1Darauf rief Jakob seine Söhne und sprach: Versammelt euch, dann sage ich euch an, was euch begegnet in künftigen Tagen.[1]2Kommt zusammen und hört, / ihr Söhne Jakobs, hört auf Israel, euren Vater!3Ruben, mein Erstgeborener bist du, meine Stärke, / der Erste meiner Manneskraft, / übermütig an Stolz, übermütig an Kraft, (5Mo 33,6)4überschäumend wie Wasser. Der Erste sollst du nicht bleiben. / Denn du hast das Bett deines Vaters bestiegen; du hast damals mein Lager entweiht.[2] (1Mo 35,22)5Simeon und Levi, die Brüder, / Werkzeuge der Gewalt sind ihre Messer.6Zu ihrem Kreis mag ich nicht gehören, / mit ihrer Rotte vereinige sich nicht meine Ehre. / Denn in ihrem Zorn brachten sie Männer um, / mutwillig lähmten sie Stiere.7Verflucht ihr Zorn, da er so heftig, / verflucht ihr Grimm, da er so roh. / Ich teile sie unter Jakob auf, / ich zerstreue sie unter Israel.[3]8Juda, dir jubeln die Brüder zu, / deine Hand hast du am Genick deiner Feinde. / Deines Vaters Söhne werfen sich vor dir nieder.9Ein junger Löwe ist Juda. / Vom Raub, mein Sohn, stiegst du auf. / Er kauert, liegt da wie ein Löwe, / wie eine Löwin. Wer bringt sie zum Aufstehen?10Nie weicht von Juda das Zepter, / der Herrscherstab von seinen Füßen, / bis Schilo kommt, / dem der Gehorsam der Völker gebührt.[4] (Hes 21,32)11Er bindet an den Weinstock seinen Eselhengst, / an die Edelrebe das Füllen seiner Eselin. / Er wäscht in Wein sein Kleid, / in Traubenblut sein Gewand.12Dunkler als Wein sind die Augen, / seine Zähne weißer als Milch.13Sebulon wohnt am Gestade der Meere, / am Gestade der Schiffe, / mit seinem Rücken nach Sidon hin.14Issachar ist ein knochiger Esel, / lagernd zwischen den Hürden.15Er sieht, wie die Ruhe so schön ist / und wie lieblich das Land; / da neigt er die Schulter als Träger / und wird zum fronenden Knecht.16Dan schafft Recht seinem Volk wie / nur einer von Israels Stämmen.[5]17Zur Schlange am Weg wird Dan, / zur zischelnden Natter am Pfad. / Sie beißt das Pferd in die Fesseln, / sein Reiter stürzt rücklings herab.18Auf deine Hilfe hoffe ich, HERR.19Gad, ins Gedränge drängen sie ihn, / doch er bedrängt ihre Ferse.[6]20Ascher, fett ist sein Brot. / Königskost liefert er.21Naftali, eine flüchtige Hirschkuh, / versteht sich auf gefällige Rede.22Ein junger Fruchtbaum ist Josef, / ein junger Fruchtbaum am Quell, / dessen Zweige an der Mauer emporsteigen.23Man erbittert und beschießt ihn, / Schützen stellen ihm nach.24Sein Bogen sitzt sicher; / gelenkig sind Arme und Hände. / Von den Händen des Starken Jakobs, / von dort kommt ein Hirt, Israels Stein,[7]25vom Gott deines Vaters, er wird dir helfen. / El-Schaddai, er wird dich segnen / mit Segen des Himmels von droben, / mit Segen tief lagernder Urflut, / mit Segen von Brust und Schoß.26Deines Vaters Segen übertrifft / den Segen der uralten Berge, / das Verlangen der ewigen Hügel. / Er komme auf Josefs Haupt, / auf das Haupt des Geweihten der Brüder.27Benjamin ist ein reißender Wolf: / Am Morgen frisst er den Raub, / am Abend teilt er die Beute.
