1Die ganze Gemeinde der Israeliten zog von der Wüste Sin weiter, einen Tagesmarsch nach dem anderen, wie es der HERR jeweils bestimmte. In Refidim schlugen sie ihr Lager auf, aber das Volk hatte kein Wasser zu trinken. (4Mo 33,12)2Da geriet es mit Mose in Streit und sagte: Gebt uns Wasser zu trinken! Mose antwortete ihnen: Was streitet ihr mit mir? Warum stellt ihr den HERRN auf die Probe?3Das Volk dürstete dort nach Wasser und murrte gegen Mose. Sie sagten: Wozu hast du uns überhaupt aus Ägypten heraufgeführt, um mich und meine Söhne und mein Vieh vor Durst sterben zu lassen?4Mose schrie zum HERRN: Was soll ich mit diesem Volk anfangen? Es fehlt nur wenig und sie steinigen mich.5Der HERR antwortete Mose: Geh am Volk vorbei und nimm einige von den Ältesten Israels mit; nimm auch den Stab in die Hand, mit dem du auf den Nil geschlagen hast, und geh!6Siehe, dort drüben auf dem Felsen am Horeb werde ich vor dir stehen. Dann schlag an den Felsen! Es wird Wasser herauskommen und das Volk kann trinken. Das tat Mose vor den Augen der Ältesten Israels.7Den Ort nannte er Massa und Meriba, Probe und Streit, weil die Israeliten gehadert und den HERRN auf die Probe gestellt hatten, indem sie sagten: Ist der HERR in unserer Mitte oder nicht? (4Mo 20,7; 4Mo 20,13; 5Mo 6,16; 5Mo 9,22; 5Mo 33,8)
Rettung vor dem Krieg
8Und Amalek kam und suchte in Refidim den Kampf mit Israel.9Da sagte Mose zu Josua: Wähl uns Männer aus und zieh in den Kampf gegen Amalek! Ich selbst werde mich morgen mit dem Gottesstab in meiner Hand auf den Gipfel des Hügels stellen.10Josua tat, was ihm Mose aufgetragen hatte, und kämpfte gegen Amalek, während Mose, Aaron und Hur auf den Gipfel des Hügels stiegen.11Solange Mose seine Hand erhoben hielt, war Israel stärker; sooft er aber die Hand sinken ließ, war Amalek stärker.12Als dem Mose die Hände schwer wurden, holten sie einen Steinbrocken, schoben den unter ihn und er setzte sich darauf. Aaron und Hur stützten seine Arme, der eine rechts, der andere links, sodass seine Hände erhoben blieben, bis die Sonne unterging.13So schwächte Josua Amalek und sein Heer mit scharfem Schwert.14Da sprach der HERR zu Mose: Schreibe das zum Gedächtnis in ein Buch und präge es Josua ein! Denn ich will die Erinnerung an Amalek unter dem Himmel austilgen.15Mose baute einen Altar und gab ihm den Namen: Der HERR ist mein Feldzeichen.16Er sagte: Die Hand an des HERRN Feldzeichen! Krieg ist zwischen dem HERRN und Amalek von Generation zu Generation.
1På Herrens befaling forlod Israels folk nu Sins ørken og flyttede fra sted til sted. På et tidspunkt kom de til Refidim, men der var intet vand der.2Igen klagede folket til Moses. „Giv os vand!” forlangte de. „Hvorfor anklager I mig!” spurgte Moses. „Hvorfor udfordrer I Guds tålmodighed?”3Men folket led af tørst, så de blev ved at klage: „Hvorfor førte du os ud af Egypten? Var det, for at vi skulle dø af tørst sammen med vores familier og husdyr?”4Da bad Moses til Herren: „Hvad skal jeg stille op med dette folk? De er jo lige ved at stene mig!”5Herren svarede: „Tag nogle af Israels ledere med dig og tag den stav, du slog Nilen med, i din hånd og kom så.6Jeg vil stå foran dig på klippen ved Horebs bjerg. Og når du slår på klippen, vil der strømme vand ud af den, så alle kan få noget at drikke.” Det gjorde Moses så for øjnene af Israels ledere, og vandet strømmede frem.7Moses gav derfor det pågældende sted navnet Massa,[1] men det blev også kaldt Meriba, for det var her, Israels folk skændtes med Herren og provokerede ham ved at sige: „Vil Herren sørge for os—eller vil han ikke?”
Slaget mod amalekitterne
8Mens israelitterne opholdt sig ved Refidim, gjorde nogle amalekitiske krigere sig klar til at angribe dem.9Moses sagde da til Josva: „Udvælg dig nogle mænd og gå i morgen imod amalekitterne. Jeg stiller mig oppe på toppen af højen med Guds stav i hånden.”10Så rykkede Josva ud for at kæmpe imod amalekitterne. Og Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen.11Så længe Moses løftede hænderne med staven op i luften, fik israelitterne overtaget, men så snart han sænkede hænderne for at hvile, fik amalekitterne overtaget.12Da Moses blev træt af at holde armene i vejret, fandt Aron og Hur en sten, som han kunne sidde på, og så stillede de sig på hver sin side af Moses og holdt hans arme i vejret. På den måde var hans arme løftet lige til solnedgang.13Sådan besejrede Josva og hans mænd amalekitternes hær.14Derefter sagde Herren til Moses: „Nedskriv beretningen om denne begivenhed i en bog, så den altid vil huskes, og lad aldrig Josva glemme, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitterne.”15Moses byggede et alter her, som han kaldte „Herren kæmper for mig.”[2]16„Amalekitterne satte sig op mod Herren,” sagde Moses. „Derfor vil Herren kæmpe mod dem fra slægt til slægt.”