med at forbande David og smide sten og jord efter ham.14Da kongen og hans følge nåede vadestedet ved Jordanfloden, var de så udmattede, at de måtte holde et langt hvil.
Hushaj tilbyder Absalom sin tjeneste
15I mellemtiden havde Absalom holdt sit indtog i Jerusalem, ledsaget af sine folk og af Ahitofel.16Davids ven, arkitten Hushaj, opsøgte ham øjeblikkelig. „Kongen leve! Kongen længe leve!” hilste han.17„Er det en måde at behandle din ven David på?” spurgte Absalom. „Hvorfor er du ikke fulgt med ham?”18„Fordi jeg foretrækker at holde med den mand, som Herren og hans folk Israel har valgt,” svarede Hushaj.19„Er der noget forkert i det? Tidligere hjalp jeg din far, nu vil jeg gerne hjælpe dig.”
Ahitofel som Absaloms rådgiver
20Derefter sagde Absalom henvendt til Ahitofel: „Hvad skal vi så gøre nu? Kom med et godt råd!”21Ahitofel kom med følgende forslag: „Du skal gå i seng med din fars medhustruer, som han efterlod i paladset! Så vil hele Israels folk indse, at du har krænket ham så groft, at al forsoning er udelukket, og dine tilhængere vil vide, at du mener det alvorligt med dit oprør imod ham.”22Så blev der rejst et telt på paladsets flade tag, hvor alle kunne se det, og ved højlys dag gik Absalom ind i teltet og lå med sin fars medhustruer, den ene efter den anden.23Absalom fulgte altid Ahitofels råd, ligesom David tidligere havde gjort, for når Ahitofel talte, mente man, at han talte på Guds vegne.