Jakobs Tod und Begräbnis
28Sie alle sind die zwölf Stämme Israels und das war es, was ihr Vater zu ihnen sagte. So segnete er sie. Einen jeden bedachte er mit dem Segen, der ihm zukam.29Er trug ihnen ferner auf und sagte zu ihnen: Ich werde mit meinen Vorfahren vereint. Begrabt mich bei meinen Vätern in der Höhle auf dem Feld des Hetiters Efron,30in der Höhle auf dem Feld von Machpela gegenüber von Mamre im Land Kanaan! Das Feld hatte Abraham vom Hetiter Efron als eigene Grabstätte erworben.31Dort hat man Abraham und seine Frau Sara begraben; dort hat man Isaak und seine Frau Rebekka begraben; dort habe ich Lea begraben,32auf dem Feld, das samt der Höhle darauf von den Hetitern erworben worden ist. (1Mo 23,16)33Jakob beendete den Auftrag an seine Söhne und zog seine Füße auf das Bett zurück. Dann verschied er und wurde mit seinen Vorfahren vereint.
1Derefter tilkaldte Jakob alle sine sønner, og de samlede sig omkring ham: „Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det vil gå jer fremover.2Kom og hør, I Jakobs sønner, lyt til Israel, jeres far!3Ruben, du min ældste søn, det første skud på stammen, ypperlig i rang og styrke,4men uregerlig som havets bølger. Du mistede din forret som førstefødt, for du gik i seng med din fars kone. Hvilken skændig handling at vanære sin far sådan.5Simeon og Levi, to alen af ét stykke, mænd af vold og vrede ord.6Jeres planer og motiver kan jeg ikke acceptere, i galskab myrdede I mennesker og lemlæstede okser for sjov.7Forbandet være jeres hidsighed, forbandet jeres vrede og vold. I bliver adskilt i Israel, spredt ud over landet.8Juda, dine brødre vil juble, når du tilintetgør dine fjender. Ja, dine brødre skal bøje sig for dig.9Juda er en løve, der vogter over sit bytte. Når han hviler sig, hvem tør da vække ham?10Scepteret skal tilhøre Juda, og han skal herske, indtil den rette hersker kommer,[1] han, som alle folkeslag skal lyde.11Han binder sit æsel til en vinstok og vasker sit tøj i druesaft.12Hans øjne er mørkere end rødvin, hans tænder hvidere end mælk.13Zebulon vil havne ved havet, hans land bliver hjemsted for skibe, det strækker sig helt til Sidon.14Issakar er stærk som et æsel, han hviler sig mellem kvægfoldene.15Når han opdager, hvor godt et sted, han har fundet og hvor frugtbart landet er, tager han villigt åget på skuldrene og arbejder hårdt for føden.16Dan skaffer sit folk deres ret så godt som nogen af Israels stammer.17Han er som en slange på stien, hugger i hestens hæl, så rytteren styrter.18Åh Gud, du er vores redning!19Gad bliver angrebet af omstrejfende bander, men han forfølger og udplyndrer dem.20Asher får en overflod af afgrøder og kan levere til kongens hof.21Naftali løber frit omkring, kommer gerne med smukke ord.[2]22Josef er som en vinstok, plantet ved kilden, hvis ranker spreder sig over muren.23Han blev beskudt med bitterheds pile, hans modstandere behandlede ham hårdt,24men han holdt sin bue med fasthed, hans stærke arme rystede ikke. Han blev hjulpet af Jakobs mægtige Gud, og igennem det blev han en hyrde, en frelser for Israels folk.25Din fars Gud er din hjælper, og den Almægtige velsigner dig med himlens velsignelser ovenfra og jordens velsignelser nedenfra, med ægteskabelige glæder og med mange børn.26Den velsignelse, du får fra din far, overgår de ældgamle bjerges velsignelser og det, de evige høje kan tilbyde. Må disse velsignelser hvile på Josefs hoved, på issen af fyrsten blandt brødre.27Benjamin er som en ulv på rov. Han æder af sit bytte om morgenen og deler ud af sit overskud om aftenen.”28Det var, hvad Jakob sagde til Israels 12 stammeoverhoveder. Hver især fik de deres særlige ord med på vejen.
Jakobs død og begravelse
29Til sidst sagde Jakob til sine sønner: „Nu skal jeg dø. Begrav mig hos mine forfædre i Kana’ans land i hulen på Makpela-marken øst for Mamre, den mark, som Abraham købte af hittitten Efron.30-32I den gravhule ligger Abraham og Sara begravet. Der ligger også Isak og Rebekka, og der har jeg selv begravet Lea.”33Med disse ord til sine sønner udtrykte Jakob sin sidste vilje. Så lagde han sig til rette i sengen og drog sit sidste åndedrag.