1Jakob ließ sich in dem Land nieder, in dem sich sein Vater als Fremder aufgehalten hatte, in Kanaan.2Das ist die Geschlechterfolge Jakobs: Als Josef siebzehn Jahre zählte, weidete er mit seinen Brüdern die Schafe und Ziegen. Er war Hirtenjunge bei den Söhnen Bilhas und Silpas, den Frauen seines Vaters. Josef hinterbrachte ihrem Vater ihre üble Nachrede.3Israel liebte Josef mehr als alle seine Söhne, weil er ihm in hohem Alter geboren worden war. Er ließ ihm einen bunten Rock machen.4Als seine Brüder sahen, dass ihr Vater ihn mehr liebte als alle seine Brüder, hassten sie ihn und konnten mit ihm kein friedliches Wort mehr reden.5Einst hatte Josef einen Traum. Als er ihn seinen Brüdern erzählte, hassten sie ihn noch mehr.6Er sagte zu ihnen: Hört euch doch diesen Traum an, den ich geträumt habe.7Siehe, wir banden Garben mitten auf dem Feld. Und siehe, meine Garbe richtete sich auf und blieb auch stehen. Siehe, eure Garben umringten sie und warfen sich vor meiner Garbe nieder.8Da sagten seine Brüder zu ihm: Willst du etwa König über uns werden oder über uns herrschen? Und sie hassten ihn noch mehr wegen seiner Träume und seiner Worte.9Er hatte noch einen anderen Traum. Er erzählte ihn seinen Brüdern und sagte: Siehe, ich träumte noch einmal: Und siehe, die Sonne, der Mond und elf Sterne warfen sich vor mir nieder.10Als er davon seinem Vater und seinen Brüdern erzählte, schalt ihn sein Vater und sagte zu ihm: Was soll der Traum, den du da geträumt hast? Sollen wir etwa, ich, deine Mutter und deine Brüder, kommen und uns vor dir zur Erde niederwerfen?11Seine Brüder waren eifersüchtig auf ihn, sein Vater aber bewahrte die Sache.12Als seine Brüder fortgezogen waren, um die Schafe und Ziegen ihres Vaters bei Sichem zu weiden,13sagte Israel zu Josef: Weiden nicht deine Brüder bei Sichem? Geh, ich will dich zu ihnen schicken. Er antwortete: Hier bin ich.14Da sagte der Vater zu ihm: Geh doch hin und sieh, wie es deinen Brüdern und den Schafen und Ziegen geht, und berichte mir! So schickte er ihn aus dem Tal von Hebron fort und Josef kam nach Sichem.15Ein Mann traf ihn und siehe, Josef irrte auf dem Feld umher; der Mann fragte ihn: Was suchst du?16Josef antwortete: Meine Brüder suche ich. Sag mir doch, wo sie das Vieh weiden!17Der Mann antwortete: Sie sind von hier weitergezogen. Ich habe nämlich gehört, wie sie sagten: Gehen wir nach Dotan. Da ging Josef seinen Brüdern nach und fand sie in Dotan.18Sie sahen ihn von Weitem. Bevor er jedoch nahe an sie herangekommen war, fassten sie den Plan, ihn umzubringen.19Sie sagten zueinander: Siehe, da kommt ja dieser Träumer.20Jetzt aber auf, erschlagen wir ihn und werfen wir ihn in eine der Zisternen. Sagen wir, ein wildes Tier habe ihn gefressen. Dann werden wir ja sehen, was aus seinen Träumen wird.21Ruben hörte das und wollte ihn aus ihrer Hand retten. Er sagte: Begehen wir doch keinen Mord.22Und Ruben sagte zu ihnen: Vergießt kein Blut! Werft ihn in die Zisterne da in der Steppe, aber legt nicht Hand an ihn! Das sagte er, um ihn aus ihrer Hand zu retten und zu seinem Vater zurückzubringen.23Als Josef bei seinen Brüdern angekommen war, zogen sie ihm seinen bunten Rock aus, den Ärmelrock, den er anhatte,24packten ihn und warfen ihn in die Zisterne. Die Zisterne war leer; es war kein Wasser darin.25Sie saßen beim Essen und erhoben ihre Augen und sahen, siehe, eine Karawane von Ismaelitern aus Gilead kam. Ihre Kamele waren mit Tragakant, Mastix und Ladanum beladen. Sie waren unterwegs nach Ägypten.[1]26Da sagte Juda seinen Brüdern: Was haben wir davon, wenn wir unseren Bruder erschlagen und sein Blut zudecken?27Kommt, verkaufen wir ihn den Ismaelitern. Wir wollen aber nicht Hand an ihn legen, denn er ist doch unser Bruder und unser Fleisch. Seine Brüder hörten auf ihn.28Midianitische Kaufleute kamen vorbei. Da zogen sie Josef aus der Zisterne herauf und verkauften ihn für zwanzig Silberstücke an die Ismaeliter. Sie brachten Josef nach Ägypten.29Ruben kam zur Zisterne zurück und siehe, Josef war nicht mehr dort. Er zerriss seine Kleider,30kehrte zu seinen Brüdern zurück und sagte: Der Kleine ist ja nicht mehr da. Und ich, wohin soll ich nun gehen?31Da nahmen sie Josefs Gewand, schlachteten einen Ziegenbock und tauchten das Gewand in das Blut.32Dann schickten sie den bunten Rock zu ihrem Vater und ließen ihm sagen: Das haben wir gefunden. Sieh doch genau nach, ob das der Rock deines Sohnes ist oder nicht!33Als er ihn genau angesehen hatte, sagte er: Der Rock meines Sohnes! Ein wildes Tier hat ihn gefressen. Zerfetzt ist Josef, zerfetzt.34Jakob zerriss seine Kleider, legte ein Trauergewand an und trauerte um seinen Sohn viele Tage.35Alle seine Söhne und Töchter machten sich auf, um ihn zu trösten. Er aber ließ sich nicht trösten und sagte: Ich will voller Trauer zu meinem Sohn in die Unterwelt hinabsteigen. So beweinte ihn sein Vater.36Die Midianiter aber verkauften Josef nach Ägypten an Potifar, einen Hofbeamten des Pharao, den Obersten der Leibwache.
