1Nach langer Zeit - es war im dritten Jahr - erging das Wort des HERRN an Elija: Geh und zeig dich dem Ahab! Ich will Regen auf die Erde senden. (5Mo 11,14; Jer 5,24; Jer 10,13)2Da ging Elija hin, um sich Ahab zu zeigen. Die Hungersnot war groß in Samaria.3Daher rief Ahab den Palastvorsteher Obadja. Dieser war sehr gottesfürchtig.4Als Isebel die Propheten des HERRN ausrottete, hatte Obadja hundert von ihnen beiseitegenommen, sie zu je fünfzig in einer Höhle verborgen und mit Brot und Wasser versorgt.5Ahab befahl nun Obadja: Geh an alle Wasserquellen und Bäche im Land! Vielleicht finden wir Gras, damit wir Pferde und Maultiere am Leben erhalten können und nicht einen Teil des Viehs töten müssen.6Sie teilten sich das Land, um es zu durchstreifen. Ahab ging in die eine und Obadja in die andere Richtung.7Als nun Obadja unterwegs war, kam ihm Elija entgegen. Obadja erkannte ihn, warf sich vor ihm nieder und rief: Bist du es, mein Herr Elija?8Dieser antwortete: Ich bin es. Geh und melde deinem Herrn: Elija ist da.9Obadja entgegnete: Was habe ich mir zuschulden kommen lassen, dass du deinen Knecht an Ahab ausliefern und dem Tod preisgeben willst?10So wahr der HERR, dein Gott, lebt: Es gibt kein Volk und kein Reich, wo mein Herr dich nicht hätte suchen lassen. Und wenn man sagte: Er ist nicht hier, dann ließ er dieses Reich oder Volk schwören, dass man dich nicht gefunden habe.11Und jetzt befiehlst du: Geh und melde deinem Herrn: Elija ist da.12Wenn ich nun von dir weggehe, könnte ja der Geist des HERRN dich an einen Ort tragen, den ich nicht kenne. Käme ich dann zu Ahab, um dich zu melden, und könnte er dich nicht finden, so würde er mich töten. Dabei hat dein Knecht doch von Jugend auf den HERRN gefürchtet. (2Kön 2,16; Hes 3,12; Hes 11,1)13Hat man dir denn nicht berichtet, was ich getan habe, als Isebel die Propheten des HERRN umbrachte? Ich habe doch hundert von ihnen, je fünfzig in einer Höhle, verborgen und mit Brot und Wasser versorgt.14Und nun befiehlst du: Geh und melde deinem Herrn: Elija ist da. Ahab würde mich töten.15Doch Elija antwortete: So wahr der HERR der Heerscharen lebt, in dessen Dienst ich stehe: Heute noch werde ich ihm vor die Augen treten.16Obadja kam zu Ahab und brachte ihm die Nachricht. Ahab ging Elija entgegen.17Sobald er ihn sah, rief er aus: Bist du es, Verderber Israels?18Elija entgegnete: Nicht ich habe Israel ins Verderben gestürzt, sondern du und das Haus deines Vaters, weil ihr die Gebote des HERRN übertreten habt und du den Baalen nachgelaufen bist.19Doch schick jetzt Boten aus und versammle mir ganz Israel auf dem Karmel, auch die vierhundertfünfzig Propheten des Baal und die vierhundert Propheten der Aschera, die vom Tisch Isebels essen! (2Kön 10,19)
Entscheidung auf dem Karmel
20Ahab schickte in ganz Israel umher und ließ die Propheten auf dem Karmel zusammenkommen.21Und Elija trat vor das ganze Volk und rief: Wie lange noch schwankt ihr nach zwei Seiten? Wenn der HERR der wahre Gott ist, dann folgt ihm! Wenn aber Baal es ist, dann folgt diesem! Doch das Volk gab ihm keine Antwort. (Jos 24,15)22Da sagte Elija zum Volk: Ich allein bin als Prophet des HERRN übrig geblieben; die Propheten des Baal aber sind vierhundertfünfzig. (1Kön 19,10)23Man gebe uns zwei Stiere. Sie sollen sich einen auswählen, ihn zerteilen und auf das Holz legen, aber kein Feuer anzünden. Ich werde den andern zubereiten, auf das Holz legen und kein Feuer anzünden.24Dann sollt ihr den Namen eures Gottes anrufen und ich werde den Namen des HERRN anrufen. Der Gott, der mit Feuer antwortet, ist der wahre Gott. Da rief das ganze Volk: Der Vorschlag ist gut.25Nun sagte Elija zu den Propheten des Baal: Wählt ihr zuerst den einen Stier aus und bereitet ihn zu; denn ihr seid die Mehrheit. Ruft dann den Namen eures Gottes an, entzündet aber kein Feuer!26Sie nahmen den Stier, den er ihnen überließ, und bereiteten ihn zu. Dann riefen sie vom Morgen bis zum Mittag den Namen des Baal an und schrien: Baal, erhöre uns! Doch es kam kein Laut und niemand gab Antwort. Sie tanzten hüpfend um den Altar, den man gemacht hatte.[1] (Hos 11,7)27Um die Mittagszeit verspottete sie Elija und sagte: Ruft lauter! Er ist doch Gott. Er könnte beschäftigt sein, könnte beiseitegegangen oder verreist sein. Vielleicht schläft er und wacht dann auf.28Sie schrien nun mit lauter Stimme. Nach ihrem Brauch ritzten sie sich mit Schwertern und Lanzen wund, bis das Blut an ihnen herabfloss. (Hos 7,14)29Als der Mittag vorüber war, verfielen sie in Raserei und das dauerte bis zu der Zeit, da man das Speiseopfer darzubringen pflegt. Doch es kam kein Laut, keine Antwort, keine Erhörung.30Nun forderte Elija das ganze Volk auf: Tretet her zu mir! Sie kamen und Elija baute den zerstörten Altar des HERRN wieder auf.31Er nahm zwölf Steine, nach der Zahl der Stämme der Söhne Jakobs, zu dem der HERR gesagt hatte: Israel soll dein Name sein. (1Mo 32,29; 1Mo 35,10)32Er fügte die Steine zu einem Altar für den Namen des HERRN, zog rings um den Altar einen Graben und grenzte eine Fläche ab, die zwei Sea Saat hätte aufnehmen können.33Sodann schichtete er das Holz auf, zerteilte den Stier und legte ihn auf das Holz.34Nun befahl er: Füllt vier Krüge mit Wasser und gießt es über das Brandopfer und das Holz! Hierauf sagte er: Tut es noch einmal! Und sie wiederholten es. Dann sagte er: Tut es zum dritten Mal! Und sie taten es zum dritten Mal.35Das Wasser lief rings um den Altar. Auch den Graben füllte er mit Wasser.36Zu der Zeit nun, da man das Speiseopfer darzubringen pflegt, trat der Prophet Elija an den Altar und rief: HERR, Gott Abrahams, Isaaks und Israels, heute soll man erkennen, dass du Gott bist in Israel, dass ich dein Knecht bin und all das in deinem Auftrag tue.37Erhöre mich, HERR, erhöre mich! Dieses Volk soll erkennen, dass du, HERR, der wahre Gott bist und dass du sein Herz zur Umkehr wendest.38Da kam das Feuer des HERRN herab und verzehrte das Brandopfer, das Holz, die Steine und die Erde. Auch das Wasser im Graben leckte es auf. (4Mo 11,1)39Das ganze Volk sah es, warf sich auf das Angesicht nieder und rief: Der HERR ist Gott, der HERR ist Gott!40Elija aber befahl ihnen: Ergreift die Propheten des Baal! Keiner von ihnen soll entkommen. Man ergriff sie und Elija ließ sie zum Bach Kischon hinabführen und dort töten.
Ende der Dürre
41Dann sagte Elija zu Ahab: Geh hinauf, iss und trink; denn das Rauschen des Regens ist schon hörbar.42Während Ahab wegging, um zu essen und zu trinken, stieg Elija zur Höhe des Karmel empor, kauerte sich auf den Boden nieder und legte seinen Kopf zwischen die Knie.43Dann befahl er seinem Diener: Geh hinauf und schau auf das Meer hinaus! Dieser ging hinauf schaute hinaus und meldete: Es ist nichts zu sehen. Elija befahl: Geh sieben Mal hinauf!44Beim siebten Mal meldete der Diener: Eine Wolke, klein wie eine Menschenhand, steigt aus dem Meer herauf. Darauf sagte Elija: Geh hinauf und sag zu Ahab: Spanne an und fahr hinab, damit der Regen dich nicht aufhält! (Lk 12,54)45Es dauerte nicht lange, da verfinsterte sich der Himmel durch Sturm und Wolken und es fiel ein starker Regen. Ahab bestieg den Wagen und fuhr nach Jesreel.46Über Elija aber kam die Hand des HERRN. Er gürtete sich und lief vor Ahab her bis dorthin, wo der Weg nach Jesreel abzweigt. (2Kön 3,15; Hes 1,3)
1I tørkens tredje år sagde Herren til Elias: „Opsøg kong Ahab og sig til ham, at det ikke varer længe, før jeg sender regn igen.”2-5Så tog Elias af sted for at finde Ahab. Ahab havde en hofchef ved navn Obadja, som var en mand, der virkelig havde ærefrygt for Herren. Engang, da Jezabel havde forsøgt at udrydde alle Herrens profeter, havde Obadja skjult 100 af dem i to huler, 50 i hver, og han havde sørget for mad og drikke til dem. Hungersnøden i Samaria var efterhånden blevet helt ulidelig. Derfor tilkaldte Ahab Obadja og sagde til ham: „Vi bliver nødt til at rejse rundt i landet til alle bække og kildevæld for om muligt at finde græsning til mine heste og muldyr. Ellers bliver vi nødt til at aflive nogle af dem!”6Så fordelte de opgaven imellem sig og tog af sted i hver sin retning.7Mens Obadja nu vandrede af sted, stod Elias pludselig foran ham. Obadja genkendte ham og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærbødighed. „Er det virkelig dig, Elias, min herre?”8„Ja, det er mig,” svarede Elias. „Gå hen til kongen og sig, at jeg vil tale med ham.”9„Åh nej, herre,” indvendte Obadja. „Hvad har jeg dog gjort? Vil du have mig slået ihjel?10Du kan tro, kongen har sendt bud overalt—selv til nabolandene—for at lede efter dig. Og når folk sagde, de ikke havde set dig, tvang han dem til at sværge på det.11Nu står du så her og siger: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’12Hvad nu hvis Herrens Ånd pludselig bortrykker dig til et sted, jeg ikke kender? Når jeg så melder kong Ahab, at jeg ved, hvor du er, og når kongen så alligevel ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel. Det synes jeg ikke, jeg fortjener, for jeg har hele mit liv tjent Herren.13Har du ikke hørt, hvad jeg gjorde, dengang Jezabel ville slå alle Herrens profeter ihjel, hvordan jeg skjulte 100 af dem i to huler og kom med mad og drikke til dem?14Og nu siger du: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’—Åh nej, han slår mig ihjel!”15Elias svarede: „Så sandt Herren lever, den almægtige Gud, som jeg tjener, jeg vil mødes med Ahab i dag!”
Styrkeprøven på Karmels bjerg
16Så tog Obadja af sted for at fortælle Ahab, at Elias var kommet, og Ahab gik ham i møde.17„Er det virkelig dig, din ulykkesfugl?” udbrød Ahab ved synet af Elias. „Det er jo dig, vi kan takke for al den elendighed!”18„Nej, den elendighed kan du takke dig selv for,” svarede Elias, „for det er dig og din fars slægt, der nægter at adlyde Herrens befalinger, fordi I hellere vil dyrke Ba’al.19Men hør nu her! Du skal kalde hele Israels folk sammen på Karmels bjerg. Der vil jeg mødes med dem og de 450 ba’alsprofeter og de 400 Asheraprofeter, som Jezabel har ansat.”20Ahab indkaldte så hele folket og alle sine profeter til at samles på Karmels bjerg.21Elias stillede sig op foran hele forsamlingen og råbte: „Hvor længe vil I stå med et ben i hver lejr? Hvis I mener, at Herren er den sande Gud, så bring jeres ofre til ham, men mener I, det er Ba’al, så bring jeres ofre til ham.” Der var dødstille.22Så fortsatte Elias: „Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er 450 ba’alsprofeter.23Men lad os nu få fat i to ungtyre. Så skal Ba’als profeter vælge, hvilken af dem de vil have. Derpå skal de partere den og lægge den oven på brændet på Ba’als alter. Men de må ikke tænde ild! Derefter gør jeg den anden tyr i stand og lægger den oven på brændet på Herrens alter—uden at tænde ild!24Så skal I bede til jeres gud, mens jeg vil bede til Herren. Den gud, der svarer ved at sende ild fra himlen og antænde brændet på sit alter, er den sande Gud!” Hele forsamlingen syntes godt om det forslag.25Så vendte Elias sig mod ba’alsprofeterne. „I kan begynde, siden I er de fleste,” sagde han. „Vælg jeres tyr, gør den i stand og bed til jeres gud. Men I må ikke sætte ild til brændet!”26Så tog de den ene tyr, gjorde den i stand og lagde den på Ba’als alter, og fra morgen til middag råbte de på Ba’al. „Åh Ba’al, hør os!” råbte de, men der hørtes ikke en lyd, og der skete ingen verdens ting. Så dansede og hoppede de rundt om alteret, til de var helt udmattede.27Ved middagstid begyndte Elias at håne dem. „I må råbe noget højere!” sagde han. „Det er jo en gud, I skal råbe op! Enten sidder han og filosoferer, eller han er gået på toilettet, eller han er ude at rejse. Måske er han faldet i søvn, så han først lige skal vågne?”28Så råbte de endnu højere og skar sig selv med sværd og spyd, til blodet flød, sådan som de havde for vane i deres ritualer.29De fortsatte med deres desperate råben og skrigen til langt ud på eftermiddagen, men der var stadig intet svar—ikke en lyd!30Til sidst råbte Elias til folket: „Kom herover til mig!” Og mens hele forsamlingen flokkedes om ham, gav han sig til at genopbygge Herrens alter, som var blevet revet ned.31Han udvalgte sig 12 sten, der skulle symbolisere de 12 stammer, efterkommerne af Jakobs 12 sønner, ham, som Herren selv havde givet navnet Israel.[1] (1Mo 32,29)32Med disse sten genopbyggede han alteret. Derefter gravede han en rende rundt om alteret,33lagde brændet til rette, parterede ungtyren og lagde kødet oven på alterbrændet.34„Fyld fire krukker med vand,” sagde han så, „og øs vandet over brændofferet og brændet!” Da det var gjort, sagde han: „Én gang til!” Så gjorde de det igen. „Og så en sidste gang!” sagde han. Så hældte de vand over for tredje gang35med det resultat, at vandet drev ned ad alteret og fyldte renden rundt om.36På det tidspunkt hvor man bringer aftenofferet, gik Elias frem til alteret og bad: „Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, lad det i dag blive klart for enhver, at du er Israels Gud, og at jeg som din tjener har gjort det her på din befaling!37Herre, hør min bøn! Svar mig, så dette folk kan forstå, at du er deres Gud, og at du ønsker at føre dem tilbage til dig!”38Da faldt Herrens ild fra himlen og fortærede brændofferet, brændet, stenene og jorden rundt om, ja selv vandet i renden slikkede ilden op!39Hele folket så det, og de kastede sig ned med ansigtet mod jorden og råbte: „Herren er Gud! Herren er Gud!”40„Grib alle ba’alsprofeterne!” beordrede Elias. „Lad ingen undslippe!” Da de var pågrebet, lod Elias dem føre ned til Kishonbækken, hvor han slog dem ihjel.
Elias venter på regn
41Derefter sagde Elias til Ahab: „Nu kan du godt give dig til at spise og drikke, for jeg hører susen af et mægtigt regnvejr!”42Det gjorde Ahab så, mens Elias gik op på toppen af Karmels bjerg og lagde sig på knæ på jorden med ansigtet mellem knæene.43„Gå hen og se ud over havet!” sagde han til sin tjener. Tjeneren gjorde, som han fik besked på, men han kom hurtigt tilbage. „Der er ikke noget at se!” sagde han. Syv gange bad Elias ham gå hen og spejde ud over havet. De første seks gange kom tjeneren tilbage uden at kunne se noget tegn på regn,44men den syvende gang sagde tjeneren: „Nu kan jeg se en lille sky i horisonten; den er på størrelse med en hånd!” Da udbrød Elias: „Skynd dig hen til kong Ahab og sig, at han skal spænde for sin vogn og skynde sig hjem, før regnen forhindrer ham i at komme ned fra bjerget.”45Kort efter var himlen sort af regnskyer, og det blæste op til storm. Ahab steg op i sin vogn og kørte af sted mod Jizre’el.46Men Herren gav Elias ekstra styrke, så han løb foran Ahabs vogn hele vejen til Jizre’el.