1Jakob slog sig nu ned i Kana’ans land, hvor også hans far havde vandret omkring med sin teltlejr.2Det følgende er historien om, hvad der siden skete med Jakob og hans familie. Da Jakobs søn Josef var 17 år gammel, vogtede han tit sin fars får sammen med sine halvbrødre, de sønner, hans far havde fået med Bilha og Zilpa. Josef fortalte ofte sin far, hvad hans ældre brødre foretog sig ude på marken.3Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. En dag forærede han Josef en fornem lang kjortel i flotte farver.4Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham.5En nat havde Josef en mærkelig drøm, og han fortalte straks sine brødre om den.6„Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!” sagde han. „Jeg drømte,7at vi var ude på marken for at binde kornet i neg. Mit neg rejste sig op og blev stående, mens jeres neg, der stod rundt om mit, bøjede sig til jorden for det.”8„Nå, du tror måske, at du skal være herre over os?” sagde hans brødre hånligt. Og på grund af den drøm hadede de ham endnu mere.9Senere fik Josef endnu en drøm fra Gud, og han fortalte den til sine brødre. „Hør, hvad jeg nu har drømt!” sagde han. „Den her gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.”10Den sidste drøm fortalte han også til sin far, men hans far skældte ham ud: „Hvad bilder du dig ind? Skal både jeg og din mor og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?”11Josefs brødre kunne ikke skjule deres misundelse, men hans far blev ved med at spekulere over, hvad den drøm mon kunne betyde.
Josef bliver solgt som slave
12Kort efter tog Josefs brødre af sted for at vogte deres fars fåreflokke ved Sikem.13-14Da de havde været borte i nogen tid, sagde Jakob til Josef: „Dine brødre er i Sikem med fårene. Tag derud og se, hvordan det går med dem, og hvordan dyrene har det, og kom så tilbage og fortæl mig det.” „Det skal jeg nok, far,” svarede Josef. Så tog han af sted fra lejren i Hebrondalen og kom til Sikem.15Dér var der en mand, som lagde mærke til, at han gik omkring på sletten. „Hvem leder du efter?” spurgte manden.16„Mine brødre og deres får,” svarede Josef. „Har du set noget til dem?”17„Ja,” sagde manden, „men de er for længst brudt op herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville tage til Dotan.” Så fortsatte Josef til Dotan, hvor han ganske rigtigt fandt dem.18Da Josefs brødre fik øje på ham langt borte, snakkede de indbyrdes om, hvordan de kunne få ham slået ihjel.19„Se! Der kommer den drømmer!” var der en, der udbrød.20„Kom, lad os slå ham ihjel,” sagde en anden. „Bagefter kan vi smide liget i en af de udtørrede brønde og sige til far, at han er blevet ædt af et rovdyr. Så er det i hvert fald slut med hans drømmerier!”21Men Ruben ønskede at redde Josefs liv, så han sagde. „Nej, I må ikke slå ham ihjel.22Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen.23Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham24og kastede ham i den udtørrede brønd.25Derefter satte de sig ned i græsset for at spise. Pludselig fik de øje på en karavane et stykke borte. Det var ishmaelitter, der fragtede gummi, krydderier og urter fra Gilead til Egypten.26-27„Se!” sagde Juda til de andre brødre. „Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om,28så da de midjanitiske[1] handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten. (1Mo 25,2)29Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene30og råbte: „Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”31Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel32og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. „Vi fandt den på marken,” forklarede de. „Er det ikke Josefs kjortel?”33Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: „Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!”34Straks rev Jakob af sorg sit tøj i stykker og klædte sig i sækkelærred, og således sørgede han over sin søn i mange dage.35Alle hans sønner og døtre gjorde, hvad de kunne for at trøste ham, men det var ingen nytte til. „Lad mig dø af sorg og komme ned i dødsriget til min søn!” udbrød han og brast i gråd.36I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten.